Marie Curie, Iréne Joliot Curie, Gerti Theresa Cori, Maria Goeppert-Mayer,
Dorothy Crowfoot Hodgkin, Rosalyn Yalow, Rita Levi-Montalcini, Gertrude
B. Elion og Christiane Nüsslein-Volhard. Vi kender alle de store
kvindelige forskere, hvis indsats er belønnet med Nobelpriser i
medicin, kemi eller fysik. De udgør imidlertid et eksotisk mindretal
blandt prismodtagerne.
I serien over fremtrædende danske biokemikere i det 20. århundrede
optræder kun to kvinder: Agnete Munch-Petersen og Aase Hvidt blandt
30 mænd. Dette tegner et godt billede af kvindernes aktuelle placering
i forskningen. Kvinder udgør et mindretal blandt topforskerne inden
for naturvidenskab. Trods samfundsmæssig og politisk ligestilling
af kvinder og mænd i løbet af de sidste 100 år er der stadig et
fåtal af kvinder blandt de fremtrædende forskere. Der mangler ikke
kvinder blandt yngre forskere. I øjeblikket er omkring halvdelen
af færdiguddannede kandidater inden for naturvidenskab og medicin
kvinder. Omkring 40 % af Ph.D. studerende er kvinder. Herefter falder
andelen af kvinder, som følger en aktiv forskerkarriere. Kvinder
udgør kun 25 % af fastansatte forskere og 5 % af ledende forskere.
Disse tal gælder både i Danmark, resten af Europa og USA.
Ligestillingen af kvinder og mænd er kun slået delvis i gennem
indenfor forskningen. Der er forskelle mellem generationerne. Tidligere
generationer af kvinder var svagere repræsenteret blandt akademikere
i modsætning til den nuværende, hvor over halvdelen af studenter
er kvinder. Vi kan altså forvente om tredive år vil andelen af kvinder
og mænd blandt ledende forskere være lige. Der er dog ikke meget
der tyder på at det vil gå sådan. Der er mange årsager til at kvinderne
halter bagefter mændene. Biologiske, sociale, historiske og kulturelle
forhold præger kvindernes roller i det moderne samfund. Kvinder
føder og passer børn, kvinder udfører en stor del af hjemmets opgaver,
kvinder ønsker ikke at påtage sig lederrollen, kvinder foretrækker
at arbejde i stillinger som mellemleder, kvinder vil ikke gennemføre
den krævende forskerkarriere, kvinder søger job inden for områder
med blødere værdier og kvinder arbejder med omsorg, pasning og pleje.
Socialforskningsinstituttet offentliggjorde i 2002 en rapport:
”Tid og velfærd”, som beskriver danskernes anvendelse af deres tid
på arbejde og i hjemmet. Undersøgelsen, som bygger på 2700 interviews,
viser at kvinder og mænd arbejder lige meget. Når man lægger erhvervsarbejde
og husholdningsarbejde sammen arbejder begge køn godt 7 ½ time på
en gennemsnitlig ugedag - lørdag og søndag medregnet. Det betyder
dog ikke, at de laver det samme, idet mænd fortsat er mere på arbejdsmarkedet
end kvinder, som omvendt bruger mere tid på husholdningen end mænd.
Kvinder bruger 4 timer på arbejde og 3 ½ time i husholdningen, mens
mænd bruger 5 timer på arbejde og 2 ½ time i husholdningen. I sammenligning
med en tilsvarende undersøgelse i 1987 er forskellen i den tid kvinder
og mænd bruger i husholdningen blevet mindre. Dengang var det gennemsnitlige
daglige tidsforbrug for kvinder og mænds husholdningsarbejde henholdsvis
3 timer og 1 ¾ time, sammenlignet med 3 ½ og 2 ½ time i dag. I de
forløbne 15 år er den samlede tid kvinder og mænd bruger hver dag
i hjemmet således steget fra 4 ¾ til 6 timer. Hvad angår omsorg
for børn er der store forskelle mellem mødre og fædre. Tre ud af
fire mødre og tre ud af fem fædre tager sig af børnene, fordelt
på knap 2 timer for mødrene mod fædres 1 ¼ time om dagen. Kvinder
og mænds fordeling af arbejdsopgaver ændrer sig langsomt. Hvordan
ser det ud om 15 år?
Et handicap for kvinderne i deres forskerkarriere er fordelingen
af den offentlige forskningsstøtte. Det er dokumenteret at forskningsstøtte
er præget af nepotisme og kønsdiskrimination. Uddelingen har en
alvorlig slagside til fordel for mænd. I Agnes Wold og Christine
Wennerås berømte undersøgelse af det Svenske Sundhedsvidenskabelige
Forskningsråds uddeling af støtte i 1995 havde kvinder generelt
meget sværere ved at opnå støtte. Analysen viste at kvinder som
søgte forskerstipendium skulle være 2,5 gange mere produktive end
mænd for at opnå samme antal point i bedømmelsen af kvalifikationer.
Wold og Wennerås afslørede endvidere at forbindelser til et medlem
af Forskningsrådet gav ekstra point uafhængig af kønnet. En kvinde
uden forbindelser til et medlem af Forskningsrådet havde altså svært
ved at opnå et forskerstipendium. Den videnskabelige opgørelse blev
offentliggjort i Nature (1997;387:341-343) og vakte berettiget opsigt.
Resultaterne medførte at det Svenske Forskningsråd ændrede retningslinier,
så uddelingen blev mere retfærdig. Den daværende kvindelige formand
for det Danske Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, professor Ebba
Nexø gennemførte en undersøgelse af den danske praksis. Undersøgelsen
konkluderede at forskningsrådet i Danmark opfyldte kravet om ligestilling.
