Hans Christian Hagedorn

Torsten Deckert, dr.med., fhv. overlæge ved Niels Steensens Hospital, Charlottenlundsvej 13, 2900 Hellerup

H.C. Hagedorn på stuegang. Oliemaleri af Margrethe Svenn-Poulsen.

Hans Christian Hagedorn var en af Danmarks berømteste læger og pionerer i første halvdel af det 20.århundrede. Han blev født i København den 6.marts 1888. Den coaster hans far var kaptajn for var indrettet som et højskoleskib. Sømænd, familie og gæster samledes ved dagens begyndelse til morgensang ved det indbyggede harmonium, og det var meningen at mandskabet ikke kun skulle uddannes til dygtige søfolk, men også have slebet sproget af, lære historie og geografi og befæste deres kristentro. Lige fra spædbarnsalderen var Hagedorn i lange perioder med på faderens skib som - med hans egne ord - »rummede større glans og herlihed end noget han senere fik at se«. Efter sit ophold på Hesselager Latin- og Realskole på Fyn og studentereksamen som privatist immatrikuleredes han på det medicinske fakultet i København i 1906. Under studietiden assisterede han hos professor Carl Julius Salomonsen, Danmarks store bakteriolog og Seruminstitutets grundlægger, og han var amanuensis hos Christian Bohr når respirationsfysiologiske sammenhænge skulle demonstreres for studenterne. Efter sin turnustid hos Biilmann i Herning nedsatte han sig som praktiserende læge i Brande i 1915. Han fik kommunalbestyrelsen til at genåbne det lille hospital forgængeren havde ladet opføre og praktiserede derefter som sygehusets eneste læge. Her begyndte han at interessere sig for diabetes mellitus. Det fremgår af belægningslisten: ved nytårstid 1916 var fire patienter indlagt på Brande sygehus, en landevejsridder og tre diabetikere.

Den eneste terapeutiske mulighed ved diabetes dengang bestod i ved diætetiske foranstaltninger og fysisk aktivitet at få glukoseudskillelesen i urinen til at falde. Hagedorn ville finde kulhydratrige fødemidler der ikke - eller kun i ringe grad - forøgede sukkerudskillelsen hos diabetikere. For at teste hypotesen måtte der skabes mulighed for blodsukker-undersøgelse og måling af den respiratoriske kvotient. Han besluttede sig i første omgang at indføre Bangs mikrometode til undersøgelse af blodglukose på Brande sygehus. Indtil første verdenskrig måtte der anvendes 10 ml blod per undersøgelse, men i 1913 havde Ivar Bang som var professor i biokemi ved Lunds universitet beskrevet en mikrometode der tillod anvendelse af kun 0.2 ml blod. Da Hagedorn fandt metoden besværlig, tidsrøvende og ustabil besluttede han sig til at forbedre den. Det gjorde han sammen med Birger Norman Jensen som den 1.september 1917 var tiltrådt som provisor ved Brandes nyoprettede apotek. Allered den 1.august 1918 - kun 11 måneder efter Norman Jensen var tiltrådt som provisor - stod metoden færdig beskrevet i Ugeskrift for Læger. Dette var bemærkelsesværdig fordi metoden havde mange led og arbejdet måtte foregå under meget primitive forhold, ligesom reagenserne var vanskelige at skaffe i krigens sidste år og apparatur delvis selv måtte fremstilles. Metoden blev en sucsess. Den blev indført på næsten alle kliniske laboratorier i Norden og holdt sig på repertoiret i fyrre år indtil de enzymatiske metoder holdt deres indtog i tresserne. Helt ny var metoden nu ikke. Den byggede på de samme principper som den Bangske metode som også var en reduktionsmetode. Som iltningsmiddel anvendtes dog ferricyanid som tidligere var beskrevet af Gentele. Den jodometriske titrering af ferricyanid a.m. C.Mohr var ligeledes kendt. Det nye var kombinationen, proteinfældningen med zinkhydroksyd og den praktiske udformning.

