|
Alle firmaer starter med en god ide.
- Således også for det danske bioteknologi firma, Exiqon A/S.
Exiqon A/S startede i 1996 på basis af en opfindelse
gjort af to forskere fra Kemisk Institut på Københavns Universitet:
Troels Koch og forskningsadjukt Mogens Havsteen Jacobsen. Troels
Koch havde under et ophold i U.S.A. hos professor Gary B. Schuster
på Georgia Institute of Technology, arbejdet med muligheden for
at koble biologiske molekyler til plastoverflader ved hjælp af en
fotokemisk metode. Da han kom hjem fra "over there" mødte
han forskningsadjunkt Mogens Havsteen Jacobsen, som arbejdede med
samme problematik, og sammen udviklede de opfindelsen, der idag
er grundlaget for én af Exiqon´s patenterede teknologier, - anthraquinon
fotokobling.
De to forskere mente, at denne metode kunne have kommerciel
betydning, og de fik efter kort tid kontakt til molekylær biologen
Henrik Ørum og hans bror Mikael, hvor tanken om dannelse af et firma
blev modnet. Fra dagligstuen hos Michael Ørum på Østergade i København
fik gruppen kontakt til Michael Nobel, og med startkapital fra Nobel
familien samt masser af hårdt arbejde blev grunden lagt til Exiqon
A/S. Der blev hurtigt indrettet laboratorier i lejede bygninger
i Trørød og efter ansættelse af en håndfuld dygtige medarbejdere
var det, der havde været et god ide blevet til et firma i kraftig
vækst.
Samme år blev en ny interessant teknologi tilført Exiqon´s
portefølje: Fra prof. Jesper Wengel og adjunkt Poul Nielsen, Odense
Universitet fik man tilbudt rettighederne til en nylig opfundet
høj-affinitets DNA analog, kaldet Locked Nucleic Acid (LNA). Exiqon
folkene så meget hurtigt de meget store muligheder, som denne opfindelse
kunne indebære, og man gik straks igang med at videreudvikle teknologien
i et tæt samarbejde med Jesper Wengels universitetsgruppe.
Herefter gik det stærkt, synergien mellem Exiqon´s to
basisteknologier skulle udnyttes til udvikling af nye fast fase-,
højaffinitetsassays, bl.a. til bestemmelse af genmutationer. I samarbejde
med overlæge Mogens Fenger på Klinisk Biokemisk afdeling på Hvidovre
Hospital startedes et udviklingsarbejde, som nu har resulteret i
en række "high-throughput" mikroplade baseret hybridiseringsassay
og protein assays til detektering af mutationer og deres ekspression
hos mennesker. For eksempel, udnyttes kovalent bundne anthraquinon
konjugerede LNA prober i Exiqon´s assay til rutinemæssig bestemmelse
af mutationen Apolipoprotein B R3500Q (G9775A) i kliniske prøver.
Mennesker med denne mutationen har en genetisk prædisposition for
hjerte-kar sygdomme grundet et forhøjet lipid- og kolesterolindhold
i blodet.
Udover til udvikling af assays har Exiqon udnyttet anthraquinon
teknologien til at fremstille en serie 96-eller 384-brønds mikroplader,
hvortil man meget nemt og simpelt, kovalent kan binde amineret DNA,
peptider eller proteiner til overfladen i brøndene. Disse Immobilizer™
plader er forsynet med et lag fotoprober, hver med en elektrofil
gruppe for enden. Den elektrofile gruppe vil bindes til nukleofile
grupper på det molekyle, man ønsker at immobilisere. På denne måde
kan man enkelt og hurtigt opbygge et særdeles robust, følsomt og
specifikt fast fase assay med disse plader som grundlag. Senest
har Exiqon som en naturlig videreudvikling af disse plader begyndt
fremstilling af polymer micro-array slides (Immobilizer™ MicroArray
Slides), som er coatede med den samme overflade, der anvendes til
Immobilizer™ pladerne, og som er i stand til at binde DNA kovalent.
Disse micro-array slides forventes at blive markedsført indenfor
ganske kort tid til laboratorier, som selv råder over udstyr til
deponering af mikrospots af DNA prober på overfladen.
Et samarbejde med Mikro Elektronik Centret (MIC) på
DTU i Lyngby blev indledt i juni 1998, hvor målet var at udvikle
et mikroarray system, EURAYTM , som ved hjælp af et sindrigt
lukket mikrofluidics system kan bruges både til DNA og protein baserede
paral lelbestemmelser. I dag sidder Exiqon´s 25 mands stærke EURAY™
udviklingsgruppe i lejede lokaler på DTU og arbejder på færdigudviklingen
af dette system, som vil blive tilbudt virksomheder, der arbejder
indenfor farmakogenetik og "proteomics".
Exiqon’s hovedkontor med laboratorier og produktion
er beliggende i Trørød nord for København. Udover laboratoriefaciliteterne
på DTU i Lyngby råder Exiqon også over et salgskontor uden for Boston,
U.S.A.. Antallet af medarbejdere er vokset kraftigt, specielt indenfor
forsknings- og udviklingsafdelingen, og der er i dag i alt 48 medarbejdere.
Firmaets indtægter stammer hovedsaglig fra salg af Immobilizer™
produkter og LNA™ samt indtægter fra licenskontrakter. Exiqon havde
i år 2000 et overskud på godt 6 millioner kroner.
Exiqon’s to vigtigste teknologier med dertil hørende
patenter er:
1. Antraquinon fotokoblingsmetoden til kovalent
immobilisering af ligander på faste overflader.
Denne metode bliver brugt af Exiqon til produktion af
deres ImmobilizerTM produkt serie, der er en serie af
præparede mikrotiter plader (96 og 384 brønde) samt mikroarray slides
til kovalent immobilisering af nukleinsyrer, peptider og proteiner.
Sidste skud på stammen er kovalent Streptavidin og Glutathion Immobilizer
plader som senere suppleres med nikkel chelat plader til histidin
mærkede proteiner og en Ultra High Bind Streptavidin plade.
2. LNATM (Locked Nucleic Acid)
er en ny høj affinitets DNA analog.
LNATM har kemiske egenskaber svarende til
DNA og RNA. På grund af dets ekstraordinære evne til at genkende
komplimentært DNA, har LNA™ demonstreret stor anvendelighed til
forbedring af en lang række af molekylær biologiske metoder, bl.a.
ved hybridiseringsassays, allel specifik PCR og isolering af DNA
og RNA.
|