En uhørt smuk
efterårsdag i oktober 2005, på et gammelt gods ved kanten af havet mødtes 160
mennesker til Biokemisk Forenings 34. årsmøde, der dette år drejede sig om
stamceller. Blandt disse mennesker befandt sig en lille gruppe, der på sæt og
vis lignede resten, med deres rullende kufferter, program under armen og computertaske
over skulderen. Også de kendte laboratorier og hospitalsafsnit indefra, også de
kunne sige at deres forskning omhandlede stamceller. Og alligevel var de
fremmede, og deres noter og samtaler lignede ikke de andre deltageres. Gruppen
bestod af en historiker, en litterat og to socialpsykologer - alle forskere i
”videnskabs- og teknologi-sociologi” og alle tilknyttet forskningsprojektet ”Creating Science”a der omhandler
de samfundsmæssige betingelser for og konsekvenser af stamcelleforskning.
I modsætning
til de andre deltagere var disse personer i færd med at generere data, der kan
fortælle hvordan et nyt forskningsområde bliver til ét og ikke til noget andet.
Hvem (fx forskere, politikere, præster, patienter, samfundsforskere,
investorer?) og hvad (fx teknikker, apparaturer, love, æg, organisationer,
begreber, penge?) er med til at forme forskningen i stamceller, hvordan trækkes
grænserne for, hvad der anses for stamcelleforskning og hvad der ikke gør, og
hvad der anses for etisk og ikke etisk acceptabel stamcelleforskning? Hvordan
bliver man fx enige om, hvilke begreber man bruger til at benævne de fænomener,
man er fælles om at beskrive og manipulere? Inden for den
samfundsvidenskabelige fagtradition kalder man
sådanne in vivo-observationer for ”deltager
observation”. I modsætning til umælende stamceller er vi (for de personer vi
har omtalt indtil nu, er netop forfatterne af denne artikel) privilegeret med
et forskningsfelt, der gerne svarer på tiltale.
”Os” og ”jer”
– eller vi!
Når det
alligevel blev klart for de øvrige deltagere, at vi ikke var en del af det
forventede ”vi”, men repræsenterede ”samfundsvidenskaberne”, fik vi ofte at
vide at ”ja, der er jo også mange etiske problemstillinger at tage stilling
til”. Men faktisk arbejder ingen af os specifikt med etik, men derimod med
patientforeninger, markedsdannelser, genetikkens historie og
forskningsteknologi. Vi måtte derfor konkludere, at der blandt
stamcelleforskere, er en udbredt forestilling om at det, der ikke er ”hard science”, men som alligevel presser sig på i forhold
til stamcelleforskningen, kan samles under rubrikken ”etik”. Da vi mener, at
sagen er langt mere kompliceret, vil vi bruge denne lille tekst til at
argumentere for, at det vi (os alle sammen) beskæftiger os med, ikke blot
rejser snævre etiske men også bredere politiske spørgsmål
Etik og
Politik
Al vores
forskning, også den der er baseret på observationerne fra Gl. Avernæs, viser at stamcelleforskningen er flettet ind i
samfundsmæssige forhold på mange, mange måder. Et væsentligt eksempel er
forskningspolitikken, som ved at allokere midler på forskellig vis afgør,
hvilke forskningsfelter der bliver satset på. Forskningspolitikken bliver
påvirket eksplicit af de politiske valgte repræsentanter fra forskellige partier
og implicit af interesseorganisationer som industrien, patientforeninger,
religiøse organisationer mm. Stamcelleforskningen er således et politisk
reguleret fænomen, ikke blot hvad angår højt profilerede spørgsmål som fx
anvendelsen af embryoner, men også fx ejerskabsregulerende lovgivning og
finansiering som muliggør investering i og udførelse af forskning. Efter vores
vurdering må stamcelleforskere som borgere i et repræsentativt demokrati,
potentielle patienter, oma. løbende
overbevise andre om forskningens betydning.