Under arbejdet med blodsukkermetoden i Brande. Bagest Hagedorn flankeret af provisor Norman Jensen. Damen til venstre er oversygeplejerske frk. Skovbjerg, til højre Hagedorns kone, tandlæge Maria Hagedorn født Stavnstrup.

Metoden vakte betydelig opsigt og da Hagedorn havde fremlagt den ved det Nordiske Møde for Intern Medicin i København i september 1918, inviterede professor Knud Faber den unge provinslæge til at arbejde som surnummerær læge på Rigshospitalet. Skifesporet var nu stillet. Efter Hagedorn i 1921 havde forsvaret sin disputats »Blodsukkerregulationen hos mennesket«, blev han reservelæge på Kommunehospitalet i København og intensiverede sine kontakter til August Krogh som var professor i dyrefysiologi. Det var Hagedorns tanke at videreudvikle Kroghs vippespirometer således at ikke kun organismens iltoptagelse men også kuldioxydudskillelsen kunne bestemmes samtidigt. Arbejdet forløb tilfredsstillende og et apparat konstrueredes der tillod at bestemme dynamiske forandringer af den respiratoriske kvotient. Men det der knyttede Krogh og Hagedorn sammen for livet var omsorgen for August Kroghs kone dr.med Marie Krogh. Hun var 14 år ældre end Hagedorn, men søgte ham som læge fordi hun havde fået mistanke om at hun havde fået diabetes mellitus. Med sin blodsukkermetode kunne Hagedorn bekræfte mistanken.

Marie Krogh var træt og hun var besværet af de diætetiske hensyn der måtte tages da hun ledsagde sin mand på den festlige foredragsrejse til England og USA i efteråret 1922 i kølvandet på modtagelsen af Nobel prisen. Hun spidsede derfor ørene og informerede Hagedorn med breve da hun første gang hørte rygterne om at det i Toronto var lykkedes at udvinde et klinisk virksomt blodsukker-sænkende »princip« fra pankreas. Måske var det noget for hende. Hun overtalte sin mand til at ændre rejseruten og lægge vejen forbi hos professor Macleod i Toronto. Kroghs var imponerede over hvad de hørte og så i Toronto og nu gik det stærkt.

Den 12.december gik prof.Krogh fra borde på Langeliniekajen i Køben­havn. I lommen havde han et brev fra universitetet i Toron­to som gav ham tilladelse til at fremstille insulin til forbruget i Norden.

Den 13.12. afholdtes det første møde på Zoofysiologisk labora­torium i Ny Vestergade 11, familien Kroghs bopæl.Tilstede var Aug. Krogh, hans kone Marie, begge 48 år gammel, reservelæge dr.med H.C.Hagedorn, 34 år, Kroghs assistent cand.p­harm Gad-Andresen og formentlig også magister Poul Brandt Reh­berg . Man enedes om at indsamle pankreas fra fisk og slagte­kvæg. Hagedorn skulle lede fremstillingen af insulin og Krogh udarbejde en metode til standardisering af præparaterne.

Den 21.12 - kun en uge senere - forelå det første præparat med blodsukker sænkende virkning på kaniner. Produktionen udvidedes og Hagedorns villa på Onsgårdsvej i Hellerup blev taget i brug.

Den 13.3.1923 - kun 3  måneder efter Kroghs hjemkomst - starte­de insulinbehandlingen hos den første diabetiker i Norden. Syv andre patienter fulgte efter i hurtig rækkefølge. Resultaterne publiceredes i UfL i april 1923.

I maj 1923 grundlagde Krogh og Hagedorn sammen med apoteker August Kongsted fra Løvens Kemiske Fabrik den første insulin­fabrik: Nordisk Insulinlaboratorium. Insulinsagen var med held blevet transplanteret fra Toronto til København i løbet af kun ½ år. Insulin blev nu stillet til disposition for alle hospitaler som insulin Leo solubletter.

I novenber 1923 blev præparatet markedsført - faktisk i samme måned som Lillys insulin, men til en betydelig mindre pris end i USA. Det var en uhørt bedrift.

Hagedorns nye stofskifteapparat til bestemmelse af RQ.

