Forskningsformidling: Den nødvendige og svære balancegang

Ulla Vogel og Karin Sørig Hougaard, Arbejdsmiljøinstituttet. ubv@ami.dk

Med den nye styrelseslov er universiteterne nu forpligtiget til at formidle bredt om deres forskningsresultater. Derfor blev der holdt en konference på Danmarks Pædagogiske Universitet om formidling af forskning. Dine Ærbødigst Udsendte var med.

Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) har i samarbejde med ugebrevet Mandag Morgen lavet undersøgelsen ’ Den kommunikerende forskning’ som havde til formål at udvikle redskaber og kompetencer, der styrker forskerens troværdighed i kommunikationsverdenen. Undersøgelsen er baseret på svar fra 1800 forskere, journalister, offentlige og private virksomheder samt kommunikationsansatte på universiteterne.

Både fra omverdenen og universiteterne lyder kravet til forskerne om at kommunikere mere til bredere målgrupper. (Efter figur i ”Jagten på det troværdige universitet”, Ugebrevet Mandag Morgen A/S i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet, 2005). Se en større gengivelse her.

Troværdighed

Når forskerne optræder i medierne er det som regel i rollen som facitliste. Som den uvildige ekspert, der reder trådene ud og forklarer hvordan verden i virkeligheden hænger sammen. I Mandag Morgen og DPU’s spørgeskemaundersøgelse erklærer 48 % af de adspurgte sig enige i, at ’forskere generelt er mere troværdige end andre kilder, der optræder i medierne’, mens 13 % er helt eller delvist uenige. Poul Anders Pedersen fra Mandag Morgen synes at det var pæne tal, især set i lyset af Anders Fogh’s korstog mod smagsdommere.

Rollen som den troværdige ophavsmand skal forskerne værne. Udtaler forskeren sig om andre områder end dem, hun er ekspert i, mister hun troværdighed. De adspurgte i undersøgelsen mente også at forskere mister troværdighed, hvis de udtaler sig om resultater fra forskning, som er finansieret af firmaer med kommercielle interesser i sagen. Det svære ved troværdighed er, at det ikke er en egenskab man kan tillægge sig selv, kun stræbe efter. Bedømmelsen må man overlade til modtageren.

Forskningsformidling er nødvendig

Der er stort behov for at forskerne formidler mere om deres forskning. I befolkningen mener 6 ud af 10, at forskerne ’generelt er for usynlige i den offentlige debat’. Der er tre vigtige værdier for forskningskommunikation; troværdighed, uafhængighed og tilgængelighed, ifølge Poul Anders Pedersen fra Mandag Morgen. Det vil sige at Poul Anders Pedersen mener at forskerens formidlingsopgave er at udfylde rollen som den uafhængige ekspert, der både kan og vil agere uvildig dommer i den offentlige debat.

Forskningsdirektør Jens Rostrup-Nielsen fra Haldor-Topsøe A/S, mener at forskningsformidlingens primære opgave er at sikre en bred folkelige forståelse og opbakning. Folkelig opbakning er nemlig forudsætningen for at drive højteknologi. Forskningsformidlingens opgave er primært at formidle  usikkerhedsmomenter omkring ny teknologi, hvor formålet er at respektere sund skepsis og bekæmpe irrationel frygt.

Den besværlige formidling

Man skal som forsker gøre sig klart, at journalistens arbejdsmåde på mange områder er i direkte modstrid med forskerens. Mange af de frustrationer forskeren oplever i forbindelse med mødet med medierne stammer fra disse forskelle:

Forskeren møder medierne

Forskerne SKAL lære at bruge journalisten på den gode måde. Ellers risikerer forskerens dagsorden at blive stjålet af andre aktører. Skrækscenariet er, at journalisterne dropper de besværlige forskere og henvender sig til fx andre journalister (med et overfladisk kendskab til emnet, fordi de tidligere har skrevet om emnet) eller kommercielle vidensinstitutioner (hvis talent for markedsføring slår forskerens med mange, mange længder). De videnstunge nørder (her tænker vi på forskerne), skulle jo gerne bidrage til samfundsdebatten også fremover også.  

