| Debatten om universiteternes fremtid og forskningens betydning
for samfundet er blevet kraftigt intensiveret i de seneste år. Fra
at være en lukket diskussion blandt de indviede lærde, er det blevet
en levende del af den brede politiske debat.
Virksomhederne bliver stadig mere afhængige af medarbejdere, der
kan producere, bytte og købe viden på et åbent og globalt marked.
Universiteterne er centrale i denne udvikling, fordi de medarbejdere
og den viden, som produceres på universiteterne, ofte har en høj
troværdighed og kvalitet.
På samme tid stiller det hastigt voksende videnmarked de danske
universiteter i en skærpet konkurrencesituation. Kampen står om
de bedste studerende, de bedste forskere, de bedste virksomhedskontakter
og ikke mindst de mest optimale rammer. Virksomhederne er afhængige
af, at universiteterne kommer styrket ud af denne kamp. Spørgsmålet
er, hvilke midler og strategier universiteterne skal benytte sig
af i en nødvendig omstilling mod øget faglig koncentration og en
skarpere uddannelsesprofil.
For både virksomheder og universiteter gælder det altså om at kunne
tiltrække de dygtigste medarbejdere og de bedste kunder. Med andre
ord om skabe endnu mere attraktive arbejdspladser for de klogeste
hoveder. Kampen om at kunne tiltrække den globale elite af arbejdskraft
til regionen Europa, nationen Danmark, Aarhus Universitet eller
en mellemstor virksomhed i Ballerup bliver benhård.
For Europa – og for Danmark - er der desværre markante tegn på,
at tilgangen af og adgangen til højt kvalificerede medarbejdere
er faldende. Men også i forhold til de nuværende medarbejdere, er
der problemer. Mange søger ud for at lade sig uddanne eller opnå
karrieremæssige spring (brain circulation). Samtidig er der tegn
på, at videnmedarbejdere søger til USA uden at vende tilbage igen
(brain drain).
En række indikatorer peger på, hvor alvorlige problemer Danmark
- og Europa - står overfor:
- Det samlede arbejdsmarked for højere uddannede, herunder F&U-personel,
fremviser en lavere vækstrate i Europa end i USA og Asien.
- De medicinske, tekniske- og naturvidenskabelige uddannelser
i EU og Danmark har stadig færre studerende. Der er i dag betydelige
flaskehalse inden for IT- og bioteknologibranchen, og alene i
Danmark kommer der i 2005 til at mangle op mod 5000 ingeniører.
- Mange naturvidenskabelige og tekniske universitetsuddannelser
er støvede af forældede universitære traditioner og afspejler
ikke det reelle arbejdsmarked for kandidater og phd.ere. I dag
går hovedparten af kandidaterne til industrien, men uddannelserne
fortsætter, som intet var hændt. Der er frafald af studerende
på flere af disse uddannelser på op imod 50 procent.
- En aldrende arbejdsstyrke inden for den højtuddannede del af
arbejdsmarkedet øger behovet for en nytilgang af yngre akademikere.
Dette generationsskifte stiller betydelige krav til uddannelsessystemet.
Der er behov for at imødegå dette truende underskud på kompetence-balancen
med en kort- og langsigtet strategi. En strategi, der på kort sigt
fokuserer på at gøre Danmark til en mere tilgængelig og attraktiv
arbejdsplads for højtuddannet arbejdskraft. Og en langsigtet strategi,
hvor virksomheder og uddannelsesinstitutioner arbejder sammen om
at lave nogle langt mere spændende og dynamiske uddannelser.
Vi har brug for en gennemgribende reform af en række universitetsuddannelser.
Det gælder både humanistiske, samfundsvidenskabelige, naturvidenskabelige
og medicinske uddannelser, således at de i højere grad afspejler
de kompetencer, som den videnbaserede industri efterspørger.
Hovedopgaven for universitetet har indtil nu været at uddanne forskere
og gymnasielærere. Den nyeste prognose fra Undervisningsministeriet
viser imidlertid, at over halvdelen af de kandidater, som forlader
universiteterne frem til 2010, skal finde beskæftigelse i den private
sektor. Pointen er naturligvis ikke, at vi ikke skal uddanne gymnasielærere,
men at det reelle jobmarked for de studerende i højere grad må afspejle
sig i disse uddannelsers faglige profil og struktur.
I fremtiden bør universitetsuddannelserne derfor være klarere opdelt
i grund- og kandidatuddannelse. På grunduddannelsen skal de studerende
opnå de grundlæggende faglige færdigheder. Denne del af uddannelsen
vil ofte også være den tid, hvor studerende snuser til forskellige
retninger inden for deres fag. En begyndende afklaring af, hvorvidt
det er formidlingen af integraler til gymnasieelever, som har den
enkeltes interesse, eller er det jobbet på en virksomhed som trækker?
