|
Diskursanalyser er i vælten for tiden. Et af de yndede objekter
for analyserne har i mange år været ’den medicinske diskurs’ ligesom
magt- og herredømmeformer indenfor andre institutioner har stået
i fokus. Der har i de seneste 20 år udviklet sig et frodigt diskursanalytisk
og –teoretisk miljø indenfor humaniora og samfundsvidenskaberne.
Diskursanalyserne ser ofte sig selv som postmoderne videnskabelige
svar på tidens store spørgsmål, og de ser sig altid som kritiske.
Deres indflydelse blandt studenter og deres høje ambitionsniveau
berettiger, at de kigges kritisk efter i sømmene. Følgende er en
opsummering af mit arbejde om diskursanalysernes udviklingshistorie
og problemer.(1)
Gennem de sidste 30 år har diskursbegrebet og diskursanalysen
spillet en stigende rolle indenfor humanistiske fag som sprog- og
litteraturstudier, kulturstudier, psykologi og historie. Man har
talt om, at der var en drejning mod sproget, ’a linguistic turn’.
Begreberne signalerer både en bestemt videnskabsteoretisk grundholdning
og bestemte tilhørsforhold eller orienteringer i de videnskabelige
institutioner og skoler. De signalerer ofte også en kritisk distance
til den etablerede videnskabelighed. Den klassiske sprogteori, lingvistikken,
som koncentrerede sig om sprogets formelle struktur og enkelte dele
blev mødt med krav om at inddrage sprogets praktisk brug og forandring.
Efterhånden blev sproget som socialt værktøj centrum for analyserne.
Sproget blev set som dannet af de sociale forhold i samfundet men
samtidig som medskaber af de sociale forhold.
Sprogvidenskaben og sprogfilosofien udviklede sig voldsomt
og konfliktfyldt i første halvdel af det tyvende århundrede og diskursanalysernes
historie er naturligvis præget af universitetskampene. Men udviklingen
er også præget af sproget eller betydningerne af begrebet Diskurs.
Man kan sige, at diskursanalysernes mangfoldige og konfliktfyldte
ophav fastholder diskursbegrebets oprindelige tvetydige indhold.
Discurro med den afledede form discursus er latin og betyder løbe
frem og tilbage med en undertone af lidt forvirring og uden egentlig
retning. Herfra kommer det til at betyde først ordveksling, argument(ation)
og senere både samtale og drøftelse og også fremstilling, afhandling
og prædiken. Endelig kommer så en ny betydning. Diskurs bliver
til rammen for talen, sproget, fremstillingen og forståelsen, dvs.
den fælles horisont, der muliggør at begreberne signalerer det samme
for diskursens deltagere.
Diskurs kan både være en sætning, en række sætninger
i en samlet fremstilling, en ramme for fremstillingen og også skabelsesprocessen
af denne samlende ramme. Diskursanalysen omfatter også konstruktionen
af den sociale ramme, hvori sætninger fremsættes og får deres særlige
betydning og sammenhæng med andre sætninger.
Efterhånden blev begrebet en central faglig term også
ud over de snævre cirkler. Resultatet var, at antallet af betydninger
af diskursanalyse steg kraftigt – én bog angiver alene 10 forskellige.
Diskurs kunne – og kan - betyde næsten alt. En rimelig dækkende
bestemmelse er: ’Diskurs er sprogbrug og brug af sproget i forhold
til sociale, politiske og kulturelle formationer, dvs. strukturer,
institutioner og normer. Diskurs er sprog, som afspejler social
orden men også sprog som skaber social orden og skaber individers
samkvem med samfundet.’(2)
Diskursanalyser af den særlige sprogbrug, der er knyttet
til særlige institutioner, management-konsulentervirksomheder,
hospitaler, teknisk-naturvidenskabeligt uddannede specialisters
arbejde, skoler, arbejdsmarkedsorganisationer, universiteter og
racisme og politiske fløje er meget udbredte. I forbindelse med
kvindebevægelserne er der udviklet særlige feministiske diskursanalyser,
som tager fat på bl.a. kønsdannelse, opdragelse og identitet. Der
er en tendens til at ordet kritisk direkte eller underforstået knyttes
til diskursanalyser og til analytikerens selvopfattelse. Der er
ofte tale analyser, der ser sig som om afslørende og ideologikritiske.
De vil øge den politiske bevidsthed ved at vise, hvordan de herskende
diskurser fastholder magten i samfundet, hvordan det som normalt
opfattes som ’naturligt’ eller endog naturnødvendigt ofte er samfundsmæssigt
og historisk skabt – og dermed foranderligt.
I løbet af de seneste 10-15 år har diskursbegrebet
og den sproglige vending holdt sit indtog i samfundsvidenskaberne
(3). Den øgede opmærksomhed på sproget og sprogets rolle i skabelsen
af de samfundsmæssige institutioner kom som sagt fra humaniora.
Og den kom i en situation, hvor samfundsvidenskaberne var meget
lydhøre. Hvor et af de mest produktive og spændende områder indenfor
samfundsvidenskaberne netop var en nyvurdering af de politiske ideers
og de sociale forestillingers betydning for skabelsen af institutioner
og normer – den såkaldte nyinstitutionalisme.
Fra opgøret med lingvistikken og senere med den franske
strukturalisme fik man især gennem Michel Foucaults arbejder en
inspiration til en ny type historiske diskursanalyser. Fra Frankrig
kommer også den vigtige rolle som postmoderne metodeovervejelser
og filosofier spiller i diskursanalysernes meget afslappede forhold
til f.eks. anvendelsen af kilder. Men denne franske forbindelse
har alligevel forlenet diskursanalysen med en mondæn aura af frontforskning.
