Rekruttering af kvinder til dansk forskning

Lektor Inge Henningsen, Afdeling for Anvendt Matematik og Statistik, Københavns Universitet, inge@math.ku.dk

De danske universiteter har en – også på europæisk plan – lav kvindeandel i de faste videnskabelige stillinger, og kvindeandelen bliver lavere jo højere man kommer op i systemet. Samtidig er kvinderne ujævnt fordelt over fagområder. Kvindeandelen i de videnskabelige stillinger er ikke vokset i takt med stigningen i antallet af kvindelige kandidater.  I 1970 rekrutteredes kvindelige og mandlige kandidater i samme omfang til universitetsstillinger. Det gør de ikke i dag.

Der er en  vigende søgning til forskerstillinger og det påpeges, at hvis kvaliteten i det danske forskningssystemet skal opretholdes er der ingen vej uden om at rekruttere flere kvinder.

Et problem for forskningen

Kvinder udgør i dag (2002) knap 10% af professorerne og 20% af lektorerne ved de danske universiteter. Den lave kvindeandel i dansk forskning er veldokumenteret og Danmark har en lavere kvindeandel blandt de fastansatte på universiteterne end de lande vi sædvanligvis sammenligner os med. EU’s  videnskabelige komiteer har viet problemet med den manglende kvinderekruttering betydelig interesse ud fra det synspunkt, at underrekruttering af kvinder er et problem for forskningen. Forskningskom­missær Philippe Busquin har fx udtalt:

"As we enter the 21st Century, the role played by science and technology will become more important than ever before. To allow us to meet the challenges and opportunities,…,it is essential that Europe maximises its total research potential. However, there is one key issue, which is continuing to limit Europe’s future research potential: the under-representation of women in fields of science, research and development." (The Etan Report, 2001)

The Helsinki Group, der har kortlagt kønsfordelingen på universiteter og højere læreanstalter i 30 europæiske lande, opsummerer problemet således

There has been a growing concern at European union (EU) level about the issue of women and science, and more specifically, the under-representation of women in scientific careers. There is a considerable wastage of women’s skils and knowledge as a result of "the leaking pipeline", whereby women drop out of scientific careers in disproportionate numbers at every level.(The Helsinki Group 2002)

Tilsvarende synspunkter har også været fremført i Danmark, specielt inden for naturvidenskab, hvor flere fag i disse år kæmper med rekrutteringsproblemer.

Er der enighed om, at den manglende kvinderekruttering er et problem er der imidlertid ikke enighed om problemets årsager.

"Den lækkende rørledning."

I debatten kan man identificere to hovedsynspunkter – at den lave kvindeandel er resultat af, at der har været få kvinder i rekrutte­rings­laget og problemet vil løse sig over tid, fordi kvindernes andel af rekrutteringsgrund­laget stiger, og et andet synspunkt, der hævder, at der ikke er belæg for en sådan optimisme, idet kvindeandelen blandt forskere ikke øges proportionalt med øgningen i rekrutteringsgrundlaget. Efter den første opfattelse fungerer forskningssystemet som en rørledning (’pipeline’): hvis bare der ledes nok ind i den ene ende, så kommer der også nok ud i den anden ende. Heroverfor står det synspunktet, at rørledningen gennem hele sin længde er fyldt med huller gennem hvilke kvinderne falder ud, således at der bliver færre og færre kvinder i forhold til mænd jo længere man kommer op i systemet. Disse opfattelser er blevet diskuteret i Henningsen og Højgaard (2002), hvor der argumenteres for, at "den lækkende rørledning" er et dækkende billede for situationen i Danmark, og hvor der gives en række eksempler på steder, hvor kvinder i det danske universitetssystem falder ud af rørledningen.

Figur 1. "Saksediagrammet" viser den relative andel af mænd og kvinder på forskellige trin i en typisk akademisk karriere, og demonstrerer hvorledes andelen af mænd bliver større, jo længere man kommer op i det akademiske system.

Figur 1, der er hentet fra The Helsinki Group (2002) og baseret på tal fra det danske videnskabsministerium, illustrerer konsekvenserne af ’den lækkende rørledning’. Man ser tydeligt, hvorledes andelen af mænd bliver større, jo længere man kommer op i det akademiske system. Rapporten fra Helsinki Group viser i øvrigt, at ’den lækkende rørledning’ ikke alene er et dansk fænomen. De tilsvarende figurer fra 16 andre vesteuropæiske lande indeholder trods mindre variationer de samme kvalitative træk med en ligelig kønsfordeling blandt kandidater og stigende skævhed, når man bevæger sig op gennem systemet.

