I 1948 åbnede Cambridge Universitet sine porte for kvinder som
et af de sidste i den vestlige verden. Kræfter havde forsøgt, at
bevare universitetet som mandeuniversitet, men uden held. Hvad der
ikke lykkedes for Cambridge Universitet, er i al ubemærkethed lykkedes
for Københavns Universitet. Læs blot den engelsksprogede årsrapport
fra 2001, hvor Københavns Universitet lader sig repræsentere ved
9 mandligt ledede forskningsprojekter. Ikke en kvinde, undtagen
en kvindelig laboratorieassistent og en yngre kvindelig forsker,
som har fået lov til at pryde billedsiden.
Universiteterne har ligestilling som indsatsområde »til gavn for
forskningen og uddannelserne og til fremme af den kønsmæssige og
etniske ligestilling i samfundet« ifølge udviklingskontrakten for
2000-2004, som er indgået mellem videnskabsministeriet og universiteterne.
Faktisk har man skrevet under på, at ville føre en aktiv politik
(understøttet af en ligestillingshandlingsplan) for rekruttering
og medarbejderudvikling. Københavns Universitet har konkretiseret
sin egen politik, ifølge hvilken man bl.a. vil etablere en særlig
hjemmeside. Hvad viser den så?
Under ligestilling vises så den kortlægning af kønsfordelingen
på alle ansættelsesområder, som man har lovet. Eller det er måske
så meget sagt, idet opgørelsen kun gælder universitetet som helhed.
Når vi når frem til fakulteterne, så findes kun to kategorier, nemlig
kvinder og mænd! Resultatet bliver et kvindedomineret fakultet (sundhedsvidenskab)
og to der er tæt på (teologi og humaniora). Det kalder nogle ligestilling,
f.eks. Det samfundsvidenskabelige Fakultet, der som udgangspunkt
for sin ligestillingshandlingsplan, ønsker at respektere, »at kvinder
og mænd interesserer sig for forskellige områder, og at de derfor
søger forskellige stillinger«.
Det er også muligt at klikke ind på en liste over kvindelige professorer:
35 i alt, heraf er de 27 stadig er ansat. Men så er siderne også
ved at være udtømt. For universitetet har i øvrigt henlagt »den
praktiske implementering af ligestillingstiltag til universiteternes
6 fakulteter«. Herfra er det dyb tavshed, dog med en enkelt undtagelse:
Det samfundsvidenskabelige Fakultet har en plan. Hvad mon hjemmesiden
skal være til, hvis ikke det var for at vise aktiviteterne og »best
practice«, der ifølge kontrakten skulle formidles via »en særlig
hjemmeside, hvor informationer om barrierer, ligestillingsinitiativer
og resultater samles og formidles«, som der står i udviklingskontrakten.
Vi befinder os efterhånden halvvejs i kontraktperioden. I redegørelsen
for 2001 står der, at hjemmesiden er under opbygning, og det har
den været siden 1998, hvor Universitetsavisen kunne kundgøre, at
et initiativ med at få lavet en handlingsplan for ligestilling var
endt med en hjemmeside. Her får vi også at vide, at der ikke er
taget konkrete skridt til en specifik implementering af den »såkaldte
mainstreamingsstrategi«, som er den officielle ministerielle politik.
Men tro ikke at Københavns Universitet er bagud.For går vi videre
til Århus, så skal vi nok være glade for den københavnske indsats.
Århus Universitet ville overveje at ansatte en ligestillingkonsulent
ifølge udviklingskontrakten fra 2000. Det vil man ifølge rektor
Niels Chr. Sidenius ikke længere, hvilket fremgik for nylig på en
konference : »- Køn - når tiden er vigtig- In- og eksklusionsproceser
i Akademia« afholdt på Christiansborg.
Fra RUC var der dog andre toner. Her har man øget andelen af kvindelige
lærere fra 13% i 1993 til 30% i dag, og det er sket ved hjælp af
handlingsplaner og sanktioner, fortalte rektor Henrik Toft Jensen.
