Vi lever af myter

Per Bilde, dr.theol., professor, Det Teologisk Fakultet, Afdeling for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet; pb@teo.au.dk

Forskningsminister Helge Sander skrev d. 11.11.2005 en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten med titlen Myterne om universiteterne står for fald (gengivet her). Heri præsenterede han dele af regeringens oplæg til den debat, som man den 10.-11. november havde i Globaliseringsrådet om emnet dansk forskning og videregående uddannelse ”i verdensklasse”. Regeringens optagethed af forskning og videregående uddannelse er prisværdig, og mange af regeringens forslag er nødvendige, mens andre forekommer mig at være for hurtige skud fra hoften, hvilket jeg vender tilbage til nedenfor.

Hvad der lokkede mig til at forsøge mig med et svar i kronikform, er imidlertid titlen på ministerens kronik og det skelet, der bærer hans kronik, nemlig fire såkaldte ”myter om universiteterne”, som Helge Sander i sit indlæg forsøger at ”punktere”. Denne tankegang vil jeg i det følgende undersøge lidt nærmere for derefter at gå ind i en dialog med ministeren om hans og regeringens forslag til at bringe Danmarks universiteter op i ”verdensklasse”.

Hvad er det for ”myter”, Helge Sander taler om? Det siger han ikke direkte, men han skriver: ”Jeg tror, at der er mange myter om universiteterne, som vi nu skal se at punktere. I stedet skal vi udskifte myter med konkret handling”. Af det følgende fremgår det dog, at ministeren tænker på myter, som universiteterne selv har frembragt og tror på. De fire myter formulerer Sander således:

1. ”Universiteterne handler om dannelse, fordybelse og lærd refleksion over tunge faglige temaer”.
2. ”Universiteterne er indrettet på at forkæle eliten”.
3. ”Alle universiteter skal have alle varer på hylderne, så de unge bliver i regionen”.
4. ”Det er farligt, hvis politikerne sætter sig mål for, hvad de unge skal studere for ingen véd, hvad fremtiden bringer”.

Helge Sander bruger således ordet ”myte” i den velkendte negative betydning af ”gamle, ufunderede og usande historier”, eller rettere ”trossætninger”, som for længst er overhalet af samfundsudviklingen, og som derfor bør erstattes af nyt idéer, som Sander og regeringen kan levere.

Inden jeg går nærmere ind på hver af disse fire myter, vil jeg gerne fremhæve, at alle universiteter - og i øvrigt også regeringer, politiske partier og institutioner - ikke kan undgå at leve af og på myter, som også kan betegnes som trossætninger, ideologier eller værdier, som det for tiden er på mode at kalde de ideer og overbevisninger, som vi funderer vort liv på. Det gælder ikke mindst Danmarks nuværende regering, som i disse år står midt i et værdi- eller kulturopgør med sine mange forskellige politiske og ideologiske modstandere. Efter min mening ville det derfor være rigtigere, dersom regeringen og Helge Sander ville tale om en strid om to forskellige syn på – eller ideer om – universiteterne. For det er dét, der er tale om, og når ministeren kalder sine modstanderes syn for ”myter”, er der slet og ret tale om politisk retorik, om et retorisk forsøg på at mistænkeliggøre og nedvurdere det syn på universiteterne, som Helge Sander forudsætter, er fremherskende på universiteterne, og som han bekæmper i sin kronik. Efter min mening er det således ikke kun universiteterne og regeringen, der lever på og af myter. Det slipper ingen af os udenom. Og ministeren har slet ikke ret i, at vi kan ”udskifte myter med konkret handling”, for al handling udspringer af ”myter” i betydningen ideer, overbevisninger og værdier.

Den vigtigste af Helge Sanders fire ”myter” om universiteterne er den første. Den er imidlertid ikke ny. Den blev allerede i 1970’erne lanceret af daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard, som vist nok var den første danske politiker, som angreb universiteterne for at være verdensfjerne elfenbenstårne, som forskerne nu skulle bryde ud af for at forske til gavn for samfundet. Denne første mytepunktering samler sig således om kravet om, at universiteterne skal ”forske for folket”, som det hed i 1970’erne, eller for ”fakturaen”, som Helge Sander og regeringen tidligere så stilfuldt har udtrykt sig (nemlig med slagordet ”fra forskning til faktura”). Kernen i denne tanke er, at den såkaldte målforskning, som direkte kan anvendes i erhversliv og produktion, skal styrkes, hvilket imidlertid kun kan ske på bekostning af grundforskningen. Denne er den frie ”umålrettede” forskning, som udelukkende styres af forskerens egen nysgerrighed og idérigdom. Det er her en helt afgørende pointe, at det kun er denne grundforskning, som kan føre til virkelig ny erkendelse. Et sådant gennembrud af ny erkendelse kan måske så på et senere stadium komme til at udgøre grundlaget for en efterfølgende målforskning, der evt. kan resultere i ny teknologi og dermed i nye arbejdspladser. Politikernes krav om direkte ”samfundsrelevans” og om en umiddelbart i industrien anvendelig forskning er derfor både denne regerings og de foregående regeringers største og helt fatale fejltagelse, som med sikkerhed vil bringe dansk forskning - ikke i verdensklasse - men endnu længere bagud i forhold til andre landes forskning, end vi er i dag.

