Nepotisme i peer-review af forskningsansøgninger

Steen Gammeltoft, Redaktør af BioZoom, Overlæge, professor, dr.med., Klinisk Biokemisk afd., Glostrup Hospital, sg@dcb-glostrup.dk

Kræftens Bekæmpelse har offentliggjort sin forårsuddeling 2003 på www.cancer.dk. Det Læge- og Naturvidenskabelige Udvalg har bevilget 56 mio. kr. til 45 forskningsprojekter. Oversigten over de støttede projekter viser at knap 50 % af midlerne er bevilliget til 8 medlemmer af det videnskabelige udvalg og medarbejdere i deres afdelinger. Resultatet af uddelingen rejser spørgsmålet om nepotisme i peer-review af forskningsansøgninger.

Når krybben er tom bides hestene. Efter en jævn stigning i gennem 1990’erne med flere penge til forskellige forskningsprogrammer og forskeruddannelse er de offentlige midler til forskning faldende i de sidste par år. Hermed øges presset på de private fonde, som desværre ikke er så store og velhavende i Danmark som i flere andre lande bl.a. USA, England og Sverige. Kræftens Bekæmpelse (KB) er en af de største private fonde i Danmark. Formuen er opbygget i gennem en årrække ved private gaver, medlemskontingenter, indsamlinger og lotterier. KB uddeler hvert år 90 mio. kr. til kræftforskning heraf størstedelen til læge- og naturvidenskabelig forskning. Kræft er en af de alvorligste sygdomme, som hvert år kræver mange dødsfald i Vesteuropa og USA. Derfor har forskning i kræftsygdomme mhp. forebyggelse og behandling en høj prioritet.

KB har nedsat et videnskabeligt udvalg som skal varetage uddelingen af midlerne. Det Læge- og Naturvidenskabelige udvalg (DLNU) har 14 medlemmer, der er valgt så man sikrer den bredest mulige faglige kompetence, samt en rimelig geografisk og institutionsmæssig fordeling Medlemmerne vælges for en 3-årig periode med mulighed for genvalg én gang. De 14 medlemmer vælges af KB’s hovedbestyrelse, heraf 11 efter indstilling af DLNU og 3 efter indstilling af de sundheds- og naturvidenskabelige fakulteter ved universiteterne i København, Århus og Odense. Udvalget kan have både danske og udenlandske medlemmer. I øjeblikket har udvalget tre udenlandske medlemmer: en finne og to svenskere. Ved bedømmelsen af ansøgningerne anvendes et scoresystem bestående af tallene 1 – 5, hvor 1 er bedst og 5 er dårligst. KB oplyser at projekter med score > 4 aldrig kan regne med at opnå støtte. I årets uddeling var skæringsgrænsen 3,1.

I forårsuddelingen 2003 har KB bevilget 56 mio. kr. til 45 projekter. I alt havde 134 forskere søgt om 240 mio. kr. Blandt de 45 støttede projekter er 13 projekter fra 8 medlemmer af DLNU eller medarbejdere på deres afdelinger (29 %). Af de bevilgede 56 mio. kr. har de 13 projekter modtaget 27 mio. kr. (49 %). Blandt de 10 største bevillinger (>1,5 mio. kr.) er syv givet til medlemmer af DLNU og deres medarbejdere. De to største bevillinger på henholdsvis 7,8 mio. kr. og 4,59 mio. kr. er tildelt to medlemmer af DLNU og deres forskergrupper, som i øvrigt begge er ansat på KB’s forskningsinstitutter. Det skal dog understreges, at forskere ved KB’s egne institutter kan søge støtte på lige fod med andre danske kræftforskere.

Der er ikke tvivl om at de støttede projekter alle har høj videnskabelig kvalitet. De 45 forskere, som har modtaget støtte, herunder medlemmerne af DLNU, hører til blandt de førende kræftforskere i Danmark. Deres projekter er alle værdige til støtte fra KB. Fordelingen af knap 50 % af KB’s forskningsmidler ved forårsuddelingen 2003 til DLNU’s egne medlemmer og deres medarbejdere rejser imidlertid nogle spørgsmål. For det første om projekterne fra DLNU medlemmerne er bedre end de projekter som ikke fik støtte. For det andet om projekterne er så gode, at de skal støttes med knap 50 % af midlerne? Sagt med rene ord: Er det en fordel at være medlem af DLNU når projekterne vurderes og får point? Er DLNU’s forårsuddeling 2003 endnu et eksempel på nepotisme i peer-review af forskningsbevillinger i offentlige og private forskningsorganisationer?

