Alle råber om flere penge
til forskningen. Rektorerne beder om flere penge til de udsultede
universiteter, som ikke har råd til forskning. Forskningsrådene vil have flere
midler til at dele ud til trængende forskere. Dansk Handel og Service vil have
regeringen til at øge forskningsbevillingerne til små og mellemstore
virksomheder, som ikke alene har råd forskning og udvikling. Flere penge til
forskning skal imidlertid ledsages af strukturelle ændringer i
forskningsverdenen specielt universiteterne for at sikre den bedste udnyttelse.
Lad os kopiere den amerikanske model.
Hvor galt står det til?
Forskningsstatistikerne viser at Danmarks offentlige forskningsbevillinger er
faldende og langt fra at opfylde Barcelona målsætningen om at de offentlige
nationale midler til forskning skal udgøre 1 % af brutto nationalproduktet
(BNP). Ifølge Offentligt forskningsbudget for Danmark 2005 (www.forskningsanalyse.dk) udgør de
offentlige forskningsbevillinger i Danmark kun 0,72 % af BNP, hvilket er lavere
end de øvrige Nordiske lande, hvor Finland bruger 1,03 %, Sverige 0,94 % og
Norge 0,78 %. USA ligger i spidsen med offentlige forskningsbevillinger på 1,11
% af BNP. Efter en gunstig periode i 90’erne hvor regeringen øgede pengene til
forskning med bl.a. et stort antal forskeruddannelses stillinger, er antallet
af Ph.D. stillinger igen faldende. OECD påpeger, at
Danmark er langt bagefter når det gælder forskeruddannelse af Ph.D. studerende.
Der mangler en
langsigtet og visionær forskningspolitik. Mange politikere understreger
betydningen af forskningsindsatsen for Danmarks konkurrenceevne og bevarelsen
af velfærd, men der følger ikke penge med de kønne ord. Skiftende regeringer
holder brandslukningsøvelser og oprettede Grundforskningsfonden for salget af
Statsanstalten for Livsforsikring i 1991 og Højteknologifonden for penge fra Nordsøolien i 2004. I begge tilfælde er der tale om fonde i
milliardklassen, hvis løbende afkast uddeles efter ansøgninger fra forskere.
Det er to af de mange ”cigarkasser”, som præger forskningsbevillingerne i
stedet for helhed og kontinuitet.
Hvad skal større
offentlige forskningsbevillinger bruges til? Skal forskningsrådenes uddelinger
øges? Skal der gives støtte til tvivlsomme forskningsprojekter i små
virksomheder? Skal der fyldes flere penge ned i universiteternes store sorte
hul? De nye Forskningsråd har taget en række initiativer med oprettelse af
flere forskningsprogrammer f. eks. innovationsstipendier for yngre forskere.
Men der er tale om begrænsede midler, som ikke kan sætte afgørende præg på
landets forskningsmiljøer. Højteknologifonden har i sit første opslag indkaldt
ansøgninger om støtte til projekter som involverer samarbejde mellem
virksomheder og universiteterne. Der er også tale om begrænsede midler.
Universiteterne tegner sig imidlertid for langt den største andel af de
offentlige forskningsmidler. Det er derfor vigtigt at sikre sig at flere midler
til forskning anvendes rigtigt på de danske universiteter. Efter 30 år med
styrelsesloven, hvor forskningen blev styret af valgte ledere, og politik og
populisme vejede tungere end faglighed og kvalitet, er universiteterne genstand
for mistillid i offentligheden, i erhvervslivet og blandt politikerne. De
manglende økonomiske midler, utilstrækkelig ledelse, og faldende kvalitet i
forskning og undervisning har ført til en krise på universiteterne.
