Med en cand.scient. i biokemi er der gode muligheder for at rejse
til udlandet og fortsætte sine studier med at lave en Ph.D. Det
er vores indtryk, at mange studerende går rundt med en drøm om at
lave en Ph.D. i udlandet, men af forskellige årsager er det faktisk
ikke så mange, der realiserer den drøm. Biozoom har derfor talt
med fire Ph.D.-studerende om deres studium, liv udenfor laboratoriet
og erfaringer med at rejse hjemmefra. Vi håber at disse oplysninger
kan være nyttige for dem, der kunne have lyst til at rejse ud.
De fire vi har talt med er Jan Nygaard Jensen, Kresten Lindorff-Larsen,
Thomas Åskov Pedersen og Jens Erik Nielsen. De fire laver eller
har lavet Ph.D. i henholdsvis Denver (Colorado, USA), Cambridge
(England), Monterotondo (EMBL, Italien) samt Heidelberg (EMBL, Tyskland).
Fælles for de fire er, at de sikkert gør sig mange af de samme
tanker som alle andre der vil rejse ud: Giver det nye udfordringer,
personligt og fagligt? Hvordan kan man rejse ud og samtidig beholde
kontakt til familie og venner? Hvordan med det faglige niveau? Hvad
kræver det at slå sig ned for et længere stykke tid i et nyt land?
– og mange andre overvejelser. Og frem for alt, så er der forhåbentlig
også nogle tips og gode råd, som andre kan bruge, hvis de en dag
selv skulle få lyst til at rejse ud.
God læselyst!
Kresten Lindorff-Larsen,
Ph.D. studerende ved University Chemical Laboratory, University
of Cambridge, England. E-mail: kll29@cam.ac.uk
For cirka et år siden, 1. oktober 2001, påbegyndte jeg mit ph.d.
studium ved det Kemiske Institut på University of Cambridge, England.
Idéen begyndte at tage form under mit Biokemi studium ved KU hvor
jeg ret tidligt fandt på at jeg ville tage min ph.d. uddannelse
i udlandet. Valget faldt på England selvom Schweiz og Italien også
var inde at vende et par gange. I efteråret 2000 begyndte jeg så
småt at planlægge og arbejde på de praktiske detaljer. På det tidspunkt
havde jeg besluttet mig for at jeg ville arbejde hos Chris Dobson
(www.ch.cam.ac.uk/cucl/staff/cmd.html), det på det tidspunkt var
ansat på Oxford University og jeg kontaktede ham derfor. Efter en
del skriverier frem og tilbage gik alt i orden, dog med den ændring
at han snarligt ville skifte job til et professorat i Cambridge.
Det var fint med mig, for det var mere manden end stedet jeg gik
efter. Derefter skulle jeg søge om et ph.d. stipendium og om optagelse
på University of Cambridge. Førstnævnte søgte jeg hos og fik fra
Forskeruddannelsesrådet i Danmark (find FUR via www.forsk.dk). Jeg
fik et tre-årigt stipendium til at udføre min ph.d. i udlandet og
stipendiet dækker udover min løn også undervisningsudgifter til
universitetet og mit college, kongresmidler, lidt forskningsmidler
og diverse andre udgifter. For at blive ph.d. studerende her i Cambridge,
er det ikke nok at man bliver godkendt af en vejleder og at ens
projekt bliver accepteret; man skal også optages centralt. Jeg sendte
derfor også en ansøgning til Universitet engang tidligt i foråret
2001 og endte også med at blive optaget. Optagelse sker som regel
pr 1. oktober hvor det akademiske år starter. Det er vist muligt,
men bestemt ikke normalt, at starte på andre tidspunkter (læs mere
om optagelsessystemet via www.cam.ac.uk).
Universitetssystemet i Cambridge (og Oxford) adskiller sig fra
de andre engelske universiteter ved at man udover at være knyttet
til Universitet også er knyttet til et college. Som undergraduate
studerende (dvs. bachelor studerende) er ens primære tilknytning
til College, dvs. man søger direkte til et college, og hvis man
bliver optaget der bliver man automatisk optaget på Universitet.