KB er opmærksom på problemet med nepotisme og inhabilitet i DLNU’s bedømmelse af ansøgningerne. I retningslinierne på www.cancer.dk fremhæves det at udvalgsmedlemmer, der er inhabile i relation til en ansøgning ikke må være til stede under eller deltage i behandlingen af denne ansøgning.Ansøgninger over 1 mio. kr. pr. år, samt projektansøgninger fra udvalgsmedlemmer sendes endvidere til faglig bedømmelse hos eksterne bedømmere, som oftest i udlandet. Øjensynlig har disse retningslinier ikke været effektive.

Nepotisme er ikke ukendt i peer-review af forskningsansøgninger. Der foreligger en videnskabelig undersøgelse, som viser at det er en fordel at have forbindelse til medlemmerne af et videnskabeligt bedømmelsesudvalg ved uddeling af forskningsmidler. I 1997 offentliggjorde to svenske forskere Christine Wennerås og Agnes Wold den første analyse nogensinde af peer-review systemet i det Svenske Lægevidenskabelige Forskningsråd. Wold og Wennerås undersøgte fortrolige notater fra Det Svenske Forskningsråds behandling af ansøgninger om forskerstipendier i 1995, dog først efter at disse papirer var blevet frigivet ved en retskendelse om aktindsigt. Undersøgelsen ”Nepotism and sexism in peer-review”, som blev offentliggjort i Nature (1997;387:341-343), viste at kvinder generelt blev vurderet lavere end mænd af medlemmerne i bedømmelsesudvalget på trods af samme videnskabelige produktivitet. Forskellen blev beregnet til 64 impact points svarende til omkring tre ekstra artikler i Nature eller Science eller 20 ekstra artikler i anerkendte fagtidsskrifter.

Analysen viste endvidere at ansøgere, som havde tilknytning til et medlem af forskningsrådet blev vurderet højere end ansøgere af samme køn og samme videnskabelige produktivitet, som manglede denne forbindelse. Denne ”tilknytningsbonus” var 67 impact points værd. Det betød at en ansøger, som manglede personlige bånd til bedømmerne skulle være 2,5 gange så produktiv som en ansøger af samme køn, der havde forbindelser til et medlem af bedømmelsesudvalget. Det Svenske Forskningsråd erkendte at bedømmelsen af ansøgerne havde været unfair og retningslinjerne blev ændret, således at forskningsstøtte fremover udelukkende bliver tildelt på grundlag af kvalifikationer. Forskningsråd i andre lande bl.a. England gennemgik sine bevillinger, men fandt ingen tegn på diskriminering af kvinder (J. Grant, S. Burden and G. Breen, Nature 1997;390:438). I Danmark gennemførte Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd en undersøgelse, som konkluderede, at bevillingerne opfyldte kravet om ligestilling.

Under sin syvårige periode som direktør for National Institutes of Health (NIH) gennemførte Harold Varmus en analyse NIH’s peer-review system mhp. en gennemgribende reform. Kritikere både inden og uden for NIHbeskrev systemet som præget af konservatisme, fejltagelser og smålig kritiki obsolete bedømmelsesudvalg, som afviste nye ideer på grund af frygt, uvidenhed og egne interesser (B. Agnew, Science 1999;286:1074-1076).Analysen blev udført i en arbejdsgruppe ledet af Bruce Alberts, som var præsident for National Academy of Sciences i USA. Arbejdsgruppen udarbejdede et forslag til ændringer af NIH’s peer-review system (B. Alberts et al., Science 1999;285:666-667). Blandt de mange forslag til strukturelle og administrative ændringer af NIH’s peer-review system var et forslag om udpegning af medlemmer af bedømmelsesudvalg (”peer-reviewer”). Den bedste peer-reviewer er en aktiv forsker, som har viden og overblik til at vurdere ansøgningens videnskabelige mål og midler. En peer-reviewer behøver ikke at forske i det samme område eller sygdom som ansøgeren. Opgaven er at vurdere forskningsprojektet. De skal ikke advokere for et forskningsområde, -disciplin eller -metode. Bedømmerne skal rekrutteres fra andre forskningsområder og optræde som eksterne eksperter for at sikre uafhængigheden i bedømmelsen.   

