"Hvorfra kommer det alt sammen", spørger en anfægtet, ældre præst
i den første af de to miniromaner, som til sammen udgør den engelske
forfatters A. S. Byatts bog "Engle og insekter" fra 1992.
Historien udspilles to tredjedele henne i det 19. århundrede –
på det tidspunkt, hvor darwinismen var den store nyhed og den store
anfægtelse. Præsten fortæller, hvor bevæget han altid er blevet
i mødet med billeder af Jomfru Marias Bebudelse, hvor han så "englen
med en hvid og gylden lilje i hånden, idet han knælede for den tankefulde
unge kvinde, som belavede sig på at blive Guds Moder, kærligheden
gjort til kød, kundskab skænket os eller givet os til låns. Og nu
er alt dette som udslettet, og der er kun et sort bagtæppe på en
tom skueplads, og jeg ser en chimpanse med forundrede øjne, en lav
pande og store, hæslige tænder, som knuger sit pelsklædte afkom
til sit furede bryst – og er (kursiv) dette (kursiv) kærligheden
gjort til kød?"
Hans svar er: Ja! Men så tilføjer han: "Jeg formår ikke at udmåle,
hvad jeg har mistet derved, for i så fald ender jeg i den dybeste
fortvivlelse". Hvorfor? Fordi hans liv bliver meningsløst. Han har
opfattet sin tilværelse som en sum af gode og slette gerninger,
som "vejes og granskes af En med barmhjertige øjne, mod hvem min
vandring formodedes at gå, skridt for prøvende skridt". Tvinges
han til at opgive den forvisning, da må han "vandre vejen ud som
et afpillet blad for at blive forvandlet til muld, som en mus fortæret
af en ugle, som en tyrekalv på vej til slagtehuset, igennem en port,
der kun lader sig åbne den ene vej, til blod, støv og forødelse".
Porten åbnes kun den ene vej: Mod forgængelighed og udslettelse;
opstandelsen er udelukket.
Med fornem kunstnerisk finfølelse og lydhørhed indfanger A. S.
Byatt den sjælelige nød, som udviklingslæren afstedkom hos mange.
Selv hos en troende darwinist som I. P. Jacobsen fornemmer man forstemtheden
og resignationen: "Lad længes, lad grædes med evigheds-savn,/ Der
er kun en stofhob, en dåd og et navn". Men han tilføjer med trodsig
optimisme: "For alle gode tanker kan slet ikke dø, før endnu bedre
tanker er spired’ af deres frø". Så får udviklingslæren alligevel
det sidste ord, men kunst kunne der ikke skabes på den. Forsøgte
man, endte man i overophedede sproglige energiudladninger som Johs.
V. Jensens "Den lange rejse", som ingen – bortset fra de troende
- vil tælle blandt hans vellykkede værker, eller i snusfornuftig
belæring som hos Carl Ewald, hvis "fantasi bygger på realiteter
af videnskabelig art", som der står i Dansk biografisk Leksikon.
Èn gang tidligere var Europa blevet ramt af en lignende krise,
nemlig da man måtte opgive troen på, at jorden var universets centrum,
som solen bevægede sig rundt om. Man følte grunden skride under
sig, mennesket reduceret til "et fnug mellem himmel og jord" og
al troværdighed i Bibelen undergravet. En sidste krampetrækning
har modstanden mod det moderne verdensbillede i dommen over Galilei
i 1633, hvor det hedder, at han har "fremført og troet på den doktrin,
der er forkert og i modstrid med de Hellige og Guddommelige Skrifter,
nemlig at solen er verdens centrum og ikke bevæger sig fra øst mod
vest, og at jorden bevæger sig og ikke er verdens centrum". Ikke
at være verdens centrum er en barsk og chokerende erkendelse; ethvert
barn gør den på ét eller andet tidspunkt; og enhver voksen gør den
jævnligt.
