Kan naturvidenskab og religiøs tro eksistere side om side? Levner
videnskab og tro plads til hinanden? Og kan man både være videnskabeligt
orienteret og troende på én gang? Det er i realiteten disse spørgsmål,
som JP’s leder stiller den 29/9, og som har fremkaldt en række vrede
debatindlæg, der bl.a. er uenige i Darwins evolutionsteori. Adskillige
læsere synes at mene, at hvis folk har lyst til at indoktrinere
deres børn om, at Bibelens skabelsesberetning skal tages bogstaveligt,
så skal de have lov til det. Ligeledes skal de have lov til at indoktrinere
børnene om, at Darwins teori er et falsum.
Det kan man umiddelbart synes, at man skal have lov til, når man
som de fleste af os danskere er vokset op i et åbent og debatterende
samfund, hvor bl.a. trosfrihed er en menneskeret. Men så enkelt
er det ikke. Hvis man fx forestiller sig, at en lignende metodefrihed
skulle have lov til at blive praktiseret på hospitalerne, kan de
fleste – bortset fra fx Jehovas Vidner – se, at der er en afgørende
forskel på de religiøst begrundede elendigheder, man pådutter sig
selv, og de elendigheder man pådutter andre, herunder sine børn.
Det bør derfor stå klart, at den danske stat ikke kan medvirke
til driften af skoler, der fordømmer, forvansker eller fortier vigtige
videnskabelige resultater, lige så lidt som staten kan medvirke
til at unddrage børn af religiøse fanatikere fra at få den nødvendige,
videnskabeligt begrundede lægehjælp.
Det bør også stå klart, at man ikke kan forkaste evolutionsteorien
uden samtidig at forkaste naturvidenskabens vigtigste arbejdsmetoder
og dermed stort set alle naturvidenskabens resultater. Vel næppe
nogen naturvidenskabelig idé er mere grundigt undersøgt og dokumenteret
end netop erkendelsen af, at den biologiske evolution er en realitet,
og at evolutionen også omfatter mennesket. Herpå hviler ikke blot
ethvert naturvidenskabeligt acceptabelt menneskesyn, men også de
erkendelser, som moderne landbrugsproduktion, bioteknologi, medicinproduktion
og hele sundhedsvæsenet er opstået af, og som er grundlaget for
den vestlige verdens velfærd.
Ikke desto mindre er evolutionsteorien forbudt som undervisningsstof
i flere af staterne i USA’s bibelbælte og i store dele af den muslimske
verden. Paradoxet er her, at man gerne vil anvende videnskabens
praktiske resultater og nyde dens materielle frugter samtidig med,
at man afviser de erkendelser, der ligger bag resultaterne, når
de kan kaste menneskene ud i tvivl om det pågældende samfunds kategoriske
fortolkning af ’hellige’ skrifter.
Således har evolutionsteorien lige fra starten skabt en umådelig
vrede blandt visse fundamentalistisk indstillede præster, imamer
og andre troende - og gør det som sagt stadigvæk, nu også i Danmark.
Det skyldes ikke så meget, at teorien gør mennesket til abernes
slægtning, men at evolutionsteorien gør mennesket til en almindelig
del af naturen. Mennesket er ikke noget særligt ophøjet eller
gudsnært væsen, som Gud har kronet værket med på den sidste skaberdag.
Det er denne detronisering af mennesket som Guds udvalgte skabning,
der giver anledning til vrede, fordi det fratager fundamentalisterne
alibiet for at sætte tro over viden. Fundamentalisterne mener,
at de selv er de eneste, der kan læse ’Guds ord’ på den rette måde,
og at de derfor træder i en ’højere sags tjeneste’, når de fortolker
’Guds ord’ i stedet for at lade sig lede af erfaring og fornuft.
Mere durkdrevne fundamentalister frygter, at menneskene opdager
denne simple sammenhæng, således som fx Luther opdagede pavestatens
og inkvisitionens falskneri. Disse durkdrevne forførere har derfor
ingen anden udvej end at sætte ind med en massiv indoktrinering
fra vugge til grav om, at de er Guds stedfortrædere her på Jorden,
og at alt, der ikke strømmer fra deres munde, er den skinbarlige
djævelskab.
Men tror man på naturvidenskaben, som en kilde til sandhed, udelukker
man ikke religiøs tro som en anden kilde til sandhed. Derimod sætter
kategoriske fortolkninger af Bibelen eller andre ’hellige skrifter’
sig selv over den erfaring, som enhver kan indhente, eller over
den fornuft, som gennem vores genetiske og sproglige arv er nedfældet
i os alle. Mens naturvidenskaben ikke forbryder sig mod folks ret
til at tænke og tale anderledes, forbryder fundamentalisterne sig
mod naturvidenskabens ret til at søge sandheden ved at fordømme,
forvanske eller fortie dens resultater overfor deres børn. Det er
det springende punkt - og det er også gennem denne forherligelse
af sig selv som Guds sande fortolker, at man forbryder sig mod
Gud. Det mente i hvert fald naturvidenskabsmanden og biskoppen
Niels Stensen, som i 1667 og 1669 grundlagde de videnskaber – palæontologien
og geologien – der er evolutionsteoriens grundlag!
Det betyder bl.a., at en sandhedssøgende naturvidenskabsmand, fx
en læge, der vil arbejde videnskabeligt forsvarligt, ikke kan tillade
sig at afvise, at bøn, håndspålæggelse, auramassage, pendulering
og lignende kan helbrede en patient, for efter logikkens regler
kan intet negativt postulat modbevises. Man kan først bevise, at
noget ikke kan lade sig gøre, når man med rette kan hævde,
at alle relevante forhold er kendt til bunds. Og den situation foreligger
aldrig i praksis, kun i visse teoretiske tilfælde inden for matematikken.