Danmark er ikke alene om
krisen inden for universitetsforskningen. De stolte gamle universiteter i
Europa er fanget i velfærdsstatens bureaukrati. De er styret af politikere uden
kendskab til forskningens vilkår og mål, administreret af nidkære embedsmænd i
ministerierne, og præget af fagforeninger uden forståelse for forskning. Der er
oprettet særlige videnskabsministerier for at øge opsynet med forskerne og den
detaljerede styring af universiteterne. Fagforeningerne har sat deres
fingeraftryk i aftaler om forskernes stillingsstruktur, arbejdstider og
opgaver. Enhver tale om universiteternes uafhængighed og forskningens frihed er
et patetisk og tomt ekko af historien. Universiteterne er presset økonomisk,
fordi forskning prioriteres meget lavere end andre udgifter i
velfærdssamfundet. I et af verdens rigeste lande er der ikke råd til at skabe
ordentlige vilkår for forskningen.
Universitetsloven er
trådt i kraft d. 8.5.2003 og skal implementeres inden 2006. De nye bestyrelser
er udnævnt og rektorerne er ansat på alle universiteterne. Nu skal de i
arbejde. Det overordnede mål er at forbedre placeringen af de danske
universiteter i de internationale sammenligninger. Det er et langt og sejt træk
efter kvalitet og produktivitet inden for forskningen har været jævnt dalende i
de sidste 20 år. Inden de friske kræfter bliver trukket ned i universiteternes
morads, bør de nye bestyrelser og rektorer tage på en studietur til USA og
besøge nogle af de førende amerikanske universiteter. Der er nok at vælge i
mellem. Blandt verdens 100 bedste universiteter er over 50 amerikanske.
Hvad vil gæsterne opleve
under besøget i USA? I en artikel i Le Monde d.
15.9.2005 sammenligner Daniel Cohen de amerikanske og franske universiteter.
Udgangspunktet er den årlige offentliggørelse af Shanghai Universitetets liste
over de 500 bedste universiteter i verden (http://ed.sjtu.edu.cn/ranking.htm).
Hvert år udløser listen den samme skuffelse, at se den latterligt lave
placering de franske universiteter opnår. Blandt de 100 bedste universiteter er
kun fire franske. Denne tendens understreges af OECD’s årlige rapport over
uddannelse, hvor Frankrig er placeret på 19ende pladsen af 26, når det gælder
den højere uddannelse. De amerikanske universiteter derimod indtager en klar
førerstilling i verden. Enhver universitetsforsker der besøger et amerikansk
universitet opfatter straks, at han er landet på en anden planet. Daniel Cohen
spørger: Er det nødvendigt, og er det muligt, at kopiere den amerikanske model?
Daniel Cohen fremhæver,
at de amerikanske universiteters effektivitet skyldes, at de har svar på to
centrale modsætninger, som præger den videnskabelige verden: Først og fremmest
har de skabt en ligevægt mellem konkurrence og samarbejde, og dernæst har de
etableret en sammenhæng mellem grundforskning og anvendt forskning. Det er udenfor
diskussion at de amerikanske universiteter er konkurrencedygtige. De slås om de
bedste studerende, de kæmper om de bedste undervisere, og de råder over nerven
i krigen: den finansielle/økonomiske uafhængighed, som stammer fra de
studerendes studieafgifter og private pengegaver.
Endvidere er det
vigtigt, at de amerikanske universiteter er tilstrækkelig stærke til at føre
sig frem i magtkampen med resten af samfundet, både politisk og
erhvervsmæssigt. Her spiller det kontroversielle spørgsmål om forbindelsen
mellem grundforskning og anvendt forskning en stor rolle. I Frankrig fremhæver
modstanderne af industriens indflydelse på universiteternes forskning, at man
ikke opdagede elektriciteten i forsøget på at opfinde nye stearinlys. Hertil
svarer tilhængerne, at videnskab og industri ikke er to adskilte verdener.
Termodynamikken blev udviklet i forbindelse med forskningsprojekter, som søgte
at forbedre dampmaskinens effektivitet. Komplementaritet mellem naturvidenskab
og teknologi var en afgørende faktor i den industrielle revolution i det 18.
århundrede. Det samme gælder i dag for bioteknologiske revolution, som bygger
på fremskridt i den basale molekylærbiologiske forskning. De amerikanske
universiteter har forstået at udnytte dette samspil, og er samtidig stærke nok
til ikke at give efter for industriens mere kortsigtede mål.