For graduate students (dvs. både ph.d. studerende og master (1-årig
kandidatuddannelse) studerende) er optagelse først via Universitetet,
og hvis man optages er man garanteret plads på et college. For undergraduate
studerende varetages en del af uddannelsen af College, idet Cambridge
og Oxford følger et tuition system hvor hver enkelt studerende i
alle fag modtager undervisning i grupper af størrelse 1-3 som supplement
til forelæsninger og praktisk undervisning på Universitetet.
For graduate students er College’s primære funktion social og praktisk.
College kan hjælpe én med at finde bolig eller kan være et sted
hvor man kan møde andre mennesker udenfor ens faglige felt. Desuden
kan man spise (meget billigt) på College, få tilskud til køb af
bøger etc., kort sagt et lille samfund i samfundet. For en englænder
der er vokset op med dette system, er det måske simpelt at vælge
hvilket college man vil søge ind på, men som dansker fandt jeg det
ret svært (du kan finde en liste over Colleges via universitetets
hjemmeside). Jeg endte med at søge ind på et af de ældre, meget
smukke colleges (St. John’s College) primært fordi de tilbyder deres
studerende gode boligforhold. Jeg havde hørt, at det både er svært
og meget dyrt at finde bolig i Cambridge, og da jeg skulle flytte
herover med min kæreste, der skulle læse i London men bo i Cambridge,
var vi nødt til at have en lejlighed. Jeg havde læst at St. John’s
var et af de colleges der har flest lejligheder til deres studerende
og valgte derfor at søge her som første prioritet. Det lykkedes
da også at komme ind, og vi fik også en fin lille lejlighed via
dem. For ph.d. studerende er det ellers normalt at bo på et værelse
som man lejer via college. Værelserne ligger i såkaldte graduate
hostels, dvs. man bor sammen med 5-15 andre graduate students. Alle
disse praktiske sager, ansøgning om optagelse, stipendium, lejlighed
etc. samt endeligt svar på alle disse ansøgninger var klar omkring
august 2002.
Det var således med spænding at vi drog herover 1. oktober sidste
år. Hvad jeg ikke rigtigt havde tænkt på var, at der var tusinder
af andre folk (undergraduates og graduates) der også skulle starte
på universitetet på samme tid. Hele systemet, både universitetet,
colleges og byen generelt er gearet til at der nu skal starte nye
folk og alt er derfor ret velfungerende. Man bliver ret nemt styret
igennem alle de kedelige formalia: optagelse i sygesikring, få en
bank-konto, få en læge og tandlæge osv.; ting som ellers ville være
mere besværlige at finde ud af selv. Derudover er der arrangeret
en række forskellige velkomst arrangementer på College så man både
kan lære nye mennesker og byen at kende. Derefter kunne jeg så begynde
på mit nye arbejde.
Chris Dobson’s gruppe har igennem mange år arbejdet med protein
foldning studeret ved et væld af forskellige biofysiske teknikker.
I de seneste år har en stor del af gruppen arbejdet med protein
misfoldning, i særdeleshed med de molekylære detaljer der fører
til dannelsen af de amyloide fibriller, der viser sig at være involveret
i en lang række sygdomme. Det er i dette område, protein-foldning
og misfoldning, at mine interesser ligger og min projektbeskrivelse
omhandlede disse emner. Det viste sig dog at flytningen af laboratoriet
fra Oxford til Cambridge tog længere tid end forventet og vi kunne
derfor først påbegynde laboratoriearbejde i starten af 2002. Jeg
besluttede derfor at begynde at arbejde med computer-simuleringer
indenfor protein (mis)foldnings problemer og det viste sig at dette
arbejde var så spændende, at jeg indtil nu har holdt mig til dette
område. Der er på Instituttet og i Cambridge generelt mange folk
der arbejder indenfor protein-foldning og også andre områder indenfor
protein- og biokemi. Der er derfor rig mulighed for at gå til mange
gode foredrag, både med lokale og inviterede talere. Derudover er
der god mulighed for at diskutere sit projekt, sine idéer og resultater
med andre folk. Det er en stor styrke ved at arbejde et så stort
sted med så mange folk indenfor ens felt.