Modselektion

Selv om billedet med "den lækkende rørledning" peger på en stadig udsivning af kvinder fra det akademiske system, så indeholder en akademisk karriere en række distinkte overgange som illustreret i figur 1. En typiske akademiske karriere vil efter kandidatgraden kræve, at man først bliver optaget som ph.d.-studerende, derefter vil der for manges vedkommende følge en periode med løsere forskningsansættelser (’post.doc’-periode), derefter ansættelse i en tre-årig adjunktstilling; evt. nye midlertidige ansættelser før den første faste ansættelse i en lektorstilling og endelig –muligvis- ansættelse i en professorstilling. I modsætning til andre ansættelser er der ingen kontinuitet i ansættelsesforløbet. Det er nye stillinger hver gang, og det er netop omkring opslag af stillinger og udvælgelse af personer til disse stillinger, at de subtile mekanismer i den akademiske kultur, der fører mænd og kvinder hver deres kønnede veje ind og ud af akademia, udspiller sig.

For at beskrive det faktum, at der på hvert trin af processen kommer både absolut og relativt flere mænd end kvinder videre i systemet har man brugt udtrykket ’modselektion’ (eng: "cumulative disadvantage"). Udtrykket er hentet fra evolutionsbiologien og beskriver hvorledes en delpopulation der har en (selv svag) reproduktionsmæssig selektion mod sig udkonkurreres af andre dele af populationen. Det er i denne sammenhæng vigtigt at påpege er, at der på hvert trin ikke behøver at være den store forskel. Det er de mange trin der gør det. Dette er et af de forhold ligger bag "den lækkende rørledning".

En kohorte-effekt?

Vender vi tilbage til figur 1 og de to versioner af rørledningen, så er diagrammet i figur 1 på en måde utvetydigt: Der er færre kvinder jo længere man kommer op i systemet. Problemet er bare, at den akse der viser overgangene fra kandidat til professor også en tidsakse. Der er 15-25 år mellem de tidspunkter, hvor professorerne og ph.d.’erne på figuren er uddannet, og det er derfor ikke umiddelbart klart, om den faldende kvindeandel henover stillingskategorierne er udtryk for at rørledningen lækker, eller om de lave kvindeprocenter på de højere niveauer blot er et efterslæb fra en periode, hvor der simpelthen var færre kvinder i hele det akademiske system, hvorfor man kan forvente, at situationen vil rette sig af sig selv, når de nye generationer af kvinder begynder at søge de akademiske stillinger. Den lave kvindeandel kan altså forklares som en "kohorteeffekt", og det har i længere tid været den fremherskende antagelse i dansk forskningspolitik, at den stigende kvindeandel blandt kandidaterne mere eller mindre af sig selv ville føre til flere kvinder i forskningen. I konsekvens heraf har der også i Danmark været ført en meget mere tilbageholdende rekrutteringspolitik end det fx har været tilfældet i Norge og Sverige.

Den konkrete udvikling på universitetsområdet understøtter imidlertid ikke teorien om, at den lave kvindeandel alene er en kohorteeffekt. Nexø Jensen (1997) har undersøgt kvindeandelen i adjunkt-, lektor- og professorstillinger på de fem "gamle" universiteter i perioden 1979-96 og vist, at kvindeandelen ikke har ændrer sig ikke nævneværdigt blandt de fastansatte videnskabelige medarbejdere (lektorer og professorer) ved universiteterne.

Modselektion 1970-2001

For at komme længere tilbage i tiden har Henningsen (2002) set på kvindeandelen blandt de faste videnskabelige medarbejdere (VIP) på Københavns Universitet i årene 1970, 1996 og 2001 (Tabel 2). Denne undersøgelse, der altså strækker sig over en periode på 30 år, bekræfter billedet af stagnation i kvindeandel blandt de faste videnskabelige medarbejdere, men dog med nogle interessante undtagelser¹.  Her og i det følgende er de faste videnskabelige medarbejdere i 1970 defineret som professorer, docenter, afdelingsledere og amanuenser, mens de i 1996 og 2001 er defineret som professorer og lektorer.

