God information kræver redelig forskning

Pia Jørnø, civilingeniør og videnskabsjournalist

Videnskaben og dens resultater har afgørende indflydelse på vores samfund, og borgerne har krav på redelig information om den. Vi videnskabsjournalister har et vigtigt medansvar for at sikre dette. Men vi er på herrens mark, hvis vi ikke kan stole på de forskere og de resultater, vi skriver om. Vi kan let blive snydt til at formidle løgn og latin, til skade for os og til skade for dem, som modtager informationen.

Der er således mange gode grunde til at have en instans, som dæmmer op for videnskabelig uredelighed. I Danmark har vi UVVU – Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, men noget tyder på, at en ny bekendtgørelse har stækket udvalgene. Bekendtgørelsen er blevet stærkt kritiseret både før og efter vedtagelsen her i sommer. Kritikken går blandt andet på, at privat forskning er delvist friholdt fra udvalgenes arbejdsområde. Det er problematisk, ikke mindst inden for sundhedsvidenskaben, hvor der er en del privatfinansieret forskning, og hvor misinformation kan få fatale følger.

For et par år siden interviewede jeg en universitetsforsker og skrev en artikel om hans forskning i et dansk blad, der er anerkendt for sin lødige formidling af videnskab til en bredere læserkreds. Det blev til en større artikel med forklarende illustrationer, beskrivelse af state of the art, hvorfor denne forskning var vigtig, dens perspektivrige anvendelsesmuligheder mv. Det var formidling af vigtig forskning, som var værd at fremme – det kunne medføre billigere fremstillingsprocesser, sundere arbejdsmiljø og mindre forurening i det ydre miljø for visse sektorer.

Jeg havde et fint samarbejde med forskeren, og han selv og en af hans kolleger læste og godkendte den færdige artikel, før jeg afleverede den – min standardpraksis for at sikre troværdigheden i artiklerne.

Cirka et år senere fik jeg lejlighed til at skrive om det samme emne i et andet dansk blad. Jeg forsøgte at kontakte forskeren igen, men han var i mellemtiden rejst til sit hjemland, og den gruppe, som forskeren havde hørt til, havde ikke fortsat hans forskning. Fra året før vidste jeg, at der ikke var andre forskningsgrupper herhjemme som arbejdede med dette specifikke emne. Det lykkedes mig imidlertid at opspore et andet dansk forskermiljø, som ikke direkte arbejdede med samme detailemne, men dog havde en del viden om området generelt. Jeg interviewede en af dem, og hurtigt gik det op for mig, at noget af det, jeg havde skrevet et år tidligere, var – om ikke decideret løgn – så i hvert fald stærkt overdrevet.

Og lad mig understrege, at det ikke blot handlede om en videnskabelig uenighed om tolkning af data. Det var heller ikke den oprindelige kontakts egne forskningsresultater, som kunne angribes. Derimod tillagde han de særlige materialer, han brugte i sin forskning, væsentlig bedre egenskaber (klassisk fysiske egenskaber, som har været kendte i årevis) end de reelt havde – og brugte dette til at overdrive deres anvendelsesperspektiver.  

Jeg følte mig snydt af min oprindelige kontakt. Jeg var blevet forledt til at lave et utroværdigt stykke arbejde. Havde jeg selv været for ukritisk – skulle jeg have checket troværdigheden af min artikel ved at lade en anden forskergruppe ”kontrollere” den? Nej, det mener jeg ikke – der var ikke tale om et emne med skadeligt potentiale, tværtimod, forskningen kan kun føre til forbedringer. Og i dette tilfælde havde forskningen fået støtte fra et af forskningsrådene, og det var for mig en blåstempling af, at forskeren var højt kvalificeret – læs: at han hørte til den kategori af forskere, som (blandt andet) er meget påpasselig med at formidle andet eller mere, end der er videnskabeligt belæg for.

Der skal være en vagthund

Det, jeg var ude for, var nok snarere lav etik end decideret svindel. Min artikel, der blev for poppet, har ikke gjort nogen skade ud over et lille skår i min faglige stolthed. Men egentlig svindel findes jo også – videnskabens verden er ikke fri for de rigtig brodne kar. Fra tid til anden dukker der en sag op, hvor en forsker fx snupper viden fra andre og præsenterer den som sin egen, tilbageholder viden, fordrejer data eller resultater, eller ligefrem fabrikerer falske data.