Begrebet
”etik”, som fremmaner et billede af rigtige eller forkerte handlinger, er ikke
et særligt rammende begreb i denne verden, hvor alle er politiske individer. I
politisk praksis er der ikke evigtgyldigt gode, sande, eller onde fænomener. I
politisk praksis må man derimod argumentere for hvorfor en ønsket handling, med
de implikationer og konsekvenser den måtte indebære, er fornuftig eller ej.
Politikere må argumentere for, hvorfor stamcelleforskning skal støttes
økonomisk – eller ikke, ligesom stamcelleforskere må argumentere for hvorfor
netop deres forskning bør støttes, eller hvorfor de risici, man forestiller sig
at løbe, er det hele værd. Pointen er, at der ikke er noget ”uden for”
stamcelleforskning, som blot kan kaldes ”etik”, eller noget ”inden for”
stamcelleforskning, som er den eneste sande videnskab. Det er blandet, og
derfor findes der ikke en ”rigtig” videnskab og ingen ”rigtige” etiske svar.
Den viden der bliver anerkendt og de svar, der bliver anset for rigtige er et resultat
af samspillet mellem det, der foregår i laboratoriet, i den offentlige debat og
i de politiske korridorer.
En eller flere vidensformer?
Hvad var det
så for udsagn, vi observerede på Gl. Avernæs? Og hvad
siger vores observationer om stamcelleforskningens betingelser for at få succes
og anerkendelse i det danske samfund? Vi mødte en utrolig varieret flok
mennesker, der dog alle havde det fælles træk, at de var uhyre opmærksomme på
deres arbejdes samfundsmæssige betydning. Dette kom frem på mange især
indirekte måder, kun sjældent fra talerstolen men oftest i pauserne eller ved
måltiderne. Her førte vi flere interessante samtaler med forskere, samtaler der
ofte startede som mellem fremmede og i en afsøgende og nysgerrig modus, men som
efter nogen tid førte begge parter frem til nye mere nuancerede forståelser af
modpartens opfattelse.
Enkelte
stamcelleforskere valgte dog at fastholde en ”hard core” holdning til ”etikerne”, der blev latterliggjort som
uvidende klerikale, med urimelige ”objections to science”.
For vores ”amusement” blev etikernes absurde
argumenter mod videnskaben opregnet, argumenter, der ikke kunne respekteres
fordi de ikke forstod videnskaben. Uanset at vi som fremmede følte os rigtig
godt modtaget, oplevede vi alligevel ind i mellem et svælg i forståelsen af
hvilken betydning og status videnskaben skulle tilskrives. En fremherskende
opfattelse blev udtrykt ved middagsbordet af Malcolm Moore i en diskussion om den stamcelle-politiske situation i USA: ”There is only one science”. Dermed ville han tage afstand fra den udbredte samfundsvidenskabelige
pluralisme, der ikke tilskriver naturvidenskaben en særlig autoritet, men mener
at mange konkurrerende vidensformer er på spil, når
etiske og politiske ”sandheder” om stamceller bliver til. Netop Moores planer
om et samarbejde med den entreprenante dr. Hwang fra
Sydkorea kan illustrere at videnskab og politik er meget svære at skille ad.
Kort tid efter konferencens afslutning brød det netop etablerede internationale
stamcellekonsortium sammen, da det viste sig, at Hwang havde betalt sine donorer for at levere embryoner til forskningen. Ja, den
enkelte forsker kan måske nok kun bedrive én science, men han/hun støder på
uoverstigelige barrierer, hvis denne forskning ikke integrerer de politiske realiteter
i sit forsøgsdesign.
Noter
a ”Creating science: Crafting stem cell research in a moral landscape” er et tværfagligt forskningsprojekt ledet af
professor dr.phil. Lene Koch, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns
Universitet og finansieret af Det samfundsvidenskabelige Forskningsråd. |