Samlet er kvindeandelen blandt de faste videnskabelige medarbejdere på Københavns Universitet kun vokset med 3.5 procentpoint i den betragtede periode på 31 år. Udviklingen er imidlertid ikke den samme på alle fagområder. Ser man på tallene fra 1970, så var de allerfleste kvinder på det tidspunkt ansat på det naturvidenskabelige, det humanistiske og del lægevidenskabelige fakultet. (Tandlægehøjskolen var på det pågældende tidspunkt ikke en del af Københavns Universitet) Derimod var der få kvinder ansat på samfundsvidenskab, jura og teologi. Disse tre områder har imidlertid i 2001 en relativt høj kvindeandel blandt det faste videnskabelige personale (23.0%). Der er altså tale om en i sammenligning med de andre områder markant udvikling inden for disse område, hvor det teologiske område dog kommer med senere end de to andre. Talmaterialet giver dog ikke baggrund for at vurdere om udviklingen vil fortsætte eller om kvindeandelen i de følgende år vil blive låst på det nuværende niveau. Den differentierede udvikling viser i øvrigt, at generelle forklaringer f.eks. om kvinders manglende lyst til at søge stillinger på universitetet ikke kan beskrive udviklingen på nogen dækkende måde, da de skulle virke ens på tværs af fakulteter. Forklaringen skal derfor snarere søges i forhold på fagene.

Kvindeandel på naturvidenskab

Ser man specifikt på de naturvidenskabelige fag som det er gjort i tabel 3 er det mest iøjnefaldende træk, at kvindeandelen blandt det fastansatte videnskabelige personale (professorer og lektorer) på naturvidenskab på Københavns Universitet ikke har ændret sig i perioden fra 1970 til 2001. Kvindeandelen er 13% både i 1970, 1996 og 2001.

På naturvidenskab udgør lektorgruppen langt den største del af de fastansatte og her har kvindeprocenten ligger stabilt omkring 15% i hele perioden. Antallet af kvindelige professorer er steget fra 2 til 4 i løbet af perioden, men kvinder udgør i 2001 stadig kun 6% af professorerne. Dette repræsenterer en klar underrekruttering, idet lektorgruppen, der i denne sammenhæng må anses for at være det primære rekrutteringslag, siden 1970 har haft 15% kvinder.

Deler man det fastansatte videnskabelige personale på naturvidenskab på Københavns Universitet op efter faggrupper får man tabel 4, hvor man ser, at kvindeandelen varierer markant mellem fagene. (I denne opgørelse er adjunkterne inkluderet.) Kvindeandelen spænder fra knapt en tredjedel kvinder på biologi til godt 5% i matematik-fysik-datalogigruppen. Kemifagene ligger sammen med molekylærbiologi i midten med en kvindeandel på ca. 15%. Dette stemmer overens med kvindeandelen blandt kandidaterne, men på et langt lavere niveau. At variationen det ikke bare skyldes tilfældigheder ses af det faktum, at det stort set er de samme fag, der har en (relativt) høj andel af kvinder over hele perioden.

For at se på den seneste udvikling kan man betragte ansættelser og afgange blandt det faste videnskabelige personale i perioden 1996-2001. På hele fakultetet var der 14% kvinder blandt dem, der kom til fakultetet i lektor eller professorstillinger (12 kvinder og 75 mænd), mens der blandt lektorer og professorer, der forlod fakultetet i den pågældende periode var 16% (18 kvinder og 92 mænd), altså en (marginalt) højere mandeprocent blandt dem der blev ansat end blandt dem der gik af. Der var således ingen tendenser til at udjævning af den skæve kønsfordeling. For faggruppen kemi/biokemi/molekylærbiologi var de tilsvarende tal: Ansættelser 10 mænd og 1 kvinde (9% kvinder). Afgang: 16 mænd og 3 kvinder (16% kvinder). Også her er andelen af kvinder faldet. Samtidig er kvindeandelen blandt kandidaterne steget indenfor alle fagområder (undtagen datalogi). Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet ikke har færre kvinder end de andre naturvidenskabelige fakulteter.