Lad mig tage de naturvidenskabelige uddannelser som eksempel: Det
afgørende er her først og fremmest at skrue nogle grunduddannelser
sammen, der giver de studerende en indsigt i naturvidenskabens eksistentielle
betydning. Mange naturvidenskabelige lærere fra folkeskole til universitetet
har haft en tendens til at fortabe sig i fagspecifikke deltaljer
uden at sætte undervisningen ind i det helhedsbillede, som kunne
appellere til nye generationers nysgerrighed, engagement og grænsesøgning.
Det skal tydeliggøres for de unge, at naturvidenskaben er en menneskeskabt,
modsætningfyldt og sanselig aktivitet.
Herefter skal overbygningen give mulighed for langt mere systematisk
at dyrke den enkeltes interesser. Det er ikke for meget forlangt,
at den studerende to år før forventet afslutning begynder at gøre
sig tanker om, hvad uddannelsen skal bruges til. Og til gengæld
får stillet nogle moduler til rådighed, som kan styrke hans kompetencer
inden for det pågældende arbejdsfelt. Det er heller ikke urimeligt,
at hvert naturvidenskabeligt fag kan pege på tre til fire hovedveje
for de studerende. Det kunne for en fysikstuderende være;
- Forskerkarriere
- Erhvervskarriere
- Undervisningskarriere
De hovedveje, man kan vælge på overbygningen, skal ikke nødvendigvis
være skarpt adskilte, og der skal være mulighed for at køre ind
og ud af forskellige biveje. Det er heller ikke sikkert, man skal
vælge overbygning på den samme uddannelsesinstitution. Selvom det
ikke er kutyme i dag, kunne det være oplagt at nogle af universiteterne
specialiserede sig inden for et af modulerne, og kunne tiltrække
studerende fra andre universiteter.
En større fokusering behøver ikke at medføre nedlæggelse af universiteter
eller fakulteter. Det handler snarere om, at universiteterne gennem
strategisk planlægning og prioritering vælger, hvilke uddannelsesretninger
og forskningsområder, de vil satse på. Eksempelvis har vi fem biologi-,
matematik-, kemi- og fysikuddannelser i Danmark, som ikke har tydeligt
adskilte profiler. Det er ikke en holdbar situation på længere sigt.
En uddannelsesreform vil slå flere fluer med et smæk: Den vil tilgodese
aftagernes forskellige behov, den vil give uddannelserne en skarpere
profil i forhold til de stu-diesøgende. Og den vil ikke mindst kunne
mindske det meget store frafald, der på mange uddannelser er på
over 50 procent. Min påstand er nemlig, at en stor del af frafaldet
skyldes, at de unge ikke kan se formål med og anvendelse af deres
studie. Det er direkte tåbeligt.
Vejen mod forandring af universitetet handler således også om revideret
opfattelse af de studerendes tarv og læring. Alt for mange studerende
går - særligt i de første år - desorienterede rundt, og aner ikke,
om de er havnet på den rigtige uddannelse. Det betyder ikke alene,
at studietiden forlænges urimeligt meget, men også, at der stadig
er alt for mange, der går ned med flaget.
Det næste skridt er indførelse af reelle fuldtidsstudier. Mange
af universitetsuddannelserne er i dag ikke tilrettelagt som heltidsstudier.
Eksempelvis viste evalueringen af engelskuddannelserne, at de studerende
i gennemsnit anvendte 23,1 timer om ugen på forelæsninger og forberedelse.
På Københavns Universitet brugte de studerende mindst tid på deres
uddannelsen - 19,1 timer/uge- og de studerende på Odense Universitet
brugte mest tid - 25,8 time/uge.
Vi har altså på en gang verdens bedste og dyreste SU-system, men
samtidig en meget lav studieeffektivitet og tilsvarende høj gennemførselstid.
Det må kunne gøres bedre. Man bør se nærmere på, om studierne kan
komprimeres således, at de studerende forpligtes mere intensivt
på undervisnings-, projekt-, og eksamensforløb fra start. Et mere
intensivt studieprogram har samtidig den afledte effekt, at det
kan styrke studiemiljøet. Det gælder også med henblik på at undersøge
mulighederne for at indføre et tredje sommersemester.
Det er en fælles udfordring for universiteter, virksomheder og
politikere at gøre Danmark til en mere attraktiv arbejdsplads for
eliten. Ellers risikerer vi, at den danske kompetencebalance bliver
negativ. Det vil medføre, at det økonomiske grundlag for øget vækst,
flere arbejdspladser og den danske velfærdsmodel vil svækkes på
længere sigt.
Offentliggjort i Berlingske Tidende d. 14. april 2002. Gengivet
efter aftale.
|
