 |
|
Figur 1. Sigurd Orla-Jensen (1870-1949).
|
Sigurd Orla-Jensen (indtil 1912 Orla Sigurd Jensen) var en af pionererne
indenfor bioteknologi og var Danmarks første professor i bioteknisk
kemi. Hans speciale var ostens kemi og bakteriologi, doktorafhandlingen
fra 1904 bar således titlen Studier over de flygtige Syrer i
Ost og Bidrag til Ostefermenternes Biologi. Han underviste i
40 år på Polyteknisk Læreanstalt (Danmarks Tekniske Universitet)
og satte dermed sit tydelige fingeraftryk på udviklingen af dansk
osteproduktion og landbrugskemisk industri i bredere forstand.
Fra kemi til biokemi
Orla-Jensen var, i følge eget udsavn, tidligt interesseret
i naturfagenek, og han havde derfor ikke svært ved at beslutte sig
for at studere kemi ved Polyteknisk Læreanstalt. Efter seks års
studier blev hans fabriksingeniør (kemiingeniør), men han må forinden
have fået øjnene op for, at hans interesser nok snarere lå inden
for biokemien end inden for kemien. Han startede nemlig umiddelbart
efter erhvervelsen af kandidatgraden på et omfattende studieprogram,
der også førte ham udenlands. En skildring af Orla-Jensens aktiviteter
giver et godt billede af, hvor og af hvem den biologiske kemi blev
dyrket i slutningen af 1800-tallet i Danmark. Man bemærker også,
at disciplinen i teori og praksis var bundet til landbruget, og
at dens opblomstring netop i Danmark hang uløseligt sammen med omlægningen
af dansk landbrug efter ca. 1870 til i langt højere grad at være
mælkeproducerende - og dermed smør- og ostefremstillende.
Første punkt i programmet (der ikke lå klart på forhånd,
men udviklede sig under vejs) var at lære gæringsfysiologi hos Alfred
Jørgensen, der havde et privat handels- og forskningslaboratorium
på Frederiksberg. Laboratoriet analyserede levnedsmidler, bl.a.
gennem mikroskop, men dets store succes kom fra, at det var konsulent
for flere bryggerier. Jørgensen var en nær ven af botanikeren og
bakteriologen Emil Chr. Hansen på Carlsberg Laboratoriet, som i
1880erne udviklede en metode til fremstiling af ren ølgær, en metode
som fundamentalt ændrede ølbrygningsprocessen. Jørgensens laboratorium
kom til at agere som formidler af den nye teknik til andre bryggerier
end Carlsberg, også internationalt, og det tiltrak mange interesserede.
Det skønnes, at der i Jørgensens levetid blev undervist 1500 elever.
Orla-Jensen fortsatte ikke overraskende fra Jørgensens laboratorium
til Carlsberg Laboratoriet. Der blev han dog mere bredt interesset
i gæringsindustrien og tog til Kiel for at studere mejeribakteriologi
hos en professor Weigmann - kun for at opdage at han havde brug
for viden om den praktiske udnyttelse af mejerilæren. Det ledte
til studier hos XX. Segelcke på Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole
(KVL) og på flere mejerier i Danmark.
Året 1897 resulterede i de første to artikler om hhv.
Mælkesyrebakteriernes Anvendelse til Flødens Syrning og De
vigtigste bakteriologiske og kemiske Kendsgerninger angaaende Ostens
Modning samt et nye Forsøg paa dette Omraade. Samtidig fulgte
Orla-Jensen et kursus i bakteriologi hos C.J. Salomonsen, der var
forstander for universitetets Laboratorium for medicinsk Bakteriologi
og senere blev direktør for Statens Seruminstitut (oprettet 1902).
Betalt af Landbrugsministeriet gik turen dernæst igen til udlandet
for at undersøge mejeridriften i en række europæiske lande, han
besøgte Pasteur Instituttet i Paris og ikke mindst Edu.. von Freudenreich
i Bern, Schweitz, der skulle blive et vigtigt bekendtskab. Orla-Jensen
kunne nemlig ikke finde beskæftigelse, da han vendte hjem, trods
den grundige uddannelse, der må have været enestående i landet.
Hverken KVL eller Landøkonomisk Forsøgslaboratorium (oprettet i
1882 i tilknytning til KVL) havde økonomiske midler (eller interesse?).
Så han tog imod tilbud om at blive assistent hos von Freudenreich
på det schweitziske landbrugsforsøgslaboratorium. I 1903 blev han
forstander for en mælkeriforsøgsanstalt også i Bern, og her kunne
forbindelsen til Danmark meget vel være stoppet. For arbejdsmulighederne
var som nævnt ringe herhjemme, og stillingen i Schweitz har højst
sandsynligt været både økonomisk og forskningsmæssigt tilfredsstillende.
 |
|
Figur 2. Karikatur af Sigurd Orla-Jensen
fra Polyteknikerens blå Bog, som udkom i 1943. Tegneren var
cand. polyt. Bent Møllerhøj, poeten stud. polyt. Jørgen Lauridsen.
|
Orla-Jensen var dog meget opsat på at komme tilbage.
