”Du har kræft!” Over en tredjedel af Danmarks befolkning får denne uhyggelige besked hos
lægen, og antallet af kræftramte er stadigt stigende. Tendensen er det samme i andre lande. For eksempel har kræft i USA netop overtaget
førstepladsen fra hjerte-kar-sygdomme som den hyppigste
dødsårsag blandt den amerikanske befolkning.
Trods mange års forskning er det ikke lykkedes at finde en
medicin, der kan gøre det af med kræftcellerne uden at
volde betydelig skade på sundt og raskt væv. Faktisk er det oftest
bivirkningerne og ikke den konstaterede sygdom, som
den kræftramte dør af. Hertil kommer, at kræftbehandling, enten stråling eller kemokur, foruden at dræbe kræftceller også kan omdanne normale raske celler til helt nye kræftceller. –
Derfor er det nødvendigt at finde en kræftmedicin, som effektivt dræber
kræftceller og går udenom velfungerende raske celler!
Hvad er kræft?
Kræft er en sygdom, hvor celler i
forskellige organer, væv eller knoglemarven er begyndt at dele sig uhæmmet. Normale celler har proteiner og enzymer, der meget
præcist kontrollerer, hvornår cellens arvemateriale – dens DNA – skal kopieres,
og hvornår cellen skal dele sig til en moder-og en
dattercelle. Cellen modtager signaler om at skulle
dele sig og gør det gennem en såkaldt cellecyklus. I denne cyklus er der forskellige ”kontrolvagter”, der tjekker om cellen deler sig
på ”lovlig måde”. Hvis cellen har kopieret DNAet fejlagtigt, eller der er andre fejl, vil cellens
kontrolvagter – særlige proteiner – standse delingen og rette fejlen. Når
fejlen er rettet giver ”vagterne” cellen lov til at
fortsætte delingen. Hvis fejlen ikke kan rettes, vil cellens
”overbetjent” – et protein ved navn p53 – give ordre til at cellen skal
begå ”selvmord”. Det kaldes apoptose.
Kræftceller er celler, hvor der er sket en fejl i en eller
flere af celledelingens processer. For eksempel kan de
proteiner, der opfanger eller videregiver celledelingssignalerne være ændrede,
så cellen hele tiden ”tror”, den modtager signaler om deling. Dette er en
typisk mekanisme i en lang række kræftsygdomme.
Ændring i proteiner, der opfanger signalerne, kan skyldes defekter – mutationer – i cellens DNA, som rummer skabeloner for disse
proteiner. En anden typisk årsag, til at en celle udvikler sig som kræftcelle,
er, at ”overbetjenten”, p53, bliver ude af stand til
at kontrollere cellens deling. Dette kan ske, hvis DNAet, der rummer skabelonen for p53, muteres, så p53
ændres. Hvis p53 ændres i en celle, er der meget stor
sandsynlighed for, at den udvikler sig til en kræftcelle, da p53 er defekt i
langt de fleste kræftsygdomme. Der skal imidlertid ske ændringer af flere forskellige proteiner – cellens arbejdere – i den
normale celle, før den bliver en kræftcelle. Og proteinerne ændres ved mutationer i cellens DNA. Kræft er en DNA-sygdom!
Kemomedicin
Da kræft skyldes DNA-mutationer,
og da det muterede DNA rummer skabeloner for ”syge”
proteiner, er det naturligt, at kemomedicin retter sig mod dette DNA og
ødelægger det. Megen kemomedicin virker ved at ”presse” sig ind i kræftcellens
DNA, binde sig til det og låse det, så kræftcellen ikke får lov til at få fat i
skabelonerne for de syge proteiner. Kemomedicinen kan gøre DNAet uskadeligt, og kræftcellen, der ikke kan
danne sine proteiner, vil hurtigt dø. Denne mekanisme kaldes interkalation. Kemomedicin kan også binde sig til de proteiner, der kan danne de syge proteiner ud fra
skabelonerne, så de syge proteiner ikke kan dannes. Desuden kan kemomedicin binde sig til proteiner og strukturer i cellen, der er vigtige for
celledelingen, og inaktivere disse, eller gøre, at de ikke kan udføre deres
arbejde rigtigt. Herved vil delingen af kræftcellerne
stoppe.
Således virker kemomedicin mange forskellige steder i
kræftcellerne og dræber dem. Men der er to problemer –
kræftbehandlingens to største: For det første virker kemomedicinen også på
normale raske celler, som vil dø, hvilket er årsag til mange bivirkninger. For det andet vil der i nogle tilfælde være kræftceller, der
overlever kemobehandlingen. De overlevende kræftceller vil atter kunne
dele sig og ”føde” datterceller, der er resistente mod
kemobehandlingen, og kræftsygdommen kan da komme tilbage, selv flere år efter
at patienten er erklæret rask.
