8613 km hjemmefra og 143 templer senere... kort rapport fra Japan

Jacob Hald, Ph.D.-stud, Department of Developmental Biology, Hagedorn Research Institute.

I bunden af en dal som skærer sig ca. 50 km ind i landet fra Stillehavet ligger Kyoto, Japans gamle hovedstad, omgivet af frodige bjerge på tre sider. Kyoto er placeret centralt i Japan og ligger på samme breddegrad som Israel – så shorts og aircondition er hverdag. Jeg er taget til Kyoto som en del af mit laboratorieskifte under min Ph.d., men det har vist sig være meget mere end blot et laboratorieskifte.

Cykling - det totale anarki

Min morgen starter med en 15 minutters cykeltur til det institut hvor jeg arbejder (Institute of Virus Research, Kyoto University). Her cykler man på fortovet og zigzagger sig ud og ind mellem fodgængerne. Dette vænner man sig rimelig hurtigt til. Men da de cykler i begge retninger på fortovet, sker det ofte at to cyklister skal passere hinanden samtidig med at man skal udenom en fodgænger. Dette er der langt de fleste steder ikke plads til, så gang på gang måtte jeg stoppe op for at undgå sammenstød. Nu har jeg dog fundet ud af at dette er helt forkert. Når denne situation opstår skal man faktisk sætte farten op og se ud som om man på ingen måde har tænkt sig at stoppe for den anden cyklist. Det har selvfølgelig været ved at gå rigtig galt, men det er den måde man finder ud af hvem der har "retten" til vejen her i Kyoto – og så må man jo blot spille med hvis man vil frem.

Laboratoriet og omgangsformen - Cirkle snørkle…

De første 3 uger jeg var på laboratoriet, var det ikke unormalt at starte dagen med lille xylen-døser. Arbejdsmiljø herunder håndtering af kemikalier tager de ikke så tungt, og de har kun ét små-defekt stinkskab som 16 personer skal dele i et udpræget histo-laboratorium. Dog er de meget påpasselige med radioaktivitet og gas/ild. Men efter 3 uger med lidt små-hovedpine og lidt forsigtig rundspørge på laboratoriet fik jeg på bedste japanske vis snakket med professoren. Her gælder de om ikke at sige noget direkte men langsomt cirkle sig ind på emnet – føle hinanden på tænderne – cirkle lidt mere – lirke hans holdning ud af ham uden af spørge direkte. Først når man har fundet ud af hvad han mener om problemet, skal man slå til, og spørge konkret. Man skal for alt i verden undgå at trænge modparten op i et hjørne hvor denne ikke kan komme ud, uden at tabe ansigt. Men efter at vi var blevet enige om hvad der skulle gøres gik det hurtigt - professoren ind på laboratoriet og rundt og snakke med alle – ikke så meget udvalgsarbejde – bare lige på - slut færdig.

Stilen på laboratoriet er meget individuel. Når der skal køres en gel tager man et gelapparat hen på sin egen laboratoriebænk. Når man skal bruge et mindre dissektionsmikroskop er det også noget man henter fra en hylde og bruger på sin laboratoriebænk. Større ting som fluorescensmikroskop er dog som core-facility. Omgangsformen er afslappet, dog tilføjer man et –San til navnet for at vise respekt. Og når man snakke med bossen skal man udvise noget mere respekt så bruger man –Sensei (læremester). Jeg har kun været på dette ene laboratorium i Japan, så jeg ved desværre ikke om dette er generelt.

Da en typisk arbejdsdag er fra kl 9.30-23.30 (6 af ugens 7 dage) er det ikke unormalt at sove på jobbet. Idéen med dette er, at man ikke kan yde nok så lang tid i træk så derfor er det en god idé (mener de) lige at snuppe sig en lur på 30 min hen over bordet/laboratoriebænken! Jeg blev en del overrasket første gang jeg så det, men nu er det meget normalt for mig – altså at se på!

Alle i laboratoriet har hele tiden været meget høflige og hjælpsomme og nærmest over-venlige – så vi kan bl.a. have meget sjov ud af hvem der skal gå først ind af en dør. Man skal kunne 2 ord for at lege denne leg: Domo (tak) og dozo (som det engelske please).