I modsætning til den svenske undersøgelse var der dog ikke tale
om en uafhængig og uvildig analyse.
I et forsøg på at rette op på skævheden mellem kvinder og mænd
gennemførte daværende forskningsminister Jytte Hilden i 1998 et
forskningsprogram: ”Female Researchers in Joint Action” (Freja)
med uddeling af 78 millioner kroner til 16 kvindelige forskere inden
for naturvidenskab, medicin, samfundsvidenskab og humaniora, som
blev udvalgt blandt 327 ansøgere. I programkomiteen sad 5 kvinder
og 3 mænd. Formålet var at give støtte til gode kvindelige forskere,
at øge kvinders synlighed inden for et forskningsfelt og at fastholde
og videreuddanne lovende kvindelige forskere. Forskningsstøtten
kunne kun søges af kvinder. Indenfor biokemi og medicin blev støtten
uddelt til seks fremragende kvindelige forskere, som hver modtog
4-6 millioner kroner i fire år. For alle forskerne betød pengene
et afgørende bidrag til deres forskning og karriere.
I lighed med Freja programmet har kvindelige forskere og politikere
fremsat forslag om kønskvotering, således at forskerstillinger blev
forbeholdt kvindelige ansøgere. Et andet forslag indebar, at kvinders
børnefødsler blev indregnet i den videnskabelige produktion. Kvinders
fravær fra aktiv forskning under barselsorlov blev beregnet til
en publikation og skulle således opveje en kvindelig forskers biologiske
handicap i forhold til den mandlige. Forslagene skulle rette op
på den ulige fordeling af kvinder og mænd blandt fastansatte forskere
på universiteterne dvs. lektorer og professorer. Det er dog foreløbig
blevet ved tankerne. Modstandere af forslagene er betænkelige ved
at andre kvalifikationer end de rent videnskabelige er gældende
ved ansættelse af forskere. På længere sigt kunne det medføre faldende
videnskabelig kvalitet. Derfor er de generelle regler for ligestilling
stadig gældende ved ansættelser på universiteterne.
Mange kvinder har ambitioner om en forskerkarriere, når de starter
på Ph.D. studiet. De ønsker at vie deres liv til opklaringen af
biologiens mysterier. En selvstændig forskerkarriere i akademia,
forskningsinstitutioner eller industrien er prestigefuld og attraktiv.
Hvorfor forlader kvinderne forskningen? Blandt mange, som har forsøgt
at give svar på dette spørgsmål, er ”Women in Cell Biology” komiteen
i ”American Society for Cell Biology”. Siden oprettelsen i 1971
har komiteens medlemmer arbejdet for ligestilling i forskningen.
I den seneste publikation fra komiteen: ”Career Advice for Life
Scientists”, som kan læses på www.ascb.org,
diskuteres spørgsmålet i afsnittet ”Women and Science Careers”.
Hvad sker der for kvinder, når de skal tage det første skridt i
en selvstændig forskerkarriere efter Ph.D. graden? Mange kvinder
føler sig isolerede, magtesløse, undertrykte og usikre i et uddannelsessystem,
som er indrettet til at uddanne mandlige studerende til et mandsdomineret
fagområde. Aktiv forskerkarriere betyder skiftende arbejdstider,
50-60 timers arbejdsuge, længerevarende forskerophold i udlandet
og rejser til videnskabelige møder. Kvinder vælger derfor andre
karrierer, som er forenelige med at have familie, mindre arbejdskrævende,
økonomisk mere fordelagtige og personligt mere tilfredsstillende
end forskerkarrieren. Få kvinder har en ægtefælle, som vil påtage
sig at passe husholdningen og børnene, så hun kan opfylde sine videnskabelige
ambitioner og gennemføre karrieren.
Kvinder savner rollemodeller blandt forskere. I de 100 år Nobelprisen
er uddelt er der kun ni kvinder blandt flere hundrede mandlige prismodtagere
inden for medicin, kemi og fysik. Naturvidenskab er ikke et fagområde,
som tiltrækker kvinder på samme måde som humaniora og samfundsvidenskab.
En smuk og feminin kvindelig forsker bliver ikke taget alvorligt
selvom hun kan præstere videnskabelig kreativitet og produktivitet.
Kvinder, som forfølger en forskerkarriere med ambitiøs, aggressiv
og selvfremførende adfærd, betragtes som ukvindelige. Kvinder kan
lide at deltage i konkurrencer og vinde. Mange kvinder frastødes
imidlertid af den komplekse konkurrence indenfor naturvidenskaben,
hvor der ikke er klare vindere og tabere. Videnskabelige opdagelser
kræver samarbejde i langvarige projekter og bygger på tidligere
resultater af andre forskere. Det kræver udholdenhed at gennemleve
skuffelserne og frustrationerne efter mislykkede projekter. Kvinder
er mere pragmatiske og kompromissøgende end mænd. På denne baggrund
er det forståeligt, at mange kvinder ikke vil forske. Fremtiden
må vise om flere kvinder vælger forskerkarrieren indenfor naturvidenskab
eller om det fortsat vil være et mandefag.
Kvindelige Nobelpristagere:
Marie Curie (F: 1903), Iréne Joliot Curie (K: 1935), Gerti Theresa
Cori (M: 1947), Maria Goeppert-Mayer (F: 1963), Dorothy Crowfoot
Hodgkin (K: 1964), Rosalyn Yalow (M: 1977), Rita Levi-Montalcini
(M: 1986), Gertrude B. Elion (M: 1988) og Christiane Nüsslein-Volhard
(M: 1995).
|
