|
Man mærker - sådan for alvor - at man er på den anden side af sundet
når dagens interview offer ganske uanfægtet af de intelligente spørgsmål
åbner sig en dåse snus og midt i et svar lægger en lille stump
koncentreret ubehag til rette mellem gummerne. "Ja jeg
er jo nok en anomali", siger forskningschef i det svenske
Active Biotech Tomas Leanderson. Det er nu ikke snusen han hentyder
til, men at han i modsætning til så mange stavnsbundne skandinaver
har flyttet rundt i verden det mest af sit liv. Endelig tilbage
i Lund har han taget sig for at udvikle nogle ideer om forskningssamarbejde,
der ikke lige følger den lokale skik.
"Presset for at industri og akademisk forskning skal interagere
er fuldstændig idiotisk som det styres i dag. I realiteten siger
man til en flok akademiske forskere, at nu skal de tænke som
købmænd, de skal være kommercielle og deres projekter skal bedømmes
på kommercielle betingelser. Men forskere skal forske. At skabe
en hel masse universitetsfolk der skal gå og se ud som forretningsmænd
for at staten skal give dem penge er jo helt skudt i hovedet som
I siger på dansk", mener Leanderson.
Når den lille lyshårede mand, der lokalt går under navnet Big
T, ikke umiddelbart lyder som den traditionelle "industriens
mand" passer det meget godt med at han faktisk også arbejder
som professor i immunologi ved Lunds Universitet. Det parallelle
liv i de to virkeligheder har ført ham frem til en meget fast
tro. Den at forskningsbaserede industri skal være lige så god på
selve forskningen som de bedste akademiske grupper.
"Ser du på udviklingen i biomedicinen og udviklingen
af lægemidler, er de begrænsende faktorer ikke længere information
eller teknologi. Vi kan alle sammen købe de samme apparater og bliver
dynget til med den samme information, så det afgørende bliver de
mennesker man bygger på. Og i en kreativ branche som forskning
må man arbejde med kreativiteten", understreger Leanderson.
Og selvom kreativitet har ord for at være en noget luftig størrelse,
som ikke rigtig kan vejes og måles, er der faktisk en ældgammel
tradition for at aflæse forskningskvalitet på en meget direkte
måde. Hvis andre i dit felt gider arbejde sammen med dig betyder
det at du besidder kreativitet og ideer.
Hermed trækker Tomas Leanderson en kæphest af stalden. Han vil
have at de forskningsbaserede virksomheder helt skal adskille
deres kommercielle projekter fra den videnskabelige aktivitet. "Det
er vigtigt at udviklingsarbejde bedømmes efter kommerciel målestok
mens den egentlige forskning bedømmes på forskningsmæssige betingelser.
Virksomhederne skal selvfølgelig have en kommerciel kompetence
for at overleve, og den overlader vi til folk med et blik
for markedet. Men vores videnskabelige kompetence er absolut
nødvendig for at være konkurrencedygtige". Det handler
for Leanderson om bench-marking, om hele tiden at holde sig selv
op mod det bedste i omverdenen for at kunne surfe på bølgens forkant.
"Vi kan sagtens bare sidde i virksomheden og kalde os eksperter,
men det bliver det jo ikke rigtigt af."
Industrien kendes normalt fra sin akademiske modpart på hemmelighedsfuldheden,
men vejen frem er at slå portene op og vise hvad man duer til rent
videnskabeligt, mener Tomas Leanderson. Han er selv begyndt at lufte
ud med det utraditionelle Science Program, hvor der samarbejdes
heftigt med grupper på Lunds Universitet. "Det er en komplet
ny idé så vidt jeg kan se efter at have arbejdet både i Tyskland,
USA og Sverige”, sige lektor Reinhard Fässler der er en af de deltagende.
Det nye er for det første, at virksomhedens mål ikke er et produkt,
men en skærpelse af husets egne forskere og kompetencer. Indenfor
nogle grundområder har man identificeret en flok interessante universitetsfolk,
som man gerne vil sparre med og de får dels uindskrænket indblik
i virksomhedens videnskabelige projekter, dels modtager de en velvoksen
pose penge til deres eget arbejde. Penge der tilflyder grupperne
kvit og frit - no strings attached. Fässler beskriver samarbejdet
som rent akademisk med tværgående workshops og seminarer og fri
udveksling af ideer mellem de involverede. Ikke bare mellem virksomhed
og universitet, men i høj grad mellem de forskellige forskergrupper
indbyrdes.
