Det er velkendt, at
forskellige fag har ordninger, der gennem disciplinærnævn af en eller anden karakter søger at sikre, at fagets etiske krav til dets udøvere
holdes i hævd. Det gælder inden for akademiske fag, men det gælder også for andre faggrupper, der med en dommer som formand og
ligeværdig repræsentation fra forbrugerside sørger for, at god skik inden for
faget respekteres af fagets udøvere. Erfaringen siger, at normerne i et sådant selvregulerende organ sættes ganske højt. Fagets
repræsentanter har ikke respekt for dem, der springer over, hvor gærdet er
lavest.
Inden for det
sundhedsfaglige område blev der ved loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse fra 1987 indført Sundhedsvæsenets
Patientankenævn med en dommer som formand. Herved blev der skabt et uafhængigt organ, der kan tage stilling til patientklager
vedrørende den sundhedsfaglige virksomhed.
Ved siden af dette organ
har man siden 1992 haft et lovbaseret videnskabsetisk komitesystem, der skal beskytte
forsøgs-personer, samtidig med at der sikres mulighed for udvikling af ny,
værdifuld viden.
Disse
ordninger skabte imidlertid ikke i sig selv nogen sikkerhed for, at
sundhedsfaglige forskere levede op til acceptable videnskabelige normer. Under indtryk af en
række afsløringer af videnskabelig uredelighed især i USA tog Statens
Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd (SSVF) derfor i 1991 initiativ til, at
spørgsmålet blev underkastet en nærmere belysning. Redegørelsen
»Videnskabelig uredelighed og god videnskabelig praksis« [1] førte til, at
forskningsrådet som en forsøgsordning nedsatte Udvalget Vedrørende
Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Medlemmerne var anerkendte forskere, og formanden var landsdommer.
Ideen med UVVU var at få
etableret et undersøgelsesorgan, hvortil personer, der ikke mente, at forskere
levede op til forudsatte videnskabelige krav, kunne henvende sig. Det skulle
dreje sig om en adfærd, som forfalskede eller forvred det videnskabelige
budskab eller på falsk grundlag fremhævede en forskers indsats, og der blev
nævnt en række eksempler. For at en adfærd kunne karakteriseres som
videnskabeligt uredelig, skulle forskeren endvidere subjektivt have handlet
forsætligt eller groft uagtsomt.
Det var helt fra UVVU’s nedsættelse klart, at
der ved siden af uredelig adfærd, der berører det videnskabelige budskab,
findes andre tilfælde, hvor en undersøgelse vil vise, at en indklaget klart har
overtrådt de i forskerverdenen almindeligt accepterede normer for god
forskningsskik. Fandt man, at dette var tilfældet, gav UVVU udtryk for det i
sin afgørelse. Også i tilfælde, hvor der foreligger forhold, der berører det
videnskabelige budskab, men hvor forskeren ikke har handlet med den i
uredelighedsdefinitionen krævede onde tro, har UVVU i sine afgørelser givet
udtryk for den skete afvigelse fra god videnskabelig
skik.
SSVF udtrykte ved
forsøgsperiodens udløb tilfredshed med UVVU’s virksomhed, og i 1999 blev UVVU et permanent offentligt organ knyttet til
Forskningsstyrelsen, og der blev oprettet yderligere to udvalg (et udvalg for
natur-videnskab, jordbrugs- og veterinærvidenskab og et udvalg for
samfundsmæssig og humanistisk forskning), så hele det videnskabelige felt
fremover under navnet Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (fortsat
benævnt UVVU) blev dækket af tre fagudvalg med samme formand og sekretariat.
UVVU har siden 1993 behandlet en lang række klager,
som der i anonymiseret form er redegjort for i de årlige beretninger.
Årsberetningerne indeholder endvidere artikler, der belyser udvalgte emner,
herunder den internationale udvikling på området. I 1998 udgav UVVU »Vejledninger i god videnskabelig praksis«, der
har været stærkt efterspurgt [2].
