Kommentarer til "Aftale om principper for forskningen"

Den politiske aftale på forskningsområdet skal medvirke til, at de samlede danske forskningsressourcer udnyttes optimalt, herunder at der sikres stabile rammer for forskningen. Aftalen skal fremme kvalitet og dynamik i den offentlige forskning ved at stadfæste princippet om en fri og åben konkurrence om forskningsmidlerne. Endvidere skal aftalen modvirke detailstyring af forskningens finansiering og forenkle finansieringssystemet. Disse mål skal nås gennem en særlig indsats på tre områder:

Rekruttering – gennem nye stillinger yngre forskere og midler til ph.d.-uddannelser og forskerskoler.

Fornyelse – gennem samarbejde på tværs af institutioner, faggrænser og erhverv, og intern omstilling på universiteterne via nye økonomiske incitamener.

Kontinuitet – gennem stabile økonomiske rammer for universiteterne og de statslige forskningsråd.

Initiativerne forudsættes udmøntet i de kommende fire år. Budgetterne vil indgå i den samlede prioritering ved udarbejdelsen af og forhandlingerne om finansloven. Der er således ikke med denne aftales indgåelse truffet beslutning om forskningsbudgetternes størrelse og indbyrdes prioritering.

BioZoom’s redaktion inviterer hermed sine læsere til at kommentere aftalen og komme med alternative forslag. Selve aftalen, som tidligere kunne læses på www.fsk.dk gengives her i et samlet dokument.

Jens Høiriis Nielsen: Hvad skal vi med forskerne?

Ulla Vogel: Hvis jeg var Forskningsminister i stedet for Forskningsministeren...

Bjørn Quistorff: Financiering af universiteternes forskning

Lotte Vogel: Om kvalitet og internationalisering i dansk forskning

Hvad skal vi med forskerne?

Jens Høiriis Nielsen, Seniorforsker, IMBG, afd. A, Panum Instituttet, Københavns Universitet, jhn@imbg.ku.dk

Politikere har både ret og pligt til at udtale sig om alle samfundsforhold uanset hvilken indsigt eller interesse de måtte have på området. Enhver anden person vil derimod blive erklæret inkompetent hvis man ikke har forstand på området, eller inhabil, hvis man har faglige, økonomiske eller personlige interesser i emnet. Dette gælder også den forsker, der bliver bedt om at kommentere "Aftale om principper for forskningen" indgået den 24. maj 2000 af ni partier i Folketinget.

Når jeg alligevel har valgt at ytre i debatten skyldes det, at jeg først for nogle måneder siden har fået min daglige gang på et universitetsinstitut efter i ca. 30 år at have arbejdet på et privatejet forskningsinstitut, og derfor kan drage nogle sammenligninger af forskningsvilkårene i den offentlige og den private sektor.

Med risiko for at blive beskyldt for inhabilitet vil jeg kommentere nogle af de punkter i aftalen, som jeg mener at have erfaringsmæssig indsigt i.

Forskningsbetingelser

Jeg kan kun tilslutte mig aftalens indledende konstatering:" Forskning og opbygning af stærke forskningsmiljøer er en langsigtet proces, som stiller krav til kontinuitet i de forskningspolitiske prioriteringer og stabile økonomiske rammer - herunder stabilitet i midlerne til den basale forskning – med henblik på at fastholde Danmarks placering i forhold til de lande, vi konkurrerer med og som vi normalt sammenligner os med."

Derimod undrer jeg mig over den optimistiske udlægning af den nuværende situation: "Ikke mindst via store satsninger som forskeruddannelsesreformen, universiteter i vækst, finanslovens årlige forskningspakker og den nye stillingsstruktur for universiteterne er det gennem det seneste tiår lykkedes at opbygge nye styrkepositioner og fastholde væsentlige dele af dansk forskning på et højt internationalt niveau." Før jeg selv flyttede ind på universitet havde jeg fået det indtryk, som mange mennesker sikkert også har fra pressen, at både forskningsministeren og samtlige politiske partier er enige om vigtigheden i at styrke forskningen, og at beklagelserne fra de universitetsansatte nok var overdrevne. Derfor var det en rystende oplevelse at opleve, hvor galt det faktisk står til.