Helge Sanders øvrige ”mytepunkteringer” er mindre problematiske: Myte nr. 2 forsøger ministeren i øvrigt slet ikke at punktere, for den bekræfter han selv. Han ønsker blot at gøre universiteternes traditionelle interesse for at pleje eliten endnu mere ”systematisk og intens”. Det vil regeringen gøre ved at udvikle en ny type ”elitekandidatuddannelse”, som kan sammenlignes med den nuværende forskeruddannelse. Dette forslag vil universiteterne sikkert gerne analysere og overveje, men umiddelbart var det måske en endnu bedre idé at styrke de allerede eksisterende kandidatuddannelser, hvor vi har den bredde, som ministeren gerne vil hæve i niveau..

I denne sammenhæng vil jeg gerne understrege, at man som universitetslærer har meget svært ved at forstå regeringens stadige krav om bedre undervisning på universiteterne og flere evalueringer af samme. Det lyder nemlig, som om regeringen ikke kender noget som helst til den undervisning, der faktisk foregår på universiteterne. Her har vi altid - i alt fald i mine mere end 40 år som universitetslærer - været meget optaget af bestandig at forbedre undervisningen og at levere den nyeste viden så pædagogisk og engageret som overhovedet muligt. Når jeg læser, hvad Helge Sander og regeringen skriver om universitetsundervisningen, oplever jeg deres kritik som fuldstændig skudt forbi målet.

Det betydelige frafald, der i mange fag er tale om, og som regeringen gerne vil reducere, skyldes ikke nødvendigvis en for ringe undervisning, men kan skyldes for utilstrækkelige forkundskaber eller manglende interesse hos de studerende eller en for ringe arbejdsindsats fra deres side. Og ofte er det ligefrem samfundsmæssigt hensigtsmæssigt, at sådanne studerende forlader et fag for i stedet at prøve lykke i et andet. Det er intet vundet ved at sænke niveauet eller ”pædagogisere” svage studerende gennem et studium, som de ikke er alvorligt interesseret i.  

Myte nr. 3 formulerer Helge Sander i regeringens foretrukne forretningssprog. Sanders, regeringens - og ligeledes de tidligere regeringers - velkendte hovedargument er her, at mange fag, institutter og afdelinger er alt for små. Her står vi over for den fundamentale ”antimyte”: at stort er godt og effektivt, mens småt er ineffektivt. For her er der er tale om en ren trossætning eller ideologi. Regeringens hovedargument i den nye universitetslov for institutsammenlægninger har længe været rent økonomisk: at institutter skal have en betydelig størrelse, da de jo skal ledes af heltidsansatte, ”stærke” institutledere. Personligt har jeg aldrig været præsenteret for rent faglige eller videnskabelige argumenter for denne fikse idé, at større institutter nødvendigvis leverer bedre faglige miljøer, bedre forskning og bedre undervisning.

Myte nr. 4 rører ved et ægte dilemma, for unge menneskers bedste begrundelse for at vælge deres uddannelse er og bliver jo deres personlige interesser, og der er vitterligt ingen, der ved, hvad fremtiden vil bringe af krav til gamle og nye fag og uddannelser. På den anden side har Helge Sander og regeringen ret i, at et frit fagvalg, der tenderer i retning af fag, hvis kandidater i disse år har svært ved at finde beskæftigelse, i længden ikke er holdbart og acceptabelt for samfundet. Her er en ansvarlig regering nødt til at gribe ind. Helge Sander og regeringen har også ret i, at alt for få unge i dag vælger at studere de tekniske fag og de natur- og sundhedsvidenskaber, som samfundet har brug for, og som formodentlig vil skabe fremtidens nye arbejdspladser. Her er jeg derfor nødt til at støtte ministeren i, at disse fag bør ”forkæles”, og at der i folkeskolen og i ungdomsuddannelserne bør sættes ind med opmuntringer, tilskyndelser og vejledning i retning af disse fag.

Men i det omfang, en sådan velbegrundet satsning samtidig fører til angreb på og advarsler til universiteternes humanistiske fag og uddannelser, er der slet og ret tale om en kortslutning. For det første kortsluttes der her mellem forskning og uddannelse. Selv om vi måske i en årrække vil være nødt til at begrænse det frie fagvalg og de frie optagelser til humanistiske fag med ringe udsigt til beskæftigelse, er dette ikke ensbetydende med, at samfundet ikke har brug for forskning i disse fag, fx massemedier, historie, geografi og religionsvidenskab. I sin kronik taler Helge Sander generelt om universiteterne, men konkret er han kun optaget af universiteternes uddannelser. Jeg vil derfor foreslå, at regeringen, ministeren og Folketinget alvorligt overvejer at løsne den nuværende snævre økonomiske forbindelse mellem de midler, der tilflyder de enkelte fag i kraft af deres uddannelsesindsats (taxameterraterne pr. studieårsværk), og de samme fags forskning. Det er i høj grad sandsynligt, at vi i vort samfund og i vor kultur har brug for forskning i fx den græske og romerske oldtid, selv om der på grund af gymnasiereformen desværre ikke længere er brug for gymnasielærere i græsk og latin.

Dertil kommer, at der både i Helge Sanders kronik og i regeringens 25 sider lange oplæg til Globalisringsrådets møde den 10.-11. november i år siges meget lidt om de humanistiske fags bidrag til og betydning for den videre udvikling af den kreative kultur, som efter min mening er en fundamental faktor i den arbejdsstyrke og de virksomheder, som vi skal leve af i en globaliseret verden. Det er derfor en endnu uløst opgave at gennemføre en sådan undersøgelse.

Offentliggjort i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 23.11.2005. Gengivet efter aftale.