Den skæve kønsrekruttering indenfor forskningen og de højere
uddannelser er et veldokumenteret faktum. Denne kønsskævhed produceres
gennem processer på mange niveauer i den akademiske organisation.
I denne artikel fokuseres på følelser i det akademiske liv. Følelser
er en aktiv dimension i sociale relationer. Der peges på kønsspecifikke
normer for følelser, som anviser kvinder måder at håndtere følelser,
som gør dem socialt usynlige, mens mænd anvises måder, som gør dem
socialt synlige.Følelser som indfaldsvinkel til det akademiske liv
kaster et nuanceret lys på de akademiske konkurrencerelationer.
Kvinderne fremtræder umiddelbart som tabere i den akademiske konkurrence.
Følelsesanalysen antyder imidlertid også, at forskningsmiljøerne
kan blive tabere.
Indledning
"Jeg synes, det er svært at finde en måde at være virkelig
seriøs kvinde på, at blive taget alvorligt. Der er nogle, der prøver
på det, men der er ikke så mange, der får lov, hvis der overhovedet
er nogen, der får lov." (kvindelig ph.d.er).
Ph.d.en oplever, at det er svært som kvinde at trænge igennem og
blive anerkendt som faglig kvinde i det akademiske miljø. Denne
oplevelse udtrykkes objektivt i kvantitative opgørelser, som viser
en systematisk underrekruttering af kvinder til forskning indenfor
alle hovedområder. Hertil kommer at kvinder ikke avancerer i samme
takt som mændene, dvs. overgangen fra adjunkt til lektor og fra
lektor til professor er kønsskæv (Henningsen og Højgård, 2002).
Kvinder har således, når vi taler om fastansatte videnskabelige
medarbejdere, både subjektivt og objektivt svært ved at trænge igennem.
Den skæve kønsrekruttering beror på et samspil af processer på
mange niveauer. Formålet med denne artikel er at belyse nogle følelsesmæssige
processer i Akademia, som bidrager til den oplevede usynliggørelse,
som ph.d.en taler om. Baggrunden herfor er en kvalitativ undersøgelse
af sociale følelser som skam, vrede, stolthed og latter blandt 27
kvinder og 27 mænd, placeret på forskellige stillingsniveauer fra
ph.d.til professorer. Interviewpersonerne var spredt på forskellige
afdelinger, institutter og læreanstalter og ansat indenfor det humanistiske,
det samfundsvidenskabelige og det sundhedsvidenskabelige fagområde.
Der vil ikke blive differentieret mellem forskellige fagkulturer.
Det er en begrænsning, men det er min vurdering, at analysen befinder
sig på et alment niveau, som går på tværs af fagkulturer. Jeg præsenterer
først den teoretiske tankegang bag min analyse og herefter nogle
resultater af samme. Undersøgelsen er et projekt indenfor Det Tværrådslige
Forskningsinitiativ: "Kønsbarriere indenfor forskningen og de højere
uddannelser".
Sociale relationer, følelser og social plads i Akademia
Forskningen har en særlig social struktur i den forstand, at fagfæller
på en og samme tid er hinandens konkurrenter og dommere. Denne struktur
sætter rammer for samspil, følelser og relationer mellem forskere.
Forskere mødes omkring teorier, ressourcer, madpakker mv, og i samme
proces forhandler vi løbende, hvem vi er, og hvor vi står i forhold
til den anden. Med den amerikanske sociolog Candace Clarks ord forhandler
vi social plads. Begrebet social plads refererer på det subjektive
plan til følelser af værd og betydning i forhold til den anden og
på det objektive plan til forskelle i tildelt anerkendelse, respekt
og interaktionsrettigheder, fx. retten til at afbryde andre eller
komme for sent. Social plads forhandles løbende i samspillet mellem
mennesker. Når vi kommunikerer, udveksler vi ikke blot verbale budskaber,
men udtrykker gennem små tegn interesse, accept og agtelse for hinanden
eller det modsatte: ligegyldighed, overbærenhed eller irritation.
Herigennem fremkalder vi følelser i hinanden af selvværd, ydmygelse
eller skam. Disse følelser fortæller os om relationens karakter,
men derudover fortæller disse følelser os om vores sociale plads
i forhold til den anden. Social plads forhandles og defineres i
konkrete samspil i modsætning til position og status, som er knyttet
til den sociale struktur. Tilsvarende er social plads sammenlignet
med position/status en mere flydende og situationel given størrelse.
