|
Alle videnskabers begyndelse er forbavselse over, at tingene
er, som de er – Aristoteles
Denne artikel har til formål at give en indføring i patentrettens
verden med særlig fokus på bioteknologiske opfindelser.
Patentretten
Et patent kan defineres som opfinderens eneret til erhvervsmæssig
udnyttelse af opfindelsen i en årrække på maximalt 20 år fra den
dag patentansøgningen blev indleveret (prioritetsdagen).
Patentretten er en prioritetsret, hvilket betyder at tidspunktet
for patentansøgningens indlevering er afgørende. Ifølge de danske
gælder gælder der et ”first to file” princip, hvilket betyder, at
hvis to forskere uafhængigt af hinanden har gjort den samme opfindelse,
og søger at patentere denne opfindelse, er det den der først indgiver
patentansøgningen, der erhverver patentretten.
For at være sikker på, at opnå eneret til erhvervsmæssig udnyttelse
af en opfindelse, bør patentansøgningen indgives så snart opfindelsen
er gjort. Man skal dog have for øje, at patentet offentliggøres
senest 18 måneder efter, at ansøgningen er indleveret. Patenteringsprocessen
kan derfor være nyhedsskadelig for afledte opfindelser, ligesom
konkurrenter får en indsigt i den patenterede opfindelse og dermed
mulighed for at videreudvikle opfindelsen.
Der kan gå noget tid før det er muligt at udnytte en opfindelse
kommercielt. Det gælder særligt produkter som læge- og plantebeskyttelsesmidler,
som ikke kan bringes på markedet, før end produkterne er godkendt
af offentlige myndigheder, hvilket kan være en langvarig proces.
For at kompensere for den dermed reduceret udnyttelsesperiode af
eneretten, er det muligt at erhverve særlige beskyttelsescertifikater,
som forlænger beskyttelsesperioden med den tid, der er gået fra
indlevering af patentansøgningen til markedsføringstilladelse er
opnået, hvorved en reel 20-årig eneretlig udnyttelsesperiode opnås.
Nyhedskrav/opfindelseshøjde
I selve opfindelsesbegrebet ligger, at opfindelsen skal være ny.
Nyhedskravet fortolkes strengt, hvilket vil sige, at der skal være
tale om en objektiv global nyhed. Har opfindelsen været offentliggjort
eller offentlig anvendt, er nyhedskravet ikke opfyldt. Det betyder
i praksis, at en teknisk udredning trykt i en lille lokal avis på
den anden side af jorden, vil være nyhedsskadelige for hele verden.
Det vil herefter ikke være muligt at patentere opfindelsen noget
sted i verden. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, at opfindelsen
er ny, den skal også adskille sig væsentlig fra, hvad der er kendt
før patentansøgningens indlevering, hvilket er kravet om opfindelseshøjde.
Hvad kan patenteres?
Der kan som udgangspunkt kun meddeles patent på opfindelser, der
kan udnyttets industrielt. Det man ønsker patenteret, skal befinde
sig inden for den tekniske emneverden, hvilket blandt andet betyder,
at man ikke kan patentere opdagelser.
En erkendelse af noget nyt kan med andre ord ikke føre til en patentering,
men det er muligt, at en opdagelse kan resultere i en opfindelse,
som kan anvendes teknisk industriel og opnå patentbeskyttelse. Endvidere
kan opfindelse som strider mod den offentlige orden og sædelighed
ikke patenteres, hvilket indenfor mikrobiologien har givet en vanskelig
etisk dimension.
Mennesker
Det menneskelige legeme på alle de forskellige stadier af dets
opståen og udvikling og den blotte opdagelse af en del af det, herunder
en sekvens eller en delsekvens af et gen, kan ikke udgøre en patenterbar
opfindelse. Det samme gælder fremgangsmåder til fremstilling samt
kloning af mennesker.
Differentierede celler der er specialiseret til at fungere i et
bestemt væv eller organ i mennesket samt menneskegener i deres naturlige
tilstand kan således ikke patenteres. Somatiske celler (dvs. ikke-kønsceller)
der er isoleret fra det menneskelige legeme, og som dyrkes kunstig
i in vitro-kultur i ikke differentieret form kan danne grundlag
for patent. Kravet til opfindelseshøjde bevirker imidlertid, at
kun genmodificerede cellelinier kan opnå patentbeskyttelse.
På gensiden er det ej heller helt udelukket, at opnå patent. Ikke
nukleotidsekvenser (DNA- og RNA-sekvenser), som er frembragt ved
gensplejsningsteknikker, der har en industriel anvendelse, vil således
kunne danne grundlag for patent.
