Har vi brug for stamceller?

Lene Koch, historiker, lektor, dr.phil., ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, Lene.koch@pubhealth.ku.dk

Alting tyder på at Folketinget vil lempe lovgivningen og fra 2004 tillade forskning i embryonale stamceller. Det har skabt en vældig offentlig debat og mange ser store etiske problemer ved den slags forskning. Der er efter min opfattelse store problemer ved at give grønt lys for denne forskning, men disse problemer kan dog ikke uden videre betegnes som bioetiske.

Jeg har, som mange kvinder der selv har oplevet tiden før den frie abort, ingen principiel modstand mod destruktion af befrugtede æg – det sker i forbindelse med abort i omkring 15.000 tilfælde årligt her i DK. Ikke desto mindre har jeg visse reservationer overfor stamcelleforskning. Ikke fordi den destruerer menneskelige embryoner, men tværtimod på grund af dens kreative potentialer. Mange har ladet sig friste af den overfladiske lighed mellem abort på den ene side og stamcelleforskning, præimplantationsdiagnostik m.v. og fremhævet det tilsyneladende absurde i at acceptere det ene og modarbejde det andet. Ligheden består i at alle disse aktiviteter anvender og destruerer kim til menneskeligt liv – embryoner fra IVF-behandling, embryoner skabt med henblik på forskning der senere går til, eller celler fra embryoner på 4 eller 8 celle stadiet der testes for arvelige sygdomme inden implantation – PID.  Men forskellene er betydelige. De fleste aborter foretages p.g.a. sociale forhold i den gravides liv. Kun et lille antal aborter foretages efter prænatal diagnostik. I stamcelleforskning planlægges embryonet anvendt instrumentelt, som et middel til at skabe nyt væv, nye organer og på lang sigt måske kloner af mennesker. Her er den livsskabende eller livsbevarende funktion i centrum og det er utvivlsomt det, der forekommer betænkeligt for de fleste skeptikere.

Der kan ud fra et filosofisk synspunkt siges meget mere om det, som mange opfatter som stamcelleforskningens væsentligste bioetiske problem, nemlig den instrumentelle anvendelse af menneskelige embryoner. Her vil jeg nævne nogle andre vigtige perspektiver på denne forskning – perspektiver som uheldigvis lades uomtalt i den offentlige debat - måske som følge af en snæver opfattelse af hvad der udgør etiske problemer. I stedet for at overveje om der er indvendinger eller i hvert fald bekymringer der burde hindre denne forskningsudvikling, synes jeg vi burde interessere os for det positive spørgsmål: Hvorfor skal vi egentlig tage denne forskning op?

Begrundelsen for at forske i stamceller er muligheden for at helbrede forskellige sygdomme. Velkendte eksempler som Parkinsons syge, diabetes og hjertesygdomme er nævnt, sygdomme der har været udforsket i årtier – ja snart århundreder. Løftet om mulige sundhedsgevinster synes at kunne overtrumfe selv de stærke, til dels religiøst bestemte forbud, som længe har omgærdet forskningen i menneskelige embryoner – uanset at løftet om helbredelse og sundhed ikke på nogen måde er garanteret indfrielse. Man må dog formode, at den etiske bekymring ved stamcelleforskning reduceres eller helt forsvinder, hvis det viser sig at man kan foretage den nødvendige forskning med udgangspunkt i stamceller fra voksne, fra navlesnorsblod eller andre former der ikke stammer fra befrugtede æg.

Det ejendommelige ved den kraft, som sundhedsløftet har, er i vores samfund, at de vestlige befolkninger egentlig ikke er særlig syge. Faktisk er vi formentlig ved at ramme loftet hvad angår anerkendte kriterier som spædbørnsdødelighed og livslængde. Sammenlignet med den øvrige del af kloden er vi overordentlig sunde. Og hvad angår de sygdomme vi så alligevel får, skyldes de langt fra den ugunstige skæbnes tilskikkelser, fattigdom eller mangel på medicin, men derimod vores eget excessive vellevned i forbindelse med brug af alkohol, tobak og mangel på motion.