Fælles for de to kriser, den naturvidenskabelige erkendelse har
fremkaldt i den vesterlandske bevidsthed, er dels, at de berøvede
mennesker deres selvfølgelige holdepunkt i tilværelsen, som føltes
meningsløs og tilfældig, hvor den før var formålsbestemt og meningsfuld.
Og mennesker i den situation bør man ikke hovere over, for den er
forfærdende, som at være ene på en isflage i nattemørke på et oprørt
hav. Dels at de begge blev overvundet – i begge tilfælde ved en
internalisering af den kristne tro.
I en vis forstand trak Luther tæppet væk under det overleverede
gudsforhold, akkurat som siden Galilei (og Kopernikus) bragte det
traditionelle verdensbillede til sammenbrud. Mens den katolske kirke
i middelalderen stod som en art uanfægtet formidler mellem Gud og
menneske, et relæ, der sikrede Guds vej til den troende og den troendes
til Gud, stillede Luther det enkelte mennesket direkte overfor Gud
i ensomhed og i lydig tro eller oprørsk vantro. Gudsforholdet blev
afgjort i det enkelte menneskes hjerte, ikke via kirkeinstitutionen.
På samme måde overvandt kristendommen darwinismens udfordring,
eftersom i hvert fald al protestantisk tænkning lige siden stået
i gæld til Søren Kierkegaard og fundet en udvej i hans teologi:
I hans betoning af "hin enkelte" og i betoningen af tro som et forhold,
hvori den enkelte forholder sig til det absolutte, til det evige,
til Gud – og til sig selv. Tro er altså ikke intellektets selvmord
i antagelse af naturstridige begivenheder. Nej, tro er et eksistentielt
forhold, der sætter mennesket i den afgørelse, om det vil gøre sig
selv til Gud, eller det vil forlade sig på den absolutte instans,
som er uden for mennesket og derfor relativerer alt menneskeligt;
om det vil tro på Gud som skaber og dermed på sig selv som skabt
og fordret – fordret af skaberen til at leve i kald og stand i kærlighed
til Gud og næsten og ud af denne kærlighed frimodigt virke godt
og frit.
For så vidt er enhver konflikt mellem naturvidenskabelig erkendelse
og kristen tro udelukket. Mennesket har frihed til at udforske naturen
og pligt til at tage vare på den, fordi den er en del af skabningen.
Siden Einstein har heller ingen naturvidenskabsmand villet uddrage
nogen endelig, absolut erkendelse af sin videnskab. Tværtimod er
ydmyghed og spørgelyst kendetegnende og nødvendig for en fortsat
naturerkendelse. Enhver nyvunden indsigt rejser nye spørgsmål og
fornyet tvivl. Denne vekselvirkning er energien i den naturvidenskabelige
erkendelsesproces. Dermed er det også sagt, at darwinismen er en
teori, hvis værdi har vist sig at bestå deri, at mange forhold,
men langt fra alle, kan den forklare sammenhængende og meningsfuldt.
Derfor skal børn naturligvis også have besked om den, som om alle
mulige andre teorier.
Marxismen er er samfundsteori, der har vist sig at have begrænset
rækkevidde, bl. a. fordi den blev ophøjet til absolut, videnskabelig
sandhed, som skulle tros – på trods af al fornuft, ikke fordi den
var hensigtsmæssig, men fordi, men fordi den blev gjort til religion(serstatning)
– i modstrid med Marx’ egne ord om, at "al kritik begynder med kritikken
af religionen". Det synspunkt deler han med kristendommen, der nok
har fungeret som religion, men i virkeligheden er en afvisning af
enhver religion, som Jesus afviste farisæerne, som Paulus afviste
enhver hellighed i verden, fordi alene Gud er hellig.
