Jeg tror at de fleste kvindelige biokemikere kan navnene på samtlige
kvindelige lektorer og professorer på Biokemistudiet. Det er nemlig
ret nemt, for der er ikke særligt mange, og der kommer sjældent
nye til.
Den 21. oktober blev der afholdt en høring på Christiansborg om
kvinder i universitetsverdenen, eller rettere, manglen på kvinder
indenfor universitetsverdenen. Høringen hed ’Køn – når tiden er
vigtig – In- og eksklusionsprocesser i Akademia.’ Den var en del
af afrapporteringen af projektet ’Køn i den akademiske organisation’
som blev støttet af et initiativ på tværs af forskningsrådene for
at kortlægge kønsbarrierer i den danske forsknings- og uddannelsesverden.
I korte og koncise oplæg blev det dokumenteret at andelen af kvinder
i faste akademiske stillinger på Danske Universiteter i almindelighed
og Københavns Universitet i særdeleshed ikke havde rykket sig nævneværdigt
på 30 år, på trods af ligestilling og kvindefrigørelse. Inge Henningsen
har udgivet en rapport indeholdende talmateriale fra Københavns
Universitet, der hedder ’30 års march på stedet ?’, og hun sagde
at spørgsmålstegnet har med af høflighedsgrunde. Jeg synes nu ikke,
der er nogen grund til at være høflig. I løbet af 30 år er andelen
af kvinder i faste akademiske stiller (adjunkter, lektorer og professorer)
steget fra 18% til 24 % af de ansatte (Inge Henningsen, 30 års
march på stedet ?). Den største tilvækst var selvfølgelig i gruppen
af adjunkter og mindst i professorgruppen.
Den traditionelle læser-indvending er her, at det bare er et spørgsmål
om efterslæb – dvs. at man ikke kan nå at ansætte kvinderne, fordi
der er så langsom udskiftning af det videnskabelige personale. Det
er ikke tilfældet, idet andelen af de nyansatte der er kvinder på
hele Københavns Universitet var 19% både før 1970 og i perioden
1970-96. Efter 96 udgjorde kvinderne 27 % af de nyansatte. For Naturvidenskab
ligger andelen af akademiske ansatte, der er kvinder i hele perioden
på 13-14 %.
Tallene taler for sig selv, og det er deprimerende læsning. Men
det er faktisk endnu værre end som så. Rekrutteringsgrundlaget af
kvinder til faste stillinger på Universitetet er i perioden 1966-1996
vokset voldsomt, fordi andelen af kvindelige studerende er vokset
støt i perioden. Der var 26 % kvinder blandt nyuddannede kandidater
på Naturvidenskab i 1966 og 46 % i 1997. Hvis man sætter andelen
af kvindelige lektorer og professorer i forhold til andelen af kvinder
blandt nyuddannede kandidater 4 år før, viser det sig, at brøken
bliver mindre og mindre. Forholdet mellem andelen af kvinder blandt
professorer og lektorer og andelen af kvinder blandt nyuddannede
kandidater var 0.46 i 1970 og 0.28 i 2001. Dvs. der var næsten 4
gange så mange kvinder blandt de nyuddannede som blandt de fastansatte
undervisere på Naturvidenskab i 2001, hvor der ’kun’ dobbelt så
mange kvinder bland de nyudannede som blandt de fastansatte i 1970.
I en efterfølgende panel diskussion var der imidlertid to konkrete
eksempler på initiativer, der virkelig havde hjulpet på kønsfordelingen.
Det første eksempel var fra RUC, hvor rektor Henrik Toft Jensen
i 1995 indførte handlingsplanen ’En bedre fordeling’ med det klare
formål at andelen af kvinder blandt nyansatte i akademiske stillinger
skulle være 50 %. Blandt de vigtigste punkter i planen var målsætninger
om, at der i alle bedømmelsesudvalg skal være repræsentanter for
begge køn, at formuleringen af stillingsopslag bør appellere til
både mandlige og kvindelige ansøgere, og at halvdelen af alle nyansættelser
af adjunkter, ph.d.-stipendiater, kandidatstipendiater, undervisningsassistenter
og eksterne lektorer i en to-årig delperiode skulle ske med kvindelige
ansøgere. Efter de første 2 år blev RUC’s handlingsplan fulgt op
af en afrapportering som viste, at 4 ud af 8 institutter havde nået
målene om ligestillingen i nyansættelser og at andre var godt på
vej. Enkelte institutter haltede dog stadig en del bagefter. (Kilde:
RUCNYT 7 97/98). Rektor Henrik Toft Jensen sagde på mødet, at andelen
af kvinder blandt fastansatte akademikere i perioden fra 1995 til
2002 var steget fra 17 % til 34 % på denne konto!
Et andet eksempel var professor Nina Smith fra Handelshøjskolen
i Århus som fortalte om ’the leaking pipeline’. Den utætte rørledning
er et billede på kvinder i universitetskarrieren fra færdiguddannet
Ph.D. over adjunkt og lektor til professor, hvor andelen af kvinder
som bekendt falder støt og sikkert. Hun havde brugt en FREJA-bevilling
som sikkerhedsnet under nyuddannede kvindelige Ph.D.er, således
at de var sikre på at få midler, selvom deres andre ansøgninger
om ordinære fondsmidler og stillinger ikke blev imødekommet. Det
mest tankevækkende var, at Nina Smith sagde, at pengene fra FREJA
ofte overhovedet ikke kom i spil, fordi alene bevidstheden om sikkerheden
gjorde at mange flere kvinder søgte – og fik – ordinære stillinger
og fondsmidler til at fortsætte indenfor forskning og undervisning.
Jeg synes at de to eksempler viser, at det er forbløffende lidt
der skal til for virkelig at gøre en forskel og markant ændre kønsfordelingen
i Universitetsverdenen. Det kræver ikke meget at kopiere RUC’s handlingsplan,
og iværksætte en bevidst kønspolitik i stedet for at vente på at
tingene udligner sig af sig selv. Ifølge Inge Henningsen ville det
ske om ca. 250 år, hvis udviklingen fortsætter i samme takt som
i de sidste 30 år. Det synes jeg ikke vi har tid til at vente på.
Kilde: Inge Henningsen. 30 års march på stedet? Kønsprofilen blandt
de videnskabeligt ansatte på Københavns Universitet 1970-2001. Køn
i den Akademiske Oranisation. Arbejdspapir nr. 13.2002.
|
