Med den nye
styrelseslov er universiteterne nu forpligtiget til at formidle bredt om deres
forskningsresultater. Derfor blev der holdt en konference på Danmarks
Pædagogiske Universitet om formidling af forskning. Dine Ærbødigst Udsendte var
med.
Danmarks
Pædagogiske Universitet (DPU) har i samarbejde med ugebrevet Mandag Morgen lavet
undersøgelsen ’ Den kommunikerende forskning’ som havde til formål at udvikle
redskaber og kompetencer, der styrker forskerens troværdighed i
kommunikationsverdenen. Undersøgelsen er baseret på svar fra 1800 forskere,
journalister, offentlige og private virksomheder samt kommunikationsansatte på
universiteterne.

Både fra omverdenen og universiteterne lyder kravet til forskerne om at
kommunikere mere til bredere målgrupper. (Efter figur i ”Jagten på det
troværdige universitet”, Ugebrevet Mandag Morgen A/S i samarbejde med Danmarks
Pædagogiske Universitet, 2005). Se en større gengivelse her.
Troværdighed
Når forskerne
optræder i medierne er det som regel i rollen som facitliste. Som den uvildige
ekspert, der reder trådene ud og forklarer hvordan verden i virkeligheden
hænger sammen. I Mandag Morgen og DPU’s spørgeskemaundersøgelse erklærer 48 % af de adspurgte sig enige i, at ’forskere
generelt er mere troværdige end andre kilder, der optræder i medierne’, mens 13
% er helt eller delvist uenige. Poul Anders Pedersen fra Mandag Morgen synes at
det var pæne tal, især set i lyset af Anders Fogh’s korstog mod smagsdommere.
Rollen som den
troværdige ophavsmand skal forskerne værne. Udtaler forskeren sig om andre
områder end dem, hun er ekspert i, mister hun troværdighed. De adspurgte i
undersøgelsen mente også at forskere mister troværdighed, hvis de udtaler sig
om resultater fra forskning, som er finansieret af firmaer med kommercielle
interesser i sagen. Det svære ved troværdighed er, at det ikke er en egenskab
man kan tillægge sig selv, kun stræbe efter. Bedømmelsen må man overlade til
modtageren.
Forskningsformidling
er nødvendig
Der er stort
behov for at forskerne formidler mere om deres forskning. I befolkningen mener
6 ud af 10, at forskerne ’generelt er for usynlige i den offentlige debat’. Der
er tre vigtige værdier for forskningskommunikation; troværdighed, uafhængighed
og tilgængelighed, ifølge Poul Anders Pedersen fra Mandag Morgen. Det vil sige
at Poul Anders Pedersen mener at forskerens formidlingsopgave er at udfylde
rollen som den uafhængige ekspert, der både kan og vil agere uvildig dommer i
den offentlige debat.
Forskningsdirektør
Jens Rostrup-Nielsen fra Haldor-Topsøe A/S, mener at
forskningsformidlingens primære opgave er at sikre en bred folkelige forståelse
og opbakning. Folkelig opbakning er nemlig forudsætningen for at drive
højteknologi. Forskningsformidlingens opgave er primært at formidle usikkerhedsmomenter omkring ny
teknologi, hvor formålet er at respektere sund skepsis og bekæmpe irrationel frygt.
Den besværlige
formidling
Man skal som
forsker gøre sig klart, at journalistens arbejdsmåde på mange områder er i
direkte modstrid med forskerens. Mange af de frustrationer forskeren oplever i
forbindelse med mødet med medierne stammer fra disse forskelle:
Forskerens
interesser |
Journalistens
interesser |
Seneste andvindinger |
Den gode
historie |
Akademisk
nyhedsværdi |
Samfundsmæssigt perspektiv |
Baggrund
og metode er perfekt |
Resultater
og konklusioner |
Forudsætninger for konklusion |
Konklusionen først! |
Abstrakt
begrebsverden |
Formidling
på dagligdags sprog |
Forskeren
møder medierne
Forskerne SKAL
lære at bruge journalisten på den gode måde. Ellers
risikerer forskerens dagsorden at blive stjålet af andre aktører. Skrækscenariet
er, at journalisterne dropper de besværlige forskere og henvender sig til fx
andre journalister (med et overfladisk kendskab til emnet, fordi de tidligere
har skrevet om emnet) eller kommercielle vidensinstitutioner (hvis talent for markedsføring slår forskerens med mange, mange længder). De videnstunge nørder (her tænker vi på forskerne), skulle jo
gerne bidrage til samfundsdebatten også fremover også.