Dét var den vigtigste pointe (for forskernee) fra en af eftermiddagens workshops. Den handlede om synlighed, overeksponering og Tordenskjolds soldater under titlen: ”Magt og troværdighed – forskeren møder medierne”. Journalister er kommet for at blive – og det er forskerne forhåbentligt også. Grupperne samarbejder ofte fint – men der er også malurt i bægeret: Forskerne klager over, at journalister ringer om noget ”de bare lige skal have bekræftet”. Journalisten interesserer sig ikke altid for forskerens holdninger, hvis de adskiller sig fra journalistens. Forskerne ønsker sig også mere tid til at fortælle hele historien       de er kede af at et helt livs meningsfyldt dedikation kun må fylde to ”klippede” sætninger. Journalisterne så gerne, at forskerne sætter sig bedre ind i journalistens arbejdsforhold – og ærgrer sig over at spørgsmålet: ”Hvad betyder resultatet af din forskning så for samfundet?” ofte besvares med ”På den ene side så…. Men man kan også sige….. Og så afhænger det hele selvfølgelig af…..”. Usikkerhed, usikkerhed, usikkerhed!

Men – der var gode råd at hente:

På websiden kunne forskningsinstitutionerne:

• Indeksere forskningsresultater, så journalister kan klikke direkte ind på interessante emneområder og finde relevante forskere og resultater. 
• Organisere forskernes CV’er, så søgemaskiner ”udefra” fanger dem – i det hele taget gøre det let at finde relevante forskere indenfor de forskellige områder.
• Lægge gode historier på forsiden.
• Kommentere dagsaktuelle nyheder, hvorom institutionen har viden – så kan véd journalisten fra starten den egnede (forsknings)kommentatorer.
• Lægge projektbeskrivelser i et let sprog på nettet – dem kan journalisterne bruge direkte i artikler, hvilket øger sandsynligheden for korrekte fakta.

Forskningsinstitutionerne ku’ også:

• Tage journalister i praktik (billigt) – der er hårdt brug for videnskabsjournalister.
• Koble videnskabelige fund med den gode historie. En ny biokemisk receptor sætter ikke befolkningens blod i kog – medmindre det var lige netop denne receptor, der satte Snehvide i koma, da hun spiste det forgiftede æble… (se fx Biozoom-artiklen: ”Ricin – en samfundskritikers endeligt…” ).
• Klæde forskerne bedre på til medieoptræden og det at skrive populært.
• Arrangere events, gå-hjem-møder og laboratoriebesøg, hvor forskere og journalister lærer hinanden at kende.

Og så kunne journalisterne:

• Spørge om forskerens holdning til et givet emne, i stedet for ”lige at sku’ ha’ en historie bekræftet”. Er forskeren uenig med journalisten, kan journalisten jo bare kontakte en anden forsker (om end det ikke er særlig videnskabeligt….).
• Med det samme gøre opmærksom på vilkårene, fx ved gennemsyn af artikel (”Jeg skal have din kommentar i eftermiddag, hvis du skal se mit udkast”).

Og vi skal alle:

• Udvise gensidig respekt for hinandens faglighed og arbejdsbetingelser
• Øge kendskabet ”de andres” arbejdsmetoder.
• Erkende vi har brug for hinanden.
• Anerkende den hjælp vi har fået – det gode interview og den flotte præsentation af forskningsresultaterne!

Forskerne SKAL lære at bruge journalisten på den gode måde. Ellers risikerer forskerens dagsorden at blive stjålet af andre aktører. Skrækscenariet er, at journalisterne dropper de besværlige forskere og henvender sig til fx andre journalister eller kommercielle vidensinstitutioner.

Kilder

Jagten på det troværdige universitet, konference om fremtidens forskningskommunikation. D. 29. November 2005, Danmarks Pædagogiske Universitet.

Jagten på det troværdige universitet. Muligheder og risici i fremtidens forskningskommunikation. Rapport udgivet af ugebrevet Mandag Morgen A/S i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet, 2005. Download fra www.mm.dk.