Men det betyder også - og nok så væsentligt - at en videnskabeligt
arbejdende læge ikke kan tillade sig at anvende en postuleret
mirakelmetode som fx bøn og håndspålæggelse, før konkrete undersøgelser
har vist, at den giver bedre resultater end de videnskabeligt dokumenterede
metoder.
Helt anderledes forholder det sig med ’mirakelmagerne’. De er ikke
bundet af videnskabens grundlov om kun at fremsætte synspunkter,
der principielt kan modbevises. De kan postulere hvad som helst,
fordi deres tro på en usynlig Gud eller fordi deres durkdrevne misbrug
af vores uvidenhed om det ukendte giver dem et alibi for synspunkter,
der principielt ikke kan modbevises. Denne mulighed foreligger,
hvis man – som skrædderne i Kejserens nye Klæder - nægter
folk at sætte erfaring og fornuft højere end troen og troens følgesvend,
dvs. faren for illusioner eller den rene indbildning. For
’mirakelmagerne’ er det nok at sige, at de tror, mens en naturvidenskabsmand
skal vide.
Det giver en stor skævhed i argumentationen mellem ’troende’ og
’vidende’, fordi de troende ikke behøver at pålægge sig selv at
følge nogen anden spilleregel end den, at de er – eller vil bilde
folk ind, at de er - de sande fortolkere af Guds ord og derfor
principielt altid har ret. I filosofisk eller videnskabeligt
uskolede samfund falder mange for denne skævhed i argumentationens
vilkår. Ud over den ufortjente autoritet, som denne skævhed kan
give trossynspunkter på bekostning af konkret viden, kan resultatet
blive, at der kan opstå fundamentalistiske former for regimer, der
har held til at sætte tro over viden, kirken over staten og ’Guds
ord’ over loven. Det er i sandhed en svøbe, der har hærget verden
lige siden durkdrevne potentater har haft held til at bilde sig
selv eller befolkningen ind, at de repræsenterer Gud.
Jeg nævnte ovenfor vor store landsmand Niels Stensen (Steno), som
under den moderne videnskabs opståen i 1600-tallet blev en verdensberømt
naturforsker, og som endte sit liv som katolsk biskop. I 1988 blev
han endog saligkåret af selveste paven i Rom. Steno så ingen modsætning
mellem naturvidenskaben og gudstroen, fordi gudstroen må indrette
sig efter, hvad vi ved. Han levede og åndede til sin dødsdag i dyb
troskab mod begge former for indsigt. Det lykkedes ham, fordi han
så naturvidenskabens sandhedssøgen og beskrivelse af naturen som
den højeste form for lovprisning af skaberværket og dermed af Gud,
mens den religiøst doktrinære ’sandhedssøgen’ er en vej, der med
sikkerhed vil føre til vildfarelser og gudsforagt.
Med stor fare for sit omdømme afviste han en række af samtidens
religiøse dogmer, bl.a. at hjertet er sjælens sæde. Da han havde
dissekeret et hjerte afviste han sjæledogmet med disse få ord: »I
hjertet finder man intet, som ikke findes i enhver muskel, og i
enhver muskel finder man intet, som ikke findes i hjertet. Hjertet
er ikke sjælens sæde, men en muskel«. Og da den berømte Descartes
havde ’forklaret’, hvorledes Gud besjæler den menneskelige ’maskine’
og styrer mennesket gennem indvirkning på hjernen, sagde Steno,
at »disse mennesker (der som Descartes ikke gider undersøge tingene
ordentligt, men omgår videnskaben med religiøse påstande) vil give
Dem en beskrivelse af hjernen og beliggenheden af alle dens funktioner
med samme sikkerhed som havde de selv været til stede ved skabelsen
af denne vidunderlige ’maskine’ og havde gennemskuet alle dens bygmesters
store planer«.
Med andre ord sagde denne troens tjener, at vi aldrig må lade videnskabens
resultater undertrykke af menneskers religiøse forestillinger. Videnskaben
kan ikke kaste lys over alt, hvad vi mener og tror, men det vi mener
og tror skal respektere, det videnskaben har fundet ud af. Da Steno
holdt sin sidste forelæsning som indledning til en offentlig dissektion
af et kvindelig, syntetiserede han denne erkendelse af videnskabens
autoritet og begrænsning: »Skønt er det, som uden dissektion står
åbent for sanserne. Skønnere er det, som dissektionen drager frem
fra de skjulte indre dele. Men langt skønnest er dog det, som undflyer
sanserne og alligevel ved hjælp af det sanselige kan erkendes gennem
fornuften. … Skønt er det vi ser, skønnere det vi forstår, men langt
skønnest er det vi er uvidende om.«
Lige siden den moderne videnskabs opståen for 400 år siden har
ingen fremtrædende naturvidenskabsmand påstået, at der ikke plads
til fx en religiøs tro om det, vi er uvidende om. Men langt fra
alle kirkefædre vil anerkende, at rummet for religiøs tro må og
skal lade sig er begrænse af det, vi ved. Tværtimod ser vi mange
steder i både den kristne og muslimske verden, at religiøse ledere
fordømmer videnskabens resultater, undertrykker dens udøvere, vildleder
deres børn og menighed og sætter dem op til umenneskelige gerninger.
Det bør den danske stat ikke medvirke til, og vi bør overveje, hvordan
den metodefrihed, som vi værdsætter i skolerne, men ikke på hospitalerne,
kan forvaltes på en videnskabeligt acceptabel måde.
Offentliggjort i Jyllandsposten d. 5. oktober 2002. Gengivet efter
aftale.
|
