Kristendommens rolle i Danmark og troen på den i dag er et historisk
spørgsmål, hvor den enkelte må se sig selv i en historisk sammenhæng.
Det fremstilles ofte som om kristendommen er hævet over historien,
således at f.eks. det Nye Testamentes fortællinger om Jesu mirakler
og opstandelse ikke er til diskussion, og at hans ord om næstekærlighed
er uproblematisk evigt gyldige på den måde, man nu selv opfatter
dem. Der har været og er videnskabeligt arbejdende teologer og
religionsforskere, der grundigt har påvist Bibelens og kristendommens
historicitet, men det er som om der eksisterer to adskilte kulturelle
lag, som meget sjældent taler sammen. Danmarks Radio er et godt
eksempel. Her bringes der udsendelser, der klart dokumenterer,
at arternes udvikling over millioner af år er en kendsgerning, selv
om mange enkeltheder stadig er til diskussion, samtidig med at man
også har udsendelser – store mængder endda – hvor der tales om skabelse,
syndflod, opstandelse og mirakler så ubefæstede sjæle må tro, at
det ikke er myter og legender, men historiske kendsgerninger Det
kan naturligvis siges at være et udslag af den krævede alsidighed,
men det er nu påfaldende, så sjældent de to holdninger konfronteres.
Man lader som ingenting, og det er godt, at JP har taget tyren ved
hornene.
Lad os gå tilbage i historien, hvilket altid er forudsætningen
for at forstå nutiden. I middelalderen og 1500-tallet troede
man ikke på Gud og Djævelen. Deres og deres gode og onde engles
eksistens var en indiskutabel kendsgerning. Man kunne sandelig
nok diskutere mange sider af deres natur og virkemåder, som det
f.eks. skete på reformationstiden, men det skete altid inden for
de fælles grundlæggende selvindlysende forudsætninger, hvor religionen
var en fælles tilværelsestolkning og vidensystem. Eller sagt på
en anden måde: religionen var det medium, der rummede alt, hvad
der kunne tænkes vedrørende alle forhold – fysisk-kemiske sager,
samfundsforhold, psykolog, jura osv. I en dansk prædiken fra 1300-tallet
forklares det knæk, man ser på en pind, der stikkes ned i vand,
med at det er Djævelen, der var på spil, han der var kendt for at
gøre det lig skævt og det rette krumt. Den katolske kirkes argument
imod Galilei vedrørende Jordens bevægelse var, at det fremgår af
Bibelen (Josuas bog 10, 12, 13), at da israelitterne kæmpede imod
de oprindelige indbyggere i Palæstina, var der en lejlighed hvor
dagen var for kort til at de kunne nå at slå fjenderne. Da beordrede
Gud Solen og Månen til at standse: "Og Solen stod stille, og Månen
standsede, til folket fik hævn over fjenden…. Og Solen blev stående
midt på himmelen og tøvede næsten en hel dag med at gå ned." Det
var også Luthers og utallige andres argument imod Kopernicus´ idè.
(Og lad det være sagt meget klart: Der var ikke nogen, der troede,
at Jorden er flad. Det er en åndssvag vittighed fra Oplysningstiden,
da det gik ud på at gøre de tidligere generationer så dumme som
muligt).
Ved reformationen blev tanken om det danske samfund som identisk
med den kristne menighed styrket. Reformationskongen Christian
3. tog den lutherske samfundsopfattelse til sig. Han var virkelig
kaldet af Gud, "min kære lensherre", til at sørge for "evangeliets
frie løb" i sine riger og til at beskytte deres indbyggere mod Djævelen
og hans tjenere. Og det var så meget mere påkrævet, som tiden var
knap. "Verdens ende kan ventes hvert øjeblik," skrev Luther i 1525.
Det er ikke nok, at vi blot siger, at kirken dengang var en statskirke.
Det stak dybere end dette moderne ord.