Social plads er næppe helt uafhængig af social position, men der
er ikke et entydigt årsagsforhold mellem samme. Personer med lav
position kan have en høj social plads, ligesom personer med samme
position oftest har forskellig social plads. Det forhold, at social
plads forhandles gennem følelsesflowet mellem mennesker, betyder,
at vi kan bruge vores følelser som mikropolitiske redskaber til
at skabe egalitære respektivt hierarkiske relationer på det sociale
mikroplan. I den sammenhæng skelner den amerikanske sociolog Clark
mellem to overordnede mikropolitiske strategier: en me-first
strategi, hvor vi bruger følelser til at vinde social plads
i forhold til den anden. Fx. kan vi søge at vinde plads i forhold
til den anden ved at udstråle sikkerhed og overlegenhed eller udtrykke
vrede, irritation eller utålmodighed i forhold til den anden, og
en you-first strategi rettet mod at give den anden plads
gennem at nedtone egen plads og/eller hæve den andens plads, fx.
ved at udtrykke positive følelser, ros og agtelse, eller ved at
undgå adfærd som gør den anden forvirret eller forfjamsket. Disse
to strategier er baseret på en opfattelse af den anden som konkurrent
respektivt som samarbejdspartner.
Akademias sociale struktur skaber grundlag for forskellige sociale
følelser. Gennem vores håndtering af disse følelser, andres og egne
følelser, kan vi både vinde og miste social plads. Jeg skal nu præsentere
nogle eksempler på, hvordan kvinder og mænd gennem håndtering af
følelser i Akademia taber respektivt vinder social plads.
Håndtering af følelser, køn og social plads
I min kvalitative undersøgelse af følelser i Akademia tog jeg afsæt
i fire følelsesgrupper. Disse følelser, deres strukturelle grundlag
og de kulturelt legitime måder at håndtere disse på er følgende:
Tvivl, usikkerhed og narrespil: Forskningen er rettet mod at løse
problemer og forholde sig til modstand og giver derfor anledning
til tvivl og usikkerhed, som ikke blot vedrører projektet, men som
også griber ind i vores selvværd. Disse følelser bliver indenfor
de akademiske konkurrencerelationer til en frygt for kollegernes
kritiske granskende blik. Tvivlen skjules derfor bag en facade af
sikkerhed, kontrol og overblik. Jeg har kaldt dette facadespil for
narrespillet, fordi alle tilsyneladende ved, at alle oplever eksistentiel
usikkerhed i forbindelse med deres forskning, og alle skjuler den
bag en facade af sikkerhed. Narrrespillet kan tolkes som en me-first
strategi, hvor vi gennem håndtering af følelser søger at fastholde
eller styrke vores sociale plads i forhold til de andre.
Kvinder og mænd kendte og brugte narrespillet, men hvor mændene
fremstillede narrespillet som et selvfølgeligt spil, udtrykte kvinderne
både et mere ambivalent og et mere refleksivt forhold til narrespillet.
Nogle kvinder mente, at narrespillet var særligt vigtigt for kvinder,
fordi der lå en parathed i miljøet til at anfægte kvinders evner
som forskere. Som en kvinde siger "hvis jeg siger der er noget,
jeg ikke kan finde ud af, så er de [hendes mandlige kolleger] alt
for villige til at tro, at så kan jeg ikke finde ud af noget som
helst". Andre kvinder, særligt yngre, anfægtede narrespillet ved
at lægge deres tvivl og usikkerhed omkring deres projekter åbent
frem, dvs. en you- first strategi. Denne strategi blev af kollegerne
opfattet som kvindelig svaghed og betød konkret, at de pågældende
mistede social plads. Endelig var der nogle kvinder som i kvindegrupper
aktivt imødegik narrespillet gennem en åbenhed om fiaskoer, tvivl
mv.
Stolthed og bugtaling: En anden central følelse i Akademia er stolthed.
Forskerens belønning er ikke materiel rigdom, men derimod kollegernes
anerkendelse, og stolthed er anerkendelsens følelse. Det er imidlertid
upassende at vise stolthed i Akademia, et etikettebrud i forhold
til konkurrerende kolleger. På trods heraf søger forskere at udtrykke
deres stolthed, og dette kan gøres legitimt gennem, hvad jeg har
kaldt bugtaling. Karakteristisk for bugtaling er, at man giver den
anden en god, sjov eller nyttig historie, samtidig med at man bugtaler,
at man selv spiller en rolle i historien, fx. at man holdt hovedoplægget
på konferencen, fik en artikel antaget eller fik en interessant
henvendelse.
