|
„Fornemmelse for Forskning“ af Jens F. Rehfeld. Akademisk Forlag
2000.
Ny bog gør op med fordomme om forskning og er samtidig en nyttig
vejledning for forskere, administratorer og andre medlemmer af videnssamfundet.
De fleste er enige om, at forskning er vigtig for samfundet. Således
indgik flertallet af folketingets partier et forlig i foråret 2000
om forbedring af forskningens vilkår (omtalt i BioZoom nr. 4 fra
2000), flere erhvervsledere har fremhævet, at uafhængig grundforskning
er en forudsætning for udvikling af nye produkter, og at en forskningsbaseret
højere uddannelse er afgørende for rekruttering af kvalificerede
medarbejdere til erhvervslivet (se f.eks. BioZoom nr. 3 fra 2001).
Der er dog også en del mennesker, der er skeptiske over for forskningen,
som ikke mindst debatten om gensplejsede fødevarer og embryonale
stamceller afspejler. De færreste har en klar forestilling om, hvordan
forskere tænker, og hvad forskning egentlig er, og hvordan man
skelner mellem god og dårlig forskning. Forsker forskerne for folk,
fornøjelse, fortjeneste eller forfængelighed?
Selv om forskerne selv burde være de nærmeste til udrede disse
spørgsmål, er det kun de færreste der ytrer sig i debatten, idet
de anser sig for inhabile eller er bange for at skade deres karriere.
Det er derfor glædeligt, at en erfaren forsker som professor Jens
F. Rehfeld har samlet sine tanker om forskningens væsen og vilkår
i bogen ”Fornemmelse for forskning”, der er udkommet i en ny serie
“Akademisk“ Debat fra Akademisk Forlag.
Rehfeld, der netop er rundet 60 år, har en solid baggrund inden
for alle aspekter af forskningen, idet han har været professor i
medicinsk biokemi ved Århus og Københavns Universiteter, siddet
i Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og i bestyrelsen for
bl.a. Novo Nordisk Fonden. Han er som den mest citerede danske forsker
internationalt anerkendt for sin forskning i gastrointestinale hormoner.
Han har været vejleder for talrige yngre forskere og er en hyppig
opponent ved ph.d. og doktorafhandlinger.
Man fornemmer hans kærlighed til ægte grundvidenskabelig forskning,
der defineres som stræben efter ny erkendelse uden tanke på praktisk
anvendelse og økonomisk udbytte. Han er samtidig stærkt kritisk
over for eufemismer som ”strategisk grundforskning” og ”relevant
forskning”, som strider mod den frihed, der en forudsætning for
grundforskningen. Hermed menes ikke, at forskningen skal være et
privat anliggende. Tværtimod får den først værdi, når den offentliggøres,
således at resultaterne kan eftergøres og anvendes af andre forskere.
Ud over at delagtiggøre den videnskabelige verden i sine resultater
skal forskeren også forstå at gøre dem tilgængelige for landets
politikere og befolkning.
Evaluering af forskningens kvalitet er et kontroversielt emne,
men den spiller en afgørende rolle ved besættelse af stillinger
og tildeling af forskningsmidler. Rehfeld understreger, at der i
selve publikationsprocessen sker en kvalitetsvurdering, idet alle
ansete tidsskrifter benytter ”peer review” af de indsendte manuskripter.
Det betyder, at resultaterne er gennemgået af uafhængige specialister,
der forbliver anonyme for forfatterne, og som giver en faglig bedømmelse,
der sendes til forfatterne, samt en fortrolig anbefaling til redaktionen
om antagelse eller forkastelse. Dette er dog ikke tilstrækkeligt,
for faktisk viser nogle opgørelser, at kun 1% af de publicerede
artikler repræsenterer god forskning. Det afspejles bl.a. i en stor
forskel på tidsskrifternes ”impact factor”, der er et mål for, hvor
hyppigt artiklerne citeres i den videnskabelige litteratur. Rehfeld
gør opmærksom på begrænsningerne i de bibliometriske metoder. Som
erfaren bedømmer af ansøgninger giver han praktiske anvisninger
på, hvorledes man bør udforme sit CV. Et punkt, som Rehfeld ikke
nævner, men som jeg er sikker på, at han er enig i, er at det er
en væsentlig mangel ved bedømmelser af ansøgninger til forskningsråd
og fonde, at der ikke sendes en skriftlig evaluering til ansøgerne,
således at man har mulighed for at forbedre sin ansøgning til næste
ansøgningsrunde. Det er dog det mindste, man kan gøre, når man tænker
på, hvor stort et arbejde, der ofte lægges i en sådan ansøgning.