Blandt dem, det kristne fællesskab især måtte beskytte sig imod,
var troldkvinderne, som efter myndighedernes og deres teologiske
vismænds mening var de farligste af de indre fjender. De havde
tilsluttet sig historiens største skændselsgerning, Satans oprør
imod Gud. Det gjaldt for dem som for andre kættere, at hvis myndighederne
ikke udryddede dem, ville Gud straffe hele samfundet. Og for teologerne
var enhver magisk virksomhed uden for kirkens regi trolddom, også
de kloge koners helbredelse. For bønderne derimod var trolddom
alene den skadevoldende magi, og det er et godt eksempel på, hvordan
der kunne være forskellige meninger om tingene inden for den samme
religiøse forklaringsramme. Da 100-året for Luthers første offentlige
fremtræden skulle fejres med en gigantisk fest i 1617, lykkedes
det teologerne at overtale Christian 4. til for første gang at kriminalisere
også den helbredende magi. Den kampagne, som forordningen fra 1617
var et led i, førte til et vældigt opsving i trolddomsprocessernes
antal.
Trolddomsprocesserne og trolddomsforestillingerne i det hele taget
er et meget godt eksempel på det, vi taler om her: kristendommens
historicitet. Forfølgelsen af troldfolk var ganske rationel ud
fra tidens forestillinger. Det er Bibelens påbud til øvrigheden:
"En troldkvinde må du ikke lade leve" (2. Mosebog 22, 18). Også
i det Nye Testamente føres kampen mod trolddom (Galaterne 5, 20,
mange steder i Apostlenes Gerninger). Her var det juridiske udgangspunkt.
Så kunne kongen og hans rådgivere lovgive om detaljerne. I 1547
blev det f.eks. bestemt, at en anklaget først måtte udsættes for
tortur, efter at vedkommende var kendt skyldig og dømt til
døden. Nu er tortur godt nok flere ting, og der er eksempler på,
at der er anvendt grove midler over for sigtede. Da Maren fra
Ribe i 1577 havde været ude for grov mishandling i fængselet, sagde
hun til præsten, da han igen kom for at forhøre hende: "Her sidder
jeg, et gammelt, sanseløst stakkels menneske, jeg ved dér slet intet
af, lad mig nu være i fred."
Ud fra en kristen tankegang er der ingen grund til at laste præsten
i Ribe eller den øvrighed, der forordnede tortur efter domfældelsen.
De kæmpede med åndens og den kristne øvrigheds våben imod Satan
og hans håndlangere. De kunne som kristne ikke gøre andet. De
fulgte næstekærlighedens bud, når de gjorde deres yderste for at
få den dømte troldkvinde til at bekende sine synder, således at
hendes sjæl kunne frelses. Vi har en sag fra Falster fra 1690´erne,
da trolddomsprocesserne var ved at slutte, bl.a. fordi en en stor
del af adelen og andre uddannede folk var begyndt at tvivle på grundlaget
for dem. Her blev en heks, som de nu blev kaldt, forhørt af seks
præster, bl.a. sognepræsten i Nykøbing, pastor Zimmer, og hun tilstod
og angav andre hekse på Falster. Sagen kom for højesteret, og
her påpegede forsvareren, for nu havde man sådan én, at tilståelsen
var aftvunget hende af de seks præster, og at den derfor ikke kunne
godtages. Pastor Zimmer anførte her overfor, at han og de andre
præster blot havde anvendt den nidkærhed, deres samvittighed som
præster påbød dem. Næstekærlighed er som alt andet en historisk
størrelse og kan ikke uden videre gøres til rettesnor for menneskelig
adfærd.
Når de fleste af os i dag kan have svært ved at føle det sande
og rigtige i tortur af dømte troldkvinder, hænger det sammen med,
at humanismen har gjort meget ved os i de mellemliggende
århundreder. Humanismen kan vel kort karakteriseres som den bevægelse,
der siden renæssancen har ført væk fra forestillingen om,
at mennesket er skabt af Gud og kun kunne forstås eller overhovedet
tænkes, når man tog udgangspunkt i Gud og de egenskaber, han havde
udstyret mennesket med, og henimod at opfatte mennesket ud
fra det selv og dets muligheder ud fra den mening, at mennesket
selv kan udforske sin virkelighed og forholde sig til den, måske
gribe ændrende ind i den. Humanismens værktøjer har været mange
og forskelligartede. Vigtige redskaber har været naturvidenskaben
og de tekniske landvindinger, der fulgte med den, og som gennem
videnskabeliggørelse af produktionen, industrialiseringen, nye arbejds-
og boligformer, den moderne lægevidenskab og meget andet førte til
en helt ny tilværelse i vores del af verden. Denne udviklings ydre
side er ofte beskrevet af historikere, men der har været mindre
fokus på den side af sagen, der handler om, hvordan bevidstheden
har ændret sig generelt og hos det enkelte menneske.
