|
Pantheco A/S (www.pantheco.com) er et ungt dansk
bioteknologisk firma, der udvikler lægemidler baseret på PNA (Peptid
Nucleic Acid). Selskabet har udviklet og patenteret en transportteknologi,
der gør det muligt at anvende PNA som antibiotika. Senere vil anvendelsen
blive udbredt til andre væsentlige terapeutiske områder.
PNA som lægemiddel
Bakteriers resistens overfor antibiotika er i dag en
af de største udfordringer i den globale sundhedssektor og selv
nye, forbedrede antibiotika rammes af resistensproblemer. Generelt
er forekomsten af infektioner blandt indlagte patienter 5-9% og
det estimeres, at alene i USA er antallet af patienter, der påføres
hospitalsinfektioner, 2-3 mill. på årsbasis. Pantheco er et dansk
bioteknologisk firma, der med afsæt i PNA-teknologien har taget
denne udfordring op.
 |
|
Figur 1: Strukturen af PNA muliggør hybridisering
med komplementære DNA og RNA
|
PNA er et syntetisk molekyle, der binder til enkeltstrengede
nucleinsyrer, men i stedet for en gentagen sukker-fosfat ’rygrad’,
har PNA en polyamid struktur, hvor purin- og pyrimidin-basernes
placering muliggør en effektiv hybridisering til komplemetær DNA,
RNA og PNA (Se Figur 1). PNA er achiralt og elektrostatisk neutralt
med mange derivatiseringsmuligheder, hvorved dets egenskaber selektivt
kan ændres. Molekylet er både kemisk og biologisk stabilt idet det
ikke nedbrydes af nukleaser eller peptidaser. PNA har endvidere
den fordel, at det er et helt ny syntetisk struktur, der ikke forekommer
i naturen, hvorfor ingen mikroorganismer ad naturlig vej kan ’bekæmpe’
PNA.
Som eksempler på anvendelsesområder for lægemidler baseret
på PNA kan nævnes behandling af bakterielle infektionssygdomme forårsaget
af multiresistente stafylokokker, streptokokker og colibakterier.
Hertil kommer anvendelse indenfor virusinfektioner.
Når PNA skal fungere som antibiotika designes PNA molekylet
til at hybridisere med udvalgte sekvenser af mikroorganismernes
mRNA, der koder for livsnødvendige proteiner. Herved blokeres syntesen
af disse proteiner og mikroorganismerne dør (Se figur 2).
Et af problemerne med at anvende PNA som antibakterielt
lægemiddel har været at få molekylet over bakteriernes cellemembran.
Pantheco har imidlertid udviklet og patenteret en unik teknologi,
som muliggør transport af PNA ind i cellen og frem til de relevante
områder af bakteriens mRNA. Ved anvendelse af denne transportteknologi
har Pantheco endvidere identificeret og valideret et antal relevante
gensekvenser, og har på dette grundlag fremstillet adskillige lovende
PNA lægemiddelkandidater til behandling af livstruende infektioner.
De første lægemiddelkandidater har i infektionsmodeller
vist sig at være særdeles effektive, også overfor infektioner forårsaget
af multiresistente bakterier. Det er derfor forventningen, at PNA
vil kunne danne grundlag for udviklingen af lægemidler til bekæmpelse
af en vifte af bakterieinfektioner. På nuværende tidspunkt har Pantheco
igangsat en række udviklingsprojekter for PNA lægemidler rettet
mod specifikke grupper af mikroorganismer.
Herudover åbner det teknologiske gennembrud inden for
transporten af PNA op for nye behandlingsområder. Transportteknologien
udviklet under Pantheco’s bakterieprogrammer vil blive videreudviklet
til at også at kunne transportere PNA ind i andre celletyper, herunder
humane celler. Denne videreudvikling vil være et væsentligt element
i nye forskningsprogrammer.
 |
|
Figur 2: PNA hybridiserer med mRNA og blokerer
derved for proteinsyntesen
|
Pantheco er indehaver af de eksklusive verdensrettigheder
til udnyttelse af PNA til behandling af infektionssygdomme og af
non-eksklusive rettigheder til at bruge PNA til behandling af hjerte-/karsygdomme
samt diabetes.
Pantheco A/S
Pantheco A/S blev stiftet i november 1998, hvor en række
danske institutionelle og udenlandske investorer indskød kapital
i virksomheden. Ejerkredsen tæller således BankInvest, Lønmodtagernes
Dyrtidsfond, Dansk Erhvervsinvestering, Dansk Kapitalanlæg, Vertex
Management og Isis Pharmaceuticals Inc.
Siden etableringen og starten på udviklingsarbejdet
har Pantheco indleveret ni patentansøgninger, bl.a. dækkende PNA
transportteknologien og flere af de udviklede lægemiddelkandidater.
Selskabet beskæftiger i dag 41 medarbejdere, et tal der vil vokse
til 54 personer ved udgangen af 2001.
Det er Pantheco’s målsætning at designe og udvikle lægemiddelkandidater
frem til klinisk fase I, hvor de første forsøg i raske forsøgspersoner
udføres. Fra dette punkt i udviklingsprocessen stiger omkostningerne
eksorbitant, hvorfor en større partner nødvendigvis må inddrages
i udviklingsarbejdet. Den videre udvikling, markedsføring og produktion
vil blive varetaget i disse samarbejder. Det er forventningen, at
det første lægemiddel baseret på PNA vil være på markedet i 2007.
Pantheco’s hjemmeside har adressen www.pantheco.com.
|