Derfor er udtrykket "kristen fundamentalisme" også absurd, en selvmodsigelse,
eftersom kristen tro ikke kan bruges til noget, men sætter den troende
fri til at bruge sine sanser og sin forstand, kun forpligtet på
den konkrete, historiske virkelighed, som foreligger, men naturligvis
altid kan ændres, forbedres eller forringes – alt efter graden af
menneskelig visdom eller dumhed.
På sine gamle dage sørgede Darwin selv over tabet af sin evne til
opleve Shakespeares stykker med samme begejstring og indlevelse
som i ungdommen. De mange års beskæftigelse med naturvidenskaben
havde deformeret hans oplevelsesberedskab. Bemærkelsesværdigt er
det, at evnen til at skabe og opleve kunst er dybt forbundet med
den troendes indlevelse og delagtighed i kristendommens mysterier,
i dens vrimmel af fortællinger, dens vildt dramatiske historie,
dens overvældende, nærmest surrealistiske billeddannelser (Bebudelsen
f. eks.), dens uudtømmelige kunst – fra de store billedkunstnere
til kirkemusikken og den svimlende digtning hos en Dante, en Milton,
en Grundtvig.
Den sidste siger et sted, at forskellen på Luther og Calvin er,
at Calvin savnede poetisk sans. Dermed menes ikke lyrisk fornemmelse,
men lydhørhed, åbenhed, opmærksomhed over for skabelsen mangfoldighed
(poesi = skabelse) i dens skønhed og sanselighed og en befriende
erkendelse af, at tilværelsen ikke går op. Den er fuld af modsigelser,
hvad Pascal betonede med ordene: "Hjertet har sine grunde, som forstanden
ikke fatter". Meget kan man sige om Luther – og meget siges, alt
for meget – men ideolog var han ikke! For han troede ikke på noget
som helst undtagen den Gud, som var hans faste borg. Ideolog, det
var derimod Calvin, og som alle andre ideologer nidkær, nøjeregnende
og hensynsløs. Han og ikke Luther ville skabe en gudsstat, en mønsterstat
under gejstlig ledelse. Calvins åndstype kender vi kun al for godt
fra det netop afsluttende århundredes historie; men også i mere
troskyldige og tilforladelige udgaver – som f. eks. religionshistorikeren,
Mikael Rothstein, der var interviewet i JP d. 10. ds. og mener at
have forklaringer på al ting, så at han endog kan forudsige kristendommens
uddøen om 2000 år. Her taler en moderne fundamentalist, en calvinsk
fornuft uden poetisk sans, en relativerende rationalitet, der afviser
al religion som illusion. Hvortil er at sige, at illusioner er det
virkeligste af alt, og at intet er så illusionsbrydende, så illusionsløst
realistisk som netop kristendommen.
Derfor er det absurd at tale om, hvad der – som én skriver i debatten
om tro og viden - er "uforeneligt med nutidens virkelighed". Indædt
modvilje mod darwinismen er lige så latterlig som blind tro på den,
for ingen af delene er hensigtsmæssige i forhold til videnskabelige
teorier. Tro på den bibelske skabelsesberetnings bogstavelige sandhed
er ligegyldig, for hvad dur den til? Ingen tror på den bogstavelige
sandhed i H. C. Andersens eventyr, men heller ingen vil påstå, de
er løgn. De er indsigtsfulde og udvider derved læserens indsigt
i verden, og som bekendt er kun det frugtbare sandt. Men hvad som
helst er kun i alt for høj grad forenelige med nutidens virkelighed,
der er ét broget virvar af sort, sydende overtro – lige fra tro
på videnskaben og fornuften til tro på healing, scientology, numerologi,
ateisme, penduler, spiritisme, astrologi, satanisme, selvrealisering,
religionsvidenskab, krystaller – det alt sammen!
Godt vi har kristendommen til at holde os fast på ædruelig realisme
og åbne vore øjne for det sande, det skønne og det gode midt i overtroens
tågebanker.
Offentliggjort
i Jyllandsposten d. 19. oktober 2002. Gengivet efter aftale.
|