På denne baggrund synes jeg det er nærliggende at stille nogle kritiske spørgsmål: Det første spørgsmål retter jeg mod det som kan betegnes ”behandlingsimperativet”: Det er tilsyneladende en del af vores kultur, at en hvilken som helst lidelse skal kunne behandles – næsten uanset de økonomiske konsekvenser. At måtte give op, at måtte se en skæbne i øjnene, at lade livets processer fra fødsel og ungdom til alderdom forløbe med de skavanker, der rammer os i livets løb, og som ender med en dødelig udgang – opfattes som et medicinsk nederlag, en sundhedspolitisk forsømmelse, og under alle omstændigheder en udfordring for forskningen.  Disse reaktioner er et godt stykke vej helt berettigede og grundlaget for det høje sundhedsniveau jeg før omtalte. Men disse reaktioner kan blive automatiske, uovervejede reflekser, og det er det jeg gerne vil pege på, at vi måske har med at gøre her. Vi bilder os noget ind, hvis vi tror at al sygdom kan undgås og døden udskydes på ubestemt tid. Derfor er det nødvendigt med en kritisk skepsis overfor de mange løfter der udstedes fra forskerside i sundhedens navn.

Et andet aspekt, som måske kan accepteres af den, der finder min kritik af behandlingsimperativet fatalistisk og opgivende, er det prioriteringspolitiske og sundhedsøkonomiske: Blandt stamcelleforskningens formål fremhæves som regel muligheden for at helbrede diabetes (normalt er det dog type 1 diabetes, der er målet, og den synes ikke at være en livsstilssygdom i modsætning til type 2 diabetes)og andre folkesygdomme. I folkesundhedsforskningen er epidemien af sådanne sygdomme oftest kædet sammen med en usund levevis og man mener at de kan forebygges hvis vi var parate til at ændre vores levevis. Manglende motion, forkert mad og overdreven nydelse af rusmidler er hovedårsagerne til at så mange i dag rammes af disse folkesygdomme. Det forekommer at være den omvendte verden at søge at kurere disse sygdomme ved hjælp af stamcelleforskning – når en simpel forebyggelsesløsning allerede er fundet. Sundhedsøkonomisk forekommer det – for at udtrykket det mildt - prioriteringsmæssigt uhensigtsmæssigt at satse på det kostbare, usikre og etisk problematiske, når en billig, sikker og etisk helt ukontroversiel løsning på mange af vores sundhedsproblemer ligger lige for.  Dermed mener jeg ikke at alle sygdomme kan forebygges eller at al forebyggelse er ukontroversiel. Langt fra. Men der er store uudnyttede potentialer i forebyggelsesarbejdet.

Det er i dag nærmest umuligt at påtage sig det standpunkt at ville argumentere mod forbedring af lægevidenskabens muligheder for at helbrede alvorlige sygdomme – men det forekommer væsentligt i denne sammenhæng at påpege hvor rituelt argumentet om forbedrede behandlingsmuligheder efterhånden forekommer. Der er behov for at sætte tingene i perspektiv. Det må i hvert fald være acceptabelt at argumentere for tilbageholdenhed på visse forskningsområder uden at man beskyldes for ufølsom hensynsløshed eller for at modarbejde de alvorligt syges interesser. Et stort problem for mange alvorligt syge i dag er ganske ofte behandlingssystemets manglende økonomiske ressourcer – langt fra altid at der mangler forskning eller udvikling af virksomme behandlinger. Det hører med i en sådan prioriteringsovervejelse, at den forskning som vi taler om, formentlig vil være meget bekostelig. Det er dog i øjeblikket ikke fremlagt nogen beregninger om dette og man må antage at det økonomiske perspektiv ikke anskues som relevant i denne sammenhæng. Fraværet af økonomiske overvejelser er ejendommeligt al den stund at de begrænsede ressourcer er et af sundhedsvæsenets største og mest omdiskuterede temaer netop i disse år.