Hvordan kan nepotismen i videnskabelige bedømmelsesudvalg bekæmpes? Syv forslag til ændringer af arbejdet med bedømmelse af ansøgninger og tildeling af forskningsmidler kan medvirke til at løse problemet:

1. Fortroligheden i bedømmelsesudvalget ophæves. Medlemmernes notater og vurderinger offentliggøres. Det hævdes, at fortrolighed i scoring af ansøgningerne beskytter bedømmerne modirrelevante påvirkninger. Wennerås og Wold’s resultater sår imidlertid tvivl om denne påstand. Det frygtes også, at rekruttering af bedømmere bliver vanskelig, hvis de ikke garanteres anonymitet. Erfaringerne fra Sverige viste, at medlemmerne ikke forlod forskningsrådet, efter de enkelte bedømmeres scoring blev tilgængelig for enhver.  
2. Ansøgningerne anonymiseres. Det er praksis flere steder i udlandet bl.a. EU og USA at bedømmelsesudvalget kun gennemgår selve projektbeskrivelsen og ikke ansøgerens kvalifikationer. Betydningen heraf er større i international sammenhæng og i store lande end i et lille land som Danmark, ikke mindst indenfor et enkelt forskningsområde, hvor de fleste kender hinanden. Anonymitet kan dog medvirke til at reducere nepotismen i bedømmelsen.
3. Eksterne eksperter fra udlandet deltager i bedømmelsen. De uafhængige og udenlandske medlemmer bør have flertal i udvalget. Bedømmelsen kan foregå i form af skriftlige bedømmelser eller video-transmitterede møder for at reducere rejseudgifterne. Det Tyske Forskningsråd (Deutsche Forschungsgemeinschaft) har i de senere år indkaldt et stigende antal eksterne bedømmere fra udlandet til at medvirke i bedømmelsen af ansøgningerne til rådet om forskningsstøtte. Sidste år blev det foreslået at indføre det som en fast regel (Editorial. Nature 2002;417:103).
4. Offentliggørelse af listen over ikke-støttede projekter. Forskerverdenen og offentligheden får indblik i bedømmelsesudvalgets vurderinger og afvejninger. Bliver innovative projekter fra yngre forskere forbigået til fordel for traditionelle projekter fra etablerede forskere? Foretrækker udvalget visse strømninger indenfor forskningsområdet? For to år siden måtte NIH offentliggøre listen over de projekter, som ikke havde opnået støtte efter krav fra en forsker i henhold til loven om aktindsigt (D. Malakoff, Science 2001;294:1255-1257).
5. Medlemmer af et videnskabeligt udvalg kan ikke opnå støtte til egne eller medarbejderes forskningsprojekter i de tre-fire år, hvor de har plads i udvalget. I denne periode vil de være henvist til at søge støtte fra andre fonde. Denne regel vil være et hårdhændet, men effektivt indgreb imod den nepotisme i forskningsbedømmelse, hvor udvalgsmedlemmerne dyrker sine egne interesser. Dette kan også opnås ved at udpege bedømmere fra andre forskningsområder, som kan optræde som eksterne eksperter. Bedømmerne behøver ikke at forske i det samme område eller sygdom som ansøgeren. Hermed undgås, at bedømmere har personlige interesser i bedømmelsen og uddelingen af midler.
6. Institutionens egne forskningslaboratorier kan ikke søge om støtte fra det videnskabelige udvalg, men støttes gennem faste bevillinger. Forskningsrådene har opdelt deres bevillinger i flerårige programbevillinger for udvalgte områder og frie midler, som kan søges af alle. Herigennem sikres en balance mellem strategisk forskningsstøtte og kontinuitet på den ene side og fornyelse og dristige satsninger på den anden side. 
7. De offentlige bevillinger til forskning øges betydeligt, så en større del af forskerne kan få støtte til forskningsprojekterne.

På baggrund af forårsuddelingen 2003, hvor DLNU’s medlemmer har bevilliget knap 50 % af midlerne til sig selv og sine medarbejdere bør KB iværksætte en undersøgelse af bedømmelsen. Tre udenlandske eksperter bør gennemgå de aktuelle ansøgninger og bevillinger for at afklare om peer-review af ansøgningerne og fordelingen af midlerne er videnskabeligt forsvarlig og uafhængig. KB har et ansvar for at retfærdiggøre sin uddeling af forskningsmidlerne.