Underrekruttering

De kvindelige kandidater er udgangspunktet for kvinders rekruttering ind i forskerstillinger. Det kan derfor være af interesse at sammenholde kvindeandelen blandt de faste VIP’er med kvindeandelen blandt kandidater. I årene op til 1970 lå kvindeandelen blandt kandidaterne på Københavns Universitet omkring 20% (med en stigende tendens). Når der i 1970 var 18% kvinder blandt de faste videnskabelige medarbejdere, kan det tolkes på den måde, at de kvindelige kandidater i årene op til 1970 har haft en lige så stor chance som de mandlige for at blive ansat i en fast universitetsstilling. Sådan forholder det sig ikke i dag. I 2001 lå kvindeandelen blandt kandidaterne fra Københavns Universitet på ca. 55%. Med kun 22% kvinder blandt de faste videnskabelige medarbejdere, har de mandlige kandidater således i de senere år haft en langt større chance end de kvindelige for at få en fast universitetsstilling. Ideelt skulle man selvfølgelig have set på kandidater fra alle universiteterne og alle professorer og lektorer, fordi rekruttering ikke sker inden for et enkelt universitet. Endvidere skulle man have taget højde for tidsforskydningen mellem kandidateksamen og ansættelse i fast stilling. Alligevel kan man med nogen forsigtighed læse tallene således, at efter kandidatniveau avancerede kvinder og mænd i en periode op til 1970 i samme takt til de faste videnskabelige stillinger, mens der i dag – 30 år senere - kun rekrutteres halvt så mange af de kvindelige kandidater som af de mandlige. Underrekrutte­ringen af kvindelige kandidater er således af nyere dato og finder i øvrigt sted i en periode, hvor kvinder på andre ansættelsesområder i stadig højere grad gør sig gældende i lederstillinger.(I begge perioden er der dog en væsentlig underrekruttering af kvinder i forhold til mænd, hvis man tager udgangspunkt i hele befolkningen, og denne underrekruttering er marginalt lavere i den sidste periode, men resultaterne synes at pege på, at frasorteringen af kvinder aktuelt sker på et andet punkt i rekrutteringsforløbet end det skete i 1960erne.)

Ikke noget velfungerende system

Selv om de foregående afsnit har fokuseret på kvinders placering i det akademiske system, så er kvinder ikke de eneste der falder ud af ’den lækkende rørledning’ og forskningssystemet er generelt bekymret, fordi der på mange områder en svigtende rekruttering til forskerstillinger. Ståhles (1999) undersøgelser af universitetsrekrutteringen i perioden 1995-97 viste, at der ved halvdelen af stillingsbesættelserne kun var 1 kvalificeret ansøger, og nyere ph.d. undersøgelser peger på flere områder med rekrutterings­vanskeligheder. Når man diskuterer den manglende rekruttering af kvinder er det således ikke et i øvrigt velfungerende system man betragter, men et system, hvor der er generelle problemer, og hvor man må forvente at nogle af disse ville blive løst, hvis forskningssystemet undergik sådanne ændringer at det var i stand til at fastholde bl.a. de kvinder, der i dag falder ud af systemet.

Mål og midler

Skal kvaliteten i forskningssystemet opretholdes er der, som også påpeget af EU, ingen vej uden om at rekruttere flere kvinder. Man kan bruge kønnet som en optik, der viser at der sker en systematisk underrekruttering af en bestemt gruppe, når det drejer sig om videnskabelige stillinger. Det samme billede ville man formentlig få, hvis man brugte etnicitet eller social klasse som prisme. Universiteterne og forskningssystemet har længe været relativt passive, når det gjaldt rekruttering af kvinder ud fra ideer om, at problemerne først og fremmest skulle findes i kvinderne selv. Mange forskellige undersøgelser viser, at dette i hvert fald ikke er hele forklaringen, og om ikke andet burde krisen i forskerrekrutteringen tvinge forskningsverdenen til at gå mere aggressivt til værks, når det gælder om at rekruttere bredere til universitetsstillingerne. Med forskningsplaner og udviklingskontrakter ligger der redskaber som ikke bare kan, men som Danmark gennem sin tilslutning til EU’s mainstreamings-strategi faktisk har forpligtet sig til, at bruge i fremtiden. Det bliver universiteternes opgave, at anvende disse målrettet og kreativt, således at man overvinder de kønsstereotyper, der synes at være en så integreret del af den på overfladen neutrale og kønsblinde universitetsverden.

Referencer

The Etan Report (2000). Science Policies in the European Union. European Commission Research Directorate-General

Københavns Universitet: Lektionskatalog efterårsseme­stret 1970, hæfte I (fælleshæfte).

Københavns Universitet: Vejviser 1996.

Københavns Universitet:Netbaseret telefonliste 2001.

National Statistical Profiles (2002). The Helsinki Group European Report (2002). Bruxelles

Henningsen, I (2002) 30 års march på stedet? Køn i den akademiske organisation, Arbejdspapir nr. 13. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Henningsen, I & Højgaard, L (2002): "The leaking pipeline", Dansk sociologi 2/13:25-49, København

Jensen, H.N. (1997): Det forskningspolitiske System. Køn i den akademiske organisation, Arbejdspapir nr. 1, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Ståhle, B. (1999): Alder, køn og rekruttering i dansk universitetsforskning. København, Undervisningsministeriet.