Dét var den
vigtigste pointe (for forskernee) fra en af
eftermiddagens workshops. Den handlede om synlighed, overeksponering og
Tordenskjolds soldater under titlen: ”Magt og troværdighed – forskeren møder
medierne”. Journalister er kommet for at blive – og det er forskerne
forhåbentligt også. Grupperne samarbejder ofte fint – men der er også malurt i
bægeret: Forskerne klager over, at journalister ringer om noget ”de bare lige
skal have bekræftet”. Journalisten interesserer sig ikke altid for forskerens
holdninger, hvis de adskiller sig fra journalistens. Forskerne ønsker sig også
mere tid til at fortælle hele historien de
er kede af at et helt livs meningsfyldt dedikation kun må fylde to ”klippede”
sætninger. Journalisterne så gerne, at forskerne sætter sig bedre ind i
journalistens arbejdsforhold – og ærgrer sig over at spørgsmålet: ”Hvad betyder
resultatet af din forskning så for samfundet?” ofte besvares med ”På den ene
side så…. Men man kan også sige….. Og så afhænger det hele selvfølgelig af…..”.
Usikkerhed, usikkerhed, usikkerhed!
Men – der var
gode råd at hente:
På websiden
kunne forskningsinstitutionerne:
- Indeksere forskningsresultater, så
journalister kan klikke direkte ind på interessante emneområder og finde
relevante forskere og resultater.
- Organisere forskernes CV’er, så
søgemaskiner ”udefra” fanger dem – i det hele taget gøre det let at finde
relevante forskere indenfor de forskellige områder.
- Lægge gode historier på forsiden.
- Kommentere dagsaktuelle nyheder,
hvorom institutionen har viden – så kan véd journalisten fra starten den egnede
(forsknings)kommentatorer.
- Lægge projektbeskrivelser i et let
sprog på nettet – dem kan journalisterne bruge direkte i artikler, hvilket øger
sandsynligheden for korrekte fakta.
Forskningsinstitutionerne
ku’ også:
- Tage journalister i praktik (billigt)
– der er hårdt brug for videnskabsjournalister.
- Koble videnskabelige fund med den
gode historie. En ny biokemisk receptor sætter ikke befolkningens blod i kog –
medmindre det var lige netop denne receptor, der satte Snehvide i koma, da hun
spiste det forgiftede æble… (se fx Biozoom-artiklen:
”Ricin – en samfundskritikers endeligt…”
).
- Klæde forskerne bedre på til
medieoptræden og det at skrive populært.
- Arrangere events, gå-hjem-møder og laboratoriebesøg, hvor forskere og journalister lærer hinanden at kende.
Og så kunne
journalisterne:
- Spørge om forskerens holdning til et
givet emne, i stedet for ”lige at sku’ ha’ en historie bekræftet”. Er forskeren
uenig med journalisten, kan journalisten jo bare kontakte en anden forsker (om
end det ikke er særlig videnskabeligt….).
- Med det samme gøre opmærksom på
vilkårene, fx ved gennemsyn af artikel (”Jeg skal have din kommentar i
eftermiddag, hvis du skal se mit udkast”).
Og vi skal
alle:
- Udvise gensidig respekt for hinandens
faglighed og arbejdsbetingelser
- Øge kendskabet ”de andres”
arbejdsmetoder.
- Erkende vi har brug for hinanden.
- Anerkende den hjælp vi har fået – det
gode interview og den flotte præsentation af forskningsresultaterne!
Forskerne SKAL
lære at bruge journalisten på den gode måde. Ellers
risikerer forskerens dagsorden at blive stjålet af andre aktører.
Skrækscenariet er, at journalisterne dropper de besværlige forskere og
henvender sig til fx andre journalister eller kommercielle vidensinstitutioner.
Kilder
Jagten på det
troværdige universitet, konference om fremtidens forskningskommunikation. D.
29. November 2005, Danmarks Pædagogiske Universitet.
Jagten på det
troværdige universitet. Muligheder og risici i fremtidens
forskningskommunikation. Rapport udgivet af ugebrevet Mandag Morgen A/S i
samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet, 2005. Download fra www.mm.dk. |