Ansættelsesbekendtgørelsen var bl.a. blevet brugt som virkemiddel
til at få ansat flere kvinder. Til gengæld hørte vi, at der ikke
på RUC var sket ændringer i de styrende organer og ledelsen. Men
her er der håb at hente med den nye universitetslov, hvor det må
formodes, at de nye bestyrelser får en ligelig sammensætning af
kvinder og mænd.
Sikker kan man ikke være, for det nævnes ikke eksplicit i loven.
Det er kun en bedre ledelse og politiske initiativer, som kan sørge
for, at det, der er landets officielle ligestillingspolitik også
bliver gennemført på universiteterne og ikke bare sendes i syltekrukker
eller sættes på hjemmesider.
Hvad siger så det ministerium, som universiteterne har indgået
udviklingskontrakterne med og som skal sikre, at de overholdes?
Ansættelsebekendtgørelsen, hvor bedømmelsesudvalgene ikke længere
skal prioritere mellem kandidaterne, men hvor ledelsen ansætter,
er også et af de midler, som videnskabsministeriet fremhæver, når
der aflægges rapport om danske ligestillingsinitiativer i Danmark
til Europa Kommissionen (Se http://www.cordis.lu/improving/reports.htm)
Her står nævnt, at ledelsen kan ansætte de medarbejdere, der er
behov for, og at det inkluderer en mere ligelig balance mellem mænd
og kvinder. De mange enkønnede institutter, som stadig findes i
Danmark, eksempelvis de filosofiske, samt den ringe overgangsfrekvens
mellem lektor-professor, viser dog, at dette virkemiddel næppe bliver
brugt ret ofte.
Ellers fortæller den danske rapport, at der i 1990’erne er blevet
investeret kræfter i at sikre, at offentlige forskningsinstitutioner
arbejder på at forbedre kvinders stilling i forskningen. Dansk forskningsstatistik
er blevet forbedret, og der er blevet fremskaffet data til debatten
om kvinders stilling i forskning. Man skulle tro, at dette gav anledning
til livlig aktivitet på Videnskabsministeriets hjemmeside om ligestilling,
men her er det nyeste bidrag omtale af en kommende kønsforskningskonference,
som skal afholdes 30 marts 2001!!!. Og vi hører om en EU konference
»Gender and Science«, som planlægges for efteråret 2001. Rapporten
fra denne konference er forlængst kommet og flere er blevet afholdt.
Henvisninger til den danske afrapportering og den danske udgave
af EU-kommissionens arbejdsdokument: »Kvinder og videnskab: Kønsperspektivet
som løftestang for en reform af videnskaben« er heller ikke at finde
på ministeriets hjemmeside. Her skal man direkte til Brussel og
forskningskommissionens hjemmeside. Det er somom ligestillingspolitikken
føres noget i det skjulte.
Hvad sker der så i Danmark ifølge denne rapport? Ud over udviklingskontrakterne
nævnes mainstreaming, som blev indført ved lov i 2000, og ifølge
hvilken offentlige myndigheder skal indarbejde et køns- og ligestillingsperspektiv
i al offentlig politik, planlægning og forvaltning. Dermed er ligestilling
blevet en proaktiv tilgang, hvor det ikke længere handler om at
ændre på uligheder, når de er opstået, men at forebygge, at de opstår.
Ligeledes handler det ikke længere udelukkende om særinitiativer,
men om at arbejde ud fra en helhedsopfattelse, der indbefatter kønsperspektivet,
som der står på Ligestillingministerens hjemmeside. Mainstreaming
kan bl.a. defineres som en systematisk integration af lige muligheder
for kvinder og mænd i organisationen og dens kultur, i alle programmer,
politikker og praktikker eller med andre ord i måder hvorpå, der
ses og handles. Var det så ikke en ide, også at mainstreame, når
Københavns Universitet skal præsentere sin forskning? Ikke at jeg
har de store forhåbninger til, at det sker. Én trøst er der. Næste
årsrapport kan ikke blive værre. Og måske bliver det ligesom med
æredoktorerne ved Universitetets årsfest, som snart løber af stablen.