Bugtaling kan betragtes som en me-first strategi. Både kvinder
og mænd beskrev bugtaling. Nogle kvinder gav udtryk for, at det
oftest var mænd der overskred deres grænse for bugtaling. En række
udtalelser fra kvindelige lektorer/professorer antyder imidlertid,
at tolerencegrænsen for kvinders bugtaling er lavere end for mænds.
Kvinder med faglig succes oplevede, at deres succeser blev mødt
med blandede følelser fra kollegers side. De oplevede, at de blev
betragtet som afvigere og blev vurderet som hovmodige. Kvinders
positive selvfølelse og bugtaling af succeser syntes således at
være på kollisionskurs med den kulturelle kode for køn. Herigennem
blev kvinderne henvist til at følge forbuddet mod at vise stolthed.
Det betød, at de blev usynlige i forhold til bugtalerne, dvs. de
mistede plads, hvorimod mændene i det omfang de mestrede bugtalingens
kunst blev belønnet med synlighed og social plads. Endelig var der
nogle få kvinder, professorer og lektorer, som forsøgte at udvikle
en alternativ stolthedskultur i form af en åbenhed om succeser,
hvor den enkeltes succes blev opfattet som gruppens succes.
Vrede og beskadigede sociale relationer: Vrede, oftest forbundet
med skam, er en udbredt følelse i Akademia, som udspringer af Akademias
særlige struktur, hvis institutionelle form er peer-reviewet. Denne
struktur åbner for stærke følelser af skam, vrede, skuffelse og
paranoia. Vrede var en kendt følelse hos alle, men vrede er også
en forbudt følelse i Akademia. Vreden blev derfor undertrykt og
omdannet til foragt, distance og social tilbagetrækning, blev udtrykt
indirekte gennem hævngerrig faglig kritik, blev udtrykt gennem at
man ophørte at hilse på hinanden eller i langstrakte konflikter,
hvor man vekslede mellem våbenhvile og åben konflikt. Karakteristisk
for vreden var imidlertid, at den oftest uanset hvordan den blev
bearbejdet og udtrykt, fortsatte sit liv i tilbagevendende følelsesspiraler
af vrede, skam, skyld, vrede osv.
Kvinderne beskrev oftest deres vrede som en følelse, der skulle
beherskes. Denne opfattelse bliver forståelig i lyset af kollegernes
opfattelse af vrede kvinder som svage og magtesløse eller som kællinger,
dvs. vrede kvinder mister plads. Kvinderne beherskede derfor deres
vrede og håndterede den iøvrigt gennem at omdanne den til foragt,
som blev ledsaget af en social tilbagetrækning. Herigennem mistede
de ufrivilligt social plads. Mændene derimod beskrev oftest vrede
som udtryk for styrke, og tilsvarende var det mænd, som beskrev
eksempler på offensiv brug af vrede. Om de her igennem styrkede
deres sociale plads kan diskuteres, men de blev ihvertfald ikke
usynlige.
Latter, "gulv-humor" og "joking relationer": Akademia indeholder
en række strukturelle modsætninger, og latter og humor kan ses som
forløsende måder at håndtere disse modsætninger på. Forudsætningen
for humor og latter er imidlertid, at man ser/møder hinanden og
oplever en fælles social realitet, som kan transformeres på forløsende
vis. Indenfor Akademia ser og møder kolleger ikke hinanden særlig
meget. I materialet tegner der sig imidlertid nogle bestemte former
for uformelle humoristiske fælleskaber, i form af "gulv-humor" blandt
ph.d.er og "joking relationer" blandt mandlige adjunkter og lektorer.
Gulvhumoren tog afsæt i ph.d.ernes kollektive placering i bunden
af det akademiske hierarki. Denne humor blev især udfoldet blandt
ph.d.er indenfor sundhedsvidenskab, som fysisk mødte og arbejdede
med hinanden i laboratorierne. Både kvinder og mænd deltog i denne
humor. Når man bevæger sig opad den akademiske karrierestige, ændrer
de sociale relationer karakter. Man specialiseres og indgår i nye
sociale koalitioner. Det betyder ikke, at humor og latter forsvinder,
men den får en anden form og indhold. På dette niveau blev der udfoldet,
hvad jeg har kaldt for joking relationer. Joking relationerne blev
beskrevet af mænd og var forbeholdt mænd. Joking relationerne var
karakteriseret ved en legende og provokerende attitude til den sociale
realitet, en drillen hinanden, politisk ukorrekte bemærkninger,
provokationer, drilske drejninger og frække vittigheder. >Joking=
blev fremstillet som en værdsat måde at håndtere følelser på, og
personer som mestrede denne form fik prestige. Joking relationerne
kan betragtes som en you-first strategi, men joking relationerne
har også en me-first side. Joking relationerne inkluderede nogle,
og ekskluderede andre. Joking relationerne var maskuline og eksklusive
i forhold til kvinderne på adjunkt-lektor niveau.