Som formidler af videnskab har jeg en interesse i, at den slags bliver holdt mest muligt nede. Jeg vil meget nødig blive part i at videreformidle budskaber, som giver sig ud for at være videnskabeligt dokumenteret, men ikke er det.

Vi skal have en videnskabens vagthund, der kan reagere på svindel, behandle klager om svindel, og selvfølgelig også rense forskere for uretmæssige beskyldninger om svindel.

Men det er spørgsmålet om vores hjemlige vagthund – UVVU, Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed – har mistet både tænder og kløer. Eller måske snarere er blevet til en lænkehund. I hvert fald er den nye bekendtgørelse om UVVU blevet kritiseret for det, både før og efter vedtagelsen i juni.

Tilbage herom senere i artiklen – lad os først lige samle op på, hvad UVVU er for en størrelse, og hvordan de definerer videnskabelig uredelighed. For der er formentlig en del læsere, som ikke ofte konfronteres med fup og fiduser, og ikke har UVVU helt skarpt inde på nethinden.

Hvad er UVVU?

UVVU består af tre udvalg, et for sundhedsvidenskab, et for samfundsvidenskab og humaniora samt et for teknisk, natur-, jordbrugs- og veterinærvidenskab. Udvalgene tager stilling til sager vedrørende videnskabelig uredelighed – enten på baggrund af en indgivet klage eller på baggrund af en anmodning om at blive renset for beskyldninger om videnskabelig uredelighed.

Udvalgene afviser en del af sagerne, fx hvis de finder at der ikke er tale om videnskabelig uredelighed. I de sager, som bliver behandlet, afgiver udvalgene – eller rettere sagt et af udvalgene – en udtalelse om hvorvidt der er tale om videnskabelig uredelighed.

Udtalelsen er ikke nogen dom i juridisk forstand, og UVVUs sanktionsmuligheder er da også begrænsede til fx at orientere den indklagedes arbejdsgiver, henstille til at det videnskabelige arbejde trækkes tilbage eller anmelde strafbare sager til politiet.

Uanset de manglende sanktionsmuligheder er det jo en alvorlig sag at blive stemplet som videnskabelig uredelig. Derfor er det da også overordentlig vigtigt, at uredelighedsbegrebet er defineret så entydigt som muligt, og at reglerne og procedurerne for sagsbehandlingen er så klare og gennemsigtige som muligt. Og det er fornuftigt at have tre udvalg, for der er stor forskel i forskningsmetoder, og dermed i opfattelsen af hvad der er uredeligt, inden for fx sundhedsvidenskab og samfundsvidenskab.

Den nye bekendtgørelse definerer videnskabelig uredelighed som ”..en forsætlig eller groft uagtsom adfærd i form af forfalskning, plagiering, fortielse eller lignende, der indebærer en utilbørlig vildledning om egen videnskabelig indsats og/eller videnskabelige resultater.” Selv vi ikke-jurister kan se, at der er rigelig plads til fortolkning i definitionen. Men det vil der jo formentlig være, uanset hvilken definition man vælger. Både den nye og den gamle bekendtgørelse bringer da også adskillige eksempler på, hvad der forstås ved videnskabelig uredelighed. Og man har sikret sig juridisk ekspertise ved at lade en landsdommer være formand for udvalgene (samme formand for alle tre udvalg).

Privat forskning går fri

Den nye bekendtgørelse om UVVU – nr. 668 af 28. juni 2005 – er blandt andet blevet kritiseret for i praksis kun at rette sig mod offentlig forskning. Bekendtgørelsen siger nemlig, at: ”For så vidt angår videnskabelige produkter udarbejdet i privat regi forudsætter sagens behandling, at den private virksomhed eller lignende har ønsket at være omfattet af udvalgenes kompetence eller ønsker at medvirke til sagens opklaring.” (Paragraf 1 stk. 5).

Det er selvfølgelig godt, at UVVU har nogle handlemuligheder i forbindelse med offentlig forskning (om end bekendtgørelsen også bliver kritiseret for at have indskrænket disse handlemuligheder). Men hvorfor skal den private forskning holdes delvis urørlig?