Som følge af de gradvise nedskæringer, der er foregået over de sidste 20 år, og som har ramt tilfældigt pga. naturlig afgang og manglende genbesættelser, er aktive forskningsmiljøer, som det har taget mange år at opbygge, blevet ødelagt. Når dertil kommer de stadig stigende undervisningskrav kan det ikke undre at det er blevet vanskeligt at rekruttere nye forskere til universiteterne. Det er således tankevækkende, at antallet af ansøgere til de sjældent opslåede adjunkt- og lektorstillinger inden for natur- og lægevidenskab ofte kun er 5-10, mens ledige forskerstillinger i medicinalindustrien ofte har over 100 ansøgere. Det er næppe så meget den højere løn, der gør forskellen, som det er forskningsbetingelserne. På universitetet får en fastansat forsker ca. 40.000 kr. pr. år til driftsomkostninger, hvoraf de 20.000 kr. går til instituttets fællesudgifter. Normalt regnes der med 80.000 kr. i årlige forskningsudgifter inden for eksperimentel forskning. Dertil kommer ofte kostbart apparatur, der kræver jævnlig fornyelse. Disse forhold er til fulde opfyldt i industrien, mens forskningen på universiteterne er totalt afhængig af eksterne fondsmidler. For at opnå disse, kræves imidlertid, at ansøgeren allerede har præsteret en væsentlig forskningsindsats, som altså må være udført inden ansættelsen på universitetet. Hvis universitetet forventes at skulle udføre kvalificeret forskning bør man derfor slække på den tætte kobling mellem forskning og undervisning. Der er dog også politisk vilje til at ændre på den såkaldte taxameterordning, hvor antallet af studerende kommer til at bestemme bevillingerne til forskningen. Det siger sig selv, at denne ordning kan få katastrofale følger for et forskningsmiljø.

At den gode forsker også er en god underviser og omvendt er et dogme, som både universitetsadministration og fagforeninger har opbygget. I virkelighedens verden er det sådan, at den ansatte bedømmes på sin forskningsindsats, således at den, der prioriterer undervisningen højt, risikerer at miste sit job pga. manglende forskningsaktivitet. Det har da også været praksis i mange år, at en stor del af den basale undervisning udføres af deltidsansatte undervisningsassistenter. Både for de studerendes skyld og for forskningens skyld burde man ansætte fuldtidsundervisere og fuldtidsforskere i en passende kombination. Den befrugtning, der skal ske mellem forskning og undervisning kan foregå mellem lærerne og forskerne indbyrdes og ikke nødvendigvis ved, at det er de samme personer, der udfører begge dele.

Forskningsbevillinger

Ideen om større tværgående forskergrupper er oplagt god og bør fremmes gennem ledelse og bevillinger. Således bør institutterne i højere grad fokusere på visse fælles forskningsområder for at kunne opbygge "centers-of-excellence", der er konkurrencedygtige i international sammenhæng. Dette hænger naturligvis sammen med bevillingssystemet, hvor der også synes at være politisk enighed om afskaffelse af de såkaldte "cigarkasser", som spreder indsatsen på prioriterede områder i stedet for at samle den på de felter, hvor der allerede eksisterer ekspertise, der kan udvikles til "centers-of-excellence".