Indleveringen af en doktorafhandling til Københavns Universitet
skal ses i det lys. Dens positive modtagelse fik da også øjeblikkeligt
direktøren for Polyteknisk Læreanstalt, kemikeren G.A. Hagemann
til at forsøge at skabe en stilling til doktoren. Hagemann plæderede
over for ministeriet for, at en sådan stilling ville være af nationaløkonomisk
betydning. Det var da heller ikke upåvirkeligt, hvilket Hagemann
kunne meddele Polyteknisk Læreanstalts lærerråd: “[Hagemann] meddelte,
at Ministeriet var villig til at søge Bevilling til en Docent i
landboteknisk Kemi. Han opfattede Sagen som vigtig for Landet. De
store Impulser fra Segelcke og Fjord [der var forstander for Landøkonomisk
Forsøgslaboratorium] vare snart udtømte; der maatte nye til”, som
det står i rådets protokol. Men som en af lærerne bemærkede var
det måske “tvivlsomt om Orla-Jensen kunde være tjent med denne Stilling”
som docent og ikke professor, og han fortsatte med at sige, at Orla-Jensens
rette virkefelt var Forsøgslaboratoriet. Dette betød, at man ikke
på Polyteknisk Læreanstalt ikke gladeligt ville byde Orla-Jensen
velkommen. Diskussionen var blot en understregning af, at hvis Orla-Jensen
tog mod stillingen ville den betyde en væsentlig indkomstforringelse
og - skulle det vise sig - og en stor forringelse i arbejdesbetingelserne,
idet hans annuum var lavt og laboratorieforholdene de første år
ringe.
Landboteknisk kemi
Midlerne til docenturet blev bevilget på finansloven
for 1906 og Orla-Jensen acceptede betingelserne. Docenturer blev
endnu på dette tidspunkt ikke betragtet som fuldtidsstillingerne,
så for at opnå en rimelig indtjening blev Orla-Jensen også underviser
på KVL i mejeribakteriologi. Det er ikke klart, hvornår han opsagde
denne stilling, men det skete sandsynligvis, da han i 1908 blev
professor i gæringsfysiologi og landboteknisk kemi på Polyteknisk
Læreanstalt. Annuet var dog stadig ikke stort (nok), så han måtte
fortsat, trods den nye titel, slås for assistenthjælp, rejsetilskud,
inventartilskud osv. - det var dog ikke anderledes for de andre
professorer ved læreanstalten eller universitetet.
Det er værd at bemærke, at undervisningen i gæringsfysiologi
og landboteknisk kemi ikke blev obligatorisk for de kemiingeniørstuderende
i 1906, da Orla-Jensen blev ansat, men først i 1908, da han blev
professor. Indtil havde undervisningen i gæringsfysiologi i øvrigt
hørt ind under professoren i teknisk kemi, N.G. Steenberg. Da han
i 1913 blev pensioneret og hans efterfølger P.E. Raaschou ansat
gav det anledning til en yderligere refordeling af den (bio)tekniske
kemi, og Orla-Jensens stilling blev et professorat i bioteknisk
kemi. På den undervisningsmæssige side kom det til at betyde, at
emner som ølbrygning, gæring, eddikefremstilling og brødbagning
blev lagt til de eksisterende, som inkluderede mælkens kemi, bakteriologi,
produktion og anvendelse, baconfremstilling og indrettelse og funktion
af andelsmejerier. Selv definerede Orla-Jensen bioteknisk kemi som
“Næringsmiddel- og Gæringsindustrierne, og som nødvendigt Grundlag
herfor Ernærings- og Gæringsfysiologi”; hans forelæsninger indeholdt
derfor også emner som vi i dag vil kalde grundlæggende biokemi:
proteiners (herunder enzymers), kulhydraters og fedtstoffers kemi
og cellelære. Men det pratiske islæt var tydeligt, herunder at landbrugsindustrien
havde behov for at kunne ansætte ingeniører med en vis (teoretisk)
viden om blandt andet fremstilling og kemisk analyse af kød- og
mælkeprodukter, chokolade og ikke mindst margarine. Eftersom man
var interesseret i at kunne eksportere en så stor del af det danskproducerede
smør som muligt (især til England, men også til andre europæiske
lande) var der behov for at fremstille margarine til hjemmemarkedet,
og man gjorde sig store anstrengelser for at få de danske husmødre
til at købe margarine i stedet for smør.