De forskningsgrupper som jeg har kendskab til herovre fungerer
på mange områder som de fleste jeg kender til i Danmark. Der er
dog nogle forskelle som vil være relevante at kende til inden man
evt. vil søge herover for at arbejde eller studere. For det første
er det mindre almindeligt at have udstrakt laborant hjælp. Vores
gruppe, som dog måske ikke er repræsentativ, består i øjeblikket
af omkring 15 mennesker hvoraf knap halvdelen er ph.d. studerende
og resten er post.docs. Der er i vores gruppe ingen laboranter selvom
vi håber på snart at få en. Vi har derudover et par projekt studerende
(af bachelor-projekt typen). En anden vigtig forskel fra Danmark
er ph.d. studerendes officielle status: her er man studerende, i
modsætning til i Danmark hvor man mere har status af ansat. Den
åbenlyse forklaring på dette er at engelske ph.d. studerende typisk
har 3-4 års studium bag sig inden de begynder på deres ph.d., de
er ofte 22-24 år gamle og har som regel kun lidt laboratorie-erfaring
inden de begynder. Mange danske ph.d. studerende har ofte 2-4 års
laboratorie-erfaring, når de begynder på deres ph.d. uddannelse
og der er derfor en forskel i den praktiske kunnen man har.
At man er studerende giver sig også udslag i at man ingen undervisningsforpligtigelse
har. Man kan, hvis man vil, enten være instruktør på øvelseskurser
eller give tuition via sit college, men det er frivilligt. En anden
forskel er at der er heller ikke en bestemt mængde kurser man skal
følge. Udover en enkelt foredragsrække det første år er det frivilligt
hvor meget man vil deltage i kurser og kongresser. Efter det første
års ph.d. studium skal man aflevere en rapport, der skal godkendes
og forsvares inden man får lov til at forsætte på studiet. Selvom
det mest er en formalitet at bestå denne prøve bruger de fleste
folk dog en del tid på at skrive den. For mange folk, specielt dem
uden forudgående laboratorie-erfaring, er der ikke mange resultater
at skrive om efter et år, og rapporten indeholder derfor en litteratur
oversigt, en mere detaljeret projektbeskrivelse samt de resultater
man nu måtte have. Meget af den vil forhåbentligt kunne bruges til
den afsluttende ph.d. rapport. Denne rapport er også ofte generelt
ret forskellig fra den man kender Danmark. Her er det normalt at
man skriver alle sine resultater sammen til en sammenhængende rapport
snarere end den samling af manuskripter og artikler med en introduktion
man kender fra Danmark.
Livet i Cambridge er meget præget af, at man befinder sig i en
gammel universitetsby med mange traditioner. Udover de mange gamle
smukke bygninger mærker man også traditionerne i dagligdagen på
andre måder. F.eks. er der den obligatoriske sorte kappe man tager
på, når man spiser til middag i den fine Hall på College. Her sidder
man ved langborde med lærerne (Fellows) til højbords. Bordbønnen
er på latin. Disse traditioner varierer dog mellem de forskellige
colleges og på nyere colleges er der mindre af den slags. På mit
college, hvor New Court blev bygget i 1800-tallet, er der mange
traditioner uden dog at det bliver til en plage eller uudholdeligt.
I det hele taget er mange ting i byen bygget op så man kan koncentrere
sig om sine studier. Man kan billigt spise på College, man kan komme
ind døgnet rundt på College’s eget bibliotek og universitetsbiblioteket
har også længe åbent. Så selv om man deltager i flere af de mange
hundrede foreninger der på universitetet og college, og som dækker
en lang række sportsgrene, og stort set alle andre tænkelige og
utænkelige emner (på mit college alene har vi bl.a. foreninger for
hjemmebryg, teologi, engelsk litteratur, opera, jazz, badminton,
fodbold, hockey, rugby, roning, bordtennis, for bare et nævne nogle
få) er der god mulighed og tid til at fordybe sig. Byen er hyggelig
med masser af gode pubber, restauranter og åbne grønne områder.
Der er mange studerende, hvilket giver meget liv i byen. Det værste
her er nok de boligforhold som englændere generelt tager sig til
takke med. Husene er ofte dårligt byggede, fugtige og kolde, fuldkommen
som ens fordomme siger. At det så er dyrt og svært at finde noget
godt gør det ikke bedre. Men de fleste vænner sig dog til det og
heller ikke alle lejligheder og huse er lige slemme.