Sammenfatning
Ovenfor har jeg beskrevet nogle måder at håndtere Akademias følelser
på, og hvordan vi gennem disse måder kan vinde eller tabe social
plads og synlighed. Jeg har vist, hvordan disse håndteringsmåder,
trods deres tilsyneladende kønsneutralitet på komplekse måder er
knyttet til forestillinger om køn. Me-first måder som narrespillet,
bugtalingen, den offensive vrede og humoren er knyttet til forestillinger
om maskulinitet og er derfor legitime håndteringsmåder for mænd,
mens kvindernes brug af nogle af de samme håndteringsmåder anfægtes
på grund af deres køn og fører til tab af social plads. Derfor henvises
kvinder til også at bruge andre håndteringsmåder som undertrykkelse
af følelser og åbenhed om følelser. Analysen viser således, at uanset
hvilken håndteringsform kvinderne bruger, så mister de social plads.
Bruger de maskuline håndteringsformer, mister de plads, fordi disse
kolliderer med den kulturelle kode for køn, viser de deres følelser
åbent bliver det taget som udtryk for kvindelig svaghed, og følger
de følelsesnormerne om forbud mod følelser, bliver de socialt usynlige.
Analysen peger på nogle kvalitative sammenhænge mellem kønsforestillinger
og følelseshåndtering, som åbner for at kvinder taber sociale plads
og mænd vinder plads i det akademiske hverdagsliv. Dette betyder
naturligvis ikke, at alle mænd er bugtalere, spiller narrespil mv.,
eller at ingen kvinder kan komme igennem med fx. bugtaling. Analysen
fokuserer på nogle kvalitative sammenhænge og ikke på deres udbredelse.
Perspektiver
Indenfor videnskabssociologien diskuteres de sociale relationer
i forskningen ud fra et konkurrence- og et samarbejdsperspektiv
(Becker & Trowler 2002; Poulsen 2000). Jeg fokuserer på en række
følelser, som udspringer af Akademias sociale struktur. Min analyse
af de dominerende håndteringer af følelser i Akademia viser, at
me-first strategien dominerer på bekostning af en samarbejds- og
teamorienteree you-first strategi. Me-first strategien udspringer
af de akademiske konkurrencerelationer. Følelsesanalysen viser her,
hvordan disse relationer gennemtrænger følelser og sociale relationer
i det akademiske hverdagsliv. Følelsesanalysen tydeliggør endvidere
følelsesmæssige relationer og dynamikker, som skaber grundlag for
relationer, som blokerer for samarbejdsrelationer (Bloch 2002).
Kvinderne fremtrådte umiddelbart som tabere i denne sociale dynamik.
Spørgsmålet er imidlertid om ikke alle, og forskningsmiljøerne er
tabere. Køns- og følelsesindfaldsvinklen åbner således for et kritisk
perspektiv på Akademia.
Referencer
Becher, Tony & Trowler, Paul R. 2001: Academic Tribes and
Territories. Philadelphia:The Society for Research into Higher
Education & Open University Press.
Bloch, Charlotte 2002: Følelser og sociale bånd i Akademia. Dansk
Sociologi , nr. 4
Clark, Candace 1990: Emotions and Micropolitics in Everyday Life:
Some patterns and Paradoxes of "Place". I Kemper, Theodore D. (ed.)
Research Agendas in the Sociology of Emotions. Albany: State University
of New York Press, 303- 333.
Clark, Candace 2001: Emotional Gift, Micropolitics, and Niceness
in the Socioemotional Economy. Ikke-publiseret paper. The Amsterdam
Symposium: Feelings and Emotions.
Henningsen, Inge & Højgård, Lis 2002: "The Leaking Pipeline"
– øjebliksbilleder af lønnede in- og eksklusionsprocesser i Akademia.
Dansk Sociologi. 13(3)
Poulsen, Maj-Britt Juhl 2000: Competition and Cooperation among
Colleagues in Biomedical Research. Ph.d. Dissertation, Department
of Medical Philosophy and Clinical Theory. University of Copenhagen.
|
