|
Afgørelser om forskningsmæssig kvalitet, der burde træffes af et
forskningsråd, træffes i dag i stigende grad af ministeriernes embedsmænd.
Ofte er det endda den samme myndighed, der udstikker reglerne, træffer
afgørelserne og behandler eventuelle klager. Det bryder med de basale
spilleregler for forskningen – og med god forvaltningspraksis.
Det hænder, at man får morgenkrydderen galt i halsen ved læsningen
af avisen. Det skete, da jeg for nylig siden læste en annonce, hvor
Indenrigsministeriet udbød et projekt med titlen: Kortlægning
af forskning omkring udlændinges integration.
Hvad var da problemet – var det måske ikke glædeligt, at også andre
end det forskningsrådssystem, som jeg er medlem af, satser på indvandrerforskning?
Jo såmænd, men hvorfor havde jeg ikke hørt om det? Som ny formand
for Statens Humanistiske Forskningsråd havde jeg i november været
til et møde i Indenrigsministeriets kontaktgruppe for integrationsstatistik.
Og ikke en lyd havde jeg hørt som medlem af den kontaktgruppe, hvorfra
der oven i købet skulle udpeges en følgegruppe til at følge projektet.
Det kunne i princippet blive mig.
Nu er der ikke nok grund til at blive fornærmet over ikke at være
informeret. Det er da heller ikke det, der er det mest bekymrende
i denne sag. Det er den måde, som visse ministerier forvalter forskningsmidler
på i dette land!
Den nye kontrakt mellem forskning og samfund
I mine snart tre år i forskningsrådssystemet er kvalitet og
konkurrence, krav til forskningsmæssig indsigt og habilitet
blevet fremhævet igen og igen. Der tales om en ny kontrakt mellem
forskning og samfund, hvor forskningsrådssystemet skal lytte mere
til samfundets behov for forskning, og hvor samfundet på sin side
bør bruge rådssystemet, der med sit kendskab til forskningsmiljøerne
kan være med til at sikre kvaliteten. Så vi undgår at genopfinde
den dybe tallerken.
Det er ikke ligefrem sket i dette tilfælde, hvor et kontor eller
en embedsmand i ministeriet både udformer opslag om udlysning af
forskningsmidler, og samtidig har den endelige afgørelse om hvem,
der skal vinde udlysningen.
En uskik, der breder sig
Ofte vil det endda være den samme person, der behandler eller forbehandler
eventuelle klager over vedkommendes egne afgørelser. Samtidig kan
den pågældende kontorchef eller fuldmægtig være i en situation,
hvor en højere instans i ministeriet eller en magtfuld interesseorganisation
klart har ladet forstå, hvor det vil være opportunt, at de pågældende
forskningsmidler havner, eller hvad de pågældende midler gerne skulle
føre til af konklusioner. Den samme myndighed – ofte endda på kontor-
eller personniveau – foretager den generelle regeludstedelse, den
konkrete afgørelse og den konkrete klagebehandling. Denne fremgangsmåde
er en uskik, der har bredt sig til flere ministerier. Fremgangsmåden
er i dag ganske almindelig praksis og opfattes vel af de fleste
ministerier som god og ordentlig praksis. Det er det ikke!
I visse ministerier ser man ganske vist gode initiativer, der medvirker
til at højne sagligheden omkring det pågældende ministeriums sagsområde
og højne kvaliteten af den forskning, der igangsættes. Det gælder
bl.a. Miljø- og Energiministeriet. Og på det mere overordnede plan
gælder det forskningsminister Birte Weiss’ forståelse af problemets
alvor og hendes politik for at komme „cigarkassernes“ uvæsen til
livs. Men på en række andre områder er der ikke tale om videnskabelig
ordentlighed i myndighedsarbejdet.
Forskningens fundamentale spilleregler
I Indenrigsministeriets udbud af 8. februar 2001 drejer det sig
om et projekt, der skal være færdigt inden udgangen af 2001 og må
koste 1.2 mio. kr. Altså et relativt lille projekt, der økonomisk
svarer til et enkelt ph.d.-stipendium. Det er da heller ikke pengene
men principperne, det drejer sig om.
Projektet skal kortlægge og vurdere danske og udenlandske forskningsresultater,
der er publiceret efter 1980, og skal bl.a. munde ud i en vurdering
af danske forskningsinstitutioners kompetence på området samt i
forslag til nye forskningsprojekter. Der er altså tale om et økonomisk
beskedent kortlægnings- og evalueringsprojekt, som besluttes ‘suverænt’
af indenrigsministeriets 4. økonomikontor, men som kan få vidtrækkende
konsekvenser for, hvad og hvem indenrigsministeriet vil støtte i
fremtiden.
Et sådant opslag ville ikke kunne accepteres af de statslige forskningsråd
og har heller ikke været forelagt dem. Det ville have været mere
hensigtsmæssigt, om indenrigsministeriet havde givet beløbet til
et af ministeriet direkte udvalgt forskningsinstitut, der er underlagt
sektorforskningslovens eller universitetslovens bestemmelser om
uafhængighed. Specielt kan man i det valgte eksempel være betænkelig
ved, at en hvilken som helst person eller virksomhed principielt
kan vinde opgaven. For et beløb, der er beskedent for ministeriet,
men måske så stort for kontrahenten, at det kan bringe kontrahenten
i et uacceptabelt afhængighedsforhold, kan man altså principielt
opnå en statsfinansieret evaluering af en del af dansk forskning
samt definition af fremtidige forskningsbehov uden at det relevante
forskningsråd, der har den fornødne kompetence og uafhængighed,
er involveret.
