Birte Weiss: Bland jer i den offentlige debat!

Lotte Vogel, Ph.D., Institut for Medicinsk Biokemi og Genetik, Panum Instituttet, Københavns Universitet, vogel@biobase.dk

Ulla Vogel, Ph.D., Arbejdsmiljøinstituttet, ubv@exc.ami.dk

Forskningsministeren opfordrer forskerne til at formidle de brede perspektiver i deres forskning

Forskningsminister Birte Weiss var trækplaster til et møde i vores søster-forening Biologisk Selskab. Dagens emne var det nye forlig om forskning (gengivet i forrige nummer af BioZoom) og derudover bevillingen til store tværgående forskningsprojekter.

Birte Weiss holdt et velformuleret oplæg med udgangspunkt i forliget. Hun tog udgangspunkt i en undersøgelse fra Ugebrevet Mandag Morgen, som viste, at vi forskere ikke mener, at politikerne forstår sig på forskningens væsen. Birte Weiss’ pointe var, at både politik og forskning er kreative processer, så måske forstår de mere, end man umiddelbart skulle tro. Birte Weiss gav udtryk for bekymring over, at med udløbet af alle de store satsninger, der blev initieret i 90’erne vil der snart være et kæmpe hul i forskningsbevillingerne. Det var oprindeligt tanken at de bedste dele af de forskningsmiljøer, der blev skabt ved de store satsninger skulle indlejres det vil sige gøres permanente efter programmernes udløb. Dette ser ikke ud til at blive tilfældet. Der er dog tilsyneladende politisk vilje til at afhjælpe hullet i en eller anden form. Men hun sagde på den anden side også, at det er forskningens væsen at der aldrig er penge nok. Birte Weiss gav endvidere udtryk for at de mange snævre særprogrammer skal afskaffes til fordel for bredere opslag som f. eks. bevillingen til store tværgående forskningsprojekter med det håb at større satsninger vil give en bedre udnyttelse af ressourcerne. Hendes næste pointe var, at det er meget vigtigt at skabe samfundsmæssig forståelse for formålet og den samfundsmæssige nytte af forskningen, og dermed øge politikernes og offentlighedens forståelse for, hvorfor vi skal bruge penge på forskning. Hun brugte fåret Dolly som eksempel på, at videnskabens fremskridt kommer som et chok for den brede offentlighed. Derfor er det vigtigt, at forskerne giver sig tid til at formidle deres forskning bredt, og ikke kun i fagkredse.

Undervejs i oplægget stillede forskningsministeren en række spørgsmål til tilhørerne, som vi efter bedste evne prøvede at besvare bagefter. Først blev der spurgt om, hvordan man kan gøre universitetsverdenen mere attraktiv for unge talenter, da det er klart at kampen om de bedste hoveder går ind med de små årgange samtidig med at universiteterne ikke kan give konkurrence dygtige lønninger . Det var jo et let spørgsmål, og svarerne var meget samstemmende: flere, gerne faste, stillinger efter ph.d. niveau, større driftsbevillinger i adjunkturerne (så man ikke er så afhængig af fondsbevillinger) og rimelige undervisningsbyrder. Forskningsministeren kommenterede at der var bevilget 250 professorater (som er opgradering af lektorater) men undlod desværre at kommentere på de manglende driftsbevillinger.

Det andet spørgsmål var mere en opfordring til forskerne om at blande sig mere i den offentlige debat om perspektiverne i forskning. Det er egentlig en ret god ide, især når man tager i betragtning hvor dårlige journaliser er til at gengive naturfaglige problemstillinger korrekt. (Der findes faktisk kun få habile videnskabsjournalister på dagbladene).

Det sidste spørgsmål var, om man skulle lade en mindre del af forskningsråds-bevillingerne være øremærket til internationale samarbejder. Svarene lød at jo færre kasser og betingelser jo bedre. Derudover er det jo mere reglen end undtagelsen at forskere har internationale samarbejdspartnere, så der er ingen reel grund til at søge at opprioritere det.

En kommentar fra en forsker, der selv har været ansat i medicinalindustrien, gik på de stærkt forringede forhold på universiteterne med øget undervisning og minimale forskningsbevillinger, når man sammenligner med forholdende i industrien, som bl.a. afspejler sig i de ofte meget få ansøgere, der er til adjunktstillinger på universitetet, og den flugt, der sker fra universiteterne til industrien. Mens publikum bifaldt dette indlæg, replicerede Birte Weiss, at forskerne i medicinalindustrien var forkælede, og at problemerne på universiteterne i øvrigt nu var flyttet fra hendes bord til undervisningsministerens.

 Publikum kom desuden med forslag om at skabe et forum enten i form at et månedligt møde eller via internettet, hvor forskere kan komme i dialog med forskningsministeren med det formål at skabe et debatforum for forskningens problemer. Dette blev positivt modtaget.

Deres udsendte medarbejdere hæftede sig især ved to ting; dels at det er meget vigtigt at øge politikernes forståelse for nødvendigheden af at prioritere forskning. Vi tror det er ekstremt vigtigt i en tid, hvor der sættes priser på alt, og hvor man skal vælge mellem hjertetransplantationer og nye hofter i Sundhedssektoren. Det andet var, at Birte Weiss omhyggeligt undlod at kommentere alle direkte forslag til øgede driftsbevilliger til universiteterne. En øget driftsbevilling især til yngre forskere ville gøre, at de kan bruge deres tid på forskning og undervisning, i stedet for at være nødt til at søge eksterne midler, før der er driftsmidler til forskningen.