Uden mad og drikke…

Selvom de som nævnt tilbringer rigtig meget tid i laboratoriet, skal de dog også spise indimellem, og det normale er at man går ud og spiser. Jeg snakkede med en Post.doc om dette, og han fortalte mig at han ikke havde lavet mad de sidste 5-6 år – siden han startede i laboratoriet – og at han mente dette var det normale. Og rigtigt er det at næsten alle på laboratoriet går ud og spiser på en af de mange prisvenlige "madsteder"/restauranter som der er rigeligt af rundt om universitetet – eller køber take-a-way mad i en plastikæske - en "lunch-box". Når man spiser ude starter man med at få en våd serviet/klud (varm eller kold) som man kan tørre fingrene i  - noget man godt kunne overveje i Danmark. Da menukortet er sort snak (japansk), er det godt at de har udstillet plastikmad langt de fleste steder - så har man da lidt en idé om hvad der er man bestiller. Men hvad jeg ikke kan anbefale er deres tradition for at putte plastikpynt i maden! Typisk er der lige putte lidt grøne plastikblade ned til maden i ens lunch-box – vel for at det skal se mere festligt ud!

Det er for øvrigt meget sjovt at gå rundt i et japansk supermarked og se på hvad de har. Fx har de i selv det mindste supermarked et anseeligt antal hyldemeter med soja, og også "just-add-water" færdigretter lægger beslag på mange meter. I kød-køledisken udgør fisk – i alle farver – langt den største del, og toastbrød er de helt vilde med. Generelt er det dyrt at købe mad, og frugt er exceptionelt dyrt – så det bliver ikke altid til 600 gram om dagen. Og så har de også et stort udvalg af færdiglavet kold te – her drikker de te som vi drikker mælk/saft/øl. At gå gennem kassen i de fleste supermarkeder er også lidt af en oplevelse. Man bliver hilst velkommen og kassedamen bukker pænt for en, og når man har betalt, en gang til - ikke noget med dårlig betjening her.

Hjemme i privaten

En aften blev jeg inviteret hjem til middag hos en af mine kolleger fra laboratoriet. I det japanske hjem er det strengt forbudt med udendørssko, så før jeg kunne gå ind var det af med skoene – det havde jeg dog læst om, så jeg havde tager et par strømper på som var uden hul! Til aftensmad skulle vi spise rå fisk, det var rigtig godt. Men efter en halv time måtte jeg overgive mig. På det tidspunkt  var mine ben ved at gå i totalt krampe af at sidde overkors på gulvet. Men det var kun meget sjovt, at jeg næsten ikke kunne rejse mig op, da mine ben var uden kontrol. 

Lidt fritid

Når jeg ikke er på laboratoriet har jeg været rundt og se Kyoto. Selve byen er dejlig med masser af beplantning og grønne områder. En klar flod med fisk løber gennem byen, og så er der næsten ingen huse over 5-6 etager (de fleste er kun 2-3 etager). Dette er fordi at alle som bor i Kyoto skal kunne se de bjerge som ligger omkring byen fra sit hus. Man kan let cykle rundt til det hele og der er meget at se – der skulle være ca. 2000 templer og mange andre kulturskatte – jeg har dog kun set en brøkdel af dem. Og ikke mindre end 16 af dem er UNESCO World Heritage Sites. En dag jeg gik rundt og så på et tempel kom der et par drenge hen til mig og spurte om de kunne få min autograf - jeg ved ikke om det var fordi jeg er 2 meter høj, eller om det blot er fordi jeg er udlænding. Det er heller ikke unormalt at bliver nedstirret på gaden. Når jeg om aften kommer hjem og skal ind på mit værelse bliver jeg også mindet om at jeg er i Japan, for døren er ikke mere end ca. 1,7 meter høj – og jeg er 2 meter!

Alt i alt har det været meget lærerigt og en stor oplevelse at arbejde i et nyt laboratorium i et andet land. Selvfølgelig giver det et afbræk i ens forsøg derhjemme, men det er det hele værd – rent fagligt har jeg fået det ud af det jeg forventede, og jeg har lært en ny og meget anderledes kultur og dens folk at kende.

Dette laboratorieophold blev støttet af The Scandinavia-Japan Sasakawa Foundation