Igen med fare for at blive stemplet som inhabil, vil jeg kommentere Danmarks Grundforskningsfond, hvor jeg selv tilhører de 90% ansøgere, der fik afslag ved sidste ansøgningsrunde. Denne fond råder over ca. 25% af de offentlige forskningsmidler, og det er derfor vigtigt, at adgangen til disse midler er baseret "fri og åben konkurrence" i lighed med midlerne fra forskningsrådene, so det fremhæves i den politiske aftale. Ansøgningsproceduren til Grundforskningsfonden adskiller sig imidlertid fra den "frie og åbne konkurrence", der gælder forskningsrådene, hvor alle ansøgninger bedømmes af et fagligt kvalificeret udvalg. Ansøgninger til Grundforskningsfonden bliver imidlertid sorteret gennem en såkaldt prækvalifikationsrunde, hvor kortfattede forslag til nye forskningscentre bedømmes af en bestyrelse, som består af personer med kvalifikationer inden for et bredt spektrum af fag. Man kan ikke få lov til at indsende en egentlig  ansøgning med en fagligt baseret projektbeskrivelse, hvis ikke man bliver udvalgt i den første ansøgningsrunde.  Disse "ansøgningsskitser"  vurderes bl.a. ud fra det kriterium, at projekterne ikke må være af en sådan karakter, at de ville kunne opnå støtte fra forskningsrådene. Man kan således spørge om de foretrukne projekter således lever op til de kvalitetsmæssige krav, der må stilles til et projekt, der bliver støttet med op til 8 millioner kr. pr år i 5 år. Når man samtidig ved, at forskningsrådene kun har penge til at dække omkring 10% af de ansøgte beløb, forekommer situationen temmelig uholdbar både mede hensyn til kvalitet og konkurrence. Det burde i det mindste være rimeligt, at alle, der ansøger Grundforskningsfonden, får deres fyldestgørende ansøgning vurderet af et internationalt ekspertpanel i lighed med ansøgningerne til EU, NIH og HFSP. Jeg anbefaler, at lovgrundlaget for Grundforskningsfonden ændres således, at ansøgning foregår i "fri og åben konkurrence".

Forskningspolitik

At der planlægges et kommissionsarbejde om forskningssystemets fremtid kan man kun hilse med glæde. Man kan kun håbe, at aktive og erfarne forskere inddrages i dette arbejde. Som på andre af samfundets områder synes der at være en tilbøjelighed til at alt for mange personer uden egentlig praktisk kendskab til området træffer beslutningerne, fordi de, der er involverede anses for at være inhabile. Der er mange, der lever af forskningen uden at være forskere. Hvis vi brugte nogle af de penge, der bruges til at styre og administrere forskningen, ville der blive forsket mere. Hvis forskerne ikke skulle anvende så meget tid på at søge midler til at udføre forskning til gavn for samfundet, ville der blive forsket mere. Er det ikke det, vi har forskerne til?

Hvis jeg var Forskningsminister i stedet for Forskningsministeren...

Ulla Vogel, Seniorforsker, Arbejdsmiljøinstituttet, ubv@exc.ami.dk

Forskningsministeren har for nyligt offentliggjort en ’Aftale om principper for forskningen’. I den fremgår det, at fornyelse i forskningen skal ske ved at fremme store samarbejder mellem store forskningsgrupper i tværfaglige projekter.

At give store grupper penge til at starte nye områder op resulterer ofte i at man får den eksisterende (og ofte fremragende) forskning serveret i en ny indpakning. Det er fuldt forståeligt, da de store etablerede grupper ofte er førende indenfor deres felt, og derfor ikke motiverede til at slippe alt for at starte et nyt område op.

Jeg er overbevist om, at den nemmeste – og billigste - måde at skabe fornyelse i forskningen er at sørge for at de dygtige, kreative og innovative adjunkter, der er ansat på universitetet får driftsmidler nok til at kunne lave forskning, i stedet for  at skulle bruge krudtet på at skrive ansøgninger. Det behøver i virkeligheden ikke at være mange penge – bare nok at holde en selv og en laborant og en specialestuderende kørende. Som det er nu, dækker annuum på universiteterne mange steder lige udgifterne til kopimaskinen og måske også portoen og telefonregningen, men hvis man vil lave eksperimentelt arbejde, skal man skaffe sig eksterne midler. En anden løsning for adjunkterne er at lægge deres forskning op ad eksisterende grupper. På den måde kan man ofte få løst de finansielle problemer, men det resulterer også i, at nyansatte adjunkter ikke starter helt nye områder op. Derved fornyer universiteterne sig mindre end de kunne.

Det ville selvfølgelig også være bedre ressourceudnyttelse at adjunkterne med det samme kunne kaste sig over forskningen i stedet for at bruge tid (måske hele første år ud af tre korte år) på at skrabe penge sammen. Samtidig ville adjunkterne også få en bedre chance til at kvalificere sig til det lektorat, der forhåbentlig følger efter adjunkturet.