Det kan synes uansvarligt af Krogh at vælge Hagedorn - en ung reservelæge - som sin medarbejder. Han overvejede da også at henvende sig til cand. pharm. Hans Baggesgård Rasmussen som var en opadgående stjerne dengang. Men det blev ikke til noget og han kendte Hagedorns tekniske snilde, hans ildhu og begavelse og havde ham lige ved hånden. Og så kunne Hagedorn bestemme blodsukkeret, en absolut forudsætning for standardiseringen af præparaterne. Krogh blev ikke snydt. I Ugeskrift for Læger skriver han i 1923:...«Jeg må benytte denne lejlighed til offentligt at yde dr. Hagedorns indsats i insulinarbejdet den allervarmeste anerkendelse og beudring. Under tilsidesættelse af alle hensyn til sin personlige bekvæmmelighed har han arbejdet utrætteligt, og overvindelsen af de største vanskeligheder ligesom flere af de afgørende fremskridt i fremstillingsmetoderne skyldes ham.«

Det lykkedes efterhånden at oprense insulinpræparaterne så meget, at uønskede bivirkninger som abcessdannelse, allergiske reaktioner og insulinresistens kunne undgås. Men renfremstillingen af insulin forkortede insulinets virkning, så patienterne måtte sprøjte sig mange gange om dagen for at holde symptomerne væk og blodsukkeret nede. De mange indsprøjtninger var ikke populære på grund af de dårlige nåle og glassprøjter man havde dengang. Patienterne var derfor begejstrede, da Hagedorn sammen med Norman Jensen og Ingrid Wodstrup i 1935 opfandt protamininsulin. Protamininsulinet havde en virkningsvarighed på 24 timer. Det originale ved opfindelsen var saltdannelsen mellem det basiske polypeptid protamin og det sure polypeptid insulin. Efter injectionen i subcutis kom det til en langsom spaltning af denne forbindelse og en desintegration af protamin. Præparatet gik hurtig sin sejrgang verden over, og da det i 1947 lykkedes for Krayenbühl og Rosenberg ved Nordisk Insulinlaboratorium at fremstille protamininsulin i krystallinsk form, var udbreddelsen af præparatet ikke til at stoppe. Det var nu holdbart og kunne anvendes i stabile præformerede blandinger med hurtigvirkende insulin. Endnu i dag - 67 år efter patenteringen af protamininsulin er det det mest anvendte langsomt virkende insulin præparat i verden.

Opslemning af protamin insulin krystaller set gennem mikroskopet.

Takket være begavede og idealistiske mennesker samt konkurrencen mellem Nordisk Insulin og Novo - siden 1989 et fusioneret selskab - blev Danmark tidligt verdens førende insulinproducent. Det danske insulin var det reneste og det billigste. Hertil kom at Danmark fik en forbilledlig organisation til behandling af den insulinkrævende diabetiker. En væsentlig årsag hertil er Hagedorns indsats. Uden hans energi, opfindsomhed og praktiske sans ved udviklingen af blodsukkermetoden i 1918, starten af insulinfremstillingen i 1922, oprettelsen af Nordisk Insulinfond i 1926, oprettelsen af Niels Steensens Hospital i 1932 og udviklingen af verdens første og stadig suverænt bedste langsomt-virkende insulin præparat i 1936, havde Danmark ikke haft førertrøjen på i så mange år.

Hagedorn var et renæssance-menneske, magtfuld, dannet, vidende og alsidig, en imposant skikkelse og frygtet debattør. Men han var også humanist og en generøs velgører. Han døde den 6.oktober 1971 efter mange års Parkinsonisme, men hans navn fastholdes i Hagedorn Forskningslaboratorium i Gentofte, oprettet i 1957, i Hagedorn-prisen, den pris Dansk Selskab for Intern Medicin har stiftet 1965 og i det amerikanske insulinpræparat NPH - Neutral Protamin Hagedorn.

Litteratur:

Torsten Deckert: H. C. Hagedorn and Danish Insulin. Udgivet af Poul Kristensen Grafisk Virksomhed A/S, Åkirkebyvej 2, 7400 Herning, Tel: 97 12 10 22. E-mail: post@poulkristensen.dk