Kræftcellerne kan overleve ved at
producere proteiner, kaldet transferaser, som kan
flytte kemomedicinen, der har bundet sig til DNAet eller proteinerne. Men den mest typiske årsag til resistens er, at
kræftcellerne har en slags pumpe, der kan pumpe
kemomedicinen ud af cellen lige efter, den er kommet ind. Det er derfor
nødvendigt at finde frem til en ny kræftbehandling, som kan udslette
kræftcellerne én gang for alle ved første behandling.
Fedtkugler: Det intelligente transportmiddel
Det største problem ved dagens
kemobehandling er, at raske celler – i bl.a. immunsystemet – bliver ødelagte. Hvis man kunne dirigere den eksisterende kemomedicin udenom
de raske celler, ville kræftbehandlingen være nået et kvantespring imod langt flere helbredelser. Man har med andre ord brug for et transportmiddel, der kun leverer kemomedicinen til
kræftcellerne, og som selv finder frem til dem. – Dette transportmiddel findes!
Det er en kugleskal (kaldet liposom) bestående af fedtstoffer, og indenfor denne kugleskal kan
kemomedicinen indkapsles.
Fedtstoffer består to vandafvisende (hydrofob) haler og et vandelskende (hydrofilt) hoved. Hvis fedtstoffer
blandes i vand, vil hovedet gerne blandes med vand, og halerne vil ikke blandes med vand. For at løse dette problem vil fedtstofferne
danne et dobbeltlag, hvor
det vandelskede hoved vil vende ud mod vandet, og hvor de vandafvisende haler vil
vende ind mod de vandafvisende haler fra andre fedtstoffer. Dette dobbeltlag vil samle sig som en fedtkugleskal med vand
indenfor og udenfor kugleskallen. På den måde bliver
fedtstoffernes hoveder og haler tilfredse!
Hvis bestemte fedtstoffer blandes i vandlignende (hydrofil)
kemomedicin, vil der dannes en fedtkugleskal med kemomedicin indenfor og udenfor. Således kan transportmidlet samle sig selv helt spontant, men de medicinholdige fedtkugler
dannes i mange forskellige størrelser. For at de kan komme ud i de tyndeste blodkar i kroppen og ind i de tynde blod i
kræftsvulsten, er det nødvendigt, at de er tilstrækkeligt små. Man kan få dem
til at blive 100 nanometer (0,00001 millimeter) ved at presse dem igennem et meget fint filter. For at fjerne det
meste af kemomedicinen udenfor kugleskallen køres
blandingen af medicinholdige fedtkugler og kemomedicin gennem et langt filter,
hvor fedtkuglerne og kemomedicinen udenfor kuglerne adskilles. Herefter har vi en mængde fedtkugler, der indeholder kemomedicinen –
netop de transportmidler vi ledte efter!
Fedtkugler i kamp
Når fedtkuglerne indsprøjtes i en blodåre, vil de flyde med
blodet rundt i hele kroppen ladet med medicin, men uden at tabe noget af dens dødelige last. Nu er der imidlertid den hindring, at
kroppens immunsystem normalvis angriber fremmede stoffer, men ved at sætte
nogle specielle lange molekyler (kaldet polymere) på
fedtkuglerne, kan disse undgå at blive nedbrudt. De lange molekyler vil nemlig
binde vandmolekyler i blodet til sig, så immunsystemet ”tror”
fedtkuglerne bare er vand. Herved kan fedtkuglerne fortsætte deres rejse mod
kræftcellerne uforstyrret – ”forklædt som vand”.
Små fedtkugler har den meget heldige egenskab fra naturens hånd, at en stor del af disse af sig selv vil
ophobes i kræftsvulster, hvor blodkarrerne er utætte med huller, som de små
fedtkugler kan smutte igennem. Grunden til, der så mange utætte blodkar ved en
kræftsvulst, er, at kræftcellerne deler sig og spreder
sig meget hurtigt. Derfor har de brug for meget energi og har dermed et stort iltbehov. Ilten får de fra blodet, og derfor er det nødvendigt for kræftcellerne,
at der er stor blodtilførsel til svulsten. Kræftcellerne udsender derfor nogle
molekyler, som signalerer til kroppen, at der skal dannes nye blodkar i området,
hvor kræftsvulsten befinder sig. Da kræftcellerne udsender så mange af disse
molekyler, bliver kroppen hele tiden bombarderet med signal om at bygge blodkar
i området, så den slet ikke når at bygge dem færdige, før den går i gang med at
danne nye blodkar. Dette kan fedtkuglerne altså udnytte som ”transportvej”!
