|
Bioteknologien er ikke længere kun forskning og udvikling. Den
kommercielle side af bioteknologien kommer stadig mere i fokus.
Med den kommercielle side menes der i denne sammenhæng, at det ikke
er nok at forske og udvikle nye produkter, de skal også sælges
og gerne i mange lande.
Handelskammerets medlemsvirksomheder er primært handelsvirksomheder,
men der er også virksomheder med en betydende udvikling og produktion
blandt medlemmerne. Handelskammeret har derfor en naturlig interesse
i at deltage i debatten om bioteknologi, ikke bare på et handelsmæssigt
niveau men også med en række erhvervsmæssige og politiske synspunkter.
Handelskammeret ønsker at forbedre betingelserne for de danske
virksomheder i anvendelse af bioteknologi.
Bioteknologipolitik
Handelskammerets bioteknologiske politiks formål er :
- At fremme virksomhedernes konkurrenceevne gennem
- Politisk indsats for bedre betingelser for biotek
- Fokus på tværgående viden og innovation
- Fremme netværk og forstærke konsolidering
- Oplysning om bioteknologi viden
Handelskammeret finder det meget væsentligt at der hele tiden er
en åben og seriøs debat om nyttevirkningen af bioteknologien, således
at også etiske overvejelser om det forsvarlige i anvendelsen af
nye teknologier også finder deres plads i diskussionerne.
Fokus på suceshistorier
For at imødegå et negativt image og skabe fremdrift i den bioteknologiske
industri bør der sættes fokus på bioteknologiske succeshistorier
og produkter. Forskerne bør i højere grad markedsføre nye bioteknologier
med indiskutable forbrugerfordele i stedet for at forsvare enkelte
negative aspekter. Denne øgede information af bioteknologiens nytteværdi
vil så være med til at skabe det positive image i befolkningen som
biotek egentligt fortjener, fordi biotek forbedrer folkesundheden
i verden.
Danske beslutningstagere bør ikke undervurdere, hvad udenlandske
konkurrenter gør eller har gjort på området. Vi befinder os i en
bioteknologisk revolution, både nationalt og internationalt. For
at få del i denne udvikling, er det nødvendigt at forenkle implementeringen
af ny viden, øge investeringerne og uddanne flere forskere. Kommercielt
skal der skabes et glidende handelsflow med råvarer og færdige produkter
for dermed give nye vækstbetingelser og eksportmuligheder til denne
branche.
Forskning og uddannelse
Der er stor rift om forskere med den rette kompetence til bioteknologi
i Danmark og Medicon Valley. Derfor er det essentielt at dette behov
løses. Danmark risikerer ellers at gå glip af tab af tusindvis af
arbejdspladser og milliardindtægter, hvis dette problem ikke løses.
Derfor foreslår Handelskammeret, at der skabes en eftertragtet
naturvidenskabelig undervisning på en forskerskole som i Boston.
Denne skole er skabt af medicinal- og biotekfirmaer. De studerende
får løn i deres studietid og kan derved koncentrere sig om deres
studie. Den bioteknologiske industri er dermed selv ansvarlig for
at deres uddannede forskere svarer til deres behov. Co-finansiering
mellem det offentlige og private erhvervsliv er også en mulighed
for at skabe en forskeruddannelse.
Ved at koncentrere spidskompetencerne på universiteter, i forskningscentre
og på universitetshospitalerne i fælles forskningsmiljøer, kan man
opnå større international gennemslagskraft og skabe mere attraktive
miljøer for både danske og udenlandske forskere. Offentlige forskningsmidler
bør i højere grad understøtte elitære forskningsmiljøer.
Der er et betydeligt behov for kreativ nytænkning på iværksætterområdet
og Danmark savner iværksættere i forhold til andre lande.
Medicobranchen.dk
Handelskammerets egent nytænkning er foreløbig resulteret i et
medlemsnetværk for leverandører til sundhedssektoren, Medicobranchen.dk.
Netværket dækker bredt ud over alle typer produkter og service ydelser.
Og de foreløbige erfaringer tyder på, at medlemmerne mener de har
gavn af netværket. Det primære formål med netværket er informationsformidling,
hovedsagelig elektronisk. Herudover danner medlemmerne erfagrupper
om fælles interesseemner. Endelig arrangeres der medlemsmøder om
aktuelle emner.
Et af resultaterne af netværkssamarbejdet skulle gerne være at
medlemmerne får et forum, hvor både kommercielle og faglige emner
kan diskuteres, sådan at diskussionerne med kollegaer og konkurrenter
kan være med til at stimulere vækst og udvikling.
|