Problemet blev efterhånden af de fleste opfattet som et valg mellem
to uforenelige synsmåder, den religiøse og den naturvidenskabelige.
Som højskolemanden Holger Begtrup udtrykte det i Højskolebladet
i 1884: "Det er hovedsagen at få det kristelige livssyn stillet
op i modsætning til det sammenhængende hedenske syn på tilværelsen,
som naturalismen byder." Det var en almindelig diskussion i datiden,
der f.eks. også gav sig udslag i protester imod, at den vidt udbredte
Folkets Almanak indledte med at placere det indeværende år
i forhold til verdens skabelse: "Nærværende år regnes efter Kristi
fødsel 1911. Efter verdens skabelse 5878. Siden reformationen …".
Her nævnes almanakken for 1911, fordi det var sidste gang verdens
skabelse var med.
Helt overvejende har nutidens kristne tilpasset deres tro til nutidens
virkelighed og opgivet at bruge Bibelen som lærebog i historie og
naturvidenskab. Det sker bl.a. ved at skelne mellem det Gamle og
det Nye Testamente. Kristendommen er blevet en tro og ikke
et fundament for viden. Nu kan man sige, at man tror på
Gud. Det ville være et meningsløst udsagn endnu i 1500-tallet.
Lige så meningsløst, som hvis vi i dag erklærede, at vi tror
på eksistensen af elektricitet eller gener. Religion er blevet en
privatsag i vores del af verden, og det er et enormt fremskridt.
Humanisme og viden har sejret over fundamentalismen, og næstekærlighed
er blevet noget andet. Det Folkekirkens Nødhjælp laver er
altså bedre end tortur af troldkvinder. Og det er vel egentlig nået
så vidt, at de fleste opfatter kristendommen som alene identisk
med de udsagn i Bibelen, som bedst lader sig tolke ind i en humanistisk
helhedsforståelse, mens man går let hen over alle udsagnene om blodig
hævn fra en svært forståelig Gud og dem, der eksplicit påbyder undertrykkelse
af kvinder.
Det er værd at understrege, at det i hovedsagen er Vesten, der
har gennemgået denne civilisationsproces. I de islamiske lande
har der været fremragende lærde, og megen visdom fra grækerne er
blevet bevaret her og i renæssancen ført til Europa. Men den helt
afgørende forskel er, for at sige det kort, at i Vesten blev viden
og indsigt omsat til praktisk livsform for de mange. Med industrialiseringen
og alt, hvad dertil hører, oplevede befolkningen de nye tider på
krop og sjæl. Det har medført en mental omstillingsproces, der
bl.a. har ført til nye forestillinger om, hvad viden er, og hvordan
den skabes. En kritisk holdning til autoriteter og forestillingen
om kontrollerbare observationer, gentagelige eksperimenter, erfaring
er blevet styrende, også for folk der slet ikke beskæftiger sig
med videnskab. I store dele af den muslimske verden ser vi derimod
brydninger i samfundet og i den enkeltes bevidsthed mellem at tillægge
en anden gammel bog absolut autoritet og en ny rationalitet, der
trænger sig på med sine åbenlyse fortrin hvad forklaringskraft angår.
Man kan måske sige, at dele af den muslimske verden i dag befinder
sig på et stade, der nogenlunde svarer til den vestlige civilisation
omkring år 1700.
Men vi har altså stadig en lille gruppe kristne fundamentalister
iblandt os. Det kan være, hvad det være vil, men det er dybt fortvivlende,
at de ligesom deres muslimske åndsfæller påtvinger børn en tankegang,
som er uforenelig med nutidens virkelighed.
|
