Vi kan bedst lide, når historien er simpel. Så er den mest virkningsfuld,
overbevisende og det er meget lettere at sige enten ja eller nej.
Derfor er konfrontationen mellem den bibelske skabelsesmyte og den
moderne evolutionsteori så effektfuld. På den ene side har vi den
bagstræberiske, konservative og dogmatiske religion, der sætter
udviklingen i stå, hvis den da ikke ligefrem sender os tilbage til
middelalderen. Og på den anden siden har vi så den oplyste videnskab,
der som fremskridtets tjener frelser os fra overtroens mørke.
Det er et billede, der er til at forstå. Det er noget, man kan
reagere imod. Enten kan man begejstret tilslutte sig. Eller også
kan man tage afstand og beskylde videnskaben for ikke at være et
hak bedre, eller hylde (sin) religion for faktisk at være det. Denne
konfrontationsmodel har været meget populær i de sidste 150 år.
Faktisk så er den blevet så udbredt og har sat sig så godt fast
i både den folkelige og i den akademiske bevidsthed, at den er svær
at udrydde. Hvad de fleste ikke er klar over, så er den et resultat
af bestemte fraktioner inden for kirke og videnskab, der i det 19.
århundrede kæmpede om økonomisk, politisk og kulturel indflydelse
i samtiden. Der var tale om mindre grupper af dygtige retorikere
på begge sider, som udnyttede konfrontationstanken til at fremme
egne interesser.
Ikke desto mindre holdt hovedparten af datidens videnskabsfolk
sig udenfor denne debat. For dem var der nemlig ikke nogen konflikt
mellem videnskab og religion. Det kom bag på Francis Galton (Charles
Darwins fætter), der i 1874 udgav bogen Engelske videnskabmænd:
deres arv og miljø. Hans egen personlige oplevelse var, at den moderne
videnskab havde gjort det umuligt for ham længere at tro på Gud.
Stor var hans forbløffelse, da han opdagede, at han næsten var ene
om den oplevelse. Hovedparten af de videnskabsmænd han adspurgte
til sine undersøgelser, der talte datidens naturvidenskabelige elite
i England, svarede, at deres religiøse opdragelse ingen negativ
effekt havde haft på udviklingen af deres videnskabelige evner.
Endnu mere overraskende var det for Galton, at langt den overvejende
gruppe af disse videnskabsmænd stadig var stærkt religiøse og adskillige
var endog aktive medlemmer af fundamentalistiske kristne trossamfund.
I 1916 viste en anden undersøgelse foretaget blandt amerikanske
videnskabsmænd, at 60% ikke troede på Gud. I 1997 blev en lignende
undersøgelse foretaget blandt britiske videnskabsmænd. Den viste,
at 40% troede på Gud.
Hvordan kan det lade sig gøre, når nu den naturvidenskabelige viden
igen og igen har udfordret den bibelske autoritet på spørgsmål om
for eksempel skabelsen, jordens alder og mirakuløse hændelser? Der
er flere faktorer på spil her. Blandt andet var der stærke interesser
i teologiske kredse for at skabe en konfliktstemning og en fjende
der let kunne identificeres. Det var rigtigt, at naturvidenskaben
udfordrede den bibelske autoritet. Men det var egentlig ikke så
slemt. Det var derimod kombinationen af dette med den fremstormende
historiske bibelkritik, der blev udbredt i teologiens egne rækker.
I følge denne skulle Bibelen læses som et historisk dokument, der
hvad det angik ikke adskilte sig fra andre historiske dokumenter.
Det var derfor nødvendigt, at man anvendte den samme kildekritik
overfor Bibelen, som man ville anvende i alle andre situationer.
Det betød selvfølgelig, at det bibelske ord ikke længere kunne tages
bogstaveligt.
Derudover blev teologien udfordret på et meget mere ømt punkt.
Her kostede det nemlig penge. Skole- og universitetetsuddannelserne
var i midten af det 19. århundrede stadig tilrettelagt efter kirkens
interesser. Men det begyndte at ændre sig. Kirken mistede indflydelse
på læseplaner og skoleskemaer, medens videnskaben vandt indpas.
Økonomiske midler, der før tilkom kirken, gik den nu næsen forbi.
Den mistede politisk indflydelse og penge. Masser af penge. Og det
brød teologerne sig ikke om. Hvis man nu kunne vende stemningen
imod den frembusende videnskab, så kunne det være, at man også kunne
vende udviklingen. Det gik som bekendt ikke. Udfordringen blev mødt
af stærkt bevæbnede repræsentanter for den nye videnskabelige ideologi.
Og som resultat fik vi det velkendte mønster af to modstridende
parter.
Problemet var således ikke religion som sådan, men snarere kirken
og visse grupper af teologer og videnskabsmænd. Men langt fra alle
var enige. Hovedparten af datidens videnskabsmænd havde som nævnt
ikke noget problem med religionen. Det havde de ikke på grund af
en skarp adskillelse mellem tro og viden. Det handlede mere om at
sætte grænser for den videnskabelige viden end for ens tro. Dog
ikke på den måde, at videnskaben ikke måtte udvikle sig. Tværtimod.
Naturvidenskabens opgave var at øge vores kendskab til naturen og
dens processer. I den forbindelse var der ingen grænser.
