Ophæv pensionsalderen for forskere

Steen Gammeltoft, Redaktør af BioZoom, Overlæge, professor, dr.med., Klinisk Biokemisk afd., Glostrup Hospital, sg@dcb-glostrup.dk

For 30 år siden undrede jeg mig over, at man stadig kunne være aktiv forsker i en alder af 75 år. Nu nærmer jeg mig selv pensionsalderen, og er begyndt at overveje min karriere i de næste 15-20 år. Videnskabshistorien har mange eksempler på forskere, som forsætter deres forskning udover den gældende pensionsalder på 65-70 år. En fast pensionsalder er utidssvarende i et samfund, hvor den gennemsnitlige levealder stiger, og der er mangel på højtuddannet arbejdskraft. Følg USA, Australien og New Zealand og ophæv den tvungne pensionering.  

I 1975 læste jeg en artikel i Biochemical Journal, som jeg aldrig har glemt. Artiklen, som jeg læste for 30 år siden var en lykønskning til Hans Adolf Krebs i anledning af hans 75 års fødselsdag. Artiklen var illustreret med et fotografi af Krebs foran en kæmpestor lagkage omgivet af sine medarbejdere i laboratoriet, Oxford Universitet. Fotografiet viste en smilende og karismatisk personlighed, som udstrålede vitalitet og styrke. Hans Krebs var en af de største biokemikere i det 20.århundrede. Opdagelsen af citronsyre cyklus i 1939, som også bærer hans navn, førte til Nobel prisen i 1953 sammen med Fritz Albert Lippmann (www.nobelprize.org). Hans Krebs blev født 1900 i Hildesheim, Tyskland, studerede medicin, og indledte sin forskerkarriere i Tyskland, indtil blev tvunget til at emigrere til England i 1933, fordi han var jøde. Her videreførte han sin banebrydende forskning inden for det intermediære stofskifte på Medical Research Council ’s Unit for Research in Cell Metabolism, Sheffields Universitet og fra 1954 på Oxford Universitet. På sin 75 års fødselsdag var Krebs’ karriere på ingen måde slut. Fra 1975 til sin død i 1981 offentliggjorde Hans Krebs 25 artikler af i alt 180 artikler.   

Dengang undrede jeg mig 33 år gammel over, at man stadig kunne være aktiv forsker i en alder af 75 år. Nu nærmer jeg mig selv pensionsalderen, og er begyndt at overveje min karriere i de næste 15-20 år. Videnskabshistorien har mange eksempler på forskere, som forsætter deres forskning udover den gældende pensionsalder på 65-70 år. Vi kender fortrinsvis de mest prominente forskere, som er vores idoler. Skal vi følge i deres fodspor og fortsætte som forskere eller skal vi lade os pensionere?

Francis Crick beskrev DNA’s dobbelt helix sammen med James Watson, og løste den genetiske kode sammen med Sydney Brenner. Efter disse store opdagelser ville Francis Crick prøve noget andet. I 1976 tilbragte Crick et sabbatår på Salk Institute i La Jolla, Californien, og året efter besluttede han at foretage et karriereskift og flyttede 61 år gammel til Salk Institute. Her arbejdede han i de næste 25 år med et stort uløst problem i biologien: bevidstheden (Nicolas Wade, New York Times 30.7.2004). Han skrev 20 artikler og flere bøger om neurobiologiske emner inden han døde i 2004 88 år gammel. Det siges at en væsentlig faktor bag Francis Cricks karriereskift var udsigten til at blive pensioneret fra sin stilling som professor på MRC Laboratory i Cambridge 65 år gammel, som det er praksis i England.

I Danmark blev den fremtrædende neurofysiolog Fritz Buchthal pensioneret fra sit professorat ved Københavns Universitet, da han fyldte 70 år i 1977. Buchthal var ikke indstillet på at trække sig tilbage og videreførte sin forskning i yderligere 5 år på Neurofysiologisk Institut, som han havde indviet 25 år tidligere for midler bevilliget af bl.a. Rockefeller Foundation. I 1982 blev han hentet til USA for at lede Elektromyografi laboratoriet på National Institutes of Health, og i 1984 flyttede han til Santa Barbara i Californien, hvor han fortsat arbejdede som specialist i klinisk neurofysiologi. Fritz Buchthal blev født 1907 i Witten, Tyskland, studerede medicin, og startede sin forskerkarriere, indtil han måtte forlade Tyskland i 1933, fordi han var jøde. Bortset fra 2 år i Sverige under besættelsen opholdt Buchthal sig 50 år i Danmark, hvor han forskede inden for den basale og kliniske neurofysiologi. Buchthal offentliggjorde 25 artikler i løbet af 15 år efter han måtte træde tilbage fra sit professorat svarende til 1/5 af den samlede videnskabelige produktion inden han døde 96 år gammel (Horowitz og Krarup, Muscle Nerve 2004;30:1-2).

Disse korte biografier viser at forskerkarrieren ikke er begrænset til varigheden af det konventionelle arbejdsliv. Livsværket for de tre store videnskabsmænd sluttede ikke da de fyldte 70 år, og deres forskningsaktivitet fortsatte i yderligere 10-15 år. De var produktive, nyskabende og inspirerende længe efter den officielle pensionsalder. Forskere i USA kan fortsætte med at arbejde så længe de kan opnå fondsstøtte fordi den faste pensionsalder, og tvungne pensionering blev fjernet i 1994. Australien, New Zealand og nogle dele af Canada har fuldt efter og ophævet pensionsalderen. Men i mange Europæiske lande og i Japan har forskerne på de stats-støttede universiteter ikke andet valg end at lade sig pensionere mellem 60 og 70 år uden hensyn til omfanget af deres videnskabelige aktivitet og produktivitet. USA nyder godt af dette og tiltrækker en række superstars blandt udenlandske forskere, som forsøger at undgå deres skæbne (Laura Bonetta, Nature 2005;436:772-773).