Det er i en vis forstand urimeligt kun at fremdrage dette ene eksempel.
Indenrigsministeriet har da heller ikke speciel grund til at føle
sig trådt over tæerne. For mine formandskollegaer fra de 5 andre
statslige forskningsråd kan nævne flere andre grelle eksempler fra
de seneste 2-3 år.
Opslag og udmøntning af statslige forskningsmidler uden tilsyn
eller vejledning fra de statslige forskningsråd er en uskik. De
statslige forskningsråd er suveræne i den forstand, at de – uden
at deres beslutninger kan omgøres administrativt – selv beslutter,
hvad og hvem der skal støttes inden for de rammer, som lovgivningen
og forskningsministeren har udstukket. Der er således en klar adskillelse
af suveræne myndigheder – minister og forskningsråd – med hensyn
til de generelle og konkrete afgørelser. Utilfredse ansøgere kan
klage til forskningsministeren over forskningsrådenes afgørelse.
Og forskningsrådene kan på deres side – om ikke formelt, så dog
i praksis – nægte at udmønte bevillinger på de vilkår, forskningsministeren
eller hendes embedsmænd foreslår. Tilmed kan forskningsrådene i
kraft af forskningslovgivningen henvende sig officielt til andre
ministre, regeringschefen eller Folketinget, hvis de finder anledning
til det.
Forskning kræver indsigt
Disse fundamentalt vigtige spilleregler for forskningen gælder
ikke for en ministeriel embedsmand, der imidlertid kan være tillagt
den samme økonomiske kompetence som et statsligt forskningsråd.
Vedkommende formodes også at have forskningsmæssig ekspertise på
samme niveau. Men med al respekt for ministeriernes embedsmænd,
så kan man have sin tvivl om den forskningsmæssige indsigt og frygte,
at manglende kendskab til forskningen inden for et område, kan –
og vil – betyde, at man jævnligt genopfinder det varme vand. Forskningsbehovet,
som det viser sig for ministeriet, er måske allerede opfyldt, hvis
man ved hjælp af kompetente forskere havde skaffet sig overblik
over området. Tilsvarende ser vi også eksempler på, at vigtige forskningsemner
opprioriteres (og trivielle emner nedprioriteres), fordi ministerierne
nu engang ikke er lige så fagligt velorienterede som forskerne.
Der kunne sagtens etableres en fornuftig kontrakt mellem forskning
og samfundet. Grundlaget for at gøre tingene hensigtsmæssigt er
allerede lagt i lovgivningen – dvs. i forskningsrådsloven, universitetsloven,
sektorforskningsloven og stillingsstrukturen for det videnskabelige
personale for såvel universiteterne som i sektorforskningen.
De ‘gode’ gamle dage
Problemet er, at dette system for ‘det almindelige’ er ved at være
det ualmindelige, når det handler om forskningsmidler, der uddeles
efter ansøgning. Disse skatteydermidler, som af lovens fædre var
forudsat udmøntet gennem uafhængige forskningsråd, finder oftere
og oftere andre veje.
Men nok så vigtigt er, at universitets- og sektorforskningslovene
sikrer institutionernes uafhængighed, således at institutionsledelsen
primært er ansvarlig over for en forskningskompetent bestyrelse.
For sektorforskningsinstitutionerne er uafhængighedskravet formuleret
således, at bestyrelsernes flertal og formand ikke må være i et
økonomisk eller ansættelsesmæssigt afhængighedsforhold af ministeriet.
Dette løser det problem, at ministerierne i ‘de gode gamle dage’
kunne ud- og inddefinere institutionernes opgaver efter forgodtbefindende
og dermed principielt fra dag til dag regulere, hvad institutionerne
måtte – og ikke måtte – beskæftige sig med. For at kunne vende tilbage
til ‘de gode gamle dage’ ser man nu en alternativ mulighed i at
udlicitere forskning, som man tidligere uden diskussion ville have
placeret i ministeriets egne, men nu mere uafhængige institutioner.
Forskningsrådene som tilsynsmyndighed
Med andre ord er programsætning, fragmentering og udlicitering
af forskningsmidler blevet et nyt værktøj, der i alt for mange sammenhænge
fører til brud med forskningens mening og ånd.
Et væsentligt skridt for at sikre en bedre ‘kontrakt’ mellem forskningens
kvalitet og relevans kunne derfor være, at ministeriernes udbud
af forskningsmidler altid skal enten godkendes eller kommenteres
af det eller de relevante statslige forskningsråd eller Forskningsstyrelsen
under ansvar for de retningslinier, forskningsrådene måtte have
udstukket. Der er desuden et klart et behov for, at de statslige
forskningsråd eller Forskningsstyrelsen under ansvar over for forskningsrådene
får kompetence til at udstikke retningslinier for og føre tilsyn
med de procedurer, ministerierne anvender ved opslag og udmøntning
af statslige forskningsmidler.
Artikel offentliggjort i Universitetsavisen 2001. Gengivet efter
aftale.
|