Financiering af universiteternes forskning

Bjørn Quistorff, Professor dr.med., Institut for Medical Biochemistry and Genetics, The Panum Institute, University of Copenhagen, bq@imbg.ku.dk

Det var bemærkelsesværdigt og glædeligt, at det lykkedes at indgå et bredt forskningsforlig i Folketinget maj 2000. Men glæden fortager sig noget, når man får læst forslaget. Dels understreges det adskillige gange, at der ikke er indgået nogen form for aftale om financiering. Dels ser det ud til, at aftalen lægger op til yderligere underminering af universiteternes selvstyre. Det sidste vil dog komme til at afhænge meget af, hvordan aftalen udmøntes, herunder specielt hvordan forholdet mellem den interne og eksterne financiering bliver.

Jeg er blevet bedt om, at komme med konkrete forslag til hvordan forskningsforliget kunne udmøntes. Her er ét:

På Københavns Universitet er den øjeblikkelige økonomiske situation faktisk kritisk. Specielt det Sundhedsvidenskabelige og det Naturvidenskabelige fakultet kæmper en desparat kamp for at undgå flere ødelæggende aktivitetsindskrænkninger og afskedigelser. Tiltag som, hvis de gennemføres, vil kunne lægge nye forsknings. og undervisningsinitiativer i ruiner. Det er vigtigt at understrege, at denne situation ikke er resultatet af mangelfuld økonomisk styring fra Universitetets side, men derimod en mangeårig kamp mod et stadig større bevillingsmæssigt efterslæb. For eksempel  for mit eget fakultet, Sundhedsvidenskab, kan jeg nævne i flæng: Der er de sidste 7-8 år sket næsten en fordobling af indtaget af lægestuderende uden de fornødne ekstrabevillinger. Man er blevet presset til at acceptere opstart af en (i øvrigt udmærket) Folkesundhedsuddannelse, selvom den fornødne dækning ikke fulgte med. Bevillingerne til bygningsdrift, administration og andre overhead udgifter er slet ikke fulgt med. Københavns Universitet er sidste år blevet tvunget til af egne midler at medfinanciere nybyggeriet på Amager, dekreteret en akut dispositionsbegrænsning på 3 % og senest blevet stillet i udsigt, at skulle betale husleje for egne bygninger med en indbygget underfinanciernig på 100-200 millioner kr. årligt!  Specielt det sidste punkt er urimeligt ud over alle grænser, og bærer tydeligt præg af negativ særbehandling af Københavns Universitet i Forskningsministeriet. Men det er ikke emnet for dette indlæg.

Her skal jeg indskrænke mig til at foreslå følgende, som med henvisning til forskningsforliget uden videre ville kunne gennemføres:

Universiteterne skaffer ganske store eksterne (ikke-statslige) bevillinger til ny initiativer. Med disse bevillinger følger typisk ikke dækning af overhead (specielt omkostninger til administra­tion og bygningsdrift). Det ville være helt i tråd med forskningsforliget, hvis der til hver krone universiteterne skaffede i eksterne (ikke-statslige) midler blev bundet det nødvendige beløb til overheaddækning (formentlig ca. 25%). En måde at få en sådan ‘incitamentordning’ etableret i en fart, kunne være, at man simpelthen indskrev ordning i de udviklingskontrakter, som for nylig er indgået mellem forskningsministeriet og universiteterne. Ud over at give en hårdt tiltrængt økonomisk hjælp ville en sådan ordning også gøre udviklingskontrakterne mere meningsfulde end de er nu, hvor det kun er universiteterne, men ikke ministeriet, der forpligtes.

Om kvalitet og internationalisering i dansk forskning

Lotte Vogel, Institut for Biochemsitry and Genetics, Panum Institute, Københavns Universitet, vogel@biobase.dk

Vi kan vist alle blive enige om at velfungerende universiteter, der uddanner gode kandidater og hvor der foregår nyttig og nytænkende forskning er vigtige for et lille land som Danmark, der jo som bekendt ikke har de helt store forekomster af andre råstoffer. Som åremåls-ansat videnskabelig medarbejder på Københavns Universitet, med et forsknings ophold på Basel Universitet bag mig, vil jeg gerne kommentere  "Aftale om principper for forskning" indgået den 24. maj 2000 af 9 partier i Folketinget.