Alt i alt kan jeg dog anbefale at lave ph.d. i udlandet og har
gode erfaringer med det. Der er mulighed for at kombinere faglige
interesser med et længerevarende udenlandsophold. Man vil uvægerligt
møde problemer ligesom man ville gøre i Danmark, men mine egne erfaring
er at der er meget mere på plus-siden en på minus-siden. At der
er billige flybilleter herfra hjem til familie og venner i Danmark
og at turen kun tager 4-5 timer fra dør til dør gør det endnu nemmere
at rejse ud. Min egen erfaring var at det var ret nemt at få det
praktiske i orden, men det kræver selvfølgelig lidt held. Derudover
er det selvfølgelig vigtigt at komme i gang i god tid: et år er
meget passende, men man skal huske på at der er optagelse per 1.
oktober og man kan derfor ikke regne med at kunne starte efter et
år hvis man sender sin ansøgning f.eks. 1. maj. Men min egen erfaring
er at det ikke er de praktiske men snarere personlige og faglige
spørgsmål der skal besvares inden man beslutter sig for at rejse
ud i tre år.
Jan Nygaard Jensen
Ph.D. studerende ved University of Colorado Health Science Center
– Barbara Davis, Denver, Colorado, USA. E-mail: jan.n.jensen@uchsc.edu
Min Ph.D. foregår i Denver Colorado, USA. Den er etableret som
et samarbejde mellem Barbara Davis Center (BDC) for Childhood Diabetes,
som er en del af University of Colorado, og Sundhedsvidenskabelige
Fakultet i København. BDC er et stort klassisk Type 1 diabetes (også
kaldet insulin krævende diabetes) hospital, som består af en klinisk
afdeling som behandler og ser patienter samt en forsker-del, hvor
man forsker i sygdommen Type 1 diabetes. Mit projektet behandler
emnet: Regenerering af den voksne bugspytkirtel, hvor vi ser på
muligheder for at danne de livsvigtige insulin producerende beta-celler
ud fra eksisterende voksne celler.
Efter mit speciale var jeg i den fantastiske situation at jeg havde
flere forskellige tilbud om at lave en Ph.D. Men et af mine mål
under en evt. Ph.D. var at komme til udlandet. Gerne et sted hvor
man brugte engelsk som hovedsprog, idet dette kunne hjælpe mig på
vej i forskningen. Jeg fandt stedet ved, at en kollega på det institut
hvor jeg lavede mit speciale (Hagedorn Research Institute) fik en
Asst. Professor stilling på BDC. Han søgte en dansk Ph.D. studerende
evt. som samarbejde med et dansk universitet. Så jeg søgte denne
stilling og fik den.
Mht. finansiering, har jeg været så heldig at få et Ph.D. stipendium
fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Kbh. Universitet. Og yderligere
har jeg modtaget støtte fra bl.a. Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd.
Da jeg havde taget min endelige beslutning om at søge Ph.D. i udlandet
begyndte jeg straks at undersøge mulighederne for at få dækket nogle
af alle de mer-udgifter der vil være når man flytter til et andet
land. Jeg har med stor succes benyttet internettet for at søge på
relevante legater. Her kan nævnes: alm. Google/Yahoo/Jubii søgning
med søge ord som "legater, fonde, studierejser, uddannelsesstøtte
etc."
Der er selvfølgelig både fordele og ulemper ved at lave Ph.D. i
udlandet. Jeg ser det som en stor personlig fordel, at alt foregår
på et fremmedsprog (engelsk). Denver, hvor jeg er nu har desuden
mange muligheder for universitetsfag som man ikke kan få i Danmark.
En ulempe er at når man flytter til et nyt land, så mister man meget
af det lokale netværk man har (eller kan have) bygget op under sin
specialetid, eller måske gennem sin studietid. Man kender ikke nogen
som kan hjælpe en igennem med kontakter osv. Men dette kan også
tolkes som en fordel, idet man bliver tvunget til at tage initiativ
selv til at lave et nyt netværk og bygge tingene op fra bunden igen.
Derudover, kan faglige ambitioner og private tab være utroligt svært
at opveje. Jeg vil sige, hvis man ikke har nogen ambitioner om at
virkelig tage til udlandet og har lyst til det, så lad være. Det
koster tid og frustrationer at få opbygget et nyt privatliv i et
nyt land. Men det kan nemt senere give det mange gange tilbage.