Den schweiziske Nobel pristager Kurt Wüthrich flyttede i 2001 til Scripps Research Institute i La Jolla fem år inden han nåede pensionsalderen, som er 65 år i Schweiz. Forinden havde Wüthrich forsøgt at forhandle en fem-årig forlængelse af sin ansættelse på Det Schweiziske Tekniske Universitet i Zürich, men fået et venligt afslag. Situationen ændrede sig imidlertid hurtigt i 2002 da Wüthrich modtog Nobel prisen for sin banebrydende forskning inden for protein massespektrometri. Det Schweiziske parlament gennemførte en ekstraordinær lov så han kunne beholde sin stilling i Zürich, selvom han havde startet sit arbejde i USA. Wüthrich deler nu sin tid mellem de to stillinger, men den nye lov har ikke hjulpet andre schweiziske forskere.

I Frankrig måtte Pierre Chambon, grundlæggeren af Institute of Genetics and Molecular and Cellular Biology in Strasbourg trække sig tilbage fra stillingen som instituttets direktør i 2002, da han fyldte 70 år. Han er dog ikke indstillet på at afslutte en aktiv og produktiv forskerkarriere: ”Man skal ikke kassere aktive mennesker, som kan være til nytte for samfundet. Nogle mennesker ældes hurtigere end andre”. Chambon arbejder stadig på det halv-private institut om end på et frivilligt grundlag. ”Det svarer til at fortælle en som altid har klatret i bjerge: ’Nu kan du ikke klatre i bjerge mere, ikke engang vandre i bjergene’,” udtaler den 74-årige Chambon til Nature (2005;436:772-773), ”Jeg siger ikke, at jeg kan bestige toppene lige så hurtigt som for 20 år siden, men jeg ønsker stadig at være i bjergene”.

Løsningen på Chambon’s og andre europæiske forskeres frustrationer over pensionsreglerne er enkel. Ophæv den faste pensionsalder og giv forskerne mulighed for at fortsætte forskerkarrieren. Opret tidsbegrænsede kontrakter på 3-5 år med de forskere, som ikke ønsker at afslutte arbejdslivet og gå på pension. I private virksomheder findes faste de aldersgrænser for tilbagetrækning ikke. I mange tilfælde beholder virksomhederne medarbejdere med særlige erfaringer og viden, som de ikke kan undvære, ofte på deltid. Offentlig ansatte, som er faldet for pensionsalderen finder jobs i den private sektor som konsulenter, projektledere, eller bestyrelsesmedlemmer, hvor der er behov for deres specialviden. Hvorfor skal disse fordele ikke komme forskningsinstitutionerne til gode? Opret stillinger for de ”pensionerede” forskere, som stadig er aktive og produktive, og udnyt deres erfaring, viden og kreativitet.

Generelt er forskere i Europa and Japan skeptiske over universiteternes vilje til at fjerne den faste pensionsalder i den nærmeste fremtid. Beslutningen på Tokyo Universitet om at hæve aldersgrænsen for tilbagetrækning fra 60 til 65 pr i 2013 skabte storm fordi mange følte, at det vil hæmme mulighederne for ansættelse af yngre forskere. De ældre forskere vil klæbe til deres stillinger, og blokere for udskiftning og fornyelse (Nature 407, 550; 2000). I USA efterfulgtes ophævelsen af de faste aldersgrænser for pensionering i 1994 af lignende bekymringer. Erfaringerne i de forløbne 10 år viser imidlertid, at bekymringen blev gjort til skamme. Nu er alle enige om, at de medarbejdere, som ville trække sig tilbage før 70-års alderen, fortsætter med at gå på pension uanset reglen om fast pensionsalder er væk. Ansatte som oplevede udsigten til den tvungen pensionering i 65-70 års alderen som et snærende bånd, forbliver længere på arbejdsmarkedet. De mennesker, som fortsætter efter 70-års alderen er de mest aktive, arbejdsomme, og produktive, især inden for forskningen, hvor det er muligt søge fondsbevillinger til arbejdet (Laura Bonetta, Nature 2005;436:772-773).  

Denne holdning er ikke enestående for forskere. I maj 2005 gennemførte HSBC banken i London en undersøgelse med interview af 12.000 mennesker i 10 forskellige lande for at få indtryk af holdningen til aldring og pensioniering. Rapporten: ”The Future of Retirement” konkluderer, at 80 % af de adspurgte verden over ønsker at kassere den faste pensionsalder, en tendens som til dels skyldes stigningen i den forventede levealder. HSBC banken har oprettet et website. Her kan man læse rapportens konklusioner, lege med sine egne planer om tilbagetrækning, og spekulere over problemet, at en tredjedel af jordens befolkning er over 60 år i 2050. I Danmark har en styregruppe under Det Strategiske Forskningsråd netop offentliggjort en rapport: ”Et strategisk fremsyn om aldring og de forskningstemaer, der er knyttet til det aldrende samfund i 2030”. Et af emnerne i rapporten er fleksibel forbliven i erhvervsaktivitet, som det hedder i kancellisproget. Med almindelige ord: Ophæv pensionsalderen for forskerne – og alle andre.