Det var der imidlertid, når det drejede sig om spørgsmål om for
eksempel livets mening eller Guds eksistens. Disse spørgsmål lå
simpelthen udenfor videnskabens område. Det var ikke noget videnskaben
hverken kunne eller skulle tage sig af. Det var udelukkende et trosspørgsmål.
Det kunne være, at der fandtes en Gud. Det kunne endog også være,
at denne Gud havde skabt jorden og alt hvad der fandtes af liv og
død. Men det kunne man aldrig komme til en erkendelse af gennem
naturvidenskaben. Man kunne aldrig vide det. Denne opfattelse af
videnskabens selverkendte grænser kaldte man for videnskabelig agnosticisme.
Når videnskaben holdt sig fra religionens område, betød det selvfølgelig
også, at religionen måtte holde sig fra videnskabens område. Takket
være denne opfattelse havde mange naturvidenskabsfolk ikke noget
problem med deres religion. Det drejede sig simpelthen om to forskellige
områder med hvert deres gyldighedskriterium.
Desværre er det ikke alle der ser det på denne måde. Udfordringerne
til den naturvidenskabelige viden har været mange og problemerne
opstår, når de to, eller andre områder blandes sammen. Det ser vi
med al tydelighed i kreationismedebatten, altså hvor den bibelske
skabelsesmyte kommer ind som konkurrerende alternativ til den biologiske
udviklingslære.
Vores videnskabelige viden om universets, solsystemets, jordens
og livets udvikling er i dag langt fra fuldstændig. Men vi har takket
være moderne astronomi, geologi og biologi et meget godt kendskab
til, hvordan det kan være, at den verden vi ser omkring os er blevet,
som den er. Denne viden stemmer som bekendt ikke overens med den
bibelske skabelsesmyte. Både spørgsmålet om jordens alder og livets
opståen har gennem de sidste 150 år ført til gentagne sammenstød
mellem grupper der støttede de videnskabelige teorier og andre,
der insisterede på en bogstavelig læsning af Bibelen. Først i 1996
kunne Pave Johannes Paul II erklære, at den katolske kirke ikke
fandt der var uoverensstemmelse mellem den kristne tro og den biologiske
udviklingslære - et godt stykke tid efter udgivelsen af Darwins
Om arternes oprindelse i 1859.
Det har imidlertid ikke fået indflydelsesrige religiøse grupper
til at indstille deres opposition til evolutionsteorien. USAs historie
i det 20. århundrede præsenterer en række dramatiske retssager med
videnskab og religion på hver sin side. Der er forskellige variationer,
men grundtemaet er det samme: på den ene side har man været tvunget
til at forsvare retten til at undervise i den biologiske udviklingslære
i skolerne. På den anden side har man forsøgt at få præsenteret
den bibelske skabelsesberetning på læseplanerne og i undervisningsmaterialet
som et ligeværdigt alternativ til den videnskabelige forklaring.
Et af de seneste eksempler er fra 1999, hvor staten Kansas uddannelsesråd
stemte for at udviklingslæren helt skulle fjernes fra statens undervisningsprogram.
Den daværende guvernør i Texas og USAs nuværende præsident, George
W. Bush, bakkede dengang op omkring beslutningen og fremførte, at
hvis texanerne ønskede at stemme imod udviklingslæren, så var det
helt fint med ham. Det førte til meget stærke reaktioner fra politisk
hold såvel som fra en samlet videnskabelig offentlighed. Ved en
tidligere retssag i 1986 havde man mobiliseret ikke mindre end 72
personer, der alle havde modtaget nobelprisen i enten fysik, kemi,
fysiologi eller medicin, 17 statslige videnskabsakademier og 7 andre
videnskabelige organisationer. De bakkede alle op om den biologiske
udviklingslære, samt en forståelse af videnskab, der støttede den
og gik imod den kreationistiske opfattelse.
Problemet her er, at det fra politisk hold bliver legitimeret,
at gyldigheden af videnskabelig viden er op til en demokratisk afgørelse.
Det er det ikke. Selvom der kan være stemmer B eller for en avis,
abonnenter B i det, så går det ikke. Her er der simpelthen en grænse,
der ikke kan overskrides. Det betyder ikke, at det ikke kan være
et demokratisk anliggende, hvad vi skal gøre ved den videnskabelige
viden. Det er noget andet. Selve indholdet af den videnskabelige
viden er imidlertid ikke til offentlig debat. Den er ikke fuldstændig.
Men den er det bedste vi har. Der er ingen konkurrence.
I den forbindelse skal pressen ikke bare påtage sig rollen som
mikrofonholder og ukritisk gengive alt hvad hvem som helst kan finde
på at sige. Nej, den skal repræsentere en kritisk fornuft, der kan
hjælpe læsere og seere til at skelne mellem fup og fakta. Det kræver
mod, tid og viden. Men uden dette svigter journalisten både borgere
og samfund. For da slet ikke at tale om videnskaben. Derfor er vi
simpelthen nødt til øge kendskabet ikke bare til naturvidenskabelig
viden, men også til hvilken rolle naturvidenskaben spiller i samfundet,
hvilke muligheder og hvilke begrænsninger den har. Vi er nødt til
at arbejde for en større videnskabsforståelse. Og medierne er nødt
til at tage deres ansvar alvorligt og ikke bare blæse for populismens
vinde.
Offentliggjort
i Jyllandsposten d. 15. oktober 2002. Gengivet efter aftale.
|