Dagligdagen i laboratoriet er lidt anderledes end i Danmark, men
ikke meget. Arbejdstiden her er på 40 timer om ugen og med meget
mindre ferie end en evt. dansk Ph.D studerende ville blive tilbud
hjemme i DK. Men dette er som det ser ud på papiret. Jeg har min
frihed som jeg også ville have hjemme – det at være studerende her,
er som at være studerende hjemme: Frihed under ansvar! Det har været
hårdt at skulle etablere sig i et nyt land, ikke kun arbejdsmæssigt,
men bestemt også udenfor laboratoriet. Selv simple ting som tag
over hovedet kan blive et problem. Det at finde ud af en ny by,
finde ud af hvor man vil bo og etablere sig, det er en kæmpe og
ikke mindst energi krævende proces. Det tager tid at falde til,
og jeg anbefaler på det varmeste at dette ikke overses. Ligeså meget
tid man ligger på lab-bænken skal der bruges på at etablere sig
i starten.
Jeg ser enormt store muligheder for, at jeg engang igen vil komme
tilbage til dansk forskning. Jeg ser dette ophold som en meget vigtig
milepæl i min uddannelse. Det at komme væk fra trygheden og de systemer
man kender har lært mig en masse. Det har modnet ikke kun min person,
men bestemt også min forskning betydeligt. Jeg tror, at man vil
kunne tage dette med hjem til Danmark i en ny stilling og bruge
meget fornuftigt.
Et af de bedste råd som jeg meget gerne vil give videre, det er
"tid". Et udlandsophold kræver meget forberedelse og jeg tror jo
mere man er forberedt jo mindre skal man "kæmpe" med når man er
i udlandet. En ting som kom en smule som en overraskelse for mig
er de økonomiske udgifter der er forbundet med at flytte. Hvis muligt
så prøv at lave en aftale om hjælp til flytning med det sted du
skal hen. Flytning af selv simple småting kan blive meget dyrt,
og man ender ofte med at benytte en hel sum penge på at skulle etablere
sig det nye sted. Vær ude i god tid med at søge legater, jeg besluttede
mig ca. ½ år før afrejse og denne tidsfrist var ikke for lang. Så
kan jeg også anbefale på det varmeste, at man bruger tid på at etablere
dig privat, så ikke man "kun" tænker videnskab og på hvad man laver
i et laboratorium.
Jeg kan på det varmeste anbefale dem som er interesseret i at lave
en Ph.D. i udlandet til at tage springet. Jeg har nu været studerende
i næsten et år i udlandet, og jeg nyder mit ophold utrolig meget.
Det har til tider været en prøvelse, men også en stor sejr når man
opnår nye mål i tilværelsen.
Thomas Åskov Pedersen
Ph.D. studerende ved EMBL Monterotondo, Italien. E-mail: thomas.pedersen@embl-monterotondo.it
Min Ph.D. foregår på en såkaldt EMBL-Outstation (EMBL: European
Molecular Biologi Laboratory) i Monterotondo nær Rom. Der laver
vi mest musegenetik, men i praksis dækker EMBLs Ph.D. program alle
grene inden for molekylærbiologi og biologisk kemi, fysik og informatik.
(Alle nævnt, ingen glemt). EMBL er en sam-finansieret europæisk
organisation, hvis hovedkvarter og laboratorier ligger i Heidelberg
i Tyskland. Der er desuden såkaldte outstations andre steder i Europa:
Én i Hinxton, der laver bioinformatik (nabo til Sanger Institute),
to i Grenoble og Hamburg, der laver strukturel biologi (i forbindelse
med de to cyclotroner der ligger dér) og en i Moterotondo (tæt ved
Rom), som jeg arbejder. Hvis nogen vil vide mere om hvad EMBL, så
har vi et godt web-site (www.embl.de). Herfra kan man klikke sig
rundt imellem alle tænkelige informationer (hvem er der, hvad laver
de og hvordan kan jeg blive en del af det.) Det gælder både studerende,
post docs og andre som har noget molekylærbiologi at gøre.
EMBL PhD programmet, som jeg er optaget på, tager ca. 50 studerende
om året fra hele Europa. Der er central ansøgning én gang om året.