Når UVVU modtager en
klage tages der først stilling til, om sagen falder
inden for UVVU’s arbejdsområde. Hvis
dette er tilfældet, foretages der sædvanlig forvaltningsretlig kontra-diktion,
dvs. partshøring, hvor indklagede og klageren
får lejlighed til at kommentere den andens indlæg. På dette grundlag kan nogle sager afgøres, mens andre kræver nøjere
undersøgelse. En nøjere undersøgelse kan enten
foretages af et eller flere medlemmer af UVVU, der kommer med indstilling til
den samlede faggruppe, eller gennem nedsættelse af et ad hoc-udvalg med
deltagelse af eksterne sagkyndige. Sagens parter orienteres i så fald om ad hoc-udvalgets sammensætning og kan fremkomme med
bemærkninger hertil. Ad hoc-udvalgets redegørelse fremsendes til sagens parter,
som kan kommentere den, specielt for så vidt angår
redegørelsens oplysninger om faktiske forhold, inden UVVU træffer afgørelse i
sagen.
Det er af betydning, at UVVU i Danmark er et centralt organ. Herved
forebygges habilitetsproblemer, og det undgås, at der
etableres uens opfattelser f.eks. ved forskellige
universiteter. Det er også vigtigt, at der kan indsamles erfaring og herunder holdes effektivt øje med udviklingen i andre
lande.
Det skal understreges,
at UVVU ikke kan træffe retligt bindende afgørelser.
Såfremt UVVU konstaterer, at der i en konkret sag foreligger videnskabelig
uredelighed kan udvalget efter reglerne:
- Orientere den indklagedes arbejdsgiver
- Henstille, at det pågældende videnskabelige arbejde trækkes
tilbage
- Foretage anmeldelse til vedkommende offentlige myndighed, som
fører tilsyn med området
- Foretage politianmeldelse, når der er tale om en strafbar lovovertrædelse
- Efter særlig anmodning fra en
ansættelsesmyndighed udtale sig om et eventuelt sanktionsvalg.
Det er sket, at UVVU har
orienteret en udenlandsk arbejds-giver om udfaldet af
en sag, og det er også sket, at udvalget har bevirket, at et videnskabeligt
arbejde er blevet trukket tilbage; men der er her tale om helt ekstraordinære
tilfælde. Det normale er, at UVVU blot træffer en begrundet afgørelse som
meddeles klager og indklagede. Så er
det op til parterne, hvorledes de vil bruge afgørelsen.
Selv om UVVU ikke kan træffe retligt bindende afgørelser, er det åbenbart, at de
afgørelser, der træffes, kan være af afgørende betydning for en forskers
fremtidsmuligheder. Udvalgenes beslutninger søges truffet i enighed, og i alle hidtil afgjorte sager har der været et enigt
udvalg bag afgørelsen. Dette har givetvis understøttet UVVU’s autoritet.
UVVU kan kun behandle sager, der rejses ved klage til udvalgene. Dvs. at UVVU ikke på
egen hånd kan tage en sag op, f.eks. på grundlag af avisartikler. En person kan dog – som det er sket i praksis – anmode om at få en sag behandlet med henblik
på at blive renset for verserende rygter.
En sag skal have
betydning for dansk forskning. Hvis det på forhånd må anses for usandsynligt,
at der kan gives klager medhold, skal sagen afvises.
Ud fra almindelige retssikkerhedssynspunkter har UVVU indtaget det standpunkt, at man
ikke kan respektere en anmelders ønske om at optræde anonymt.
Et særligt og efter udenlandske erfaringer
vanskeligt problem er en klagers (whistleblower’s)
beskyttelse mod kollegers og institutioners forfølgelse. UVVU har dog ikke i
sin egen praksis været præsenteret for problemet.
Et spørgsmål, der har givet anledning til en del
vanskeligheder, er forretningsordenens regler om at: »Udvalget henstiller til
parterne, at en sag behandles fortroligt, indtil der foreligger en afgørelse.
