Nogen må gøre noget
Skelsættende fremskridt i biologisk viden og i anvendelse
af den biologiske viden i bioteknologi har været en af de
væsentligste faktorer i det moderne samfund i de sidste 25
år. Udviklingen er imidlertid kun begyndt. Den vil i de næste
år være stærkere og omfatte stadig større
områder i det moderne samfund.
Danmark har indtil nu været godt med i denne udvikling. Det
er vigtigt for hele det danske samfund, at vi fortsat er med i første
række. Vi må leve op til udfordringerne og gribe mulighederne,
mens de er der.
Men situationen er kritisk. Vores evne til at følge med
er truet, fordi vi gør for lidt, og fordi vi er på
vej ind i alvorlige flaskehalsproblemer. Der må gøres
noget, og det må gøres nu. Hvem er det, der må
gøre noget?
Der er på området et samspil og en arbejdsdeling mellem
den offentlige og den private sektor. Derfor må begge sektorer
tage et medansvar for, at der bliver gjort noget. I den offentlige
sektor er der en meget lang række aktører, Folketing,
Regering, ministeriet, universiteter, forskningsinstitutioner, forskningsråd
med flere. Det er ikke ønskeligt eller realistisk at skabe
et nyt forum, hvor alle disse aktører har sæde. Det,
der er brug for, er, at centralt placerede personer, som kan forpligte
de mange aktører, sætter sig sammen for at lægge
holdbare retningslinier for udviklingen. Der er brug for retningslinier
for en fælles, sammenhængende, langsigtet og tilstrækkelig
politik, som kan føre til, at udfordringerne bliver taget
op og problemerne løst. Hvis der samtidig kan blive ryddet
op i de mange bevillingskanaler, råd, udvalg med mere, vil
det være godt. Der er nødvendigt at se i øjnene,
at der må anvendes væsentlig flere ressourcer.
Hvad drejer det sig om?
Skabelse af ny biologisk viden og anvendelse af denne nye viden
i bioteknologi har betydning for sundhedsområdet, for miljøområdet
og for fødevare- og ernæringsområdet. På
sundhedsområdet drejer det sig ikke blot om nye lægemidler,
men også om udvikling og anvendelse af diagnosemetoder og
behandlingsmetoder. I den private sektor er udviklingen afgørende
for den bioteknologiske industri, for lægemiddel
industrien, for fødevareproduktionen og for fødevareindustrien.
Det er i den offentlige sektor vigtige, store og udgiftskrævende
områder. I den private sektor er det områder med stor
værdiskabelse, stor eksport, kraftig vækst og store
udviklingsmuligheder. I begge sektorer er der brug for højt
kvalificeret arbejdskraft.
Det er gået os godt _ hidtil
Danmark har fra starten deltaget i udviklingen på lige fod
med andre lande med et højt forsknings- og udviklingsniveau.
Dette er sket på grundlag af en konkurrencedygtig privat sektor,
en offentlig sektor med høj kvalitet i uddannelse og forskning
og et smidigt samspil og en effektiv arbejdsdeling mellem den private
og den offentlige sektor. Et væsentligt led i den offentlige
indsats har fra midten af 80erne været store bevillinger til
bioteknologisk forskning, levnedsmiddelforskning, grundlæggende
biologisk forskning, opbygning af kompetence, forskeruddannelse,
overførsel af forskningsresultater fra den offentlige til
den private sektor og samarbejde mellem den offentlige og den private
sektor.
Man kan med god grund tale om en succeshistorie. I de seneste år
har der været en kraftig vækst i lægemiddelindustrien
og den bioteknologiske industri med talrige nye firmaer. Det er
lykkedes at tiltrække store udenlandske investeringer. Danmark
og Øresundsregionen er et af de vigtigste vækstcentre
i Europa på området. Denne udvikling er velset, af stor
betydning for vor økonomiske vækst og internationale
konkurrenceevne og af lige så stor betydning for sundhedsområdet,
miljøområdet og levnedsmiddel- og ernæringsområdet.
Den er også et bevis på, at den offentlige indsats har
båret frugt.
Hvorfor er der så problemer, og hvad er det for problemer?
Vi er naturligvis i stærk international konkurrence. Samtidig
er vi ved at blive kvalt i vor egen succes på grund af flaskehalsproblemer.
