Fra eliteuniversitet til masseuniversitet

Steen Gammeltoft, Redaktør af BioZoom, Overlæge, professor, dr.med., Klinisk Biokemisk afd., Glostrup Hospital, sg@dcb-glostrup.dk

I løbet af 40 år har de danske universiteter udviklet sig fra eliteuniversiteter for de få til masseuniversiteter for de mange. Antallet af studerende er 10 gange højere i dag. I alt undervises 100.000 studerende og knap 10.000 kandidater produceres årligt svarende til 12,5 % af de 30-årige. Nu tales om at genindføre eliteuniversitetet. Er det et udtryk for pensionerede professorers nostalgi eller er der behov for særlige eliteuddannelser?

Da jeg blev student i 1960 tilhørte jeg en elite i uddannelsessystemet. Jeg var blandt 7 % af en stor ungdomsårgang, som gik i gymnasiet, blev student, og startede på en højere uddannelse. Vi var 30 drenge, som fik en matematisk studentereksamen på Østre Borgerdydskole, og efter sommerferien begyndte vi at studere på Københavns Universitet, Polyteknisk Læreanstalt, Farmaceutisk Højskole eller Tandlægeskolen i København. Vi ville være læger, gymnasielærere, advokater, ingeniører, apotekere eller tandlæger. De fleste af os gennemførte studiet, som vi var begyndt på. Den ene karriere var sikkert ligeså god som den anden.

Vi fik adgang til gymnasiet efter to eksaminer i løbet af skoletiden. Den første eksamen efter 5 års underskole førte til mellemskolen, kaldet den boglige i modsætning til den fri mellemskole. Den anden eksamen efter 4 år i mellemskolen førte til optagelse i gymnasiet. Undervejs bestod vi hvert år prøver mellem de enkelte klassetrin og terminsprøver 2 gange i løbet af året. Hvis man ikke bestod prøverne gik man et år om eller forlod skolen. Flere af vore gymnasielærere var højt kvalificerede undervisere, som forskede ved siden af undervisningen, og senere blev udnævnt til professorer på universitetet. Kort sagt vi var i gang med en eliteuddannelse.

De øvrige 93 % af ungdomsårgangen i 1960, som ikke tilhørte eliten og gik i gymnasiet, gennemførte 7 års skolegang med 5 års underskole og 2 års fri mellemskole for at blive bl.a. håndværkere, fabriksarbejdere, og kontorister eller tog realeksamen efter 4 års mellemskole for at blive bl.a. skolelærere, eller sygeplejersker.  

Undervisningen på universitetsstudiet i 1960’erne blev givet af en lille gruppe fastansatte forskere. Tilbuddet om undervisning var beskedent med et par forelæsninger og enkelte praktiske øvelser. Det var et frit studium i ordets egentlige betydning. Vi gik for lud og koldt vand og måtte klare os som vi bedst kunne. Der var ikke organiserede kurser, gruppearbejde, eller formelle undervisningsplaner. Vi sugede viden og tanker ud af de bedste lærere, skabte selv kontakter, og læste det enorme pensum på egen hånd sammen med studiekammerater. Det var kronede dage for private manuduktører og uofficielle eksamensnoter inden vi gik op til to store samlede eksaminer: 1. del efter 2-3 år og 2. del efter 6-7 år. Som elitestuderende måtte vi klare os selv. Enkelte faldt fra eller blev evighedsstuderende.

I dag tager mere end 50 % af en ungdomsårgang studentereksamen og heraf vælger knap 20.000 eller 30 % af årgangen en uddannelse på universiteterne, mens de øvrige tager andre videregående uddannelser for at blive folkeskolelærere, laboranter, sygeplejersker, osv. Uddannelsesniveauet i Danmark er generelt steget betydeligt siden 1960. I dag er undervisningstilbudet på de fleste niveauer og i de fleste fag langt bedre end det var for 40 år siden. Den gang var det mindre undervisning og stort set kun forelæsninger. Individuel kontakt med lærerne var der ikke meget af for flertallet af studerende. I dag stiller de studerende med rette langt større krav end vi gjorde, og kravene er for en stor del blevet opfyldt. Det er et stort fremskridt, at Danmark bliver et samfund, som bygger på uddannelse og viden.