Hjemme i Frankrig
konstaterer Daniel Cohen, at kontrasten til USA er slående. Universiteterne er
både for fattige til at konkurrere, og for fattige til at samarbejde. I
modsætning til USA er universiteterne svage, og denne svaghed skaber mistillid
både i industrien og blandt forskerne selv. Der er tale om en generel
tillidskrise mellem universiteter og samfund. For at besværge krisen, som
gennemsyrer den franske forskning har man i løbet af et enkelt år i 2005
oprettet to styrelser, en for industriel innovation og en for
konkurrencedygtige forskningscentre. En lov om forskningsprogrammer og
forskningsstyring er på vej. Krisen søges løst med lovgivning og bureaukrati,
hvor der snarere er brug for frihed og fleksibilitet.
Frankrig er ikke alene
om krisen i universitetsforskningen. Bortset fra England med 11 universiteter
og Sverige med 4 blandt de 100 bedste universiteter i verden klarer de
europæiske lande sig dårligt på ranglisten sammenlignet med USA. I Danmark
opnår Københavns Universitet kun en placering som nr. 57 og Aarhus Universitet
er i gruppen nr. 101-152. På denne baggrund har flere foreslået, at EU
Kommissionen tager initiativ til at oprette ”10 Harvard universiteter” i Europa.
De kommer nok ikke til at ligge i Danmark. Risikoen er imidlertid, at disse
eliteuniversiteter yderligere forværrer krisen ved at trække de bedste forskere
væk fra de nuværende institutioner. Derfor må man snarere satse på at styrke de
eksisterende forskningscentre og forskere, som har høj kvalitet og er
konkurrencedygtige.
Der skal gennemføres
gradvise fornyelser og strukturændringer på de danske universiteter. Indenfor
de natur- og sundhedsvidenskabelige områder er en ny stillingsstruktur for
forskerne nødvendig. Alle niveauer i forskerhierarkiet skal tilgodeses. Her kan
man kopiere den amerikanske model. For det første skal der oprettes
super-professorater for de mest fremragende forskere, som har vist
international klasse og er egnede som forskningsledere. De skal have store,
faste bevillinger fra universitetet, så de kan ansætte yngre forskere og drive
forskning på højt niveau. Herudover kan de supplere forskningsmidlerne med
bevillinger fra de private fonde. Disse super-professorer på universiteterne
kan sammenlignes med centrene under Grundforskningsfonden, men skal ikke være
afhængige af de tidsbegrænsede bevillinger. Det er afgørende at
forskningscentrene bliver en integreret del af universiteternes
forskningspolitik og ikke er afhængige af eksterne organer. For det andet skal
der oprettes 5-årige seniorforskerstillinger for yngre forskere, som er lovende
og produktive med international erfaring. Bevillingerne skal være store nok til
at opbygge mindre forskningsgrupper, ansætte forskere og drive forskning. Disse
seniorforskere ligner Hallas Møller stipendier fra
Novo Nordisk fonden og Ole Rømer stipendier fra Det Naturvidenskabelige
Forskningsråd, men skal ikke være afhængige af de eksterne midler. For det
tredje skal innovationsstipendier tiltrække unge forskere, som har opnået Ph.D. grad og ønsker at videreføre forskerkarrieren. De
skal ansættes i forskningsgrupperne under super-professorerne og
seniorforskerne. Endelig skal antallet af Ph.D.
stipendier øges, så forskere kan uddannes i forskningscentre og -grupper. For
alle forskerne gælder at den automatiske kobling mellem forskning og
undervisning skal fjernes og gøres fleksibel under hensyntagen til
forskningsaktiviteten.
Til slut en opfordring til Regering og Folketing: De nye bestyrelser og ledelser
på universiteterne skal have et udvidet økonomisk råderum og mulighed for nye
initiativer i forbindelse med deres tiltræden. Bevilg et par milliarder kroner
til universiteterne i faste forskningsmidler, som skal bruges til at finansiere
en ny stillingsstruktur, oprettelse af forskningscentre, og udvidelse af
forskeruddannelsen. |