Udviklingen i Danmark kan kun fortsætte, hvis der er tilstrækkelig
og kvalificeret arbejdskraft, herunder forskere. Denne arbejdskraft
må nødvendigvis komme fra det offentlige uddannelsessystem
og/eller fra udlandet. Men det er en fatal fejltagelse at tro, at
problemet om mangel på forskere med flere uddannet i Danmark
kan løses alene eller i et væsentligt omfang ved import
udefra. Hvis ikke der kan rekrutteres højt kvalificerede
danske forskere i betydeligt omfang, bortfalder et af de væsentligste
argumenter for at placere forskning, udvikling og nye virksomheder
i Danmark. Det må understreges, at behovet for arbejdskraft
gælder både for den private og den offentlige sektor.
Problemet om den nuværende og kommende mangel på arbejdskraft
er på ingen måde et problem, som alene eller først
og fremmest angår den private industri. Men mulighederne for
at imødekomme behovet for arbejdskraft ved import udefra
er væsentligt dårligere i den offentlige sektor end
i den private sektor.
Uddannelsen af den arbejdskraft, der er brug for, kan kun ske i
stærke forskningsmiljøer, forskningsmiljøer
som arbejder på internationalt niveau, i international konkurrence
og samarbejde. Vi har allerede nu ikke nok af disse forskningsmiljøer.
Og dem, vi har, er truede på grund af utilstrækkelige
og tilfældige offentlige forskningsbevillinger. Nøglemedarbejdere
bliver tiltrukket af gode arbejdsmuligheder andetsteds i Danmark
og i udlandet eller bliver ligefrem 'headhuntet' væk. Arbejdsvilkårene
i universitetsforskningen og den øvrige offentlige forskning
er ikke så fristende som dem, der kan findes andetsteds. Det
er svært at fastholde gode unge forskere i universitetsforskningen.
Unge forskere, som under udlandsophold har oplevet forskningsvilkårene
andetsteds, søger ikke i nødvendigt omfang tilbage
til danske universiteter. Vi er godt på vej til at udhule
eller ødelægge den bedste universitetsforskning.
Dertil kommer, at der er brug for ikke blot arbejdskraft, men også
for et stærkt fagligt miljø og fællesskab omfattende
både den offentlige og den private sektor. Der er brug for
kompetence på nøgleområder. Der er brug for en
vekselvirkning mellem den private og den offentlige sektor med udveksling
af ideer, resultater og med samarbejdsprojekter. Tilsvarende er
der brug for en vekselvirkning mellem universitetsforskningen og
for eksempel sygehussektoren og sektorforskningen, herunder sektorforskningen
på miljøområdet og levnedsmiddelområdet.
Uddannelse af flere kandidater og forskere (Ph.D.er)
Tilgangen til kandidatuddannelserne er naturligvis afgørende
for, hvor mange der afslutter en uddannelse. Tilgangen afhænger
af, hvor mange
der afslutter skolegangen med de nødvendige forudsætninger.
Derfor har gymnasiet og folkeskolen og bag den seminarierne betydning
for, hvor stor tilgangen bliver. Tilgangen afhænger også
af, hvor fristende uddannelserne er. De må have kvalitet og
følge med tiden. Det må kunne ses, at de fører
frem til et tiltrækkende arbejdsmarked. Konstante klager fra
universiteter og andre uddannelsesinstitutioner over vanskeligheder
fremmer ikke tilgangen til studierne. Uddannelse i eksperimentelle
fag, herunder udarbejdelse af speciale, må ske i tilknytning
til aktive forskningsmiljøer. Eksperimentelle uddannelser
er dyre.
Tilgangen til Ph.D.-uddannelser afhænger naturligvis af rekrutteringsgrundlaget,
det vil sige af antallet af kandidater. Tilgangen afhænger
også af, om der er det tilstrækkelige antal aktive forskningsgrupper.
Forskeruddannelserne må være strukturerede, for eksempel
inden for rammerne af forskerskoler. Det er nødvendigt, at
forskeruddannelsen lever op til internationale kvalitetskrav og
anerkendes internationalt. Forskeruddannelserne skal være
fristende, og de unge skal kunne se, at forskeruddannelse kan føre
frem til spændende arbejdsmuligheder. Der er imidlertid grund
til at tro, at den afgørende barriere for tilgangen til forskeruddannelse
på hele det biologiske område er manglende finansieringsmuligheder.
Der er simpelthen for få Ph.D.-stipendier.
