Det svære valg

Claus Haase, claus_haase@yahoo.com, Rigtige Biokemikere, www.rb.subnet.dk

Historien om det mangelfulde udbud af kandidatkurser på kandidatuddannelsen i biokemi ved Københavns Universitet. Som så sandelig giver mange studerende hovedbrud...

Kandidatuddannelsen i biokemi ved Københavns Universitet (de to sidste år, red.) består af tre dele: Speciale, hovedfag og kandidatkurser (se figur 1).

Hovedfag og kandidatkurser udgør den teoretiske del af kandidatuddannelse og specialet den praktiske del. Men da hovedfagsundervisningen på nuværende tidspunkt er meget dårligt defineret kommer kandidatkurserne til at stå meget centralt. Da det er disse kurser som skal sikre bredden og niveauet i den sidste del af uddannelsen, er det et problem, at der er for få relevante kandidatkurser på biokemi. Der eksisterer i øjeblikket kun 13 forskellige kurser, hvoraf nogle dog er meget snævre. Af de 13 kurser, udbydes kun 4 på Molekylærbiologisk Institut.

Dette mangelfulde udbud af kandidatkurser gør det meget svært for de studerende at sammensætte en relevant studieplan ud fra de kurser, der udbydes af Københavns Universitet, og som er godkendt af Biokemisk Studienævn. For øjeblikket er de studerende nødt til, dels at finde kurser på andre institutioner (f.eks. Landbohøjskolen eller Farmaceutisk Højskole), dels at supplere op med fag fra bachelordelen, som imidlertid ikke har kandidatkursernes høje niveau.

Det ringe udbud af relevante kandidatkurser tvinger de studerende til at tage kurser, de dybest set ikke mener, de har brug for. Uden at kritisere nogle kurser for deres faglige indhold, kan man med rette mene, at det er unødvendigt at tage et kursus i Cellefysiologiske Teknikker, hvis man allerede ved, hvordan man skal arbejde med levende celler. Eller, at det virker overflødigt at tage et kursus i Kost og Helbred, hvis man arbejder med proteinfoldning. Som det ses af tabel 1, kan det altså være meget, meget svært at sammensætte et studieforløb af kurser, der bare tilnærmelsesvis ligger inden for ens interessesfære.

Men på trods af dette er det svært at få oprettet nye kandidatkurser, fordi argumentet om, at de studerende ikke melder sig til de nuværende kurser bliver brugt igen og igen. Men det er nok et spørgsmål og årsag og virkning – eller hønen og ægget, om man vil. For det, der skal til, for at tiltrække de studerende, der i øjeblikket vælger deres kandidatkurser fra andre udbydere end Københavns Universitet, er formodentlig, at niveauet og udbuddet skal hæves som udgangspunkt. Først derefter kan man forvente, at de studerende vender ”tilbage”.

Løsningen på problemet er naturligvis ikke ligetil. Det skal undertegnede være den første til at skrive under på. Jeg er klar over, at man er bundet af undervisningsbyrder, student/lærer-ratioer, punktsætninger o.s.v. Det ville være imidlertid være rart, hvis der var plads til at man tilpassede antallet af kandidatkurser efter, hvad man rent faktisk mente, de studerende med rimelighed kunne forvente undervisning i. Kun på den måde kan man fortsat opfylde en universitetsuddannelses mål: Nemlig at uddanne de bedste kandidater indenfor det pågældende felt: I vores tilfælde at uddanne de bedste biokemikere.

Undertegnede skal hermed opfordre til, at der arbejdes for at øge udbuddet af kandidatkurser på biokemiuddannelsen på Københavns Universitet.