Det omtales i forliget, at der skal afsættes midler til højne niveauet på Ph.D. uddannelserne

Fra mit ophold ved Basel Universitet har jeg oplevet et lidt anderledes universitets karriere system end vi har herhjemme. Det "normale" karriere system ved Basel Universitet er Diplom arbejde (svarer til speciale), Ph.D. forløb efterfulgt af 2-3 postdoc forløb, hvorefter man kan søge en gruppe leder stilling med mulighed for fastansættelse (svarende til vores adjunkt). Ved Basel Universitet er det en selvfølge, at man ikke laver en postdoc i et laboratorium, hvor man allerede har lavet sin Ph.D. eller hvor man har lavet en postdoc i forvejen. Det betyder, at mange har lavet én eller to postdocs i udlandet. Det institut, hvor jeg var tilknyttet havde, da jeg var der, 10 udenlandske postdocs (ud af 21) fordelt på 6 grupper. I Basel var det for en stor del postdocs der skabte det aktive, kreative forskningsmiljø, der var på instituttet. Det er mit indtryk, at tilsvarende stillinger som postdoc findes i næsten alle andre lande end i Danmark og sikrer overførsel af viden og know-how fra land til land. Vi i Danmark står stort set udenfor denne trafik. Der findes i den nye stillings struktur ikke nogle postdoc stillinger eller postdoc lignende stillinger, der er kun mulighed for normalt ét-årige forskningsstipendier. Resten af den vestlige verden (incl. USA) er tilsyneladende enige om, at starter man op i et nyt forskningsområde og flytter til et andet land er 3-4 år en passende længde. Der findes en del danskere, der lavet en postdoc i udlandet, men langt fra alle vender tilbage til Danmark igen. Kun få udlændinge er ansat i postdoc lignende stillinger i Danmark. Hvis vi i Danmark ønsker at deltage i denne internationale udveksling af videnskabeligt uddannede personer, er det nødvendigt, at vi tilpasser vores stillings struktur til resten af den vestlige verden  (dvs. at der oprettes 3-4-årige postdoc stillinger). 

I "Aftale om principper for forskningen" nævnes det, at der skal bevilges midler til at uddanne flere Ph.D.’er og forskellige tiltag for at sikre kvaliteten under Ph.D. uddannelsen. I stedet burde det overvejes at oprette postdoc stillinger. For mig at se er en af de allervigtigste faktorer, der sikrer kvalitet og højt niveau under et Ph.D. studium et godt videnskabeligt internationalt miljø. Oprettelse af postdoc stillinger, der ville muliggøre international  udveksling, er jeg sikker på er et af de få tiltag, der med stor sikkerhed ville gøre underværker og med ét slag højne niveauet i Ph.D. uddannelsen og dansk forsknings miljø på én gang. Det siger sig selv, at sådanne stillinger kun skal gives til dem, der er mobile (ikke ansættelse af en nyuddannet Ph.D.’er til at fortsætte i samme gruppe) og ikke af kort varighed (mindst 3 år - at flytte til et nyt forsknings område kræver tid). Sådanne postdoc stillinger ville også være med til at sikre et bedre rekrutterings grundlag for nye universitets ansatte.

Det omtales endvidere i forliget at forsknings midler skal fordeles i fri og åben konkurrence

Adjunkter, lektorer og professorer på universitetet får annuum fra universitet ofte ca. 40.000 kr. om året. Der er således tale om, at midler herudover skal fordeles i fri og åben konkurrence. Annuum og fondsmidler bruges til alle udgifter i forbindelse med forskning dvs. computere, frimærker, dyrt maskineri, reagenser etc. Kan en universitetsansat ikke konkurrere og evne at overbevise bevillingshavere om, at han eller hun bør tildeles midler udover annuum, så har han ingen mulighed for at drive moderne forskning. En sådan person har heller ingen mulighed for at starte på aktiviteter, der kunne sætte ham i stand til tiltrække sig midler i fri og åben konkurrence.

Jeg syntes i princippet at forskningsmidler skal fordeles i fri og åben konkurrence, men det er et meget dyrt princip,  hvis de, der ikke evner at få tildelt midler, bare skal "efterlades" i den situation. Det ville være bedre udnyttelse resourserne at bevilge sådanne personer noget i retning af start penge eller iværksætterydelse, således at personen gives en chance for at starte konkurrence dygtig forskning og selv derved blive i stand til at skaffe sig midler i fri og åben konkurrence.