Essensen af alt surt karrierearbejde rummes i fire tal: 01.18.
Det sidste Intercitytogs ankomst på Københavns Hovedbanegård. Det
tog, som alle os, der har møder rundt i landet må tage, hvis vi
gerne vil sove i vores egen seng, inden vi skal på arbejde næste
morgen. Når jeg sidder i en 01.18 togkupé og kigger lidt rundt på
mine medpassagerer, kan jeg konstatere, at det såkaldt priviligerede
køn er stærkt overrepræsenteret. Jeg er som oftest den eneste kvinde
bortset fra togstewardessen, der i modsætning til os andre har mange
timers afspadsering (hvad der er hende vel undt i det job, hun har).
Når det for tiden er lidt trendy at være veluddannet karrierekvinde
med børn og brokke sig over uligestillingen i samfundet, tænker
jeg nogle gange på, hvorfor de ikke i højere grad er repræsenteret
i toget kl.01.18. Jeg tror et vigtigt svar ligger i, at kvinder
har sat sig på definitionen af surt arbejde set i et ligestillingsperspektiv.
Kvinder har været eminente til at definere deres egne arbejdsopgaver
som surt arbejde – og mændenes arbejde som sjovt. Det er ikke sjældent,
jeg har hørt kvinder brokke sig over, at deres mænd nu igen er ude
på en af de ’evindelige’ rejser. Underforstået at det nærmest må
være en ferie at skulle være på arbejde 3 dage i træk i et andet
land med en hård dagsorden og indkvartering med ligegyldige mennesker
på et kedeligt hotel væk fra sin familie.
Men det gælder i lige så høj grad diskussionen af det hjemlige
arbejde, som ikke har flyttet sig en millimeter oven i disse kvinders
hoveder på trods af, at statistikkerne taler deres eget klare sprog.
Berlingske Lørdag bragte en stor artikel om at ”Rigtige mænd gider
ikke gøre rent”. For det første er overskriften forkert. Der står
sort på hvidt i artiklen, at mænds tidsforbrug på rengøring er steget
fra 6 minutter til 13 minutter dagligt på 15 år. Omvendt er kvinders
daglige tidsforbrug på rengøring faldet fra 30 minutter til 28 minutter.
For det andet går det den rigtige vej også på alle andre punkter.
Det gælder husarbejdet, hvor tabellen dokumenterer, at mænd både
gør mere rent, tager sig mere af børnene, laver mere mad og såmænd
også vasker og gør væsentligt mere rent end for 15 år siden – målt
i tidsforbrug. Det samme gør sig ikke bare gældende hjemme i privaten
men også i samfundslivet. Her er fremgang for kvinder på alle områder:
længere uddannelse, bedre jobs, sågar væsentligt flere kvindelige
forskere, selvom kvindeforskerne bliver ved med kun at fremhæve
det lave antal kvindelige professorer og ikke vækstlaget af nye
fremragende kvindelige forskere, der er på fuld kraft frem, og som
stille og roligt er ved at gøre forskningskarriere.
Jeg bliver lige så træt som et helt 01.18 tog, når jeg læser nogle
af argumenterne for, at ligestillingen skulle være gået i stå, som
en bestemt gruppe veluddannede kvinder gør sig til talskvinder for.
Lad mig bare fremhæve to citater fra ovenstående artikel: ”Hvis
mændene går ind og tager en større del af husarbejdet, er det selvfølgelig
udtryk for mere ligestilling, men stadig er der ikke ligestilling,
fordi forhandlingssituationen ikke er reel. Mændene går generelt
kun ind og tager det arbejde, der er forbundet med en eller anden
for prestige”. Og fra en anden: ”Dét, mændene er mindst tilbøjelige
til at tage på sig, er også det mest kedelige”. Til det vil jeg
bare spørge. Hvor er jeres beviser? Hvordan sammenligner man en
kogevask med en 01.18 tur?
Et vilkår ved statistik er, at det alene konstaterer et faktum
men ikke tager stilling til, om en udvikling er god eller dårlig.
Således heller ikke hvad der er kedelig og sjovt at bruge sin tid
på. Hvorfor lige vask og rengøring skulle være det mest kedelige
ved jeg ikke. Jeg synes personligt det er møgkedeligt at lægge tøj
sammen og vaske gulve. Men sjovere at vaske tøj og støvsuge. Èn
ting er jeg dog helt afklaret på: hvis jeg kan slippe for at skulle
ud i møgvejret og skrabe sne eller slippe for at klippe hæk eller
slippe for at lappe cykler, så er jeg godt tilfreds.
Nu har jeg altid syntes, at en millimeterretfærdig tidsdiskussion
om det hjemlige arbejde er helt meningsløs, hvis ikke den kobles
på familiens samlede arbejds- og familieliv. Hvis man lægger husholdningsarbejdet
og erhvervsarbejdet sammen, arbejder danske mænd og kvinder næsten
lige meget. Lidt afhængig af uddannelse er mændene oppe på ca. 54
timer om ugen og kvinderne på ca. 48 timer. Skal vi have fat i samfundets
reelle ligestillingsproblemer, er det svært at være meget forarget
over, at kvinder stadig – om end med væsentlig mindre forskel –
tegner sig for en større del af husarbejdet. For mændene tegner
sig for en væsentlig større andel af udearbejdet. Begge dele er
arbejde, og det er her, at forhandlingssituationen ligger.