Store fonde som NIH giver således en særdeles grundig evaluering.
Den store konkurrence om forskningsmidler og berømmelse kan friste
svage sjæle til at ”forbedre” eller forfalske forskningsresultater.
Rehfeld refererer og kommenterer den såkaldte ”Baltimore sag”, som
udviklede sig til en thriller med intriger, misundelse, magt og
politik til store skade for forskningens anseelse, selv om beskyldningerne
i denne sag til slut viste sig at være fejlagtige (se BioZoom nr.
2 fra 2000).
Som biomedicinsk forsker fokuserer Rehfeld naturligt nok på lægevidenskabelig
forskning. Netop i disse tider med lægemangel kan man spørge sig,
hvorfor læger ikke blot koncentrerer sig om at behandle patienter
på ventelister. Her argumenterer Rehfeld overbevisende for, at det
er afgørende for læger at være skolet i videnskabelig tankegang
for at kunne forholde sig kritisk til nye behandlingsmetoder og
vurdere de kliniske afprøvninger, som medicinalindustrien anvender
i lanceringen af ny medicin. Ikke al medicinsk forskning er god
forskning, idet afprøvning af nye lægemidler ofte sker på industriens
betingelser uden at det fører til ny erkendelse, men måske til bedre
indtjening. Derimod er der talrige eksempler på at grundvidenskabelige
opdagelser har ført til epokegørende fremskridt for behandling af
sygdomme. At mange af disse opdagelser er sket ved tilfældigheder,
”serendipity”, som kun den engagerede forsker med fornemmelse for
forskning har øje for, understreger yderligere værdien af den nysgerrigheds
drevne grundforskning.
Rehfeld nævner en række betingelser, der er nødvendige for skabelsen
af god forskning. Udover personlige egenskaber som nysgerrighed
og ærlighed kræves en passende teknologi, tid til fordybelse og
et stimulerende miljø. Dette fører til en aktuel diskussion af finansieringen
af forskningen. På trods af politikernes gode vilje, som afspejles
i det omtalte forskningsforlig og i talrige interviews og taler,
falder bevillingerne til forskningen. Dette er bl.a. vist i Danmarks
Forskningsråds årsberetning. Rehfeld nævner i indledningen, at det
lægevidenskabelige forskningsråds bevillingsprocent i begyndelsen
af 1980erne faldt fra 45% til 15%, ”hvad der nærmer sig det meningsløse”.
I den netop afsluttede uddeling var den 11%! Danmark bruger 2% af
BNP til forskning, mens Sverige bruger 4% og Finland 3,2%. Det er
almindeligt antaget, at de øgede teknologiske behandlingsmuligheder
fører til øgede sundhedsudgifter, men denne myte afliver Rehfeld,
idet det er påvist, at når mennesker kommer over en vis alder, falder
udgifterne og samtidig vil ny teknologi og hurtigere udvikling af
nye lægemidler føre til en mere effektiv og dermed mindre kostbar
behandling. Der er derfor god grund til at øge bevillingerne til
forskningen både af hensyn til videnssamfundet, uddannelse af højt
kvalificerede medarbejdere til erhvervslivet, rekruttering af de
bedste forskere og undervisere til universiteterne, uddannelse af
flere og dygtigere læger, forbedring af sundhed og livskvalitet
og dermed forbedring af samfundsøkonomien og velfærdssamfundet.
Som det fremgår af ovenstående, bidrager ”Fornemmelse for forskning”
til en dybere forståelse af forskningens væsen og vilkår gennem
en pragmatisk ærlig og provokerende kritisk, men også en fængende
og engageret analyse af de mange elementer, der indgår i den fundamentale
menneskelige aktivitet, der kaldes forskning. Denne bog bør ikke
blot være obligatorisk læsning for de politikere og embedsmænd,
der beskæftiger sig med forskningsadministration. Det er også en
bog, man bliver klogere af at læse, hvad enten man er professionel
forsker eller almindelig nysgerrig samfundsborger.
|
