Teoteknologi

John Mundy, professor og medlem af Forskningsråd for Natur og Univers, Institut for Moleculær Biology & Fysiologi, Københavns Universitet, mundy@my.molbio.ku.dk

Det Fri Forskningsråd (DFF) har implementeret en ny metode til kanalisering af forskningsmidler. Ifølge denne plan foreslår hvert af de seks faglige forskningsråd under DFF tre visionære områder (18 visioner i alt pr. år), som de kan støtte med op til 20 % af deres budgetter (www.forsk.dk, nyheder). Det er pudsigt, at et ‘frit’ forskningsråd vil benytte en sådan strategi.

Strategien giver gode muligheder for politisering af et ellers ‘frit’ system, fordi det er DFF, som beslutter, hvilke områder, der er visionære. I stedet for at forsøge at selektere de bedste forskningsansøgninger baseret på ideer og ekspertise (fri eller ‘bottom-up’), skal forskningsrådene nu fortælle forskerne, hvad de kan søge 20% af midlerne til (strategisk eller ’top-down’). Bemærk at der ikke er noget galt med strategiske forskningsprogrammer, men der er mange top-down midler i det offentlige system i forvejen (www.cfa.au.dk). I et historisk perspektiv blev den fri forskning institutionaliseret tidligt i det 20. århundrede, da de europæiske stater var på toppen af deres magt (Bertrand Russell, Freedom & the Colleges, 1957). På den tid var folk som Russell og Karl Marx mest bekymrede for undertrykkelse fra kirken og kapitalen. Efter to verdenskrige og udviklingen af magtfulde nationer i øst og vest, føler europæerne sig nu ikke specielt truet af deres egne institutioner. Hvis denne fornemmelse af sikkerhed er vel begrundet, kan det være, at vi ikke længere har brug for fri forskning. Men den aldrende befolkning og relative økonomiske svækkelse af Europa betyder, at investeringer i forskning burde forøges for at sikre fremtidig vækst og udvikling (Jesper Kongstad, EU’s storhedsdrømme brister, Jyllands-Posten 20 Marts, 2005). Hvis sådanne bekymringer er berettigede, så er fornuftige forskningsinvesteringer vigtige.

Hvordan kan vi maksimere vores odds i fremtidens lotteri? Lige meget hvordan vores odds er, må vi indrømme en ting, nemlig at Russell havde ret. Hans synspunkter havde genklang hos Hans Christian Skou fra Aarhus, som vandt Nobelprisen in 1999 (www.biokemi.org/biozoom/1999_1/bz_0199b.htm). Skou og Russell ville være enige om, at den bedste måde at fremme videnskab og teknologi er at stille i det mindste et minimum af ressourcer til rådighed, så uddannede og nysgerrige hjerner kan udforske universet. Hvis det er rigtigt, gør man klogest i at uddele midlerne ved at spørge ansøgerne, hvad de har i tankerne, i stedet for at fortælle dem, hvilke visionære tanker, de burde have.

To eksempler fra naturvidenskab kan illustrere dette synspunkt. I 1953 foreslog Watson og Crick en struktur for DNA (gener), som muliggjorde et nyt paradigme eller verdensbillede. I løbet af få år kunne vi identificere og manipulere gener. Medens nogle vil sige, at deres Nobelprisarbejde (1962) var visionært, så var de krystallografiske metoder, som de benyttede til at bestemme DNAs struktur bestemt ikke nye (far og søn Braggs fik Nobel Prisen for krystallografi i 1914). Det er derfor tvivlsomt, om forskningsrådsmedlemmer ville have betegnet krystallografi som visionær forskning i 1953.

Et andet eksempel er den nye beskrivelse af ikke-Mendel arv i en plante (Lolle et al. Nature 2005;434:505). Hvis opdagelsen viser sig at være sand, er implikationerne dybtgående og kan nemt give anledning til en ny Nobelpris. På den skumle side er perspektiverne som en drøm for enhver racist, fordi de antyder, at vores arvemasser er konservativt nedarvet (bedstefars gener og racegenetisk hukommelse). Men set ud fra et humanitært synspunkt vil forståelsen af de mekanismer, som beskytter gener, kunne benyttes til at udvikle værktøj til at kurere visse genetiske sygdomme. Men bemærk, den forskning, som førte til dette potentielle gennembrud, var mere end hundrede år gammel (Mendel, 1866), og blot koblet til nyere teknikker til differentiering af specifikke genvarianter. Disse fremgangsmåder er næppe visionære i dag.

Ud fra disse to eksempler burde vi være skeptiske overfor begrebet visionær forskning, fordi det er tvivlsomt om nogen - medmindre at de er en helgen eller gud – er tilstrækkelig visionær. Der er klart nogen, som er uenige i det synspunkt. For eksempel anmoder Danmarks Grundforskningsfond (GF: www.dg.dk) om ansøgninger som: ”Opgør med et givet områdes paradigme(r), som forudsætter radikal nytænkning”. Det betyder med andre ord, at Grundforskningsfonden beder om visionære områder, og at GFs medlemmer er i stand til at genkende paradigme- brydende forskning, når de ser den. Som hasardspillere kunne vi prøve at afsløre deres mulige bluffnummer ved at tælle, hvor mange paradigmeskift, der har været skabt af kroner fra GF versus DFF. Eftersom GF kun er omkring femten år gammel, bør vi vente nogle år, før vi foretager en sådan beregning.

Hvad kan vi lave imens? Som forårsmoder på podiet bliver forskningsfelter købt og solgt af forskningsrådene og fonde hvert år, og der er trends i de mondæne felter. Som eksempel kan nævnes, at efterkrigstidens skuffelse over militærindustriens brug af videnskab betød, at visse teknologier var tabu, i det mindste i et stykke tid. Førende blandt disse tabuer var eugenik, som også kan kaldes Socioteknologi. Dette tabu, og sammenfaldet mellem efterkrigstidens forbrugseksplosion og genernes opdagelse, tillod biologerne at opdigte Bioteknologi som et visionært område in halvfjerdserne. Hvad angik miljøvenlig forskning, blev kemikerne og fysikerne snart udmanøvreret, fordi Bioteknologi lovede økologiske løsninger til flere problemer. Ikke desto mindre betød vores umættelige lyst til forbrugsvarer og det faktum, at den næste generation kun kan snakke via mobiltelefoner, at kemikerne og fysikerne kunne søsætte Nanoteknologi som visionært område i firserne. Uheldigvis – eller heldigvis – er Nanoteknologi som begreb nu halvgammelt og kan ikke længere kaldes visionært.

Så vi har nu brug for den næste visionære teknologi. Den skal være ny, men med en græsk klang, og den skal love at formindske nogle af de store problemer, som mennesker og forskningsrådsmedlemmer konfronteres med. Et af de største problemer i verdenssamfundet er religiøs fanatisme, en plage som Russell and Marx modigt bekæmpede, og som er en sikker fare for al slags forskning. Det største problem for forskningsrådsmedlemmerne er at være visionære, hvilket i praksis betyder, at de skal være synske. Da kun helgener og guder kan være både synske og spislige for en fanatiker, er tiden nu moden til Teoteknologi. Med Teoteknologi vil teknokraterne og oligarkerne kunne opnå visse former for guddommelighed, forbrugerne vil spendere deres penge på designer-guder, og de religiøse fanatikere vil forhåbentlig endelig få det, som de fortjener.