Ny, fælles uddannelse skal fremme udviklingen af teknisk-kemiske
metoder til effektivisering af bioteknologiske produktionsprocesser.
Novozymes og to institutter ved DTU, Institut for Kemiteknik og
BioCentrum DTU, etablerer The Novozymes Bioprocess Academy. Det
sker for at styrke den teknisk-kemiske forskning og uddannelsen
af kandidater og forskere inden for det bioteknologiske felt.
– Vi er overbeviste om, at der er brug for stærk forskning og mange
højt kvalificerede kandidater, der kombinerer et kendskab til de
biologiske videnskaber med ingeniørvidenskaberne. Tidspunktet for
start af et nyt forskningsinitiativ er efter vores opfattelse det
helt rigtige, fordi de etablerede bioteknologiske virksomheder som
Novozymes og de mange nye biotek-virksomheder efterspørger muligheder
for effektivt at udnytte bioteknologien. Derfor satser vi på at
etablere Novozymes Bioprocess Academy i samarbejde med to stærke
institutter på DTU. Industrielle enzymer er det vigtigste forretningsområde
for Novozymes, men også enzymer til produktion af lægemidler og
mikroorganismer til miljøbeskyttelse er vigtige produkter. Alle
tre forretningsområder trækker på viden fra såvel biologi som fra
teknisk-kemi. Vi forudser et stort pres på at få mange nye bioteknologiske
produkter færdigudviklet, produktionsmodnet og produceret, siger
Anders Gram, forskningsdirektør i Novozymes og medlem af styregruppen
for den nye aktivitet.
Novozymes og DTU ser en stor videnskabelig udfordring i at udvikle
og producere bioteknologiske produkter og søger med denne fælles
satsning at udbygge Danmarks stærke position inden for discipliner
som gæring, proteinoprensning og produktformulering. Den nye uddannelse
forventes at være første trin i dannelse af et nyt forskningscenter
i samarbejde mellem Institut for Kemiteknik, BioCentrum og dansk
erhvervsliv.
"Novozymes Bioprocess Academy vil være den ideelle platform for
at forstærke samarbejdet mellem Institut for Kemiteknik og BioCentrum
DTU. I fremtiden vil vi se, at gæringsprocesser i stigende grad
vil erstatte kemiske processer til masseproduktion (bulk production).
Udvikling af disse processer sker bedst i tæt samarbejde mellem
biologer og kemiteknikere. Institut for Kemiteknik vil fremover
lægge mere vægt på bioprocesser, således at studerende, der har
valgt at få en uddannelse i bioteknologi, kan erhverve sig indsigt
i ingeniørvidenskaberne ved siden af deres hoveduddannelse inden
for de biologiske videnskaber. Derfor ser vi det nye initiativ som
en afgørende faktor for at fastholde DTU’ s position som det førende
danske universitet inden for anvendelse af Naturvidenskaberne, siger
institutleder, professor og formand for styregruppen for Novozymes
Bioprocess Academy, Kim Dam-Johansen og professor John Villadsen,
styregruppemedlem fra BioCentrum-DTU.
The Novozymes Bioprocess Academy får et årligt budget på ca. 4
mio. DKK. DTU og Novozymes finansierer hver halvdelen af det fælles
initiativ. Derudover bidrager Novozymes med vejledning og bringer
det industrielle perspektiv ind i definitionen af projekter. DTU
bidrager med sit stærkt funderede forskningsmiljø og sikrer dermed
et fagligt ståsted for de studerende og medarbejdere, der tilknyttes
projekterne.
Aftalen er foreløbigt indgået for fem år. Initiativet omfatter
bl.a. uddannelse af otte til ti ph.d. kandidater og planer om at
søge yderligere støtte til fagområdet fra relevante forskningsprogrammer
i Danmark og udlandet. samt planer om ansættelse af en ny professor
inden for "Biochemical Engineering" ved Institut for Kemiteknik.
Professoren skal sammen med kolleger i eksisterende centre ved BioCentrum
og Institut for Kemiteknik søge yderligere støtte til fagområdet
fra relevante forskningsprogrammer i Danmark og udlandet.
Kontakt
DTU:
Professor Kim Dam-Johansen
Tlf. (direkte) +45 4525 2845
Kontakt
Novozymes:
Anne Thommesen
Tlf. (direkte) +45 4442 4161
|