Patentansøgningen
Patentretten er ikke noget, der automatisk tildeles opfinderen,
men forudsætter, at der indgives en patentansøgning. Patentansøgningen
skal indeholde en angivelse af, hvem der er opfinder. Såfremt patentet
søges af en anden end opfinderen, skal denne godtgøre sin ret til
opfindelsen. Opfinderen er altid en person; en juridisk person (et
selskab) kan ikke være opfinder, men selskabet kan stå som patentindehaver,
i hvilket tilfælde selskabets rettigheder er afledt af opfinderens
præstation.
Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af opfindelsen, der er
så tydelig og detaljeret, at en fagmand ville kunne udøve opfindelsen.
Denne beskrivelse vil kunne opfyldes ved, at patentansøgningen bilægges
tegninger af opfindelsen. Såfremt der er tale om en mikrobiologisk
opfindelse, vil beskrivelsen kunne erstattes af en deponering af
en prøve af den pågældende mikroorganisme.
Udover en beskrivelse af opfindelsen skal ansøgningen tydeligt
angive, hvad det er, som ønskes patenteret. Dette kaldes patentkravene,
hvilket er patentets grundstamme. Patentets beskyttelsesomfang bestemmes
af patentkravene. Såfremt der bliver en tvist om, hvorvidt patentet
er krænket, er det afgørende, hvorvidt den konstruktion, fremgangsmåde
eller anvendelse, som påstås at krænke patentet, er omfattet af
patentkravet.
International patentansøgninger
Et patent er geografisk afgrænset til de lande, hvor opfindelsen
på baggrund af en ansøgning er blevet patenteret. Det er således
ikke muligt at opnå verdenspatent på baggrund af én ansøgning. Verdenspatent
eksisterer rent faktisk ikke, da der fortsat er få lande, som ikke
har en immaterialretslovgivning. Der skal indgives ansøgning i hvert
enkelt land, der ønskes opnået patent i. Der er dog gjort tiltag
for at gøre ansøgningsproceduren nemmere.
For det første er der det såkaldte PCT-system (Patent Corporation
Treaty). PCT-systemet har ensrettet formkravene til en patentansøgning.
Såfremt der indgives en patentansøgning i et land, som har tiltrådt
konventionen - hvilket over 100 lande har gjort - kan man kræve
en realitetsbehandling af ansøgningen, såfremt konventionens formkrav
er opfyldt.
Udover PCT-systemet gælder der et særligt europæisk patentsystem:
EPC (European Patent Convention). I modsætning til PCT-systemet
er dette et egentligt centralt registreringssystem. Behandlingen
foretages af EPO (European Patent Office), som undersøger om kravet
til patentbarhed, nyhedskrav og opfindelseshøjde er opfyldt. Såfremt
dette er tilfældet, meddeler EPO patent i de EPO lande, som ansøgeren
har designeret (valgt).
Afslutningsvis bemærkes, at det følger af Pariserkonventionen fra
1883, at en national patentansøgning kan danne prioritet for ansøgning
i øvrige lande, såfremt den indgives inden 12 måneder efter indgivelse
af den oprindelige ansøgning. Prioritet betyder i denne sammenhæng,
at ansøgninger som baserer sig på Pariserkonventionen prioritetsprincip
skal anses for indgivet samme dag som den oprindelige ansøgning.
Dette betyder i praksis, at opfinderen ikke fra start står i en
alt eller intet situation. Opfinderen kan starte med at indgive
en enkelt patentansøgning, som herefter kan danne grundlag for ansøgning
i andre lande. Opfinderen får således et pusterum til vurdere, hvorvidt
omkostningerne ved en omfattende patentering står mål med opfindelsens
udnyttelses værdi.
En anden mulighed for at minimere omkostningerne i starten, er
at lade den svenske patentmyndighed foretage en international nyhedsundersøgelse
baseret på en international ansøgning affattet på dansk. Såfremt
en sådan nyhedsundersøgelse ikke blotlægger problemer i forhold
til nyhedskravet, vil den kunne danne grundlag for såvel EPO som
PCT ansøgninger. Ansøgningen skal først oversættes til engelsk,
når den internationale ansøgning skal offentliggøres af Det International
Bureau under WIPO og udsætter således omkostningen, indtil der er
opnået større grad af sikkerhed for, at det er muligt at opnå patent.
Ansøgningsproceduren er så kompliceret, at bistand fra en professionel
patentagent er nødvendig. Patentagenten bistår med formulering af
patentansøgning. De til tider ganske vanskelige procedurer i en
patentansøgning betyder, at der stilles store krav til patentagentens
både tekniske og patentjuridisk indsigt. Det betyder, at assistance
fra en patentagent er en bekostelig affære. Hertil kommer afgifterne
til patentmyndighederne, som ej heller er ubetydelige. Dette betyder,
at omkostningerne ved et dansk patent sjældent kan gøres for under
kr. 50.000,00 mens et patent i de vestlige industriers hovedlande
hurtigt overstiger en million kroner.
|
