Proteinernes indtog

Lene Koch, Associate professor, MA, PhD, DrPhil, Department of Health Services Research, Institute of Public Health, University of Copenhagen, lene.koch@pubhealth.ku.dk

I disse dage bombarderes min elektroniske postkasse af kommentarer til meddelelsen om, at den første genmanipulerede baby er født: Et befrugtet æg fra en kvinde med defekt genmateri­ale har fået “transplanteret” nyt genmateriale - vel at mærke genmateriale der huserer i æggets cytoplasma, det “snask” der befinder sig udenom cellens kerne. Her findes nemlig noget DNA som kun kvinder har, det såkaldte cytoplasma-DNA. Når nogen kan finde på at transplantere dette til et befrugtet æg skyldes det at fejl i det cytoplasmatiske DNA kan være årsag til bestemte sjældne sygdomme. Får man nyt DNA er der chancer for at konen alligevel kan blive mor til et barn uden sygdommen -omend ikke alenemor: For nu rummer cellen gener fra tre personer: den oprindelige mand og hans kone hvis kønsceller indgik i det første befrugtede æg samt DNA fra den kvindelige donor der var ophavskvinde til det nye “raske” cytoplasma-DNA. Kan man følge med? Hvis det barn der kommer ud af denne treenighed blir en pige vil hendes børn videregive det nyerhvervede DNA til sine børn. Det er jo en ret speciel situation og mine elektroniske breve bekymrer sig især om to ting; det ene er at barnet nu har tre genetiske forældre - og altså skal leve videre med denne unikke forældrekonstellation. Det andet der vækker uro er at man nu måske er kommet kønscelleterapi et skridt nærmere, netop fordi det ny tilsatte DNA kan finde på at påvirke det DNA der ligger inde i kernen - ikke blot i det nye individ men også dette barns afkom - til evig tid.

Men det hele er måske ikke så galt endda. Man overdriver måske bekymringen for al denne genetiske manipulation. Se nu fx det sidste nye fra genomkortlæggernes side, der tyder på at vores gener ikke er helt så afgørende for den menneskelige natur som man gerne har villet overbevise os om. Selvom genomkortlægningen begyndte som et eventyr der hævdede at vores gener var vores skæbne har det vist sig at vi har langt færre gener end forventet. Faktisk kun ca 30.000 - ikke de ca 100.000 genetikerne havde regnet med. Det er kun dobbelt så mange gener som en bananflue har brug for og ca det samme som en sølle husmus. Det reducerer unægtelig skabningens herre til en mindre imponerende personage. Faktisk har genomprojektets direktør Francis Collins offentligt erkendt at stoltheden har lidt et knæk men i samme åndedrag antydet at en organismes kompleksitet måske ikke skal måles på det antal gener den er i besiddelse af. Og det synspunkt er der nok mange der vil støtte.

Og der er mere opmuntrende nyt fra genfronten: genets deterministiske og skæbne­svangre rolle synes yderligere reduceret idet generne nu ser ud til at samarbejde langt mere med hinanden end forventet. Det er et omfattende og velkoordineret gensamarbejde der er ansvarlig for at vores kroppe kan producere de mange proteiner vi har brug for - og dermed er billedet af det enkelte gen som en kontrollerende hærfører der “kodede for” et bestemt protein afløst af et billede af en socialt ansvarlig og samarbejdende struktur hvor gener og proteiner indgår i en kompleks helhed. Vi skal således opgive forestillingen om et biologisk hierarki hvor generne befinder sig øverst som dem der bestemmer det hele og hvor de øvrige livspro­cesser blot kan ses som resultat af deres kontrol.  Den store plan, livets bog, den hellige gral og hvad man nu ellers har opereret med af metaforer ligger således slet ikke i genomet men i “proteomet” - en samlebetegnelse for alle de proteiner der er resultatet af og spiller sammen med generne i en  kompleks tilværelse.

Det der nu gør os til mennesker - og ikke til bananfluer eller husmus - er altså vores proteiner - ikke generne. Og selv om vi skal leve med at forskerne  manipulerer med nogle sygdomsfremkaldende gener er det er da et herligt paradoks at det største videnskabelige projekt i verdenshistorien ikke skulle afsluttes med at gøre os alle til slaver af vores gener men tværtom øge vores forståelse af os selv som uendeligt komplekse organismer der forhåbentlig aldrig bliver helt begribelige.

Klumme offentliggjort i Berlingske Tidende 2001. Gengivet efter aftale.