|
De humane genomprojekter med sekventeringen af arvemassen i
flere menneskelige individer har definitivt aflivet racebegrebet
som biologisk fænomen. Der er ikke et molekylært genetisk
grundlag for eksistensen af menneskelige racer. Derimod viser det
humane genom at der findes en art: Homo sapiens som alle mennesker
på jorden tilhører uanset forskelle i udseende. Forestillingen
om at menneskeheden kan opdeles i forskellige racer er en myte og
racerne er en social konstruktion som aldrig har haft et naturvidenskabeligt
grundlag. Idag eksisterer der ikke raceforskning som man objektivt
kan udskille fra racisme.
For ikke så længe siden (den 7.12.01) skrev jeg i Jyllands-Posten
en kronik om racisme og det uvidenskabelige begreb „race".
Kronikken affødte et par reaktioner (i JP og privat), der
forsvarede bevarelsen af begrebet „race" fra et uvidenskabeligt
og racistisk perspektiv! Den ene af debattørerne gik i sin
iver for at forsvare forestillingen om „racer"s eksistens
så vidt, at han derved kom til at konstruere forekomsten af
en særlig „keltisk menneskerace" i Britannien i
oldtiden! Det er det morsomste, jeg længe har oplevet: Racisme
med historisk tilbagevirkende kraft! I sin uvidenhed var pågældende
person åbenbart ikke klar over, at kelterne i Britannien er
en moderne opfindelse, der stammer fra omkring år 1700: Der
var i oldtiden ingen mennesker i Britannien, der forstod sig som
keltere i nogen forstand!
En anden inkarneret forsvarer af troen på raceforskellighed
- han er født i 1921 og har oplevet sin socialiseringsproces
i skyggen af Det Tredje Rige - bekendte åbent racistisk kulør
med formuleringer som: „Arvede Raceegenskaber er Grundlag for
Folkeslagenes Kultur, Religion, Musik, Arbejdsevner/Arbejdsmetoder,
Opfindsomhed, Organisationstalenter, Renlighedssans og meget mere."
Og: „Ingen Landbruger vil kunne leve og fungere uden at være
uddannet Racist! Blander vi nu vore nordvesteuropæiske Folkeracer
med vildtfremmede, langt mindre effektive Folkeracer, vil vore Lande
efter Generationer (måske allerede om ca. 300 År) være
befolket af sambadansende, chokoladebrune, glade Bastarder...".
Her taler åbenbart én, der opfatter sig selv om repræsentant
for det eneste kulturskabende menneske, nemlig det „ariske
præstationsmenneske", som det hed i Det Tredje Rige,
og dyrker troen på „rene racer"s eksistens! Adolf
Hitler og hans raceideologer Richard
Walther Darré og Heinrich Himmler har åbenbart ikke
levet helt forgæves!
Mere ræson var der i et læserbrev, som gjorde opmærksom
på, at racisme ikke kun er et moderne vestligt eller europæisk
fænomen. Det er det ingenlunde, og det har jeg da heller aldrig
hævdet. Specielt Den Kinesiske Folkerepubliks statsansatte
forskere arbejder i disse år på at påvise eksistensen
af en gul „race", der nedstammer i lige linie fra Homo
Pekinensis og har udviklet sig separat! Tilsvarende søger
afrocentrister energisk at bevise, at det antikke Afrikas, ikke
mindst Ægyptens, kultur var sort. Og de udstrækker denne
sorte kultur til også at omfatte det antikke Hellas. Således
bliver ikke blot den ægyptiske dronning Kleopatra, der sædvanligvis
regnes for etnisk græker, farvet sort, men også Sokrates
får tilsat kulør.
Det interessante ved det energiske forsvar for racebegrebets fortsatte
beståen er naturligvis, at der overhovedet findes mennesker,
som orker at forsvare, hvad den samlede videnskab til dato ikke
har evnet objektivt at påvise eksistensen af (uden
at ty til præskriptive definitioner). Svaret er i korthed,
at selve forestillingen om racernes eksistens tjener som indirekte
undskyldning for og forklaring på racisme eller fremmedhad
over for mennesker, der antages at være grundlæggende
anderledes. Også kulturelt: for kulturel forskellighed begrundes
med henvisning til biologisk forskellighed. Dét er den skjulte
dagsorden. Derfor er det multikulturelle samfund så omdiskuteret
og - i visse kredse - forhadt.
Fra næsten alle dele af verden har vi i de sidste mange år
jævnligt hørt om konflikter og krigeriske konfrontationer
mellem forskellige etniske og nationale grupper. En hel del af disse
sammenstød forklares ofte uden videre som „racekonflikter",
dvs. som udsprunget af racisme. Racisme ses nemlig af mange ikke
blot som et aktuelt og globalt problem, der er typisk for vor tid
til, men også som et naturgivent fænomen, der kendes
fra alle menneskeskabte samfund til alle tider. Der skal med andre
ord være tale om et universelt fænomen, hvilket åbenbart
indirekte antages at forklare hhv. retfærdiggøre racistiske
handlinger og holdninger.
