Det er et afgørende spørgsmål for universiteterne og for samfundet.
Det er nu engang de unge, der skal udvikle sig og skabe de nye
forskningsgrupper, vi trænger til. Hvordan kan man rekruttere
unge forskere og fastholde dem i et udviklingsforløb?
Dårlige lønforhold er en hindring
Lønnen kan ikke friste. Den er blevet relativt dårligere og kan
slet ikke hamle op med forholdene i private virksomheder. Det
blev understreget i Ulla Vogels indlæg i Biozoom nr. 1, 2002.
Hun argumenterer, at dårlige løn- og arbejdsforhold holder kvinderne
væk, men medgiver, at det nok også gælder for mænd. I hvert fald
er der kun få ansøgere til de stillinger, universiteterne slår
op. Det ser ikke for godt ud, for vi har den store pensionsbølge
i den nære horisont. Nogle steder kan det gå helt galt. Jeg tænker
på den biomedicinske forskning, der foregår ved de sundhedsvidenskabelige
fakulteter. Her er det vigtigt, at unge læger også er med, men
lønforskellene er endnu mere grelle end for andre uddannelser.
Altså, der må ske noget ved kommende lønforhandlinger!
Hvad er der at gøre godt med, hvis lønnen rettes op?
Nu er der heldigvis meget attraktive sider af tilværelsen som
yngre forsker. Noget, der kan få forskeren til at arbejde langt
udover de sædvanlige 37 timer om ugen, bide sig fast og lidt senere
gide investere kræfter i at rekruttere de næste kommende forskere.
Det er dette noget, der skal få højt kvalificerede unge til at
søge stillingerne. Det kan bære igennem, hvis lønnen er nogenlunde
på niveau med forholdene for sammenlignelige grupper.
Hvad er så de attraktive sider? I en meget instruktiv artikel
med fokus på bioteknologi i samme nummer af Biozoom understreger
Peder Olesen Larsen, at eksperimentel biologisk forskning ved
universiteterne gennemføres i mindre forskningsgrupper med få
til måske 20 deltagere, inklusive Ph.D. studerende, postdocs,
gæster og teknisk personale. Forskningsgrupperne leverer resultaterne,
bl. a. ved at arbejde fleksibelt sammen med andre grupper i ind-
og udland, når der skal trækkes på samme hammel i bestemte forskningsopgaver.
Det er netop den produktive gruppe, der attraktiv for yngre forskere.
Det hænger sammen med, at man efterhånden har mulighed for at
udvikle sin egen linie i gruppen og definere egne problemstillinger.
Perspektivet er, at man på sigt kan udvikle sin egen gruppe. Det
er attraktionen og drivkraften for iværksætteren. Det er i virkeligheden
de samme forhold, der får unge til at starte egen virksomhed.
Man vil sætte sit fingeraftryk og se ting udvikle sig herfra.
Den drivkraft skal man værne om, hvis man vil have ambitiøse unge
ind i forskning.
Hvordan kan fondssystemer støtte og udvikle?
Al biologisk forskning kræver støtte fra fonde. Der er enighed
om, at systemet har været noget uoverskueligt med for mange bevillingskanaler
i form af ”cigarkasser”. Det skal gøres mere overskueligt, og
der må være en langsigtet politisk aftale om finansiering. Hvordan
bør fondssystemet se ud for at samfundet kan foretage de bedste
investeringer og give gode muligheder for udvikling af yngre forskere,
der har præsteret noget på højt internationalt niveau?
Skal universiteterne selv finansiere? Det ville kræve,
at de centrale pengetanke lægges ud til universiteterne. Det er
næppe en god ide. Det er simpelthen for tæt på med de risici det
nu indebærer. Desuden vil ansøgningsmaterialet være for lille
til, at man kan danne sig et overblik. Universiteterne bør have
flere midler til uddannelse og til infrastruktur vedrørende forskning,
men den egentlige projektstøtte bør gives af en mere central instans.
Skal finansiering ske via et nyt stort forskningsråd for biologi?
Det kan umiddelbart virke som en god ide, fordi området i øjeblikket
støttes af fire råd. Olesen Larsen foreslår, at de tildelte portioner
skal gives for en årrække og være relativt store med mulighed
for finansiering af postdocs, gæster, teknisk personale, evt.
Ph.D. studerende samt selvfølgelig drift. Desuden skal der bruges
international bedømmelse af alle ansøgninger. Imidlertid er der
efter min mening store problemer i forslaget.
• Hvad med de forskningsledere, der er ved at etablere sig?
Der er brug for at give nogen støtte over en kortere periode og
så se, hvordan forskningen udvikler sig. Internationale bedømmelser
vil ikke være realistiske med mindre det drejer sig om meget store
ansøgninger. Man kan næppe sende 500 ansøgninger, der skal ses
i sammenhæng, ud til international bedømmelse. Der er derfor sandsynligt,
at yngre ikke kan være med og derfor, at der sker skade på den
vigtige motivering: At få i hvert fald den ene fod under eget
bord. Man skal huske, at ”yngre” i denne forbindelse som regel
er 35-40 år. Man kan spørge, om ikke det er lige meget, hvis de
får de samme penge under administration af en etableret forsker
med en stor rammebevilling. Erfaringen viser, at det er det ikke!