Fra den engelske socialt engageret sociolingvistik
eller ’kritiske diskursanalyse’ har samfundsvidenskaberne fået impulser
til konkrete analyser af f.eks. de sproglige forudsætninger og
konstruktioner i politiske kampagner og retorikker, af racismen
mangfoldige former, af dagsordensætning og af sociale undertrykkelsesmekanismer
af enhver art, køns- og aldersidentitetsdannelse osv.. Der er tale
om modsatrettede impulser i forhold til den franske og overvejende
postmoderne impuls. Men diskursanalyserne lever så at sige af dette
spændingsfelt. Interessen for sproget og især den politiske brug
af sproget har ført til en genopliven og befrugtning af gamle politologiske
discipliner som politisk idehistorie, retorik og politisk sociologi.
Ligesom indenfor de humanistiske fag er der også i samfundsvidenskaberne
en aura af kritisk videnskab over diskursanalyserne, ikke mindst
i selvopfattelsen. Men de kritiske konnotationer er blevet kraftigt
forstærket af en særlig inspirationskilde indenfor samfundsvidenskaberne
selv, som dukkede op samtidig med den humanistiske diskursanalyse
gjorde sin indflydelse gældende. Det drejer sig om studierne af
dannelsen af naturvidenskabelig viden eller The social studies of
science.
Gennem studier af selve forskningsprocessen i naturvidenskaberne,
fra biologien til astrofysikken, vises de sociale betingelser og
komponenter i etableringen af naturvidenskabelige facts, dvs. hvilke
sociale konstruktioner og koder, der ligger til grund for at noget
kan kaldes en videnskabelig kendsgerning. Al viden er et socialt
produkt eller en social konstruktion, som alene afhænger af de historiske
og sociale betingelser ved dens produktion, hævder den mest radikale
version af denne videnssociologi (4).
Hvis sproget skaber den sociale – og måske også den
fysiske – verden, dvs. den måde individerne opfatter den på, er
der mulighed for at hævde, at det er vilkårligt, hvordan vi skaber
denne verden. I al fald, at enhver beretning om, hvordan den sociale
verden er skabt eller tager sig ud, er lige så god som enhver anden.
Diskursanalyserne i samfundsvidenskaberne og humaniora er naturligvis
ikke alle sammen præget af denne socialkonstruktivistiske relativisme.
Men diskursbegrebets elastiske rammer og modsætningsfyldte indhold
inviterer så at sige til relativisme. Og denne relativisme vanskeliggør
kommunikation mellem forskerne og lægger gift for muligheden for
kritik af både metoder og resultater af diskursanalyserne. På trods
af analysernes store popularitet er det meget småt med kritiske
debatter med forskere udenfor det diskursanalytiske miljø.
Man kan også vælge at lægge vægten på den produktive
forvirring som det oprindelige sproglige udgangspunkt har forårsaget
ved mødet med den samfundsvidenskabelige institutionsanalyse og
socialkonstruktivismen. En god sammenfatning af dette er følgende
opslag fra et samfundsvidenskabelige leksikon: ”Diskursanalyse henviser
til en livlig befærdet men teoretisk omtvistet korsvej mellem forskellige
samfundsvidenskabelige discipliner. Her er socialpsykologer og psykologer
kommet i kreativ men nogen gange temmelig ubehagelig kontakt med
sociologer, filosoffer, retorikere, lingvister og litterære teoretikere
når de gennemarbejder deres teoretiske opfattelser af området, diskurs
– i sig selv et omtvistet begreb. For at øge forvirringen behandles
diskursanalyse somme tider som en almen term, som henviser til praktisk
taget alt arbejde om sprogbrug i dens sociale eller erkendelsesmæssige
kontekst. Andre gange behandles diskursanalyse som en betegnelse
for afgrænsede analyser eller som en modsætning til tekstlingvistik
eller konversationsanalyse.“ (5)
- Diskursanalyser og diskursteorier. Skriftserie fra Roskilde
Universitetsbibliotek nr. 36, Roskilde 2001.
- Jaworski og Coupland, The discourse reader.
- Diskursbegrebet anvendes her også som diskursteori. Ofte
betyder det en mere overordnet beskrivelse af diskursbegrebet
og evt. dets videnskabsteoretiske bestemmelse, mens diskursanalysen
betyder den konkrete analyse af en bestemt diskurs.
- Set fra et samfundsvidenskabeligt standpunkt burde Bruno Latours
bog The pasteurisation of France, Harvard University Press, 1988
være obligatorisk læsning for alle biologer og biokemikere. Latour
er den mest radikale og mest spændende ( og velargumenterende)
af de socialkonstruktivistiske videnskabssociologer. Ian Hacking,
The social construction of what? Harvard University Press 1999
er om end socialkonstruktivistisk videnskabs filosof, en meget
selvkritisk og vidende (indenfor naturvidenskaberne) sådan. Artikler
af disse to findes overalt i ledende videnskabelige videnskabssociologiske
og –teoretiske tidsskrifter og giver tilsammen et godt indtryk
af den sociaologiske analyse af den naturvidenskabelige tænke-
og arbejdsmåde. Latours og Steve Woolgars klassiske analyse fra
1979, Laboratory lif: The social construction of scientific facts,
Sage var netop en analyse af en biokemisk forskningsproces i en
berømt virksomhed.
- The Social Science Encyclopedia, Routledge, 1996, citeret i
Diskursanalyser og diskursteorier, Roskilde Universitetsbibliotek
s. 24
|
