Biokemisk Forening Velkommen Møder BioZoom - medlemsblad Information English  
Forening
SøgSitemap


 
Aktuelt
 
Arkiv
 
Information

[BioZoom nr. 3, 2003]
 

<< Tilbage til artiklen

 

Miraklet i Managua – et nyt sprog fødes

De fleste sprog, som f.eks. dansk udvikler sig langsomt ved påvirkning udefra. Men det hænder at helt nye sprog, f.eks. de caribiske creol-sprog og en række døvetegnsprog, pludseligt springer frem. Hvem er sprogopfinderne og hvad får dem til at lave nye sprog?

For første gang nogensinde er det lykkedes et forskerhold at følge fødslen af et helt nyt sprog. Det skete i 1980erne i en skolegård i Nicaraguas hovedstad Managua. Forældrene til det nye sprog var børnehavebørn, der kun havde én ting tilfælles. De var alle døve og havde der intet sprog til at begynde med.

Indtil sandinisterne overtog magten i Nicaragua i 1979 levede de døve børn totalt isoleret fra hinanden. De kommunikerede med nogle få primitive fagter, de havde udviklet sammen med deres forældre. Sandinistregeringen åbnede en døveskolen, hvor det officielle pensum var mundaflæsning og spansk. Noget som ingen af skolebørnene reelt lærte. Men i skolegården bragte børnene deres hjemmelavede fagter med og det lykkedes for skolebørnene - uden nogen form for voksenbistand - i løbet af et par år at udvikle et primitivt tegnsprog. Det er ikke særligt præcist eller hurtigt. Hver enkelt bruger har flere private tegn, som ikke alle andre forstår.

Men så begyndte skolen at optage børn helt ned til fire års alderen. Og mens pensum i klasserne stadig var mundaflæsning og spansk, tog de små børn fat i de større børns primitive tegnsprog - stadig uden nogen form for voksenbistand. Mens de små børn lærte og brugte sproget, standardiserede de det samtidigt, så alle begyndte at bruge tegnene på samme måde. De indførte en systematisk og kompleks grammatik og fordoblede tegne-tempoet. I løbet af et par år havde de små børn udviklet et nyt ekspressivt og grammatisk komplet tegnsprog. Nu kan de fortælle vittigheder, digte, genfortælle surrealistiske tegneserier osv. Et helt nyt sprog er født.

I dag regner man med at de caribiske creol-sprog er opstået på samme måde. Voksne fra alle dele af verden blev hyret til at arbejde i plantagerne, hvor de sammen udviklede primitive pidgin-sprog. Deres børn blev så udsat for et primitivt pidgin-sprog og udviklede i børneflokken i løbet af få år sproget til et komplet og udtryksfuldt creol. Denne enestående sprogdannelsesevne er

et stærkt indicie for, for at hjernen er særligt tilpasset til lynhurtigt at opsnappe afgørende bidder og regler fra det omgivende sprog og derefter uden instruktion at bruge disse regler.

Kilde: Pinker, 1994

 

 
Sidetop
Velkommen | Møder | BioZoom | Information | English
Opdateret: 12.11.2003
©Biokemisk Forening 2003