Jeg udførte under mit biokemi studium på KU mit speciale på to
forskellige laboratorier under Det Naturvidenskabelige Fakultet.
Jeg lavede en proteinkemisk del på Afdeling for Proteinkemi, Molekylærbiologisk
Institut hos Karen G. Welinder og en røntgenkrystallografisk del
på Kemisk Institut, laboratorium 4 hos Michael Gajhede. Jeg oplevede
det som en stor fordel at have to relativt forskellige miljøer at
færdes i, da det både gav flere erfaringer samt mulighed for at
udnytte det bedste fra hvert sted.
Efter specialet ville jeg gerne påbegynde et Ph.D. studium, hvorunder
der var mulighed for at opleve industrien kombineret med en fortsat
tæt kontakt til universitetet. I lyset af de gode erfaringer med
at være to steder, så blev der lavet et Ph.D projekt, hvor den våde
proteinkemi skulle foregå i forskningsafdelingen på virksomheden
ALK-Abelló i Hørsholm, mens jeg igen skulle lave røntgenkrystallografi
på Kemisk Institut. Stipendiet blev betalt af Det Naturvidenskabelige
Fakultet, men der blev lavet en mundtlig aftale om, at ALK-Abelló
betalte alle de kemikalier, jeg brugte, når jeg var i deres laboratorier
(hvilket endte med at være langt størstedelen af tiden), samt at
jeg kunne bruge deres udstyr. Ulempen ved denne konstellation var,
at lønnen var lavere på universitets stipendium sammenlignet med
et erhvervsstipendium. Til gengæld have det den store fordel, at
jeg kunne undersøge mere eller mindre, hvad jeg ville, så længe
det drejede sig om græspollenallergi. Jeg var derfor ikke direkte
berørt af skift i firmaets projektstrategier. Det havde dog også
den ulempe, at jeg i perioder var meget alene med mit projekt, da
dette på daværende tidspunkt havde lav prioritet. Stadig var der
dog langt større økonomiske midler til rådighed, end hvad jeg havde
oplevet på universitetet. Dette betød, at mange flere forskellige
eksperimentelle teknikker var mulige, samt at tidsbesparende og
derfor ofte dyrere varianter af gængse teknikker kunne benyttes.
Når man er to steder, så har man selvfølgelig også to vejledere.
Dette har den fordel, at man kan trække på mere ekspertise, men
tilgengæld er der også én person mere at være uenig med. Endvidere
kan de to vejleder se forskelligt på tingene, hvorved man kan ende
med at komme i klemme. I mit tilfælde vejledte min vejledere mig
i meget forskellige discipliner, og derudover havde de i forvejen
et velfungerende samarbejde, men det er helt klart en problemstilling,
man bør overveje grundigt, hvis man vil ud i industrien og lave
hele eller dele af sit projekt. Udover de ovennævnte aspekter så
oplevede jeg det videnskabelige miljø som en af de klare forskelle
på at lave et projekt på universitetet og i industrien. Selvom der
i sagens natur er en masse videnskabelige diskussioner i en forskningsafdeling
i sidstnævnte, så er det overordnede fokus på produkterne, som det
hele drejer sig om. Derudover var der på ALK-Abelló betydeligt færre
studerende end på universitetet, hvilket nok er tilfældet på mange
virksomheder, så man kan komme til at mangle nogle sparringspartnere.
Det kan derfor være en fordel at holde en rimelig tæt kontakt til
den afdeling på universitetet, hvor man er tilknyttet, så man kan
få de nødvendige interaktioner. Dette har også den fordel, at man
kan holde sin interne vejleder løbende underrettet, så denne ved,
hvor projektet går hen, og har muligheden for at engagere sig i
det. Hvis tingene ikke forløber nogenlunde planmæssigt, så er det
af flere årsager bedst for den studerende, at vejlederne er med
hele vejen. Som konklusion, så kan jeg varmt anbefale at lave speciale/Ph.D.
projekter i industrien. Ligegyldigt hvor man vælger at lave sit
projekt, så er de to vigtigste overvejelser efter min mening, at
finde et emne som interesserer en, og en eller flere vejledere som
man kan samarbejde med. Derudover bør man selvfølgelig også overveje,
om det projekt, man vælger, kan bringe en i en gunstig position
jobmæssigt, når projektet er færdigt.
|
