Mens det er prisværdigt, at Berlingske Tidende indleder en temaserie
om forskningens nødvendighed med chefredaktøren som fortaler,
er det beskæmmende, at Danmarks Forskningsråd, der er politikernes
rådgivende organ, på grundlag af en undersøgelse udført af Analyseinstitut
for Forskning, skyder skylden for stagnationen i dansk forskning
på ”indavl” på universiteterne.
Som nyansat lektor i den udhængte aldersgruppe (der i andre sammenhænge
fremhæves som ”det grå guld”), men dog uden at kunne beskyldes
for ”indavl” efter mere end 30 år i industrien, har jeg haft lejlighed
til at iagttage forholdene på universitetet indefra. På baggrund
af mediernes formidling af politikernes og erhvervslivets stadige
påpegning af vigtigheden af uddannelse og forskning, har det været
et chok at opleve, hvor dårlige forhold, der faktisk bydes universiteterne.
At lønnen er langt under den, der tilbydes i private virksomheder
er ikke så afgørende, hvis man brænder for forskningen, men at
de midler, der stilles til rådighed til forskningsaktiviteter,
er så sparsomme, er rystende. Hver fastansat har, når fællesudgifterne
er betalt, ca. 20.000 kr. til rådighed pr. år. I private virksomheder
regnes med ca. 100.000 kr. til eksperimentel forskning ud over
at det nyeste apparatur er til rådighed. Derfor er forskningsaktiviteten
på universitet totalt afhængig af eksterne midler, d.v.s. bevillinger
fra de statslige forskningsråd og private fonde. Konkurrencen
om disse midler er hård. Således kunne det sundhedsvidenskabelige
forskningsråd ved den seneste uddeling kun imødekomme 11% af de
ansøgte beløb. De eksterne tilskud til driften af forskningen
på universitetet overgår langt det beløb, der ydes fra universitetet.
Der er vist ikke mange stats- eller privatansatte, der selv skal
skaffe midlerne til de aktiviteter, de er forpligtigede til at
udføre!
Et helt afgørende problem er rekrutteringen af nye forskere og
lærere til universiteterne. En adjunkt, som er det første trin
i universitetskarrieren, ansættes for 3 år, og det forventes,
at vedkommende ud over den obligatoriske undervisning, yder en
forskningsindsats, der kvalificerer til en senere lektorstilling.
Men da denne indsats kræver eksterne midler, skal adjunkten allerede
inden ansættelsen have præsteret betydelige forskningsresultater
eller indgå i en gruppe med erfarne forskere, der har eksterne
forskningsmidler til rådighed. Ellers er adjunktens avancementsmuligheder
nærmest ikke eksisterende.
Det er på grund af disse vilkår, at der ofte er meget få ansøgere
til de ofte meget få ledige stillinger, der opslås på universiteterne.
Grunden til de få ledige stillinger, er, at den store tilgang
af studerende, der skete omkring 1970, førte til ansættelse af
et stort antal lærere, der, som det var praksis dengang, blev
fastansatte fra starten. Som følge af de senere indskrænkninger
er aldersfordelingen i lærerstaben skæv. Det er ikke på grund
af indavl, men på grund af nedskæringer. Antallet af studerende
er nu steget igen, men har ikke ført til flere ansættelser. I
den tro, at forskningsbaseret undervisning var fundamentet i universitetsuddannelserne,
overraskede det mig, at over 50% af undervisningen varetages
af løst ansatte timelærere. Faktisk burde antallet af universitetslærere
fordobles, hvis ambitionen om den forskningsbaserede undervisning
skal opfyldes.
Når stillinger opslås, angives det udtrykkeligt, at ansøgere
uanset alder, køn eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at
søge, men jeg antager, at Danmarks Forskningsråd er enig i, at
man bør ansætte den bedst kvalificerede ansøger. De kriterier,
der anlægges er såvel videnskabelig produktivitet som evne til
at opnå ekstern finansiering. Det bør vel ikke være ungdom, kvindekøn
eller udenlandsk herkomst, der er de væsentligste kvalifikationskrav?
I den korte tid, jeg har haft min gang på et universitetsinstitut,
har 3 adjunkter forladt deres stillinger til fordel for det private
erhvervsliv. En udenlandsk lektor har efter blot et års ansættelse
foretrukket et firma i sit hjemland. I Danmarks Forskningsråds
årsrapport ”Kvalitet og fornyelse gennem rekruttering til den
offentlige forskning” omtales i øvrigt, at 40% af de lektorer,
der fratrådte deres stillinger, selv sagde op. Jeg foreslår, at
man i stedet for den tendentiøse og fejlfortolkede statistik,
der præsenteres af Danmarks Forskningsråd, iværksætter en rundspørge
blandt de danske og udenlandske forskere, der frivilligt har forladt
deres stillinger ved universitet, om årsagerne til deres fravalg.
Det er totalt naivt at forestille sig, at internationalt anerkendte
udenlandske forskere vil ansøge om stillinger ved danske universiteter
på de vilkår, der tilbydes.
Hvis man, som undertegnede og mange andre, alligevel søger eller
bibeholder en stilling på universitetet, er det enten fordi, at
der ikke er andre muligheder, at man er blevet for gammel (over
40 år), eller at man brænder for forskningen. At det sidste kan
være tilfældet, er åbenbart svært at forstå for folk, der ikke
selv har oplevet denne fornemmelse. Derfor vil jeg stærkt anbefale
Danmarks Forskningsråd, politikere, administratorer, erhvervsfolk
og almindelige skatteborgere at læse professor Jens F. Rehfelds
nyligt udgivne bog ”Fornemmelse for forskning” (Akademisk Forlag
2001), som nøgternt, kritisk og engageret redegør for den drivkraft,
der imod alle odds, stræber efter at udvide den menneskelige erkendelse.
Offentliggjort i Berlingske Tidende. Gengivet efter aftale.