For at blive optaget skal man have bestået sin kandidateksamen.
EMBL optager både fysikere, biologer, kemikere og matematikere og
alle interesserede er i princippet velkomne. Hvis man bliver accepteret
i programmet bliver man finansieret af EMBL og får en kontrakt på
3½ år. Man får en relativ høj skattefri hyre (ca. 1600 Euro/måned
(plus et tillæg hvis man er gift)). Der er ikke pension med i lønnen,
men alt i alt synes jeg det er godt alternativ til en dansk Ph.D.
I øvrigt er danske Ph.d.-studerende nogle af de højest lønnede i
verden (igen er danskerne en flok forkælede bæster - en anden grund
til at tage ud: man lærer at Danmark er et godt land at leve i),
så for mange andre er det forbundet med en stor økonomisk gevinst
at få en EMBL-Ph.D.
Mit projekt går udpå at studere effekten af specifikke mutationer
i en transkriptions-faktor i mus. Dvs. jeg introducerer punktmutationer
i genet som koder for denne faktor ved hjælp af såkaldt knockin-teknik.
Jeg studerer så effekten af mutationerne for de processer som mit
gen er involveret i (genregulering, differentiering og energi-homeostase).
Der er i alt 6 grupper på EMBLs museprogram i Monterotondo og de
arbejder med vidt forskellige ting såsom cytoskelet-dynamik, transkriptions-regulering,
neuron-plasticitet, kardiologi, embryonal udvikling, indlæring og
adfærdsbiologi. Alle disse ting bliver studeret i transgene musemodeler.
For mig var det egentlig ikke svært at finde min EMBL-Ph.D. plads.
Jeg har egentlig altid gerne villet prøve at være et sted hvor man
kunne få lov til at lave »store og dyre forsøg« (forsøg der koster
meget, ikke forsøg med dyr!), som f.eks. musegenetik. Jeg havde
egentlig også haft lyst til at rejse til udlandet og da min chef
så en dag sagde, at han havde fået et job på EMBL og om jeg ville
med til Italien, så sagde det ligesom sig selv.
Jeg kan egentlig kun se fordele, rent fagligt, ved at lave en Ph.D.
på EMBL (eller et andet stort institut med store midler), i Danmark
er der mere tendens til små grupper, men hvis man på samme sted
har en 30-40 mennesker som alle sammen på en eller anden måde arbejder
med det samme, så kan man virkelig forbedre sine ideer om hvordan
god forskning bør være, simpelthen fordi man snakker med mennesker
som har prøvet alt muligt - bare andre steder. På det laboratorium,
jeg er på er der således en italiener, en russer, en tysker, to
franskmænd og så min chef og jeg som er danske. Det giver mange
inputs og ideer at have mennesker med forskellig baggrund det samme
sted. En anden fordel er, at der kommer mange forskere og holder
foredrag enten i forbindelse med kurser eller i forbindelse med
et samarbejde. I København (hvor jeg lavede speciale) synes jeg
ikke der var nær så mange interessante foredragsholdere. At det
så skyldes, at foredragene blev dårligt annonceret eller at mit
interesseområde er for snævert, ved jeg selvfølgelig ikke.
Jeg synes ikke man skal tage til udlandet for at få bedre foredrag,
men det er da en bonus der er værd at tage med. En specifik fordel
ved at arbejde på et sted, hvor der er mange muse-genetikere er,
at der er mange forskellige muselinier som er umiddelbart tilgængelige.
Man kan således krydse disse linjer for at opnå effekter i specifikke
væv eller for at få inducible effekter.
En ulempe ved at tage af sted er selvfølgelig at man mister noget
kontakt til mange af sine venner og bekendte. Selvfølgelig får man
nye venner, men det er jo ofte dem man arbejder sammen med og på
den måde bliver det hurtigt lidt indspist. Især dér hvor jeg arbejder
nu. Vi er ca. 40 personer der, og vi bliver stadigt flere. En del
af dem er italienere og har således beholdt deres netværk. Men for
os andre er det svært at få bekendte uden for labbet. Det kan selvfølgelig
lade sig gøre, men man skal gøre en indsats for det. En fordel ved
EMBL er at programmet dækker 75% (op til en hvis grænse, som dog
er ret højt sat) af udgifter i forbindelse med sprogundervisning.