Når så fedtkuglerne når til en kræftcelle eller er i
svulsten skal de frigive deres last, som er dén medicin, der skal gøre det af med kræftcellerne.
Fedtkuglerne er ladet, men hvad er, og hvor er
aftrækkeren – triggeren – der udløser medicinen? Også her kommer naturen os til hjælp. Kræftceller udskiller
nemlig et enzym, der hedder PLA2 (phospholipase 2). Det er et enzym, der også findes i slangegift og i
tårevæske. Dette enzym er et molekyle, der kan ”klippe”
den ene af de to haler af fedtstofferne og dermed æde hul i fedtkuglen og
nedbryde denne. Idet der nemlig går hul på fedtkuglen, kan kemomedicinen sive ud og angribe kræftcellen.
Når et fedtstof får klippet den ene hale af, dannes der et molekyle
med et hoved kun én hale (et lysolipid) samt et andet
molekyle med én hale og et meget lille hoved (en fedtsyre). Disse to molekyler
vil ”bore” sig ind i og danne huller i kræftcellen, så den bliver ekstra
modtagelig for kemomedicinen, der vil sive ud af fedtkuglen og ind i
kræftcellen.
PLA2 udskilles af mange undersøgte
kræftceller, så man kan sige, at kræftcellen selv indeholder triggeren til dens egen død. Når PLA2 er så god en trigger, er det fordi, normale raske celler ikke eller kun i meget ringe grad udskiller det. Fedtkuglerne nedbrydes
derfor ikke nær normale raske celler, hvilket vil sige, der stort set ikke
frigives kemomedicin her. De betyder, at bivirkningerne
mindskes drastisk.
Da fedtkuglerne styrer uden om normale celler af sig selv, kan der også tilføres patienten en langt højere
dosis af kemomedicinen, hvorved chancen for at alle kræftcellerne bliver
udslettet ved første behandling øges markant. Dette mindsker antallet af behandlinger, antallet af indlæggelsesdage på hospitalet
og, hvad vigtigst er, patienten har langt større chance for at overleve.
Lovende behandling mod kræft
Denne type kræftbehandling, hvor fedtkugler, der indeholder
kemomedicin, bliver frigivet nær kræftcellerne pga.
PLA2, er en ny teknologi udviklet af det danske firma, LiPlasome Pharma. Her har
man lavet forsøg i cellekulturer, hvor fedtkuglerne tilsættes til kræftceller, og det har vist sig at kræftcellernes vækst mindskes
drastisk. Tilsætter man nu et stof, der binder til
PLA2, som derfor nu ikke kan nedbryde fedtkuglen, ses det, at kræftcellernes
vækst er uændret. Disse to observationer betyder, at frigivelsen af kemomedicinen er fuldstændig betinget af PLA2-triggeren.
Endvidere har man tilsat fedtkuglerne til cellekultur med normale raske celle. Her ses det, at cellernes
vækst er uændret, dvs. kemomedicinen frigives ikke til
normale celler. Det skyldes, at normale celler ikke udskiller
PLA2 i særligt store mængder. LiPlasome har
også testet den nye kræftbehandling på mus med
kræftsvulster. Ved indsprøjtning af fedtkuglerne ses
en markant nedgang i væksten af kræftcellerne.
Dette er meget lovende resultater! Men inden den nye behandling kan tages i brug på hospitalet, skal den
igennem tre testfaser, hvor behandlingen prøves på et mindre antal kræftramte
mennesker. Dette er almindelig procedure for al ny medicin, der har vist gode resultater hos dyr og cellekulturer. Ved først i ”1. kliniske fase” at teste
behandlingen på få patienter, får man et indblik i, hvilke bivirkninger og
helbredende effekter medicinen har. Blandt andet har det vist sig, at nogle
fedtkugler, der dog er af en anden type end dem, LiPlasome har udviklet, kan give hjerteproblemer. Så det er
vigtigt at vide så meget som muligt, inden behandlingen bliver brugt i større
udstrækning. Man må endvidere vurdere om der er et
tilladeligt forhold mellem den helbredende effekt og bivirkningerne.
Er dette tilfældet testes behandlingen i den
”2. kliniske fase”, hvor en større gruppe patienter inddrages, og
antallet af patienter vil atter blive større i ”3. kliniske fase”. Viser behandlingen gode resultater i de 3
faser, kan behandlingen tages i brug på hospitalerne,
såfremt den godkendes formelt politisk.
LiPlasomes koncept
har vist sig lovende og vil angiveligt i slutningen af dette år testes i ”1.
kliniske fase”. Fremtiden vil vise om de – tilsyneladende – magiske fedtkugler
kan give en sikker, helbredende kur mod kræft. |