Udenlandsk tilgang til både kandidat- og Ph.D.-uddannelser
er ønskelig. Tilgangen, specielt tilgangen af højt
kvalificerede studerende, er bestemt af kvaliteten af de danske
uddannelser. Men igen er der grund til at tro, at tilgangen først
og fremmest er begrænset af manglende finansieringsmuligheder.
Universitetsforskningen
Eksperimentel biologisk forskning gennemføres på universiteterne
under ledelse af en eller ganske få lektorer og professorer
med fast ansættelse. Deltagerne i forskningsgrupperne er Ph.D.-studerende,
postdocs med tidsbegrænsede ansættelser, gæster
og teknisk personale. Forskningsgruppernes størrelse varierer
fra ganske få personer til måske 20 deltagere. Forskningsgrupperne
er det bærende element i universitetsforskningen i Danmark
som andetsteds i verden. Deres antal og kvalitet er afgørende
for forskningen og for det mulige omfang af kandidat- og Ph.D.-uddannelser.
Forskningsgrupperne er finansieret af universiteternes basisbudgetter
og af midler udefra. Det har i adskillige år været umuligt
for universitetslærere at gennemføre eksperimentel
forskning på internationalt niveau alene på grundlag
af midler fra basisbudgetterne. Forskerne har derfor været
henvist til at søge midler udefra, herunder midler fra forskningsråd
og programmidler. Der har været mange forskellige muligheder,
de fleste karakteriseret ved korte tidshorisonter og små bevillinger.
Dertil kommer, at der uafladeligt har været ændringer
i finansieringsmulighederne. Manglen på kontinuitet har gjort
det vanskeligt at planlægge forskning på længere
sigt.
Der er samtidig i løbet af de sidste 15 år inden for
universiteterne oprettet en række forskningscentre, større
enheder, som har muliggjort en fokuseret indsats af betydeligt omfang.
Forskningscentrene er almindeligvis opbygget omkring en række
lektorer og professorer med fast ansættelse. Centrene har
samtidig en række medarbejdere med tidsbegrænsede ansættelser.
Mange forskningscentre er opbygget af mindre forskningsgrupper,
som indgår i et forpligtende samarbejde.
En række evalueringer viser, at adskillige forskningscentre
har haft betydelig succes. På en række nøgleområder
er der et klart behov for, at de videreføres.
De fleste forskningscentre er blevet oprettet som led i programmer.
Ved udløbet af programmerne har der ofte været store
vanskeligheder ved videreførelsen af aktiviteterne, uanset
hvor værdifulde de var. Det har været forsøgt
at 'indlejre' en række centre. Det vil sige, at det har været
forsøgt at overføre aktiviteterne til finansiering
af universiteternes basisbudgetter. Dette har været vanskeligt
og er ikke lykkedes fuldt ud.
Den nuværende indsats
Der er på grund af den meget positive udvikling i den private
sektor brug for en stadig større indsats i den offentlige
sektor. I modsætning hertil har der i de seneste år
været en stagnation og allersenest endog en tilbagegang i
de offentlige indsats. Samtidig har den offentlige indsats været
kortsigtet og usammenhængende. Der er for mange forskellige
finansieringsmuligheder og for mange bevillingstyper. Der har gang
på gang været fremført ønske om en oprydning,
hidtil stort set uden resultat. Der er brug for et overskueligt
og stabilt system. Forskerne har brug for, at ansøgnings-
og bedømmelsesprocedurer ikke ændres hele tiden.
Samtidig må forskningsmidlerne uddeles på grundlag
af konkurrence og kvalitetskrav. Det er også afgørende,
at der for dem, der kan og vil
leve op til internationale kvalitetskrav, er mulighed for at opnå
frie midler. Dagsordenen sættes af den internationale forskningsverden.
Vi må nødvendigvis være en del af denne verden.
Kun hvis vi fastholder international standard og producerer lige
så vigtige resultater, som man gør andetsteds, er vi
interessante for omverdenen. Kun derved får vi adgang til
internationalt samarbejde.
En sammenhængende offentlig politik
Der er brug for en sammenhængende dansk politik for uddannelse,
forskning, udvikling og innovationsstøtte. Denne politik
må udformes med henblik på at imødekomme behov
og ønsker både fra den offentlige og den private sektor.
Forskningsministeriet må naturligvis føre an, men række
andre ministerier inddrages i udformningen af denne politik og forpligtes
på dens gennemførelse.
