|
Så kom den igen, den årlige artikel om at der er for få kvindelige
forsker ansat på universiteterne. Der blev endnu en gang gjort rede
for, at andelen af kvindelige forskere falder med stigende karrieretrin,
og at det faktisk ikke skyldes, at man(d) bevidst diskriminere kvinderne,
således at man foretrækker mandlige ansøgere. Faktisk tværtimod.
Der er simpelthen færre kvinder end mænd, der søger adjunkturer,
lektorater og professorater. De få, der søger stillingerne, har
faktisk en større succesrate end deres mandlige kolleger. I aviserne
spekuleres der meget over, hvorfor kvinderne ikke søger stillingerne;
om det er fordi de opgiver på forhånd, pga. Rip, Rap og Rup effekten
(mænd ansætter mænd) eller om det er glasloftet (kvinder bliver
bare ikke ledere). Jeg tror ikke, at man skal søge efter forklaringen
dér. I mine øjne er forklaringen snublende nær – med fare for både
at blive beskyldt for at skære alle over én kam og selv at være
ræven med rønnebærrene: jeg tror simpelthen, at kvinder ikke anser
universitetet for at være en attraktiv arbejdsplads.
En nyansat adjunkt har 3 år at kvalificere sig til et lektorat.
Men arbejdsbetingelserne er meget dårlige: man bliver helt sikkert
pålagt en masse undervisning og en del administrativt arbejde; men
det man bliver bedømt på, er hovedsagligt forskningsresultaterne,
som skal gennemføres oveni det andet. Dertil kommer, at adjunkten
sandsynligvis ikke får økonomisk støtte til forskningen, og således
først skal sikre sig ekstern finansiering til sin forskning. Endvidere,
har universiteternes konstante økonomiske pres gjort, at al servicevirksomhed
er skåret ned til benet; det er således sandsynligvis dit eget problem,
hvis din PC brænder sammen. For slet ikke at snakke om dit apparatur.
Jeg tror simpelthen, at mange kvindelige forskere foretrækker at
arbejde et sted, hvor man ikke både skal være forsker, sekretær,
vicevært og servicetekniker. Og arbejde et sted, hvor vurderingen
af arbejdsindsatsen tager udgangspunkt i alle ens opgaver i stedet
for kun én af dem. For slet ikke at tale om lønnen. Som det er nu,
har universitetet for flere år siden er gået over til at det nye
lønsystem for AC’ere uden at implementere de nødvendige, supplerende
lønforhandlinger om varige kvalifikations- og funktionstillæg .
Det betyder en årlige lønnedgang på over 30.000 i forhold til offentligt
ansatte på gammel løn (og selvfølgeligt endnu mere i forhold til
privat ansatte).
Men hvorfor synes mændene ikke det samme ? Det gør de måske også
– en del af dem i hvert fald. Der er kun ganske få ansøgere til
den stor del af de få stillinger, universiteterne slår op. Måske
bliver rekrutteringsproblemerne først for alvor synlige, når og
hvis universiteterne skal genbesætte stillinger efter en store pensionsbølge,
der snart begynder.
|
