Det er veldokumenteret, at der er meget få kvinder i toppen af
alle områder inden for forskningsverdenen. Man kan vælge at forholde
sig til dette faktum på to måder: Man kan mene, at det går fint
med universiteternes forskning, så hvorfor bekymre sig om, at forskningen,
der finansieres af både kvinder og mænd, hovedsageligt drives af
mænd? Men man kunne også anlægge det synspunkt, at det vil være
både demokratisk og gavnligt, at der kommer flere kvinder ind i
dansk forskning.Man kan være optimist og mene, at det bliver nok
bedre af sig selv, eller man kan mene, at det vil være gavnligt
at skubbe lidt til udviklingen for ikke at vente til år 2045, før
40% af professoraterne ved universiteterne er besat af kvinder.
Det tager nemlig 45 år med den stigning, der har været i ansættelsen
af kvinder over de sidste 20 år på universiteterne (stigningen er
langsomst på de gamle universiteter). Jeg hører til dem, der synes,
at 45 år ikke er en acceptabel tid at skulle vente på dette resultat.
Skal udviklingen hjælpes på vej, står man med det problem at skulle
finde ud af, hvordan man kan gøre det på en fornuftig måde. Forskningsminister,
Jan Trøjborg, nedsætte et udvalg til at komme med forslag til at
skubbe lidt til udviklingen, så ligestilling kan opnås inden for
en årrække, der er overskuelig for os, der er i live i dag. Udvalgets
arbejde resulterede i en rapport med titlen »Ligestilling i Forskning«
og indeholdt ikke mindre end 20 forslag til konkrete ting, man kunne
gribe til for at sætte skub i udviklingen.
Det eneste af punkterne, der har opnået en større interesse er
forslaget om at oprette 40 professorater til det underrepræsenterede
køn. Det underrepræsenterede køn bliver i denne sammenhæng kvinder,
da der ikke findes nogle forskningsområder, hvor der er et flertal
af kvindelige professorer. Disse professorater er ikke faste stillinger,
men forskningsprofessorater af 5 år varighed, så man kan undre sig
over, at det kan hidse sindene så meget op. Kvindeandelen blandt
professorerne vil dermed blot komme op på ca. 7% i Danmark, men
det vil fordoble antallet af kvindelige professorer. Professoraterne
skal slås op inden for områder, hvor der findes kvalificerede kvinder.
At disse kvinder findes, lader det ikke til, at der er stor tiltro
til hos mange af dem, der har blandet sig i debatten. Debatten har
mest gået på, at det vil forringe forskningskvaliteten, og at det
vil være diskriminerende overfor de kvinder, der har tilkæmpet sig
en høj forskningsstilling uden nogen form for »hjælp«.
Det er forventeligt, at øremærkede stillinger mobiliserer blokaderne,
for ved at foreslå noget sådan signalerer man, at der er nogle ofre
og dermed også nogle skyldige. Da ingen af os kan lide at være nogen
af delene, er det naturligt at tage afstand, og her mener jeg at
debatten er på et vildspor. Vi må simpelthen ud over stadiet, hvor
alle kvinder er bange for at blive betragtet som ofre, og alle mænd
er bange for at bliver betragtet som skyldige. I stedet bør vi diskuterer,
hvad en god forsker er, og hvilke kvaliteter en sådan bør besidde.
Det bliver tit hævdet at rekruttering af et bestemt køn (det kvindelige)
vil være skadeligt for forskningskvaliteten. Underforstået at hvis
man ansætter en kvinde i en øremærket stilling, vil der med sikkerhed
være en mand, der er bedre kvalificeret, men ikke fik chancen. Når
jeg hører det, dukker der altid et spørgsmål op: »Bedre end hvad?«.
Er det fordi man forventer, at en rekrutteret kvinde vil være af
ringere kvalitet end flertallet af de mænd, der allerede er fastansat,
at man råber vagt i gevær? Eller er det blot, fordi man er helt
og fuldt overbevist om, at al forskningsvurdering er objektiv, og
at det derfor altid er muligt at afgøre, hvem der er bedst også
mellem forskellige fagområder?
Her er vi ved et helt centralt kernepunkt i hele forskningsdebatten.
Hvad er god forskning? Hvem beslutter, hvad der er god forskning?
Kunne man forstille sig, at man kunne drive god forskning på en
anden måde end den, der bliver drevet i dag? Det er et faktum, at
forskning helt og holdent er domineret af mænd og altid har været
det. Resultatet er at mænd har defineret, hvad god forskning er,
hvordan forskningssystemet bør fungere og p.t. er med til at definere,
hvad der skal forskes i. De til enhver tid gældende regler bliver
definerede af dem, der sidder i toppen af forskningshierarkiet,
og det er netop en af grundene til at et enigt udvalg for »Ligestilling
i Forskning« mener, at det er vigtigt og nødvendigt at få kvinder
ind i toppen af systemet samtidig med at der presses på fra bunden.
Kvinder bør være med til at definere god forskning og de kommende
spilleregler. Det er ikke sikkert, at det vil gøre den store forskel,
men i et demokrati er det nu engang en vigtig pointe, at magten
deles ud. At forskningen skulle blive dårligere af den grund, har
jeg svært ved at se.
I en artikel af Christine Wennerås og Agnes Wold i det velestimerede
tidsskrift Nature (vol. 387, side 341), påviste de, at det ellers
i alles øjne meget objektive fordelingssystem af penge, som det
svenske medicinske forskningsråd havde, indeholdt mekanismer der
overvurderede mandlige præstationer og/eller undervurderede kvindelige
præstationer. Mændenes fordel var i særlig grad deres netværk med
tættere tilknytning til bedømmerne, som gjorde at de efter »en samlet
vurdering« var bedst egnede. I snit viste det sig at kvinderne skulle
have publiceret 2½ gang mere end mænd i tilsvarende tidsskrifter,
før de kom i betragtning. Da det danske rekruteringssystem ikke
er meget anderledes end det svenske, er det mig en gåde, at man
stædigt holder fast i, at det er det bedste. Systemet er ikke fejlfrit
og ind imellem heller ikke blindt overfor køn - et faktum, vi bliver
nødt til at forholde os til. Det gælder om at sikre forskningsverdenen
et så bredt rekruteringsgrundlag, at der altid vil være mange og
mangfoldige ansøgere at vælge imellem. Lad derfor skylden hvile,
hvor den hører hjemme, så kvinderne kan få tid til at tage sig af
det egentlige - nemlig i fællesskab med mændene at sikre den fornødne
fremtidige kvalitet i dansk forskning.
|