På universiteterne må basisbudgetterne ses i sammenhæng
med både uddannelse og forskning. Universiteterne og de andre
videregående uddannelsesinstitutioner har en nøglerolle
i uddannelse og i forskning. Det er nødvendigt at give dem
de nødvendige midler til at udfylde denne nøglerolle.
De frie midler til støtte af biologisk forskning både
på universiteterne og på sektorforskningsinstitutter
og også omend i begrænset omfang i den private sektor
må ses i sammenhæng. Fire forskningsråd giver
støtte til biologi, men der et betydelig overlapning i deres
arbejde. Et utal af programkomiteer, rådgivende forskningsudvalg
i en række ministerier med mere gør forholdene komplicerede.
Der er brug for en gennemgribende sanering og klar placering af
ansvaret ét sted. Der er brug for at se på biologisk
forskning som en helhed.
Der er brug for forenkling af bevillingsreglerne. Det vil være
ønskeligt, at der kun arbejdes med et lille antal bevillingstyper.
Enkeltbevillingerne må være store. Det vil gøre
arbejdet lettere både for ansøgere og bevillingsgivere
og reducere bureaukratiet. Samtidig er det den eneste mulighed,
hvis den nødvendige udenlandske bedømmelse skal kunne
gennemføres.
Det vigtigste er at skabe et stabilt system, hvor reglerne ikke
ændres hele tiden, og hvor der er sikkerhed i en længere
årrække for, hvor mange penge der er til rådighed.
Det betyder ikke, at konkurrencen om midlerne skal forsvinde. Konkurrence
er nødvendig, og det er desværre også nødvendigt,
at der er tabere i konkurrencen. Men der skal være sikkerhed
for, at konkurrencen bliver afholdt, og at det sker efter klare
og faste regler.
Hvad kan der gøres?
Den sammenhængende politik må omfatte:
Styrkelse af undervisningen i biologi og kemi på seminarier,
i folkeskolen og i gymnasiet.
Forhøjelse af taxameterbeløbet for universitetsstuderende
i eksperimentelle naturvidenskabelige fag Forhøjelsen skal
blandt andet sikre, at der er de nødvendige midler til gennemførelse
af eksperimentelt speciale.
Forøgelse af universiteternes basisbudgetter, således
at der kan ansættes et væsentligt antal nye lektorer
og professorer inden for vigtige biologiske områder. Derved
skal der åbnes spændende muligheder for de unge, og
der skal skabes de nye forskningsgrupper, vi trænger til..
Oprettelse af et stort antal nye Ph.D.-stipendier. Støtte
til oprettelse og udbygning af forskerskoler. Stipendier til udenlandske
Ph.D.-studerende ved danske forskerskoler.
Flere frie midler til forskningen. Alle midler uddeles af én
instans, som afløser forskningsråd, programkomiteer
med mere. En oplagt mulighed vil være at oprette et forskningsråd
for biologi. Der bruges international bedømmelse til alle
ansøgninger.
Der anvendes fortrinsvis tre- og fem-årige rammebevillinger.
Rammebevillingerne skal være så store, at de kan dække
udgifter til postdocs, udenlandske gæster, teknisk personale
med mere. De skal også i et vist omfang kunne dække
udgifter til Ph.D.-studerende. Forskerne skal have mulighed for
forlængelse af alle rammebevillinger, men kun i konkurrence
med andre ansøgere.
Alle midler uddeles i konkurrence, og der må ikke være
nogen fortrinsstilling til særlige institutioner eller regioner.
Midler til videreførsel af centre, herunder centre uden
mure, som får en positiv international evaluering
Samarbejde mellem den offentlige og den private sektor, herunder
øget støtte til samarbejdsprojekter, erhvervsforskeruddannelse,
kompetenceopbygning, hjælp til innovation og overførsel
af ideer og resultater fra den offentlige forskning til den private
sektor.
Det er nu
Vi har stadig muligheder for at få en succes ud af det. Men
vi har også muligheder for fiasko. Valget burde være
let. Men det er nu, at afgørelsen skal tages. Hvis ikke der
sker noget i det kommende år, har vi valgt fiaskoen. Det vil
så være en af de mange gange, hvor vi ved ikke at tage
en beslutning har taget den forkerte beslutning. Jeg håber
ikke, at det bliver resultatet.
|
