|
"Cellebiologi. Cellens organisation og livsprocesser"
af Poul Prentø og Poul Vagn Jensen. Gads Forlag, København 2000.
I en tid hvor cellebiologien ligger i frontlinien indenfor naturvidenskaben
er en dansksproget lærebog en velkommen og imponerende begivenhed.
Det er endnu mere imponerende, at det er lykkedes de to forfattere
Poul Prentø og Poul Vagn Jensen, at fremstille cellebiologien i
en overskuelig og lettilgængelig form. Cellebiologien er et af de
naturvidenskabelige forskningsområder, som har undergået den stærkeste
udvikling i de sidste 25 år. Efter en lang årrække hvor cellebiologien
var præget af langsom fremgang med indirekte beskrivelser af cellens
morfologi og funktioner ved hjælp af mikroskopi, fysiologi og isotopteknik
har molekylær biologien og genteknologien betydet at cellens funktioner
nu kan beskrives mere direkte. Celledyrkning, kloning af cDNA for
cellulære proteiner, transfektion af cDNA, mutagenese, knockout
af gener og mikroinjektion har givet nogle effektive og direkte
teknikker til at beskrive cellens biologi. Sammen med sekventeringen
af genomerne fra en række organismer er cellebiologien det område,
hvor de største fremskridt er gjort i de sidste 10 år indenfor biologien.
Landvindingerne er markeret ved flere Nobel priser i kemi, fysiologi
eller medicin til pionererne og de store opdagere.
Bogens indhold er stort set dækkende for det omfattende emne. Halvdelen
(224 sider) beskriver cellens opbygning, de grundlæggende kemiske
forhold, cellens organeller og de dertil knyttede basale funktioner,
mens den anden halvdel (198 sider) beskriver de generelle cellulære
funktioner mht. celledeling, proteinsyntese, cellulær proteintransport,
cellesignalering, ekstracellulær matrix og celledød. Det er et rimeligt
og afbalanceret emnevalg. Det er tydeligt, at udgangspunktet for
bogen er et kompendium i cellebiologi for biologistudiet på August
Krogh Instituttet ved Københavns Universitet. Fremstillingen indeholder
omtale af flere dyrearter i gennemgangen af cellens generelle funktioner.
Det gør bogen alsidig og informativ, at den ikke begrænser sig til
den humane cellebiologi. De lavere dyrearter er med til at "krydre"
fremstillingen og gøre den underholdende, i alle tilfælde for anmelderen,
som er human cellebiolog. Cellebiologien indgår i dag som et grundlæggende
fag i en række uddannelser til biolog, biokemiker, molekylær biolog,
bioteknolog, human biolog, læge, tandlæge, farmaceut, dyrlæge, plantebiolog,
m.fl. Bogen henvender sig derfor til en stor læsergruppe.
Det kolossale emne er komprimeret til 472 sider. Teksten er skrevet
i et flydende, enkelt og forståeligt sprog. I mange passager er
fremstillingen ligefrem underholdende og blomstrende. Bogen er opdelt
i 15 kapitler med 3-8 hovedafsnit og flere underafsnit. Fremtoningen
af bogen er indbydende mht. formatet, omslaget, opsætningen og illustrationerne.
Siderne er tospaltede med 1½ linies afstand og en letlæselig skrifttype.
Illustrationerne er rigelige, mindst en per dobbeltside. De mange
illustrationer og tabeller er gode, gennemarbejdede og klare. De
medvirker til at gøre stoffet lettilgængeligt. Det betyder at det
er let at finde rundt i teksten. Bogen er nem at bruge som opslagsværk
takket være et godt stikordsregister med ca. 2200 ord. Endvidere
er nummeret og navnet på henholdsvis kapitel og hovedafsnit anført
øverst til højre på hver side med rød skrift. Derfor kan man også
bladre sig frem til sit emne uden at bruge registeret. Endelig er
der en ordliste med ca. 250 ord og forklaringer, som er meget nyttig
for læsningen.
Referencer til originalartikler, oversigtsartikler og bøger er
helt udeladt. Det forekommer mig, at være en fornuftig beslutning.