På udefronten er det et valg, som enhver familie må tage med sig
selv: skal begge være fuld tid på arbejdet eller skal en eller begge
gå ned i tid for at prioritere arbejdsopgaverne og børnene derhjemme?
Uanset om man vælger den ene eller anden løsning, har den nogle
ligestillingsmæssige konsekvenser. Hvis man har lyst til at arbejde
på deltid, vil det uvægerligt få som konsekvens, at det enten tager
længere tid eller bliver sværere at gøre arbejdsmæssigt karriere
siden hen. Hvis begge arbejder på fuld tid og gør karriere, er risikoen
for at være for lidt sammen med sine børn i hverdagen stor, med
mindre man gør sig meget umage med at forhandle en fornuftig fælles
arbejdsfordeling igennem derhjemme. Det er ikke nogen hemmelighed
at mange kvinder bevidst prioriterer nedsat tid, fordi de gerne
vil have mere tid derhjemme med deres børn. Det er et helt fair
valg, men konsekvensen bliver så også, at mændene må arbejde det
mere, og at arbejdsfordelingen for hjemmets arbejdsopgaver i højere
grad rykker over som kvindens ansvar.
På hjemmefronten vil forhandlingssituationen bestå i en konkret
afvejning af, hvem der tager sig af hvilke praktiske opgaver. Hvis
man har en ideologisk holdning til husarbejdet, så bliver resultatet
som udsagnene i artiklen om, hvad der er sjovt og usjovt arbejde.
Hvis man ikke var ideolog men kritisk, kunne man i stedet vælge
at undersøge, om der var en rimelig arbejdsdeling derhjemme holdt
op imod manden og kvindens samlede arbejdstid. Eller om parterne
var tilfredse med arbejdsdelingen herunder de konkrete opgaver,
der blev tildelt dem? Jeg har ikke set sådanne undersøgelser, men
jeg kan konstatere, at mange kvinder er eminente til at hive ansvaret
for det hjemlige ud af deres mænds hænder. De definerer, hvad der
er den rigtige måde at gøre rent på, lave salat på, tage sig af
børnene på, sortere vasketøjet på. Når man tilstrækkelig mange gange
har fået revet ansvaret ud af hænderne, er der en vis sandsynlighed
for, at den umyndiggjorte part netop bliver ansvarsløs og overlader
hovedansvaret til den, der vil bestemme og som måske i kraft af
nedsat arbejdstid også rent fysisk er mere derhjemme.
Ligestillingsspørgsmålet er i dag langt mere komplekst end det
endimensionelle tidsstudie, som er blevet brugt i årevis til at
konstatere uligestilling. Derfor skal man selvfølgelig også passe
på med ikke at bruge det lige så endimensionelt til den modsatte
konklusion og på bedste Lomborg-facon konstatere, at det går fremad
med ligestillingen på alle områder, hvis man ser rent statistisk
på det.
Det er godt at slå fast, at ligestillingen faktisk går i den rigtige
retning. Herefter må opgaven bestå i at se på de konkrete områder,
hvor der er barrierer og dermed afvigelser fra gennemsnittet for
at fokusere sin indsats der, hvor man får mest ligestilling for
pengene.
Den vigtigste ligestillingskamp er ikke, at de veluddannede kvinder
ikke kan finde sig ligeligt repræsenteret med mændene i samfundets
øverste top. Vil man være med blandt nummer ét, må man også tage
alt det sure, hårde og ensomme arbejde med i købet som er bagsiden
af medaljen ved at være i magtens top. Mange kvinder vælger denne
prioritering fra, fordi de prioriterer familien højere, og det er
helt legitimt. Men så er det ikke strukturelle ting, der forhindrer
kvinder at komme til top. Det er dem selv og det forhandlingsspil,
de har med deres mænd derhjemme.
Til gengæld er der en langt mere påtrængende ligestillingskamp
for gruppen af lavtuddannede kvinder, som ikke har nær så mange
valgmuligheder i deres liv. Set i et livsforløb er de væsentligt
oftere ude af arbejdsmarkedet enten som arbejdsløse eller fordi
de har forældreorlov. Deres samlede livsindkomst og arbejdsmarkedspension
er væsentlig mindre, fordi deres tilknytning til arbejdsmarkedet
er løs og deres løn ganske lav. Fremtidens fattige gamle ved man
allerede i dag vil være en kvinde. Her er der en vigtig politisk
indsats at gøre. Men denne indsat indfanger hverken tidsstudier
eller den kønsmæssige procentopgørelse over samfundets topposter.
Ligestillingsdiskussionen trænger til at blive støvet af, så den
sætter fokus på de væsentlige problemer.
Offentliggjort i Berlingske Tidende. Gengivet efter aftale.
|