Netop eksterne sprogkurser er en god mulighed for at møde andre
mennesker. Som konsekvens af et manglende netværk kan hverdagene
hurtigt blive meget lange og også tage en bid af weekenderne. Men
der er også mange studerende i DK som arbejder meget, da man jo
som studerende har en deadline. (Og så hænger det jo sådan sammen,
at dem der arbejder meget for produceret meget.)
Mht. privatlivet, var det for mig ekstra nemt, da min kone kunne
lave speciale hernede. Selvfølgelig betyder det at vi må udskyde
drømmen om villa og vovse stykke tid (og skære antallet af børn
ned fra 6 til 4). Jeg savner naturligvis min familie og mine nære
venner, men vi får ofte besøg og der postes pakker og mailes begge
veje. Verden er jo slet ikke så stor i dag med e-mail, telefoner,
discount flyrejser etc. En yderligere fordel ved at arbejde et sted
som Rom er desuden, at ens venner og familie er meget interesserede
i at besøge en. Dels ligger det ikke så langt væk hverken tidsmæssigt
eller økonomisk og dels har Rom og Italien jo en del at byde på.
Det tror jeg ville have været anderledes hvis man tog til Vladivostok
eller New Zealand (ikke for de rigtige venner naturligvis). Alt
i alt tror jeg ikke, jeg kommer til at fortryde at jeg tog af sted.
Jeg tror at jeg efter min Ph.D. har gode muligheder for at vende
tilbage til Danmark, og jeg tror det som sådan vil forbedre ens
C.V. at tage til udlandet, især hvis man har forsket/arbejdet et
sted som har et godt ry. Jeg har ikke nogen fornemmelse af hvor
vigtigt det er at pleje sine danske forbindelser. Jeg synes, jeg
har et godt netværk i DK og vi samarbejder med grupper både i København
og i Lund. Om det har nogen indflydelse på mine muligheder for at
vende tilbage, at jeg har været »ude« et par år vil tiden at vise.
Jeg har jo ikke været væk så længe (et halvt år), så jeg føler
ikke jeg kan give råd mht. konsekvenser for privatliv mm., men jeg
er meget glad for at jeg er et sted som folk gider og har råd til
at besøge. Vi har stor fornøjelse af dét som Rom og Italien kan
byde på ud over videnskaben og EMBL. Jeg synes dog man skal sikre
sig at der er et fagligt udbytte af ens ophold: Hvis man tager til
udlandet for at blive bedre forsker kan man lige så godt sikre sig,
at det er et ordentligt projekt man skal arbejde med, og at labbet
er velfungerende. Jeg vil dog bestemt anbefale at arbejde i udlandet:
Det er lækkert at stifte bekendtskab med et nyt sprog og en ny kultur,
især når den er så herlig som den italienske (På godt og på ondt).
Jeg vil også anbefale, at man tager til et stort anerkendt sted.
Det er fedt, at der er råd til det hele og at man føler, at man
er i et dynamisk miljø. Det er min fornemmelse at EMBL i den sammenhæng
godt kan leve op til de store amerikanske institutter.
Jens Erik Nielsen
Tidligere Ph.D. studerende ved EMBL Heidelberg, Tyskland. E-mail:
jnielsen@mccammon.ucsd.edu
Jeg lavede min Ph.D. paa European Molecular Biology Laboratory
(EMBL) i Heidelberg, Tyskland. Jeg arbejder med strukturel bioinformatik,
mere specifikt saa omhandlede min Ph.D. studier af pH-afhængigheden
af enzym-katalyse og metoder til beregning af pKa-værdier i det
aktive site af enzymer. Arbejdet bestod til dels af teoretisk arbejde
med at udvikle beregningsmetoder til brug ved studier at elektrostatiske
effekter i enzymer (programmering, testning og anvendelse) og af
eksperimentelt arbejde (udført i DK) som havde til formål at validere
de udviklede beregningsmetoder. (EMBLs hjemmeside:
http://www.emb-heidelberg.de. Min egen hjemmeside: http://www.cmbi.kun.nl/gv/nielsen/)
Grunden til at jeg valgte at lav Ph.D. i udlandet var en kombination
af omstændigheder. På min speciale-arbejdsplads (Novozymes A/S)
var der penge til stede til at lave en Ph.D. i udlandet, og siden
der ikke var ekspertise i strukturel bioinformatik på KU eller andre
steder i DK så var det nærliggende at tage til udlandet. Ydermere
så virkede KU’s Ph.D. –program ikke særlig transparent. F.eks. så
ved jeg stadig ikke hvordan man rent faktisk ansøger om et Ph.D.-stipendium,
hvor mange kurser man skal have, osv. På EMBL var alting simplere
og klart defineret, og i tillæg har EMBL et virkeligt godt ry indenfor
strukturel biologi. Min Ph.D. endte derfor med at være finansieret
af Novozymes A/S og EMBL/EMBO.