Mælkeribakteriologi
Orla-Jensens eneste lærebog var monografien fra 1912
Mælkeribakteriologi, som udkom i flere oplag og blev oversat
til blandt andet hollandsk, tysk og engelsk. Den blev i 1919 omarbejdet
til et videnskabeligt værk og udkom på engelsk med titlen The
Lactic Acid Bacteria. Den vandt hurtigt international anerkendelse.
Heri gives et helt nyt ordningsprincip for bakterier, ikke som hidtil
baseret på bakteriernes morfologiske kendetegn, men på bakteriernes
fysiologiske reaktionsmønstre. Således blev mælkesyrebakterierne
opdelt i stav- og kugleformer og i homo- og heterofermentative bakterier.
“Hvad der knytter alle ægte mælkesyrebakterier sammen til en naturlig
familie, er efter Orla-Jensen ikke blot deres særlige evne til at
danne mælkesyre, men lige så meget deres store fordringer til N-næringen,
at de er grampositive og mikroaerofile (ikke viser overfladevækst)
og endelig, at de i modsætning til de fleste andre bakterier mangler
katalase”, som hans efterfølger Henrik Dam skrev (Dam 1950, s. 72).
Bakteriernes biologiske egenskaber og næringsbehov var genstansområde
for Orla-Jensens forskning i 1930erne, og i 1943 udkom et supplementsbind
til The Lactic Acid Bacteria. Han viste blandt andet, at
B-vitaminer er nødvendige for bakteriernes vækst, men forsøgene
blev stoppet af 2. Verdenskrigs udbrud. I 1941 blev kemiingeniøren
Henrik Dam (se en tidligere artikel i BioZoom) udnævnt hans efterfølger
i professoratet på Polyteknisk Læreanstalt, men Dam var på det tidspunkt
i USA og kom ikke hjem før krigens afslutning. Orla-Jensen fungerede
derfor som professor indtil han som 76-årig kunne gå af i 1946,
og han vedblev med at lave forskning indtil dette tidspunkt.
  |
|
Figur 3 a+b. Undersøgelser af bakterieforekomsten
i mælk i slutningen af 1800-tallet var med til at få gjort
pasteurisering af mælk obligatorisk i Danmark fra 1898. Al
skummet- og kærnemælk skulle opvares til minimum 80°C især
for at undgå tuberkoloseepidemier blandt kalve. Først i 1943
kom der lov om, at al mælk (også den til menneskeføde) skulle
pasteuriseres - undtagen var dog mælk til spædbørn. Man var
nervøs for, at mælken i forbindelse med opvarmningen mistede
sin næringsværdi (at vitaminerne blev ødelagde). Orla-Jensen
protesterede mod dette syn blandt lægerne og udviklede et
pasteuriseringsapparat til husholdningbrug (se billedet).
Heri kunne husmoderen foretage en nem og skånsom lavpasteurisering,
som ikke ødelagde mælkens næringsværdi. Argumentet for at
mælken altid burde opvarmes understregede Orla-Jensen med
skemaer som det viste, der understreger hvor hurtigt bakterierne
formerer sig i et mælkeprodukt. Begge figurer fra Orla- Jensen
1916.
|
Privatmanden
Privat var Orla-Jensen i mange år plaget af migræne,
som også påvirkede hans humør og dermed forholdet til de studerende.
Han lader dog til at have været afholdt for sin hjælpsomhed og ligefremhed.
Han blev i 1908 gift første gang, men ægteskabet varede kun kort.
To år senere giftede han sig med den tretten år yngre Anna Dorthea
Lund Gjerulff, der var kandidat fra Polyteknisk Læreanstalt (fabriksingeniør
1907) og på det tidspunkt laboratorieforstander på Teknologisk Institut;
en stilling hun opgav, da hun blev gift. Men hun fortsatte inden
for kemien og blev ansat som assistent på sin mands laboratorium,
hvor de lavede en del arbejde sammen. Apropos kvinder, så var en
anden af Orla-Jensens tidlige assistenter Betzy Meyer, en af de
først uddannede kvindelige ingeniører i Danmark (fabriksingeniør
1897), som var ansat gennem det meste af 1910erne.
Udover forskningsgerningen var Orla-Jensen meget politisk
interesseret og var således medlem af rigsdagen 1926-29 som uafhængig
konservativ.