Universiteterne befinder sig i dag i en situation, hvor de er ved at tilpasse sig overgangen fra eliteuniversitet til masseuniversitet. For 40 år siden var det at gå på universitetet kun for eliten. Man var en del af et akademisk fællesskab, som stod i kontrast til andre fællesskaber i samfundet. I dag er det at gå på universitetet ikke ensbetydende med at være noget ud over det sædvanlige. Overgangen fra eliteuniversitet til masseuniversitet er resultatet af den politiske målsætning om, at 50 % af hver ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Antallet af studerende ved de danske universiteter i 2005 er steget til godt 100.000 og kandidatproduktionen er vokset markant til knap 10.000 årligt svarende til 12,5 % af de 30-årige.

Er der behov for eliteuddannelser på de danske universiteter? Vi kan se os om i de andre europæiske lande. Lucy Smith, daværende rektor på Universitetet i Oslo gav en del af svaret i en kronik ”Om kvalitet og masseuniversitet” i det norske Dagbladet (d. 14.8.1998). I det globale vidensamfund vi nu befinder os i, er det livsnødvendigt for et lille land som Norge eller Danmark, at have universiteter, som hævder sig internationalt, og som er en del af den internationale forskningsverden. I lighed med Norge har de danske universiteter ikke ambitioner om at levere opsigtsvækkende forskningsresultater på alle områder. Men det er nødvendigt at have flere miljøer, som befinder sig i verdenseliten, og på de fleste forskningsområder må vi have forskere, som har kontakt med de førende internationale forskningsmiljøer, som forstår det der foregår i forskningsfronten, og som kan formidle det til de danske forsknings- og undervisningsmiljøer. Skal danske forskere kunne hente ressourcer fra de europæiske forskningsprogrammer, må de indgå i internationale netværk, og det forudsætter igen at de har kontakt med udenlandske kollegaer. Seniorforskere må have internationale forbindelser så de kan udsende lovende unge forskere.

For et år siden skabte den daværende tyske kansler Gerhard Schröder et ramaskrig, da han krævede mindst et universitet i Tyskland på niveau med de amerikanske Harvard og Stanford universiteter. Det skete da han udråbte 2004 til at være innovationens år på et møde i den gamle universitets- og Goethe-by Weimar hvor den socialdemokratiske ledelse fremlagde et program for at styrke innovationen og de højere uddannelser (Hugo Gaarden, Børsen d. 8.1.2004). Baggrunden for forslaget var en erkendelse af at den tyske førerposition inden for forskning og højteknologi er på retur. I dag er der en nettoimport af højteknologi, og antallet af forskere er lavt i forhold til de andre store industrilande. Schröder udtalte, at innovation og uddannelse er kernen i fremtidens vækststrategi, og han fik fuld opbakning til sine planer om eliteuniversiteter fra erhvervslivet: ”De tyske universiteter er gode, men vi mangler et fyrtårn”. Gerhard Schröder præciserede, at det ikke bliver tale om at oprette et helt nyt universitet, men et udvalg på ca. 10 tyske universiteter skal inden 2010 kunne hævde sig i konkurrencen med amerikanske og schweiziske universiteter.