Fordelene ved at lave Ph.D. i udlandet er flere: Ingen undervisningspligt,
og ingen pligt til at tage kurser i løbet af Ph.D.’en. På EMBL skal
alle Ph.D.-studerende igennem et 2-måneders kursus som fører deltagerne
rundt i alle fagområderne på EMBL. EMBL består af fem programmer:
Structural Biology & Biocomputing, Cell Biology, Gene Expression,
Developmental Biology og Biochemical Instrumentation. Kurset giver
en god introduktion til alle disse fagområder og giver således deltagerne
både en bred praktisk og teoretisk viden om de vigtigste områder
indenfor den moderne molekylærbiologi.
Rent maskinelt og teknisk er laboratoriet både bedre og dårligere
udrustet end hjemme. Der er langt mindre skrivebordsplads og laboratorieplads
end laboratoriet på Novozymes som jeg var vant til. Apparater var
ofte ikke de nyeste, men i sammenligning med KU vil jeg gætte på
at standarden var højere eller den samme. Dertil kommer at EMBL
har en lang række faciliteter samlet i én bygning (NMR, X-ray, elektronmikroskoper,
foto-lab, etc.). Personalemæssigt er EMBL dog helt unikt. Det faglige
niveau er utroligt højt og det er altid muligt at finde en ekspert
at spørge om dette eller hint. EMBL har desuden en open-door politik,
hvilket betyder at det altid er muligt at banke på en gruppeleders
dør og få en snak om hans/hendes fagområde.
Arbejdstider var i mit tilfælde op til mig selv. Som udgangspunkt
forventes der en 40-timers arbejdsuge, men mødetider og tilrettelæggelsen
af arbejdet er meget fleksibel. Dette er dog ikke altid tilfældet
på EMBL, og ofte driver folks egne ambitioner dem langt hårdere
end nogen gruppeleder eller professor ville kunne. Jeg havde fire
gode og relativt stress-frie år i Heidelberg, men ud af en gruppe
på 30 Ph.D. studerende som startede i 1997 fik nogle stykker stress-relaterede
sygdomme. Det skal være usagt om det hovedsageligt var egne ambitioner
som forårsagede disse sygdomme, men stresset ved at flytte til udlandet
og det høje faglige niveau på EMBL har helt givet også spillet ind.
Dagligdagen udenfor laboratoriet et meget lig den dagligdag som
jeg ville have haft i Danmark. Heidelberg har trods sine kun 150.000
indbyggere et kulturtilbud og natteliv som kan måle sig med det
københavnske, så i den retning er der ingen problemer. Sprogmæssigt
skal der arbejdes for at kunne deltage i sportsaktiviteter, da det
er et must at kunne tale tysk. Boligjagten er forholdsvis problemfri,
men det skyldes i høj grad at EMBL tilbyder gæstelejligheder til
nyankomne. Bankforbindelser og lånoptagning er en anden historie.
Her er det langt mere problematisk at få f.eks. et bil-lån.
Mht. gode råd, har jeg ikke andet en det klassiske: Vær åben overfor
en anden måde at gøre tingene på. Ellers er det bare et spørgsmål
om at gøre det. Hvis ikke det virker, så kan man altid tage hjem
igen…..Jeg vil i det hele taget anbefale at tage til udlandet. Jeg
er stadig af den opfattelse at det bedste jeg nogensinde har gjort
er at forlade DK. At bo i et andet land i flere år giver et helt
andet syn på verden, og bringer en helt ny forståelse for, hvordan
verden er skruet sammen.
|