Orla-Jensens betydning for dansk biokemi
Orla-Jensens påvirkning af dansk landbrugs- og mejeriindustri
kom primært til at ligge i den teoretiske uddannelse af kommende
ansatte inden for branchen, i og med han var ansat som underviser
af ingeniørstuderende på Polyteknisk Læreanstalt, der mere var et
traditionelt, teoretisk baseret universitet end en praktisk, hands-on
skole. Derfor blev hans direkte påvirkning af mejeriindustriens
udvikling da heller ikke så stor, som han og andre måske kunne have
ønsket sig eller forventet - givet Orla-Jensens brede uddannelse
og hans praktiske erfaring. I 1923 blev Statens Forsøgsmejeri etableret
efter flere årtiers pres fra blandt andre mejeriorganisationer og
Landhusholdningsselskabet. Det nye forsøgsmejeri havde til formål
at forbedre kvaliteten af danske mejeriprodukter, især smør og ost,
så Danmarks status som et af Europas førende eksportlande inden
for mejeriprodukter kunne fastholdes. Landbrugsindustrien var landets
vigtigste kilde til udenlandsk valuta, og den var dermed central
i forbedringen af den danske levestandard. Trods det, at Orla-Jensen
i årevis havde været involveret i forsøgene på at få et forsøgsmejeri
oprettet var det ikke ham, der blev dets første direktør. Udviklingen
kom derfor måske hverken til at gå i den retning eller det tempo,
som han kunne have ønsket sig. Dog skal man ikke opfatte Orla-Jensen
udelukkende som en teoriens mand; han var meget interesseret i den
praktisk anvendelse af sin forskning og undlod ikke at tage direkte
kontakt med andelsmejerierne og andre, som kunne bruge hans kompetencer.
Han var blandt andet medlem af Statens Mejeriudvalg og formand for
internationalt mælkeriforbunds danske afdeling og Meludvalgets Afdeling
for Bageforsøg - og for Kemisk Forening 1922-24.
Orla-Jensens professorat i bioteknisk kemi var nok den
første faste stilling i biokemi i Danmark, men dermed er jo ikke
sagt, at faget ikke eksisterede i landet før 1906. Som nævnt var
Alfred Jørgensen en pioner på området (se også Bud 1994), men i
det hele taget var Landøkonomisk Forsøgslaboratorium også et synligt
bevis på en stor interesse og aktivitet. Derfor skal man ikke se
Orla-Jensens stilling som et bevis for at biokemien hermed opstod
i Danmark, men som bevis på at den allerede havde godt fodfæste
i landet. Faste stillinger kommer først efter at en intern, videnskabelig
institutionalisering har fundet stedet; en institutionalisering,
der hovedsagelig afhænger af videnskabens kognitive udvikling. Når
et professorat derimod skal oprettes skal der argumenteres på et
helt andet plan, som ikke involverer kognitive, men økonomiske argumenter
og, som Hagemann gjorde, at slå på disciplinens nytteværdi for samfundsudviklingen.
Man kan i parantes bemærke, at det altså ikke er inden for de sidste
par årtier, at bevillingerne til naturvidenskaben er blevet gjort
afhængige af, hvad den kan producere af relevante kandidater til
industrien eller samfundet i bredere forstand.
Et lille land som Danmark med et så begrænset antal
akademiske stillinger er særlig påvirkeligt for enkelte individers
indsats inden for et felt. Det første professorat i biokemi (fysiologisk
kemi) ved Københavns Universitet kom først i 1928 ved Det lægevidenskabelige
Fakultet. Derudover var der som nævnt aktiviteter på KVL og ikke
mindst Carlsberg Laboratoriet med Emil Christian Hansen, S.P.L.
Sørensen og senere K.U. Linderstrøm-Lang. Der var altså “kun” en
håndfuld aktive akademisk uddannede forskere i Danmark (hvoraf folkene
på Carlsberg Laboratoriet kun underviste i et meget ringe omfang).
Orla-Jensens indflydelse som lærer i fyrre år for et utal af kemiingeniører
- og for andre undervisere i mejerilære - var der helt central for
biokemiens udvikling og stilling i Danmark. Den engelske kemihistoriker
Robert Bud omtaler i sin bog om bioteknologiens historie Orla-Jensen
som “an expert on the microorganisms responsible for cheese making
[¼] Still famous as a pioneer compiler of the lactic acid organisms,
he is regarded as one of the great microbiologists in his own right”
(Bud 1994, s. 30).
Litteratur
- Bud, Robert (1994) The Uses of Life. A History of Biotechnology,
1st paperback ed. (Cambridge University Press).
- Dam, Henrik (1950) S. Orla-Jensen. Det Kongelige Danske Videnskabernes
Selskab, Oversigt over Selskabets Virksomhed, 1949-1950,
67-75.
- Jørgensen, O.B. (1993) Glimt af bioteknologien i Danmark. Dansk
Kemi, 74, nr. 6/7, 22-27.
- Nielsen, Anita Kildebæk (2000), The Chemists. Danish Chemical
Communities and Networks 1900-1940 (Århus).
- Orla-Jensen, Sigurd (1916) Mælkeribakteriologi, 2. udgave
(København: Det Schønbergske Forlag).
|