- og man vil jo aldrig være sikker på, om man får pengene. Det
er ikke motiverende.
• Der vil i mange tilfælde være tale om projekter med stort
indhold af andet end biologi, og som derfor også kan henføres
til andre forskningsråd. Faktisk vil biologi nok i stigende grad
blive kombineret med andre videnskaber i fremtidens ansøgninger.
Der er også ”grænseproblemer” i det nuværende fondssystem, men
der bliver ikke færre problemer ved at skære kagen ud på en anden
måde. Det bliver bare andre problemer.
Skal den nuværende rådsstruktur fortsætte?
Visioner og fornyelse skal ligge i forskningen og reflekteres
i ansøgninger. Derimod kan man godt være stok-konservativ med
hensyn til strukturer, bare de er gode nok. Det kritiske spørgsmål
er derfor, om de nuværende forskningsråd, der bedømmer biologiske
problemstillinger, er de rette til at fungere som langt den væsentligste
bevillingskanal i et forenklet system her i vores kongerige/region
på 5 mio mennesker.
Rådene har, så vidt jeg kan se, ind til nu løst opgaven godt
indenfor de givne rammer. De har budt de attråede unge indenfor
med nogle midler fra den slunkne pengekasse. Relativt beskedne
beløb er også givet til andre med nye ideer eller nye facetter
af eksisterende områder. Selv en pensioneret professor har fået
et mindre beløb, men han blev nu også senere modtager af Nobel
prisen! En meget betydelig del af pengene er givet som rammebevillinger
på 3 år eller mere. Kun få bevillinger har været over ca. 500.000
kr. om året, og de fleste ansøgere har derfor suppleret med midler
opnået andetsteds i det hidtil så komplekse system. Det kræver
kun ringe fantasi at forestille sig, at rådene gerne støtter større
rammebevillinger, når de får flere midler. Man behøver kun se
på bevillingsprocenterne i de seneste år! Fremtidens store rammebevillinger
bør også bedømmes internationalt, selvom man ikke skal tro, at
man nødvendigvis af den grund får en mere uafhængig eller grundig
bedømmelse. Det er vigtigt at opretholde den nuværende effektivitet
og ret hurtige sagsbehandling. Hvor ellers kan man få en sagsbehandling
på ca. 3 måneder og få besked to dage efter uddelingsmødet. Prøv
f. eks. i EU! Lange behandlingstider er gift for forskningen og
modvirker den forenkling, man gerne vil have.
Det vil være meget uheldigt at skille eksempelvis biologi fra
anden sundhedsvidenskab eller de tekniske sider af biologi fra
anden teknisk videnskab. Det bliver tilfældet, hvis der oprettes
et forskningsråd for biologi. Det vil ikke fremme udvikling af
områderne, der netop skal integrere biologi og andre aspekter.
Jeg tror ikke, at man behøver være bange for spild af ressourcer
på grund af overlap imellem biologiske projekter finansieret af
de nuværende forskningsråd. Selvom projekter i enkelte tilfælde
kan ligne hinanden, vil de som regel have forskellig fokus alt
efter hvilket råd de er sendt til. Det afgørende er, at emnerne
er vigtige og projekterne gode. Et vist overlap kan øge konkurrencen
på et betydningsfuldt felt og medføre synergieffekter på længere
sigt. I de fleste tilfælde er det derfor tilstrækkeligt, at ansøgeren
gør sig klart, hvilket råd projektet passer bedst til. Har det
eksempelvis et overvejende sundhedsvidenskabeligt eller teknisk
fokus?
Men, indrømmet, det bliver måske mere og mere svært at skelne
især mellem problemstillinger, der traditionelt hører til det
ene eller andet forskningsråd. Der kan på projektniveau være ligeværdighed
mellem Drosophila og mennesker! Der kan derfor være basis for,
at de involverede råd i fællesskab indkalder ansøgninger vedrørende
tværgående biologiske problemstillinger. Faren er naturligvis,
at der laves en cigarkasse, som alle søger at få fingrene ned
i. Derfor må bruges et ”nærhedsprincip”, så man kun tilgodeser
projekter, der ikke lige så godt kunne finansieres af de enkelte
råd. Det er en selvfølge – hvis nu kvaliteten af ansøgninger er
lavere end det, man er vant til at se – at uforbrugte midler føres
tilbage til rådenes almindelige kasser.
Jeg har forsøgt at argumentere for, at de nuværende forskningsråd
sammensat af aktive danske forskere skal være fremtidens væsentlige
offentlige bevillingskanal. Rådene er tilstækkeligt overskuelige
og klædt på til at hjælpe med etablering af nye forskergrupper,
også med relativt små midler initialt, og naturligvis til at håndtere
store rammebevillinger. Rådene kan af egen drift eller inspiration
udefra etablere egne tværgående programmer. Bedømmelsen sker i
rådene selv, idet international bedømmelse også indhentes eksempelvis
ved meget store ansøgninger. Jeg mener det er vigtigt at bevare
en struktur, der føles nær på forskergrupperne, og som er risikovillig
med hensyn til støtte af lovende projekter, som endnu ikke kan
honorere kravene til store rammebevillinger.