Det er svært at foretage et rimeligt udvalg af referencer, som er
repræsentative og illustrative. Balancen mellem de historiske referencer
til milepælene indenfor cellebiologien og de aktuelle referencer
er meget vanskelig. Endvidere er emneområdet stort og litteraturen
omfattende, så en referenceliste ville have tynget den lette bog.
Det ville være en uoverkommelig opgave for de to forfattere, som
ikke kan være specialister i alle emner indenfor cellebiologien,
at udvælge de bedste referencer. Endvidere kan nogle referencer
hurtigt blive uaktuelle og derfor kræve hyppigere revisioner af
bogen. Endelig er bogens mål ikke at være en indgang til den videnskabelige
litteratur om cellebiologi.
På det engelsk-amerikanske lærebogsmarked er der flere konkurrerende
bøger om cellebiologi, først og fremmest de to sværvægtere "Molecular
Biology of the Cell" af Bruce Alberts et al. og "Molecular
Cell Biology" af Harvey Lodish et al. De er skrevet af de mest
fremragende forskere og er blandt de bedste bøger, som er skrevet
om cellebiologi. De er meget omfattende, mere dybtgående og bredere
i deres fremstilling. En sammenligning mellem disse to lærebøger
og "Cellebiologi" ville være urimelig. Forfatterne bag
"Molecular Biology of the Cell" har imidlertid udsendt
en forkortet udgave "Essential Cell Biology med undertitlen
"An Introduction to the Molecular Biology of the Cell".
Bogen fokuserer på de egenskaber, som er fælles for de fleste eukaryote
celler og som er nødvendige for at forstå hvordan enhver celle lever
og reproducerer sig. "Essential Cell Biology" kan bedre
sammenlignes med "Cellebiologi", selvom den stadig er
mere omfattende, har syv forfattere og bygger på sin fremragende
storebror. Imidlertid kan det konstateres, at indholdet og emnevalget
i den danske og amerikanske lærebog svarer til hinanden. Personligt
foretrækker jeg de amerikanske lærebøger i undervisningen i cellebiologi
også for danske studerende i forskellige retninger indenfor naturvidenskaberne.
Alle danske studerende er fortrolige med sproget engelsk og al faglitteratur
indenfor biologien udgives på engelsk. Et naturvidenskabeligt universitetsstudium
er også en introduktion til den internationale faglitteratur. Derfor
bør de engelske og amerikanske lærebøger anvendes i undervisningen.
Kvaliteten er generelt højere i kraft af de fremragende forfattere,
bedre redigering, farvede illustrationer, bredere fremstilling og
hyppigere opdatering med nye oplag. Alt dette er økonomisk muligt
for de amerikanske lærebøger med meget store oplag.
Er der ingen indvendinger mod "Cellebiologi"? Den store
indsats med at skrive om det omfattende emne i en smuk og tiltalende
bog berettiger ikke megen kritik. Imidlertid må jeg konstatere at
fremstillingen af nogle af bogens mange emner kan være overfladisk,
kortfattet og fejlagtig. Det afspejler, at de to forfattere naturligvis
ikke kan dække alle områder indenfor cellebiologien med den nødvendige
viden. Det gælder for eksempel mit eget forskningsområde, signal
transduktion, som behandles i kapitlet "Cellesignalering".
Her er der flere åbenbare fejl, som får mig til at foreslå, at Poul
Prentø og Poul Vagn Jensen inviterer en række konsulenter med tilstrækkelig
detailviden til at medvirke ved udarbejdelsen af den næste udgave
af "Cellebiologi". Endvidere vil jeg foreslå, at bogen
udvides med et kapitel om cellens biofysik, som traditionelt i Danmark
henregnes til cellebiologien. Det vil gøre bogen anvendelig i undervisningen
i cellebiologi for 1. Del af medicin- og tandlægestudiet ved Københavns
Universitet
Jeg konkluderer, at "Cellebiologi" er en professionelt
udarbejdet lærebog, som kan bruges som introduktion og supplement
til de amerikanske lærebøger i undervisningen i cellebiologi i en
lang række fag indenfor naturvidenskaberne. Bogen fortjener, at
få stor udbredelse blandt danske studerende. Spørgsmålet er hvornår
"Cellebiologi" udgives i digital form på CDrom?
|