Her tager man ca. hvert andet år en kvinde med. Siden 1990 er der
blevet udnævnt mere end 80 æresdoktorer, heraf 10 kvinder, en andel
på ca. 12% og altså noget mindre end den kvindelige repræsentation
generelt. Årsfesten vil som sædvanligt være en mandeparade, for
heller ikke i ledelsen findes kvinder - ud over at der nu selvfølgelig
er kommet en kvindelig rektor. Men vil det gøre nogen forskel? Det
vil forhåbentlig universitetsreformen, som vil bringe flere kvinder
ind i bestyrelserne.
Mainstreaming er også slået igennem i EU. Philippe Busquin, forskningskommissær
i EU, ser et problem med underrepræsentationen af kvinder, når Europa
skal forøge sit forskningspotentiale. I 1999 blev Women and Science
oprettet for at fremme kvinders udvikling i forskningen. En ekspertgruppe
kaldet Helsinki Gruppen om kvinder og videnskab fik som opgave at
indsamle og sammenligne statistik, en statistik, hvor Danmark med
en andel på 21% kvinder af det videnskabelige personale befinder
sig nærmere bunden end toppen, hvor Finland ligger med 36% kvinder.
Gruppen har bl.a. indkredset problemet til det tab og spild af
kvinders viden og kundskab, som er resultatet af »the leaking pipeline«,
hvor alt for mange kvinder dropper ud af den videnskabelig karriere
på hver eneste niveau.
Den europæiske kommission har ligeledes besluttet, at der skal
gøres noget ved underrepræsentationen og har udarbejdet en handlingsplan
for at fremme kønsligestilling i videnskaben. Formålet var at fremme
dialogen mellem medlemsstaterne og at udvikle et overvågningssystem
»Gender watch system« i første omgang rettet mod det 5. rammeprogram
og for at udarbejde en sammenhængende fremgangsmåde for at fremme
kvinders deltagelse i forskning, som finansieres af EU. Formålet
er konkretiseret som dels at sikre kvinders deltagelse i forskningen,
dels sikre at forskningen handler om kvinder, og at den tilgodeser
kvinders behov, forstået som at forskning gennemført af, for og
om kvinder må fremmes. Ifølge en resolution fra 2000 skal bestræbelserne
intensiveres for at fremme kvinders rolle i videnskab og teknologi
og sikre en effektiv mainstreamning af kønsdimensionen, når det
6. rammeprogram og ERA, det europæiske forskningsrum skal implementeres.
Inden længe indkaldes de første ansøgninger til det 6. rammeprogram,
som har medtænkt kvinder og køn. I introduktionen af de 7 prioriterede
temaer, som er blevet prioriteret, står nævnt, at kønsligestilling
skal medtages, hvor det er relvant for aktiviteten. Dette er selvfølgelig
ret diffust medmindre der er nogle som følge udviklingen. Mere
konkret er, at kvinder og yngre forskeres deltagelse i programmet
»menneskelige ressoucer og mobilitet« understreges. Og endnu mere
konkret er, at kvinders deltagelse indgår i bedømmelseskriterierne.
Også af hensyn til dansk deltagelse i EU forskningen kunne det være
en pointe at rekruttere flere kvinder til forskningen. Men jeg må
jo nok erkende, at der er lang vej at gå, når man ser på den europakonference,
som Statens naturvidenskabelige Forskningsråd var vært for her under
formandsskabet. »Flere unge forskere, tak« stod der i pressemeddelelsen.
En række af Europas førende forskere gav på konferencen deres bud
på, hvordan naturvidenskaben kan blive mere attraktiv for regionens
unge og det lod man så 18 mænd gøre, suppleret af et par kvindelige
junior forskere. Meget er der ikke sket, siden jeg for over et år
siden begyndte at arbejde i Sverige og troede, at alt var i god
gænge i Danmark, fordi der var kommet en ny lov i foråret 2000.
Men love er vel ikke til for at overholde.
|
