En stor del af BioZooms læsere er ansat i branchen ’forskning
og undervisning’. Regelmæssige læsere af BioZoom vil endvidere vide,
at de selv-vurderede arbejdsforhold i branchen – især hvad universiterne
angår – kunne være bedre. Der er imidlertid dokumentation for, at
ansatte i branchen ’forskning og undervisning’ har betydeligt bedre
helbred og færre hospitalsindlæggelsesdage end ansatte i de fleste
andre brancher.
På Arbejdsmiljøinstituttets hjemmeside (www.ami.dk/nationaledata/)
kan man under ’Brancher og indlæggelser’ finde den Standardiserede
Hospitalsindlæggelses Ratio for diverse jobgrupper og brancher.
På baggrund af registrerede indlæggelser kan man danne sig et overblik
over om omfanget af bestemte sygdomme i bestemte brancher ligger
over eller under gennemsnittet af danske erhvervsaktive mænd og
kvinder. Resultaterne bygger på (alders-)Standardiseret Hospitalsindlæggelses
Ratio (SHR). Da arbejdsmiljøet er en af de faktorer der kan have
betydning for sygdomshyppigheden, giver SHR en indikation af arbejdsmiljøproblemernes
art og omfang. Alle erhvervsaktive mænd og kvinder har en SHR på
100 i gennemsnit. En SHR på 200 for et udsnit af befolkningen betyder
derfor, at der er dobbelt så mange indlæggelser som forventet. SHR
er beregnet for mænd og kvinder hver for sig, så man kan ikke ud
fra tallet sige om der er flere indlæggelser for det ene køn end
det andet.
Den standardiserede hospitalsindlæggelses ratio viser klart på
figuren, at både mænd og kvinder indenfor ’forskning og undervisning’
er mindre syge end gennemsnittet af de erhvervsaktive. I figuren
er bjælkerne grønne, hvis ratioen er statistisk signifikant mindre
end gennemsnittet, rød, hvis den er højere og hvid, når der ingen
forskel er. En hurtig optælling vil vise, at både mænd og kvinder
i ’forskning og undervisning’ er mindre indlagt på hospitalet end
gennemsnittet for 8 ud af 9 sygdomskategorier. Til sammenligning
har mandlige ansatte i medicinal industrien hverken forøget eller
formindsket risiko i de 9 sygdomskategorier, mens kvindelige ansatte
i samme industri har formindsket risiko i 2 ud af 9 kategorier.
Derimod har mænd indenfor transport-branchen - som er en af de hårdest
ramte brancher - forøget forekomst af hospitalsindæggelse i 8 ud
af 9 kategorier. Så måske har vi det slet ikke så hårdt som vi selv
synes ?
Opgørelserne ligger på Arbejdsmiljøinstituttets hjemmeside (www.ami.dk/nationaledata/),
og er frit tilgængelige.
|