Men der er naturligvis ikke tale om den rene idealisme. Professor
Leanderson er skam også en udmærket købmand. "Hvis vi skulle
bruge den gamle model med at låse samarbejdspartnerne fast på
et målrettet projekt og sikre os alle rettighederne ville det
koste os langt mere, og erfaringsmæssigt kommer meget lidt brugbart
ud af den slags bestillingsarbejde. Ser man historisk på det så
kommer der flest patenter ud af fri forskning, og vi regner
iskoldt med at vores samarbejdspartnere af sig selv kommer til os
den dag de har noget, som kan udvikles kommercielt. Fordi de kender
os og vurderer at vi er den bedst mulige partner i det pågældende
kompetenceområde."
Vi er med andre ord tilbage ved bench-marking. Og samtidig fremme
ved et brud med den klassiske model, hvor en virksomhed går ind
og så at sige køber sig til et stykke arbejde hos en offentlig
forskergruppe, og hvor de opfindelser og rettigheder der
opstår automatisk tilfalder det sponsorerende firma. En
model, der pirker til frygten for at universiteternes frie forskning,
ligeså stille vil gå hen og bliver ufri og styret af kommercielle
interesser. "Det er logisk for en virksomhed at købe en forskergruppe
til at være kreativ, men det går ikke. Det gælder i universitetsverdenen
- det er min erfaring efter at have siddet der ganske længe -
at hvis du skal lave et projekt på den betalende industris præmisser
falmer kreativiteten og du opfører dig anderledes end før. Du tænker
kommercielt".
Reinhard Fässler går lidt videre og kalder dét han undertiden ser
blandt akademikere for prostitution. "Du er nødt til at hente
pengene ind for at arbejde, og for at få dem skifter du så dit fokus
alt efter hvor industriens gavmildhed falder. Samtidig bliver man
meget hurtigt spundet ind i målrettede projekter, der hurtigt skal
give produkter og konktrakter, der binder én på hænder og fødder".
Fässler så gerne, at det mere frie samarbejdskoncept bredte sig,
men er klar over at det afhænger af om bundlinjen i sidste ende
viser grønne tal. Det tror Leanderson på at den vil fordi konkurrencen
i fremtiden bliver baseret på tanker og virksomhederne skal kappes
om at tiltrække de bedste ideer ved selv at have gode ideer og god
forskning. En ændring af spillet, der meget vel kan føre til en
omstrukturering af det landskab vi kender omkring bioteknologien
og medicinalindustrien. De store koncerner har nemlig med deres
tunge organisation svært ved at gå den vej. "Vi ser allerede
nu at de med deres sammenlægninger har store problemer med kreativiteten
og med at fylde deres pipelines med nye projekter og produktideer.
Du kan ikke slå Astra og Zeneca sammen og forvente at få dobbelt
så meget forskning og kreativitet", siger Leanderson, og kaster
et sideblik gennem vinduet over på gigantens gule bygninger.
"Det er et spørgsmål om tid før vi ser de store begynde at
gå fra hinanden i sømmene igen. Sammenlægningerne er nemlig i virkeligheden
drevet af finansmarkederne og ikke til virksomhedernes bedste".
Det forlyder da også i krogene, at mega-firmaerne har problemer
på forskningssiden, hvor arbejdet gerne ligger underdrejet
i omstrukturering og strømlining i årevis. Faktisk er det svært
at finde blot et eneste eksempel på at en stor fusion har levet
op til forventningerne. Tomas Leanderson ser for sig, at nogle få
meget store multinationale medicinalkoncerner vil overleve på at
køre den enormt dyre kliniske afprøvning og det tilhørende markedsføringscirkus.
En tæt underskov af mindre og helt små firmaer står for nyskabelserne.