Den sundhedspolitiske prioritering bliver endnu mere dramatisk, hvis vi ser ikke blot på prioritering i det nationale sundhedsvæsen eller i det europæiske men anskuer sundhedsproblemet globalt. Her kan jeg kun antyde problematikken, men kan vi etisk set forsvare at åbne for en ny forskningsretning af denne karakter uden at sammenholde de forbedringer, denne forskning kan give os – hvis den kan give os noget - med de lindringer og helbredelser af simple lidelser, som millioner af mennesker på denne klode lider af, og som kunne købes for indsatser der formentlig vil være langt mindre?

Et sidste spørgsmål bringer stamcelleforskningen sammen med anden forskning der bygger på den nye bioteknologiske kunnen. Jeg er klar over, at der er store forskelle og at de eksperter der ser frem til at kunne forske i stamceller, ikke har noget ansvar for den øvrige bioteknologisk baserede forskning. Men for en udenforstående – kvinde eller mand – må det være berettiget at anskue projektet som en del af en større helhed – som skiverne fra den samme Salami må lægges oven på hinanden for at få et indtryk af pølsen, selvom de ligger spredt ud på fadet. Den bioteknologiske forskning, fx genetikken, er introduceret og udbygget under løfter om meget store sundhedsgevinster. Også stamcelleforskningen er ledsaget eller annonceres af en sådan markedsføring.

Der er tilsyneladende ikke grænser for hvad vi kan se frem til og hvilke forventninger der skabes. Det er på den baggrund man kan spørge, om ikke tiden er inde til at standse op og initiere en samlet evaluering af de praktiske behandlingsmæssige resultater af den forskningsindsats der er gjort inden for den nyere bioteknologi. Her har jeg naturligvis genterapiforskningens udeblevne resultater in mente.  Spørgsmålet er følgende: Hvilke behandlingsmæssige forbedringer er det lykkedes at opnå som kan bekræftes på sædvanlig videnskabelig måde? Hvis svaret på det spørgsmål er noget skuffende når det sammenholdes med de løfter der også fra datidens eksperter er blevet givet da f. eks. genomforskningen for 15 år siden indledte sin nyere historie, må stamcelleforskningens løfter sættes ind i en ny sammenhæng.

De anfægtelser jeg her har præsenteret, hører ikke til indenfor den gængse bioetik og mit hovedærinde har været at søge at udvide vores begreb om etik. Dette begreb bør ikke reserveres diskussioner om fostrets status men udvides til at omfatte de menneskelige konsekvenser af forskningspolitiske og behandlingsmæssige prioriteringer. Jeg mener ikke det er etisk ligegyldigt hvilke menneskelige lidelser jeg som læge eller som den der finansierer lægen sætter ind overfor. Derfor har jeg peget på en række mekanismer, der strukturerer vores debat om stamceller nemlig:

1. Tvangen til at stille behandlinger til rådighed for enhver tænkelig sygdom, det jeg har kaldt behandlingsimperativet.
2. De forventningsskabende løfter om sundhedsgevinster, der øger presset på sundhedsvæsenets præstationer – løfter, der vanskeliggør en seriøs prioriteringsdebat.

Heroverfor har jeg søgt at fremhæve et par alternative perspektiver der oftest ignoreres i den begejstrede debat om fremtidens tekniske muligheder nemlig

1. Det uudnyttede potentiale i forebyggelse af de sygdomme der her er i fokus.
2. Det globale perspektiv - og de store uindfriede forpligtelser overfor den fattige del af verden.

Disse overvejelser fører ikke en konklusion om at det er etisk acceptabelt eller ej at tillade forskning på stamceller. Deres formål at snarere at beskrive perspektiverne i den aktuelle debat.