Vi videnskabsjournalister formidler ikke kun offentlig forskning, men også privat. Vi har en interesse i, at der ”holdes øje” med såvel privat som offentlig forskning. Og der er næppe tvivl om, at der findes uredelighed inden for privat forskning lige så vel som inden for offentlig. Så sent som i forsommeren fik vi et eksempel på tv – et eksempel hvor uredeligheden er til at få øje på: En offentligt ansat forsker stod frem med en sag, hvor et medicinalfirma havde skrevet en artikel med henblik på offentliggørelse i et sundhedsvidenskabeligt tidsskrift. Den indignerede (og redelige) forsker fortalte, at firmaet havde bedt ham stå som medforfatter på artiklen. Men han havde intet haft at gøre med den pågældende forskning, og han ville derfor ikke være medforfatter. En talsmand for virksomheden erklærede i samme udsendelse, at han ikke så noget forkert i virksomhedens anmodning til forskeren!

En eventuel UVVU-sag var formentlig aflivet på forhånd, i hvert fald virkede det ikke som om virksomheden ønskede at være omfattet af udvalgenes kompetence. Der er altså intet som forhindrer virksomheden i at gå videre til en anden offentlig forsker og bede ham eller hende være medforfatter. Eller gå til pressen med deres viden – som jo skulle være ganske vist, i det øjeblik artiklen er blevet publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.

Nu er der ingen som siger, at selve artiklen var uredelig. Der kan meget vel være tale om lødige videnskabelige resultater, som måske siden hen kan komme en eller flere patientgrupper til gavn.

Men den delvise UVVU-fritagelse af privat forskning er generelt problematisk, især inden for sundhedsvidenskaben, hvor der er en del privat finansieret forskning. Og hvor videnskabelig uredelighed og misinformation til en bredere kreds kan få fatale følger, for eksempel hvis forskerne ignorerer – eller bare nedtoner – viden om bivirkninger i forbindelse med afprøvning af en ny medicin.

Også uklarhed omkring privat-offentligt samarbejde

Dr.med. Philippe Grandjean, professor i Miljømedicin på Syddansk Universitet i Odense og professor på Harvard University, er én blandt mange, som udtrykker bekymring over den private forsknings delvise immunitet i UVVU-sammenhæng. ”Reglerne gælder tilsyneladende ikke for privat forskning, og det er endda uklart om de gælder for forskning der gennemføres i offentligt og privat samarbejde,” siger han.

Philippe Grandjean henviser blandt andet til Teresa Campbell og Claudia Slaughters amerikanske analyse af samarbejdet mellem universiteter og erhvervslivet: ”De to forskere konkluderer, at der netop i grænseområdet mellem privat og offentlig forskning er særlig stor risiko for videnskabelig uredelighed, fordi normerne for god videnskabelig praksis bliver bøjet.”

Allerede før den nye bekendtgørelse blev vedtaget, anbefalede Philippe Grandjean, at reglerne om uredelighed skulle gælde al forskning, og bestemt ikke undtage det grænseområde mellem offentlige og private interesser, hvor der er størst mulighed for problemer. ”Desuden bør videnskabsministeriet sikre, at der skabes åbenhed om finansieringen af forskningen. Det er der ikke i dag, for så vidt angår privat finansiering af sundhedsvidenskabelig forskning,” siger han.

Uredelighed med fatale følger

Der lader til at være meget om Philippe Grandjeans kritik, for nogle gange går det grumme galt:

I de seneste fem år har der angiveligt været adskillige tusind ekstra hjertetilfælde, mange af dem med dødelig udgang, på grund af den amerikansk producerede gigtmedicin Vioxx. Forskerne fik tilsyneladende i 2002 kendskab til, at medicinen gav forhøjet risiko for hjertesygdom. Men det blev ikke fulgt op af uddybende forskning, produktet blev heller ikke trukket tilbage, og informationen om produktet var stadig således, at læger verden over fortsatte med at udskrive medicinen – og patienterne med at tage den. Festen stoppede først i 2004, da retssagerne om dødsfald på grund at medicinen begyndte at rulle. Havde der været skrappere kontrol med forskningen undervejs, kunne de fleste af dødsfaldene måske være undgået.

Med dette eksempel binder jeg sløjfen i min artikel: Redelig videnskab og redelig information om videnskaben må være et ufravigeligt krav, i privat såvel som i offentligt regi. Vi har brug for en videnskabelig vagthund med bid i!