Universitetslærere, studerende og venstrefløjen rasede mod forslaget. ”Umuligt, svindel og bluff, for dyrt, for tidskrævende, eliteskoler er ikke løsningen på Tysklands uddannelses- og forskningsproblemer”, hævdede det blandede kor af protester. I Tyskland fejrer man helte fra sport, nærings- og kulturliv. En intellektuel elite, derimod, er der ingen som ønsker at uddanne eller fremelske. Med sit forslag om ”et tysk Harvard” angreb Schröder et tabu i det socialdemokratiske konsensus- og lighedsorienterede Tyskland, hvor der er stor modstand mod private skoler, privat betaling og barske adgangsbetingelser. Han forsøgte at dæmpe stormen omkring eliteuniversiteterne: ”Jeg har ingen problemer med begrebet, fordi det her drejer sig om præstation og ikke social baggrund”, sagde Schrøder, som selv har kæmpet sig op fra små kår. Han lovede at pengene til eliteprojektet ikke skal tages fra andre universiteter, men skaffes af staten. Et hovedpunkt i de tyske socialdemokraters ”Weimar-plan” gik ud på at forøge bevillingerne til forskning fra 2,5 til 3 % af bruttonationalproduktet inden 2010 med 2/3 fra erhvervslivet og 1/3 fra staten.

Samtidig har tysk erhvervsliv med Daimler-Chrysler, Allianz, Deutsche Bank og Lufthansa som de vigtigste initiativtagere og sponsorer oprettet en ny erhvervsskole i Berlin, som skal huse Tysklands svar på Harvard Business School med en tysk Master of Business Administration (MBA) uddannelse og stribevis af kortere seminarer på topniveau. Tyske erhvervsledere tager i dag fortrinsvis til Stanford University i Californien, London Business School eller til Insead i Paris for at få en MBA. De finder det nødvendigt at etablere en tysk variant. Meget symbolsk skal skolen indrettes i den tidligere DDR-kanslerbygning i Berlin.

I Frankrig ser man også misundeligt på USA, hvor man kan finde 50 amerikanske universiteter blandt verdens 100 bedste, mens der kun er 4 franske universiteter, der opnår top 100 placering. Kontrasten til USA er slående. Universiteterne i Frankrig er både for fattige til at konkurrere, og for fattige til at samarbejde. I modsætning til USA er universiteterne svage, og denne svaghed skaber mistillid både i industrien og blandt forskerne selv. Der er tale om en generel tillidskrise mellem universiteter og samfund. For at besværge krisen, som gennemsyrer den franske forskning har den franske regering i løbet af 2005 oprettet to offentlige styrelser, en for industriel innovation og en for konkurrencedygtige forskningscentre. En lov om forskningsprogrammer og forskningsstyring er på vej. Ligesom i Tyskland vil man hæve niveauet ved at styrke eliten på universiteterne og fremme den erhvervslivets indflydelse.

Bortset fra England med 11 universiteter, Sverige med 4, og Schweiz med 3 blandt de 100 bedste universiteter i verden klarer de europæiske lande sig dårligt på ranglisten sammenlignet med USA. I Danmark opnår Københavns Universitet kun en placering som nr. 57, Aarhus Universitet er i gruppen nr. 101-152, og Danmarks Teknisk Universitet er blandt nr. 153-202. Det er nødvendigt at hæve kvaliteten og konkurrenceevnen på de danske universiteter, så de kan måle sig med de bedste i verden. Det skal gøres ved at styrke eliten blandt de eksisterende forskningscentre og internationalt anerkendte forskere.

Den danske universitetslov trådte i kraft i 2005. De nye bestyrelser er udnævnt og rektorerne er ansat på alle universiteterne. Nu skal de i arbejde. Det overordnede mål er at forbedre placeringen af de danske universiteter i de internationale sammenligninger. Det er et langt og sejt træk efter både kvalitet og produktivitet inden for forskningen har været jævnt dalende i de sidste 20 år. Det er nødvendigt at øge de økonomiske bevillinger til forskning både fra erhvervslivet og de offentlige kasser. Flere penge til forskning skal imidlertid ledsages af strukturelle ændringer i forskningsverdenen specielt på universiteterne for at sikre den bedste udnyttelse.

Lad os styrke eliten og oprette super-professorater for de mest fremragende forskere, som har vist international klasse og er egnede som forskningsledere. De skal have store, faste bevillinger fra universitetet, så de kan ansætte yngre forskere og drive forskning på højt niveau. Regeringen må bevillige et par milliarder kroner til universiteterne i faste forskningsmidler, som skal bruges til at finansiere en række nye eliteforskningscentre.