Udvalget vil medens en sag behandles ikke give udenforstående, herunder
pressen, oplysninger om sagen. Begæres der aktindsigt
i umiddelbar tilknytning til en sags afgørelse, vil anmodningen normalt blive
imødekommet. Afgjorte sager omtales i øvrigt i Årsberetningen
i anonymiseret form medmindre ganske særlige forhold tilsiger, at
offentligheden gøres bekendt med identiteten på de involverede«.
Parterne i en sag om videnskabelig uredelighed kan lade sig bistå af bisiddere.
Det sker, at indklagede lader sig repræsentere af en
advokat, men det skulle egentlig være ganske overflødigt. UVVU’s virksomhed udøves under den såkaldte officialmaksime, hvorefter udvalget
undersøger klager, og selv har pligt til at
tilvejebringe alle relevante oplysninger. Herved ligner en sag for UVVU de
sager, der behandles ved de talrige forbrugerklage- og ankenævn, mens den adskiller sig fundamentalt fra en civil retssag, hvor
parterne selv har ansvaret for at få sagen belyst og fremlagt.
Det skal afslutningsvis
nævnes, at mens UVVU’s virksomhed igennem den første
halve snes år ikke har givet anledning til nogen særlig offentlig omtale, gav
en afgørelse, Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed traf i begyndelsen
af 2003 i en klagesag vedrørende Bjørn Lomborgs bog »The Skeptical Environmentalist«,
anledning til betydelig offentlig debat. Afgørelsen blev indbragt for
Videnskabsministeriet, idet det blev gjort gældende, at UVVU havde begået fejl
i sagsbehandlingen og ikke havde ret til at bruge
kriteriet at handle i strid med god videnskabelig skik i sine afgørelser. Denne
sag er ved udfærdigelsen af nærværende artikel
(november 2003) fortsat verserende.
Sagen gav anledning til,
at Forskningsstyrelsen nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle se på, om der var behov for ændring af det regelgrundlag, UVVU
arbejder efter. Arbejdsgruppen har foreslået nogle justeringer, navnlig således
at der skal ske en vis opstramning af uredelighedsbegrebet og en arbejdsdeling
mellem UVVU og etikkomitéer på de enkelte forsknings-institutioner, således at
sidstnævnte skulle behandle de mindre alvorlige sager, mens UVVU skulle
koncentrere sig om de alvorligste uredelighedssager. Arbejdsgruppen anbefaler i
øvrigt, at der sættes fokus på retningslinjer for god videnskabelig skik i
overensstemmelse med den internationale udvikling [3]. Det er endvidere blevet foreslået, at formanden for UVVU ikke
skal være en dommer, men som de øvrige medlemmer en forsker. Arbejdsgruppen foreslår ikke i øvrigt principielle ændringer i UVVU’s struktur. Også
samfundsforskere vil således efter forslaget fortsat være underkastet
ordningen.
Arbejdsgruppens
rapport har været sendt til høring, og også UVVU har
udtalt sig. Men heller ikke her foreligger der i skrivende stund en
stillingtagen fra ministeriets side. Der er dog ingen tvivl om,
at UVVU fortsat vil bestå, og der er ingen grund til at tvivle på, at den
stærke opbakning, udvalgene har haft fra sundhedsvidenskaberne, ikke fortsat
gør sig gældende.
Litteratur
1. Andersen D, Attrup L, Axelsen N, Riis P. Videnskabelig uredelighed og
god videnskabelig praksis. København: Statens Sundhedsvidenskabelige
Forskningsråd, 1992.
2. Vejledninger i god
videnskabelig praksis. København: Udvalget Vedrørende Videnskabelig
Uredelighed, 1998.
3. Axelsen N. Den internationale udvikling. UVVU: Årsberetning 2002. København: Forskningsstyrelsen, 2003:19-35. |