Er opfattelsen af racismen som et universalt fænomen historisk
set holdbar? Eksisterede der til sammenligning ikke også racisme
i fx den græsk-romerske antik? Svaret på dette spørgsmål
er et entydigt nej, hvis man lægger racebegrebet til grund
for eksistensen af racisme. Det er ikke det mindste overraskende,
for i de senere år er der en voksende forståelse for
- også blandt mere traditionelle historikere - at den antikke,
græsk-romerske verden var fundamentalt forskellig fra nutidens:
Andre begreber og andre forestillinger herskede, som ikke er kompatible
med nutidens. Lad os tage et enkelt konkret eksempel, der kan belyse
dette, nemlig slaveriet, dvs. dét at et menneske ejer et
andet og fuldstændigt bestemmer over det. Slaveriet i antikken
har man forsøgt at sammenligne med det amerikanske negerslaveri
i nyere tid, der tydeligvis var racistisk i sin udformning. Hér
stod nemlig den hvide slaveejer over for den sorte
slave. „Sort hudfarve" ikke blot konnoterede, men var
identisk med slave, et forhold, som USA's sorte amerikanere, der
p.t. kalder sig african americans, til dels stadig føler
sig belastede af, fordi de af selv samme historiske grund stadig
er udsatte for racediskrimination.
En tilsvarende rolle spillede hudfarven ikke i den antikke
græsk-romerske verden, hvor slaver kunne være mennesker
af alle mulige forskellige nuancer af hudfarve (og i øvrigt
generelt var foragtede og blev betragtet og behandlet som „socialt
døde"). Det betyder naturligvis ikke, at der i antikken
ikke fandtes „sorte" mennesker - de kaldtes sædvanligvis
ætiopere - men udtrykket var absolut ikke synonymt med kategorien
„slaver". Det skyldtes, at man i antikken ikke havde nogen
forestilling om en hvid, sort eller for den sags skyld gul „race".
Nok regnede man med forskellige geografisk prægede typer af
mennesker, men deres forskellige fremtoning skyldtes - mente man
- klimaet og luftfugtigheden i det landområde og den klimazone,
hvor de levede (og stammede fra). I midten af jordkloden havde man
den tempererede zone, i syd den varme og i den nord den kolde.
Et af de tydeligste og kendteste eksempler på denne opfattelse,
findes hos den antikke romerske etnograf Tacitus, der i år
98 e.Kr. bl.a. skrev om Germanien i den nordlige kolde klimazone,
og om dette områdes befolkning påstod, at den var indfødt
i landet, ikke lignede andre mennesker og ikke var opblandet med
andre folkeslag. Der var altså tale om en helt igennem oprindelig,
uspoleret befolkning. Heri så han forklaringen på, at
den, uanset sit store antal, havde et homogent ydre og væsen.
Germanerne beskrev han som store, blonde, blåøjede
samt aggressive og frihedselskende. Det var dette idealtypiske billede
af urgermaneren, der inspirerede völkische og nazistiske
raceideologer - specielt i årene ca. 1900 til 1945 - til deres
idealbillede af det germansk-nordiske menneske. Tacitus' lille bog
om germanerne, „Germania", læste de flittigt, og
citerede de gerne, men de forstod ikke sigtet
med skriftet, som var at vise, hvorledes et af civilisationen, den
romerske altså, endnu uspoleret, oprindeligt og primitivt
samfund i den nordlige klimazone tog sig ud og fungerede på
godt og ondt. Det var således ikke sin samtids germanere,
Tacitus beskrev, men mennesker, der efter hans mening stort set
endnu levede i urtiden, men som, hvis Det Romerske Imperium genoptog
sine forsøg på at lægge Germanien ind under imperiet,
ville blive forvandlet kulturelt.
Geografiske faktorer bestemte og prægede altså, troede
man i antikken, det fysiske ydre og det psykiske indre, kort sagt
udseende og adfærd hos menneskene dér, hvor de boede,
men det gjorde dem ikke til en „race" i moderne racisters
forstand. For mens det fundamentale ved den moderne racisme er forestillingen
om „racen"s uforanderlighed, havde man i antikken den
opfattelse, at de fremmede folkeslags væsen blev ændret
ved kulturel påvirkning. Dét afholdt dog ikke de antikke
grækere fra kulturelt at diskriminere alle ikke-grækere,
som de sammenfattede under benævnelsen barbarer, der betegnede
en ikke ligeværdig kategori. Antikkens romere var mere tolerante
over for de fremmede. De overtog nok betegnelsen barbar fra grækerne,
men til forskel fra disse delte de ikke verdens befolkning op i
blot to kategorier, som var inkompatible, nemlig grækere og
barbarer. Romerne opererede derimod fra midten af det 1. århundrede
f.Kr. med tre slags mennesker: grækere, romere og barbarer.
Til forskel fra grækerne var de dog rede til at optage de
fleste barbarer i deres samfund. Dog fandtes der visse etniske grupper,
som romerne generelt ikke brød sig om, fx gallerne. Disse
var udsat for diskrimination på grund af deres kultur, ikke
på grund af deres „race".
Den gammelnazistiske forestilling om eksistensen af uforanderlige
„racer" som bestemmende for folkenes skæbne og den
neonazistiske opfattelse af den hvide hudfarve som en medfødt
uniform var i den antikke verden totalt ukendte tanker. Alligevel
var den forestilling fremherskende, at den kendte antikke verdens
forskellige befolkninger i vid udstrækning havde forskellig
oprindelse. Germanerne mentes således at nedstamme fra Germanien
og athenerne fra Athen, og man forestillede sig i begge tilfælde,
at deres stamfader/stammoder konkret var vokset frem af Moder Jord.
Den antikke opfattelse af menneskenes (ikke menneskets) tilblivelse
var således polygenetisk, ikke monogenetisk, som det har været
det moderne fremherskende syn siden Charles Darwin. Men det gjorde
ikke grækerne og romerne til racister, selv om grundlaget
derfor ligger tæt på de moderne racisters. Racisme er
altså ikke noget universelt fænomen, således som
racisterne vil have os til at tro.
|