Men al denne kreativitet kan også komme til komme til at pille
ved de interne spilleregler. Det er en kendt sag at mobiliteten
for forskere mellem privat og offentlig forskning kan ligge på
et meget lille sted, og at man ikke bare sådan bevæger sig
bare frem og tilbage mellem de to sfærer. Spørger man Tomas
Leanderson handler problematikken især om at industrien må ændrer
sig. "Universitetsforskere er ret fleksible, men industrifolk
lider af en slags forskningsmæssigt mindreværdskompleks. I dag går
en forsker typisk ind i industrien for aldrig mere at lade høre
fra sig og bliver opslugt af en struktur, hvor det handler om at
klatrer i organisationen og blive chef og projektleder og
hvad du ellers har af titler. Præstigen ligger på et andet
niveau end i den videnskabelige præstation. Men det skal
være præstigiøst i en virksomhed at være en god forsker".
Leanderson begiver sig ind i en tankerække, som nok ville interesserer
de mellemledere han arbejder sammen med hver dag. Det drejer sig
om, at industriens chefstillinger skal gøres tidsbegrænsede, og
at det skal være helt naturligt at bevæge sig både op og ned
i pyramiden. "Det bliver vigtigt i forhold til fremtidens
aldersprofil og de små årgange der kommer ud. Vi kan ikke bare tage
unge ind og køre dem igennem møllen, men må også kunne ansætte dem
på 50."
Med en høj kvalitet i forskningen kan industrien også komme til
at spille en langt større rolle i udvikling af unge forskere ved
at aftage dem, der ikke kan finde plads i universitetssystemet.
Både Sverige og Danmark mangler et post doc system som man kender
det fra USA og England, hvor forskere lige efter deres Ph.d.
har let ved at gå ind i en forskergruppe for en to eller
tre års periode. I dag ser man ofte at de helt unge nyudklækkede
forskere enten tager til det store udland og bliver hængende dér
eller simpelthen vælger at forlade forskningen fordi de aldrig fik
foden indenfor. "De unge vil give industrien en infusion af
energi og ideer, men hvis det skal lykkes må de forskellige
karriererveje harmoniseres så det er muligt at bevæge sig ind i
det akademiske igen".
Ordet harmonisering genfindes når diskussionen drejes om på Øresundsregionen.
Det er hér man finder den koncentration af små og store forskningsbaserede
virksomheder, som kunne træde til med at fastholde og udvikle de
unge forskere. Men spørger man Tomas Leanderson har han ét ord for
den behandling man giver folk, der trodser sundet til hverdag. "Idiotisk".
Han hører ikke bare om vanskelighederne fra sin kone, der arbejder
i København, men fra det udvalg af forskere, der hver dag tager
flyvebådene fra Havnegade til Malmø.
"Der bliver jo spændt ben for dem. Vi er nødt til at
tilnærme lønninger og ikke mindst skattelovgivning hvis vi skal
have en sammenhængende region op at stå. Skandinaver er af natur
nogle hjemmefødninge, og hvis de skal drives til at tage frem og
tilbage må de ydre omstændigheder lægges ordentligt til rette. Det
betyder fx at omkostningerne for at pendle skal trykkes i bund.
Og det skal ske hurtigt for at vi ikke mister momentum".
Når han nu har fat i Øresund kan Tomas Leanderson ikke nære sig
for også at give et spark til regionens kraftige fokuseren på forsker-iværksættere.
IT-millionærerne og grundlæggerne af de bioteknologiske virksomheder
er halvguder i øjeblikkets mytologi, og deres iværksætterånd er
al ære værd, understreger professoren, men han synes bare vi skal
passe på ikke at glemme forskningens egen ånd.
"Sverige har i 90’erne presset alt for hårdt på for at fremelske
iværksætterkulturen. Forskere skulle partout starte egne virksomheder
og kunne sælge sig selv og deres projekter til venturekapitalen.
Men hvad er det vi selekterer for med det pres? Jo, vi selekterer
for nogle gode brugtvognsforhandlere. Og så vidt jeg ved er der
ingen sammenhæng mellem at være en god brugtvognsforhandler og
en god forsker. Jeg er helt med på at man skal gøre det lettere
at være iværksætter, men man skal vare sig for at signalere
til grundforskerne at det er bedre eller finere at være
iværksætter. Vi skal holde fast i, at forskning grundlæggende
er en aktivitet på linje med kunst. Et samfund understøtter sine
forskere fordi mennesker vil vide mere".
Artikel offentliggjort i Weekendavisen, 2001. Gengivet efter aftale.
|
